Matthæus 15,29 – 16:16 og Markus 8,1-21.27-30 Jesus forlod området ved Tyrus og Sidon og gik til hedningesiden af Genesaret Sø. Mens han underviste, kom store skare til ham med alle mulige sygdomme og problemer. Jesus helbredte dem alle, og folkemængden var forbløffet. Så sagde Jesus til sine disciple: “Alle disse mennesker har nu været hos os i tre dage, og de er løbet tør for mad. Jeg vil ikke sende dem væk uden at give dem mad.” Disciplene sagde: “Herre, vi har ikke mad nok til at brødføde den store skare.” “Hvor meget har I?” “Vi har syv brød og et par små fisk.” “Sig til alle, at de skal sætte sig ned.” Han tog brødet og fisken og velsignede det. Så brækkede han det i stykker og gav det til sine disciple. De gik rundt og gav det til de mange mennesker. Der var 4000 til stede. Alle spiste til de var mætte. Disciplene samlede så resterne, som fyldte syv kurve.
Bagefter sendte de folkene hjem. Jesus og hans disciple steg i båden og sejlede til den jødiske side af søen. Her mødte de nogle jødiske ledere, som begyndte at skændes med Jesus. De ønskede, at han skulle give dem tegn fra himlen. Han nægtede og steg tilbage i båden. Da de sejlede tilbage til hedningernes side af søen, indså disciplene, at de havde glemt at få nok mad med til turen. De havde kun et lille brød. Jesus sagde til dem: “Pas på de religiøse lederes surdej.” Disciplene gik ud fra, at han skældte dem ud for at have glemt brødet. Han sagde: “Jeres tro er stadig så lille! Har I ikke lige oplevet, at 5000 mennesker blev bespist med kun fem brød og to fisk. Hvor mange kurve samlede I bagefter?” “Tolv.” ”I så også, hvordan 4000 mennesker blev bespist med kun syv brød og et par små fisk. Hvor mange kurve samlede I bagefter?” “Syv.” “Så lyt godt efter og forstå, hvad jeg siger. Pas på de religiøse lederes gær.” Endelig forstod mændene, hvad han talte om.
Da de kom til den anden side, tog Jesus dem med til Cæsarea Filippi. Der spurgte han dem: “Hvem siger folk, at jeg er?” “Nogle siger, at du er Johannes Døberen. Andre siger, at du er Elias eller Jeremias.” “Hvem siger I, at jeg er?” Peter sagde: “Du er Messias, den levende Guds Søn.” Jesus sagde: “Peter, du er velsignet! Du har ikke lært dette af mennesker, men Gud Fader har åbenbaret det for dig.” Derefter sagde han til dem: ”I skal endnu ikke sige til nogen, at jeg er Messias.”
Matthæus 13,44-46 og 25,1-13 og Lukas 16,19-31 Jesus sagde: “Der var en rig mand som klædte sig i purpur og fint linned og levede hver dag i fryd og herlighed. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port og var fuld af sår og ønskede at spise sig mæt i det som faldt fra den riges spisebord; men selv hundene kom og slikkede hans sår. Nu skete det at den fattige døde, og af englene blev han båret hen i Abrahams skød; og den rige døde også og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han var i pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Han råbte: »Far Abraham! Forbarm dig over mig og send Lazarus så han kan dyppe det yderste af sin finger i vand og læske min tunge; for jeg pines i denne ild.« Men Abraham sagde: »Barn! Husk på at du har fået dit gode i din livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines. Desuden er der lagt en stor afgrund mellem os og jer for at de som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal kunne komme derfra over til os.« Men han sagde: »Så beder jeg dig, far, at du vil sende ham til min fars hus — for jeg har fem brødre — så at han kan vidne for dem for at ikke også de skal komme i dette pinested.« Men Abraham sagde: »De har Moses og profeterne, dem skal de høre!« Men han sagde: »Nej, far Abraham! Men hvis nogen fra de døde kommer til dem, vil de omvende sig.« Men han sagde til ham: »Hvis de ikke hører Moses og profeterne, så lader de sig heller ikke overbevise hvis nogen opstår fra de døde.«
Nogen tid senere fortalte Jesus denne lignelse: “Himmeriget er ligesom ti jomfruer som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Men fem af dem var tåber, og fem var kloge, for da tåberne tog deres lamper, tog de ikke olie med sig. Men de kloge tog olie i deres kander sammen med deres lamper. Men da brudgommen lod vente på sig, døsede de hen og faldt i søvn. 6Men midt på natten lød råbet: ›Se brudgommen, gå ud for at møde ham.‹ Da rejste alle disse jomfruer sig og ordnede deres lamper. Men tåberne sagde til de kloge: ›Giv os af jeres olie, for vore lamper er ved at slukkes.‹ Men de kloge svarede: ›Nej, der er ikke nok til os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb til jer selv.‹ Men mens de gik bort for at købe, kom brudgommen, og de som var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Men senere kommer også de øvrige jomfruer, og de siger: ›Herre, Herre, luk op for os.‹ Men han svarede: ›Sandelig siger jeg jer: Jeg kender jer ikke.‹ Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.”
