vokse

Kilde: riisjensen.dk

  • Verden efter syndfloden (afsnit 6)

    Første Mosebog 9:20 – 11:26

    Efter syndfloden plantede Noa en vingård. Med tiden drak han noget af vinen fra sin høst og blev fuld. Han gik hen til sit telt og faldt nøgen i søvn på gulvet.
    Hans yngste søn så sin far ligge der og gik hen og fortalte sine brødre det. Brødrene holdt en kappe imellem sig og gik baglæns ind i teltet og lagde kappen over deres far.
    Da Noah vågnede, hørte han, hvad der var sket. Så han forbandede sin yngste søns familie og velsignede de to andres familier.

    Alle tre sønner havde store familier med mange børn og børnebørn. Blandt alle disse mennesker var der en mand ved navn Nimrod. Han blev den første diktator. Han var kendt for sine jagtevner, og hans rige hed Babylon.
    Befolkningen i Babylon indså, at deres potentiale var større, hvis de blev sammen. De mente, at det var bedst ikke at opfylde hele jorden, sådan som Gud ellers havde befalet.
    Så de byggede et tårn, som nåede højt op på himlen. Højt nok til at alle kunne se det. De mente, at det ville skabe sammenhold.
    Gud så på tårnet og sagde: “Folket adlyder ikke min befaling. Hvis de bliver sammen, vil intet være umuligt for dem. Derfor vil jeg få dem til at tale forskellige sprog.”
    Pludselig talte folk mange forskellige sprog. De var forvirrede, fordi de ikke kunne forstå hinanden. De vidste ikke, hvad der skete med dem. Straks stoppede arbejdet med tårnet. De delte sig i grupper alt efter hvilket sprog, de nu talte, og flyttede til andre dele af verden. Tårnet blev kendt som forvirringens tårn eller Babelstårnet.

    Noas ældste søn var Sem. En af hans efterkommere var en mand ved navn Peleg. Hans navn betyder splittelse, for på tidspunktet for hans fødsel delte jorden sig. Hans oldebarn var Abraham.

  • Abrahams kald (afsnit 7)

    Første Mosebog 12
    Der var en mand ved navn Tera, som boede i området Ur. Han havde tre sønner, og en af dem var Abram. Abram var gift med sin halvsøster Saraj, men de havde ingen børn. Terah tog Abram, Saraj og hans barnebarn Lot (som var forældreløs) og flyttede nordpå til et sted, der hedder Haran. De blev der, indtil Terah døde.
    Da Abram var femoghalvfjerds år gammel, sagde Gud Herren: “Abram, jeg vil have, at du skal forlade din familie og dit land og tager til et sted, jeg har udvalgt til dig. Jeg vil gøre dig til en nation, og dit navn vil blive stort. Jeg vil velsigne dig, og jeg vil også velsigne alle andre, der velsigner dig. Og jeg vil forbande enhver, der forbander dig. Alle jordens slægter vil blive velsignet på grund af dig.”
    Så Abram tog sin kone Saraj og sin nevø Lot og forlod Haran. Da de kom til et sted, der hedder Kana’an, sagde Gud: “Jeg giver dette land til dig og dine børn.” Abram troede på Gud, selv om han ikke havde nogen børn. Han vidste, at Gud ville holde sit løfte. Så byggede han et alter og tilbad Herren.

    Nogen tid senere ramte en alvorlig hungersnød landet. Abram tog da alt, han havde, og rejste til Egypten. Han sagde til Saraj: “Ægypterne vil se, at du er en smuk kvinde. De slår mig ihjel for at få fat i dig. Så fortæl dem, at du er min søster.”
    Han havde ret. Ægypterne så, at Saraj var smuk. Da Farao fandt ud af, at hun ikke var gift, tog han hende med ind i sit hus. Han behandlede Abram godt og troede, at han var Sarajs bror.

    Abram blev rig i Egypten. Hans rigdom omfattede får, kvæg, æsler, kameler og tjenere.
    Gud var vred på Farao, fordi han havde Saraj i sit hus. Plager ramte hans familie, og alle blev alvorligt syge. Til sidst sagde Farao til Abram: “Hvorfor gjorde du dette mod mig? Du sagde hun var din søster. Nu finder jeg ud af, at hun er din kone! Tag hende og kom væk herfra!”
    Så tog Abram Saraj og Lot og tog tilbage til Kana’an. De slog sig ned i nærheden af et sted kaldet Betel. Der tilbad han Herren.

