Vi taler nogle gange om søgende mennesker – mennesker, som søger efter mening med livet, søger Gud, søger at finde sig selv … men hvem er det egentlig der er den søgende eller bedre sagt den opsøgende!? Gud eller mennesket?
Hvad nu hvis du i virkeligheden var tættere på Gud end du troede? Hvad nu hvis hvad du troede på, var afgørende for hvor tæt du var, eller følte du var, på Gud?
Jeg tænker vi alle kunne ønske os tættere på Gud. Men hvad skal der til for at det kan ske?
Ofte får vi lavet alle mulige kristne to-do-lister med ting, pligter, dyder, praksisser, vaner der skal hjælpe os med det.
Men hvad nu hvis den største hindring i virkeligheden er i vores teologi, i vores forståelse af frelsen og hvad der skete på korset?
Måske er vi kommet væk fra “den rene og enkle hengivenhed over for Kristus” (2 Kor 11:3 HVDK)
Måske tænker vi at vi skal “leve op til noget”, overholde loven, eller i hvert fald de 10 bud. Tilfredsstille Gud…
Eller måske tænker vi stadigt at der, i hvert fald ind i mellem, er noget imellem os og Gud. Vores synd, vores kommen-til-kort-hed. Og så skal jeg lige huske at bede om tilgivelse hos Gud så der er ryddet op igen…
Men eftersom al synd sones ved blod så er al synd vel også sonet ved Jesu død og han dør ikke endnu engang, og derfor er der slet ikke noget imellem os. Selv 2 sekunder efter du har lavet en brøler eller givet efter for en fristelse…
Er den kristne “frelse” en proces eller mere en “punktoplevelse”? Hvad mener Jesus, når han taler om at et menneske skal fødes på ny? Er det bare et billede eller en konkret oplevelse med “før” og “efter”?
Når vi taler om kærlighed taler vi om universets stærkeste kraft! Hvad man ikke vil gøre for kærlighed… Der findes over 100 millioner kærlighedssange! Og så er der film og bøger og noveller, som næsten altid skal indeholde en kærlighedshistorie også.
Men hvad er det i virkeligheden for en størrelse? Hvilke typer kærlighed findes og hvad er den bibelske agape-kærlighed for noget?
Vi kommer alle til kort i forhold til bibelens krav om at elske, så hvad gør vi, og hvad er kilden til den uselviske, forvandlende kærlighed?
Har kirkegængere og kristne udviklet deres eget unikke sprog? Kan vi dele vores tro med andre, eller kæmper vi med at formidle troens essens? Er vi i stand til at udtrykke de mest grundlæggende principper i vores tro?
Regeringen taler om, at der skal fødes flere børn i Danmark. Det ser ud til at der mangler unge par, som har lyst til at blive forældre. Har forældrerollen ændret sig eller har samfundet ændret sig så meget, at det er svært at være forældre?
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde engang, at tro ikke hører til i det offentlige rum. Det ser det ud til vi har lyttet til. Er vi blevet alt for blufærdige, og er tro virkelig en privat sag, som ikke kan og må debatteres i det offentlige rum? Fylder trosspørgsmål i dagligdagen ikke uanset og gør vi os en bjørnetjeneste, når vi er tavse om de lidt dyberegående spørgsmål?
Har du nogensinde tænkt over, hvor gudsfrygten egentlig er blevet af? Vores sprog, relationer og handlinger sår nogen gang tvivl på, om der er nogen “gudsfrygt” tilstede? Men, skal vi så være bange for Gud, eller er han ikke blevet vores “bedste buddy” og vores ven? Hvordan kan jeg være gudfrygtig uden at være bange for Gud og hvad er gudsfrygt for en størrelse?
Denne verden er ikke som den bør være… men Gud har en plan.
Og hver af os har en rolle at spille i det, hver af os har fået noget betroet som vi skal forvalte og derved gøre en forskel. Måske bare en lille forskel, men små ting i Guds hænder har ofte en stor virkning.