Jesus gav endnu et eksempel om Himmeriget. Han sagde: “Himmeriget ligner en skat som var blevet skjult i en mark, og som en mand fandt og skjulte, og i sin glæde går han hen og sælger alt hvad han har, og køber den mark.” Og Jesus fortsatte: “Himlenes rige ligner en købmand som søgte smukke perler, og da han fandt én meget kostbar perle, gik han hen, solgte alt hvad han havde, og købte den.”
Mattæus 18,12-14 og Lukas 15 De religiøse ledere blev vrede, da de så almindelige syndere flokkes om Jesus. De sagde: “Han tillader skatteopkrævere og syndere at være omkring sig. Han spiser endda måltider med dem.”
Jesus svarede ved at fortælle dem disse tre historier:
“Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, forlader han så ikke de nioghalvfems i bjergene og går bort for at søge det som er faret vild? Og hvis det sker at han finder det, sandelig siger jeg jer: han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems som ikke er faret vild. Således er det ikke jeres himmelske Fars vilje at en af disse små skal gå fortabt.
Eller hvis en kvinde har ti kostbare sølvmønter, og hun en dag mister den ene, mon så ikke hun tænder lys og fejer og gennemsøger hele huset, indtil hun finder den? Og når hun har fundet den, råber hun til sine veninder og nabokoner: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den sølvmønt, som jeg havde tabt!’ Sådan er det også i Himlen, hvor Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.
Der var en mand, som havde to sønner. En dag sagde den yngste søn til sin far: ‘Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner. Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, 14og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede. Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken. Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, mens der var ingen, der gav ham noget. Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‘Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult. Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’ Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. Mens han endnu var et godt stykke borte, fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst. ‘Åh, far,’ sagde sønnen, ‘jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’ Men hans far råbte til tjenerne: ‘Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne – og slagt fedekalven, for nu skal der festes!4Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!
Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset. Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik. ‘Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‘Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’ Den ældste bror blev sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind. ‘Nej,’ sagde han, ‘nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner. Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’ ‘Hør, min søn,’ sagde hans far, ‘du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’”
Matthæus 17,22-27 og Markus 9,33-42 Jesus tog tilbage til Kapernaum med sine disciple. Undervejs sagde han: “De vil overgive Menneskesønnen til folk, som vil dræbe ham. Men efter dage vil han opstå fra de døde.” Disciplene var forvirrede over, hvad han talte om. Alligevel spurgte de ham ikke om det, fordi de var midt i deres egen diskussion. De skændtes om hvem af dem der var den største. Da de kom til huset i Kapernaum, lod Jesus alle tolv mænd samles. Han vinkede derefter et barn hen til sig og sagde: “Hvis du vil være den største af alle, skal du blive alles tjener.” Så lagde han armen om barnet. “Når du byder sådan et lille barn velkommen i mit navn, byder du mig velkommen. Ja, du byder Gud velkommen.”
Johannes sagde: “Herre, vi fandt en mand, som uddriver dæmoner i dit navn. Men han var ikke en del af vores gruppe, så vi bad ham stoppe.” “Nej, han skal ikke stoppe. En person arbejder ikke imod mig, hvis han gør mirakler i mit navn. Hvis han ikke er imod os, er han for os. Hør, hvis en mand giver en anden person en kop vand i mit navn, vil denne mand blive belønnet.” Han lagde endnu en gang armen om barnet. ” Hvis en af disse små tror på mig, og nogen får ham til at synde, ville det være bedre, hvis den person blev bundet til en stor sten og kastet i havet.”
Næste dag gik en mand, der opkræver tempelskat, hen til Peter og sagde: “Betaler din rabbi tempelskat?” “Øh, ja, det gør han.” Men Peter var ikke sikker. Tilbage i Kapernaum så Jesus, at Peter tænkte dybt. Han sagde: “Simon, fortæl mig, hvad du mener: Når en konge udsteder en skat, skal hans familie så også betale den?” “Nej, alle andre skal betale, men ikke hans familie.” Jesus sagde: “Det er sandt. Kongens sønner skal ikke betale. Men vi ønsker ikke at fornærme andre i dette spørgsmål, så gå ned til søen, kast en krog ud og tag den første fisk, der bider på, og når du åbner dens gab, vil du finde en mønt. Tag den og giv dem den for mig og dig.”
Matthæus 9,18-26 og Markus 5,21-43 og Lukas 8,40-56 Jesus og hans disciple forlod den ikke-jødiske side af søen og gik tilbage til den jødiske side. En stor folkemængde ventede på ham. En mand ved navn Jairus løb hen og faldt ned foran Jesus. Han var synagogeforstander. Han sagde: “Min datter er ved at dø! Hun er kun tolv år gammel. Jeg beder dig, kom og helbred hende.” Jesus fulgte Jairus, sammen med disciplene. En stor skare af mennesker fulgte også med.
Da de gik ned ad vejen, passerede de en kvindes hjem. Hun havde lidt af blødninger i tolv år. Mange læger forsøgte at hjælpe hende, men hendes tilstand blev kun værre. Da hun hørte, at Jesus gik forbi, tænkte hun: ”Jeg bliver helbredt hvis bare jeg kan komme tæt nok på til at røre ved kvasten på hans tøj. Ingen behøver vide noget om det.” Så hun gik gennem folkemængden og rakte ud og rørte ved hans tøj. Øjeblikkeligt vidste hun, at hun var blevet helbredt. Jesus mærkede kraften gå ud af ham, så han standsede og sagde: “Hvem rørte ved mig?” Peter så på mængden og sagde: “Hvad mener du med? Se på alle mennesker omkring dig.” Jesus søgte efter den person, der havde rørt ved ham. Da kvinden indså, at hun ikke kunne skjule, hvad hun havde gjort, knælede hun ned foran ham. Jesus sagde til hende: “Vær ikke bange. Din tro har helbredt dig. Tag hjem igen. Den sygdom vender ikke tilbage.”
Mens de talte, kom nogle mennesker og sagde til Jairus: “Du behøver ikke tage Mesteren med dig. Din datter er død.” Jesus hørte dem og sagde til Jairus: “Vær ikke bange. Tro på mig.” De fortsatte til hans hus. Da de kom derhen, så de, at de sørgende allerede var ankommet. Det var deres job at spille fløjte og græde meget højt. Jesus sagde: “Hvorfor larmer I? Pigen sover kun.” De lo af ham, fordi de vidste, at hun var død. Han fik dem ud af huset, og derefter gik han, Jairus og hans kone, Peter og Johannes hen, hvor pigen lå. Han tog hendes hånd. “Barn, stå op.” Med det samme åbnede pigen øjnene og rejste sig. Forældrene så forbløffet på. Jesus sagde til dem: “Giv hende noget at spise.” Så sagde han til dem: “Fortæl det ikke til nogen.” Men nyheden om denne begivenhed spredte sig over hele området.
Matthæus 13,24-30.34-43 og 25,14-30 Jesus fortsatte med at fortælle folk historier, kaldet lignelser. Faktisk sagde han ikke noget til folkemængderne uden at bruge historier. En gang fortalte han dem om en bonde, der plantede hvede på sin mark. Efter en lang dag vendte han hjem og gik i seng. I løbet af natten gik en mand, der hadede ham, ud på markerne og plantede ukrudt. Dette ukrudt lignede hvede, imens det vokser. Derfor vidste ingen til at begynde med, hvad der var sket. Det blev først tydeligt, da planterne begyndte at modnes. Gårdmændene sagde: “Hvad skal vi gøre? Skal vi gå ud på markerne og trække ukrudtet op?” Bonden sagde: ”Nej, hvis I gør det, ødelægger I hveden. Lad os vente til høsten.” Da høsten kom, sendte bonden sine arbejdere ud på marken. De trak ukrudtet op, bandt det i bundter og brændte det. Så samlede de hveden og lagde det i lader.
Disciplene kom til Jesus og spurgte, hvad det betød. Han sagde: “Landmanden er Menneskesønnen, marken er denne verden, og hveden er Guds børn. Fjenden er Djævelen, og ukrudtet er dem, der følger ham. Ved tidens ende vil Menneskesønnen sende sine engle for at samle Guds børn. Derefter vil de samle de ugudelige og kaste dem i en brændende ovn.”
På et andet tidspunkt sagde Jesus, at Guds rige er som en rig mand, der besluttede at tage på en lang rejse. Han tilkaldte sine betroede tjenere og tildelte dem ansvar, så hans virksomhed kunne blomstre, mens han var væk. Han bevilgede penge til hver af dem, i forhold til deres evner. Til den ene gav han 5000, til den næste 2000, og til den sidste gav han 1000. Straks gik den første tjener ud og satte sine penge i arbejde. Ved at gøre det tjente han yderligere 5000. Den anden mand gjorde det samme, og han tjente yderligere 2000. Men den tredje mand fandt et sikkert sted, gravede et hul og begravede sine 1000. Efter lang tid kom mesteren tilbage. De tre tjenere skulle nu gøre rede for, hvad de havde gjort. Den første sagde: “Du tildelte mig 5000. Se, jeg har sat pengene på arbejde, og jeg har fordoblet dem.” Mesteren var begejstret. Han sagde: “Fantastisk arbejde! Jeg er stolt af dig. Jeg forfremmer dig til en højere stilling med meget bedre fordele.” Den anden mand sagde: “Du tildelte mig 2000. Se, jeg har sat pengene på arbejde, og jeg har fordoblet dem.” Igen var mesteren begejstret. “Godt arbejde! Jeg er stolt af dig. Jeg forfremmer dig til en højere stilling med meget bedre fordele.” Den tredje mand trådte frem og sagde: “Mester, jeg vidste, at du er en klog forretningsmand som ikke tolererer fejl. Jeg var bange, så jeg gik hen og gemte mine 1000 et sikkert sted. Her er de!” Mesteren var rasende! Han sagde: “Hvordan kan du være så doven? Om ikke andet kunne du have fået lidt rente i en bank. Men nej, du gjorde ingenting.” Han råbte til vagterne. “Tag denne mands 1000 og giv det til tjeneren med 10.000. Tag derefter denne værdiløse tjener og smid ham ud i mørket. Der kan have gå rundt og lide nød og leve af sin dumhed.”
2 Kongebog 5,15-27 Fortsat fra forrige historie Efter Na’aman var blevet helbredt, gik han og hans mænd tilbage til profetens hus. Na’aman sagde: “I dag har jeg lært, og nu ved jeg, at der ikke er nogen gud på jorden undtagen Israels Gud. Modtag min ydmyge gave.” Elisa sagde: “Så sikkert Gud lever, jeg vil ikke tage imod gaver fra dig.” Na’aman insisterede, men profeten nægtede stadig. Så sagde Na’aman: “lad mig få så meget jord med, som et spand muldyr kan trække, herre, for fra nu af vil jeg ikke bringe brændofre eller slagtofre til andre guder end Herren.” Han sagde også: “Når min konge går ind i sin guds tempel, er jeg forpligtet til at gå med ham, fordi jeg er hans hærfører. Mens jeg er derinde, er jeg tvunget til at knæle for afguden. Jeg beder om, at Herren vil tilgive mig for at gøre dette.” Elisa sagde: “Gå hjem i fred, og vær ikke bekymret for dén situation.”
Kort efter at Na’aman var gået, tænkte Elias tjener, Gehazi, over situationen. Han tænkte: “Min herre log denne fremmede slippe for let. Han skulle have betalt noget. Nu vil jeg løbe efter ham og bede om en gave til mig selv.” Gehazi løb efter Na’aman, og da han så ham komme løbende, standsede han sin vogn og spurgte: ”Er der noget galt?” Gehazi sagde: “Min herre har lige fundet ud af, at han har to unge gæster hos os i aften. De er fra profeternes skole. Han tænkte på, om du ville hjælpe ham med udgifterne, for eksempel 75 pund sølv og et par sæt tøj.” Na’aman svarede: “Ja, absolut! Jeg vil give dig 150 pund sølv i to poser, samt to sæt tøj.” Na’aman gav tingene til et par af sine mænd, så de kunne bære det tilbage til tjeneren. Gehazi lod mændene bære sølvet og tøjet til sit eget hus. Derefter sendte han mændene væk og gik hen til sin herre, Elisa. Elisa sagde: ”Gehazi, hvor gik du hen? “Jeg gik ingen steder.” Elisa sagde: “Min kære ven, min ånd var til stede, da Na’aman standsede sin vogn og trådte ned for at hilse på dig. Det er ikke din opgave at tage imod hverken penge, tøj, oliventræer, vinmarker, dyr eller slaver. Derfor er Na’amans spedalskhed nu ved at sætte sig fast på din hud.” Gehazi gik tilbage mod sit eget hus. Han så ned på sine arme, og de var allerede hvide af spedalskhed.
Jobs Bog Job var en vellidt mand, med stor personlig integritet, som frygtede Gud og afholdt sig fra alt ondt. Han havde syv sønner og tre døtre. Han var en rig mand med mange tjenere. Hans husdyr omfattede et stort antal får, kameler, okser og æsler.
En dag gik Satan til Herren, da alle englene var der. Herren sagde: “Hvor har du været?”
“Jeg har været rundt omkring på jorden.”
Herren sagde: “Har du lagt mærke til min tjener Job? Der er ingen anden på jorden som ham. Han har høj integritet og holder sig fra det onde.”
Satan sagde: “Jamen, selvfølgelig gør han det. Han har fundet ud af, at der er god nytteværdi i at være retfærdig. Du beskytter ham og alt hvad han ejer. Du velsigner ham og giver ham, hvad han vil have. Men prøv at fratage ham alle hans ejendele. Se så, hvad der sker. Han vil uden tvivl forbande dig.”
Herren sagde: “Vi får se. Jeg giver dig tilladelse til at tage alt, hvad han ejer, men du må ikke røre ham personligt.”
Kort efter løb en tjener hen til Job og sagde: “Der kom nogle bøller og tog alle dine okser og æsler. De forsøgte at dræbe alle tjenerne, og kun jeg slap. Jeg kom straks for at fortælle dig, hvad der skete.”
Mens han stadig talte, kom en anden tjener løbende og sagde: “En kæmpe storm blæste ind. Lynet slog ned og dræbte alle dine får og tjenere. Kun jeg overlevede, så jeg løb hertil for at fortælle dig, hvad der skete.”
Mens han stadig talte, kom endnu en tjener: “En hær kom og tog alle dine kameler og dræbte tjenerne. Jeg flygtede og kom for at fortælle dig det.”
Mens han stadig talte, kom endnu en tjener: “Dine sønner og døtre spiste sammen, da en tornado pludselig ramte huset, og de døde alle. Jeg er den eneste, der overlevede, så jeg kom for at fortælle dig hvad der er sket.”
Job brød sammen i dyb sorg. Han rev tøjet af sig og barberede sit hoved. Dernæst bøjede han sig og sagde: “Jeg kom nøgen til denne verden. Jeg forlader dette liv nøgen. Herren giver, og Herren tager. Pris Herrens navn!” På trods af alt det, der skete, syndede Job ikke eller bebrejdede Gud.
Endnu en gang gik Satan til Herren, da alle englene var der. Herren sagde: “Hvor har du været?”
“Her og der”, svarede Satan. Herren sagde: “Har du lagt mærke til min tjener Job? Der er ingen anden på jorden som ham. Han har høj integritet og holder sig fra det onde, selv efter at jeg tillod dig, uden nogen grund, at ødelægge alt, han havde.”
“Ja, men du tillod mig ikke at røre ved hans krop. En mand vil gøre alt for at redde sit liv. Slå hans kød og knogler, og han vil forbande dig!”
Herren sagde: “Vi får se. Jeg giver dig tilladelse til at slå ham, men du må ikke slå ham ihjel.”
Kort efter var Job dækket af bylder, fra top til tå. Han satte sig i asken og tog et stykke knust keramik og skrabede sig. Hans kone sagde: “Hvordan kan du gå igennem alt dette og stadig bevare din integritet? Forband Gud og dø!”
Han sagde: “Det er tåbelig tale! Jeg er villig til at tage imod alt, hvad Gud giver mig, godt som dårligt.” Trods alt dette syndede Job fortsat ikke og bebrejdede ikke Gud.
Tre af Jobs venner hørte, hvad der var sket, og kom for at besøge ham. De kunne ikke tro deres egne øjne, da de så ham sidde der. Alle tre satte sig ved siden af Job og sagde ikke noget i syv dage.
Til sidst råbte Job: “Jeg ville ønske, jeg aldrig var blevet født!”
Hans venner forsøgte derefter at hjælpe ham med at forstå, hvad der skete med ham. En ven forklarede, at retfærdige mennesker ikke lider sådan, kun syndere. Job var enig med ham, men han vidste ikke af at have gjort sig fortjent til al denne lidelse.
Hans anden ven var lidt mere modig. Han sagde: “Job, du er en hykler! Du er nødt til at bekende din synd, og så vil Gud være barmhjertig.”
Job holdt igen fast i sin uskyld. Han sagde: “Jeg husker, at jeg så de retfærdige lide, mens de onde havde fremgang.”
Hans tredje ven var den dristigste af dem alle. Han sagde: “Job, du er en løgner! Du er en syndig mand og fortjener Guds dom.”
Det gjorde blot Job endnu mere overbevist om sin uskyld.
En ung mand kom med et andet perspektiv. Han ville opmuntre Job. Han sagde: “Gud vil, at denne lidelse skal være dig en lærestreg. Gud straffer dig for din synd, men han vil også genrejse dig til retfærdighed.”
Pludselig talte Gud med Job. Gud sagde: “Hvad jeg gør, forstår du slet ikke. Mit formål med lidelse er et individuelt anliggende for hver enkelt person. Job, hør nu: Jeg ved altid, hvad der foregår med dig, og jeg er altid med dig. Jeg vil, at du skal stole fuldstændigt på mig.”
Herren henvendte sig dernæst til Jobs venner: “Jeg er vred på jer. Alle jeres råd er falske. Kun Job talte sandt.” Gud sagde til dem at de skulle bringe et brændoffer og bede Job om at gå i forbøn for dem.
Gud gav Job det dobbelte af alt, hvad han havde før. Han fik dobbelt så mange får og kameler. Han fik dobbelt så mange okser og æsler. Gud gav ham også yderligere syv sønner og tre døtre.
Job døde i en alder af 140 år.
Tredje Mosebog 10,1-7 + Fjerde Mosebog 9 – 11,3 Gud gav nøjagtige instrukser til Israels folk om, hvordan de skulle tilbede ham. Aron, Moses’ bror, blev udvalgt til at være ypperstepræst, og hans sønner skulle tjene sammen med ham. Når Aron døde, skulle de erstatte ham som ypperstepræst. Menigheden samledes ved tabernaklet til indsættelsen af disse mænd. Moses salvede dem med olie og ofrede til Herren. Han fortalte Aron og hans sønner, at deres ordination ville vare i syv dage, og de måtte ikke forlade tabernaklet, før det var forbi. Arons to ældste sønner var Nadab og Abihu. I løbet af ordinationstiden besluttede de på egen hånd at brænde røgelse til Herren. Men de lagde kul fra en almindelig ild i deres røgelseskar. Så snart de kom ind i Herrens nærhed, blussede ilden op og dræbte begge mænd.
Alle var chokerede. Moses fik nogle mænd til at bære ligene udenfor lejren. Han fortalte Aron og hans andre sønner, at de skulle fortsætte med ordinationen, da de allerede var blevet salvet med olie foran Herren.
Det betød, at de ikke kunne sørge ordentligt over deres tab. Så sørgede resten af Israel over de to mænds død, mens deres far og brødre blev ved tabernaklet.
På toårsdagen for udgangen fra Egypten fejrede Israels folk påske. De var stadig på Sinajbjerget.
En sky svævede over tabernaklet om dagen, og det lignede ild om natten. Gud havde fortalt dem, at så længe skyen svævede der, skulle de blive, hvor de var. Men hvis skyen lettede, vidste de, at det var tid til at fortsætte deres rejse.
En måned senere, efter de havde fejret påske, var det tid for dem at flytte mod Kana’ans land. Mens folket så på, løftede skyen sig, og de drog op fra Guds bjerg. De rejste mod det sted, hvor de skulle komme ind i Kana’ans land.
Kort tid efter begyndte folket igen at klage over deres strabadser. Det gjorde Herren vred, og han sendte ild ned blandt dem. Mange mennesker døde. De, der ikke døde, løb hen til Moses for at få hjælp. Han bad for dem, og ilden stoppede.
2. Mosebog 33–40 Fordi Israels folk havde tilbedt guldkalven, gik Moses op på bjerget og bad Herren tilgive dem. Han sagde: “Herre, dit folk har syndet mod dig. Hvis du vil tilgive deres synder …” Han kunne ikke fortsætte, men sagde til sidst: ”Hvis du ikke kan tilgive dem, så slet mig fra din bog.” Herren sagde: “Jeg sletter ikke dit navn fra min bog, men jeg vil udslette navnene på de mennesker, der syndede mod mig.” Så slog Gud folket med en pest, og mange døde. Derefter sagde Herren til Moses: “Før dit folk til det land, jeg lovede dem. Jeg vil ikke tage med dig, men jeg sender min engel til at vejlede dig. Hvis jeg levede blandt disse stædige mennesker et øjeblik længere, ville jeg ødelægge dem.”
Moses gik ned og fortalte folket, at Gud ikke ville bo iblandt dem. Folk brød sammen og græd. De sørgede over, at deres synd havde kostet dem så meget. Moses gik uden for lejren og rejste et telt, så han kunne tale med Herren. Mens folket så på, dalede Guds røgsky og stillede sig foran teltet. Der talte Moses og Gud. Moses sagde: “Hvis jeg er din ven, og hvis du elsker mig, så bo iblandt os. Vi vil have dig til at lede os. Hvis du nægter, så bliver vi her. Lad os ikke gå. Uden dig hos os er vi ikke anderledes end andre!” Herren svarede: “Du er min ven, og jeg elsker dig. Derfor vil jeg gøre, som du har bedt om.” Så sagde Herren til Moses, at han skulle skære yderligere to stentavler ud og tage dem med op på bjerget. Dernæst sagde Herren: “Dette er min pagt med dig og dit folk. Jeg vil føre folket ud af Kana’an med store mirakler, men I skal adlyde mine befalinger.” Moses blev på bjerget og nedskrev alle Guds love og befalinger. Han skrev også de ti bud på de to stentavler. Han var der i fyrre dage og fyrre nætter og spiste ikke brød og drak ikke vand.
Bagefter gik han tilbage til folket med Guds befalinger. Han var ikke klar over, at hans ansigt lyste på grund af al den tid, han havde tilbragt med Herren. Dette gjorde israelitterne bange, så Moses bar et slør, da han talte til folket. Han fortalte dem alle de befalinger, Herren havde givet ham. Han sagde: “Det er tid til at bygge tabernaklet, Guds bolig. Derfor skal de, der er villige til at give et offer til Herren, bringe guld, sølv, bronze, specielt garn, fint linned, dyreskind, træ, olier, krydderier, sten og ædelstene. Vi har brug for dygtige håndværkere, der vil dedikere sig til at bygge tabernaklet, teltet, der skal omgive det, og møblerne indeni.”
Næste dag begyndte folk at bringe de ting, der var nødvendige for at bygge tabernaklet. Dygtige håndværkere kom for at udføre arbejdet. Dag efter dag bragte folket deres gaver, indtil Moses til sidst sagde: “Ikke flere ofre nu. Der er mere end nok!” Folket var omhyggelige med at bygge tabernaklet præcis som Gud havde sagt til Moses. Det var afsluttet præcis to år efter, at de forlod Egypten. Moses inspicerede arbejdet og så, at de havde gjort, som Herren havde befalet, så han velsignede dem. Dernæst kom en sky og svævede over teltet. Mens folket så på, fyldte Herrens herlighed tabernaklet. Så fra den dag af, på alle deres rejser, var Herren med dem.