  • Melkisedek – (afsnit 8)

    Første Mosebog 13-15

    Både Abram og Lot var velstående. Snart begyndte deres hyrder at skændes om græsningsrettigheder. Abram sagde: “Vi burde ikke slås. Vi er trods alt familie. Der er masser af jord her. Du vælger. Du går den ene vej, og jeg går den anden.”
    Lot vidste, hvilken retning han ville gå. Jordandalen havde masser af vand, og det mindede ham om Egypten. Han sagde ofte til sig selv: “Det er ligesom Herrens have.” Så han valgte hele Jordandalen. Han slog sit telt op i nærheden af Sodoma, selv om mændene der var ekstremt ugudelige.
    Så sagde Herren til Abram: “Se mod nord og mod syd. Se mod øst og vest. Jeg giver det hele til dig og dine efterkommere. Rejs dig! Gå over hele dette land. Det er dit.”
    Nogen tid senere gik en alliance af fire byriger i krig mod fem byer omkring Sodoma. Alliancen vandt slaget og tog alle deres ejendele, mad og mange af folket, inklusive Lot. Da Abram hørte om dette, tog han sine 318 trænede tjenere og jagtede alliancen. Han angreb dem i løbet af natten og besejrede dem. Så tog han Lot, hele folket og deres ejendele tilbage til Sodoma.

    Abram mødte Melkisedek, da han kom dertil. Melkisedek var kongen af Salem, men han var også en præst for den Højeste Gud. Han sagde: “Abram er velsignet af den Højeste Gud, som skabte himlen og jorden. Pris den Højeste Gud, for det er ham, der har givet dig sejren over dine fjender.”
    Abram gav Melkisedek en tiendedel af alt.

    Kongen af Sodoma sagde til Abram. “Giv mig folket, og du beholder alle ejendele.”
    Abram sagde: “Nej, jeg tager ikke noget af det. Jeg giver det hele tilbage til dig, undtagen hvad tjenerne spiste under kampen. Jeg vil aldrig have, at du siger: ‘Jeg har gjort Abram rig.’
    Dermed gik Abram og hans tjenere hjem. Kort efter kom Herren til ham i et syn og sagde: “Jeg er dit skjold og din belønning.”
    Abram svarede: “Herre, jeg har stadig ikke en søn, men jeg har en tjener, der er som en søn for mig. Lad ham arve dine løfter til mig.”
    “Nej! Du skal få en søn, og han bliver din arving. Abram, se på stjernerne på himlen. Dine efterkommere vil være lige så svære at tælle som disse stjerner.” Dette virkede umuligt for Abram, men han troede på det.

  • Gud som ser mig (afsnit 9)

    Første Mosebog 16
    Efter at Abram havde boet i Kana’an i ti år, blev Saraj bekymret over, at hun endnu ikke havde fået det barn, som Herren lovede. Hun sagde til sin mand: “Jeg har en løsning på dette problem. Gå i seng med min slave Hagar. Når hun føder et barn, vil det være det samme, som hvis jeg fik barnet.
    Abram var enig og gjorde, som hun sagde. Men så snart Hagar blev gravid, begyndte hun at opføre sig, som om hun var bedre end Saraj.
    Det gjorde Saraj vred. Hun sagde til Abram: “Det er dig, der har skabt disse problemer! Du gjorde min slave gravid, og nu tror hun, hun er bedre end mig.”
    Abram sagde: “Hun er din slave. Gør hvad du vil med hende.”
    Så Saraj begyndte at slå Hagar og ydmyge hende. Til sidst løb slaven væk. Hun kom til en kilde med vand og faldt sammen ved siden af den.

    Herrens engel sagde til hende: “Hagar, hvor skal du hen?”
    “Jeg flygter fra Saraj, min herskerinde.”
    ”Gud har hørt dit skrig. Gå tilbage og underkast dig Saraj, selvom hun slår dig. Du får en søn, og du skal kalde ham Ismael. Han vil blive en stor kriger som hele tiden er på kant med alle. Jeg vil give dig så mange efterkommere at du ikke kan tælle dem.”
    Hagar blev forbløffet og sagde: “Jeg har set den Gud, som ser mig. Så hun gav kilden navnet “Den levende Guds brønd, som ser mig.”
    Hun gik så tilbage og underkastede sig Saraj. Abram var seksogfirs år gammel, da Hagar fødte sin søn. Han kaldte barnet Ismael, hvilket betyder “Gud hører”.

  • Løftet om Isak (afsnit 10)

    Første Mosebog 17 – 18,15

    Da Abram var nioghalvfems år gammel, sagde Herren til ham: “Du skal blive far til mange nationer, og nogle af dine efterkommere skal blive konger! Derfor ændrer jeg dit navn til Abraham, som betyder ‘mange nationers fader’. Jeg vil være med dig, og jeg vil give dette land til dig og dine efterkommere. Som et tegn på disse løfter skal du omskære alle af hankøn blandt jer.”

    Så sagde Herren til ham: “Fra nu af skal din hustru hedde Sara. Jeg vil velsigne hende, og hun vil føde dig en søn.”
    Abraham lo og sagde: “Hvordan er det muligt for en mand på hundrede år og en kvinde på halvfems år at få et barn? Måske kunne Ismael arve alle dine løfter til mig.”
    Gud sagde: “Nej, Sara vil få en søn, og du skal give ham navnet Isak. Jeg vil give mine løfter til ham og hans efterkommere, og jeg vil være deres Gud. Og hele jorden vil blive velsignet på grund af dem. Men jeg vil også velsigne Ismael. Jeg vil også gøre ham til en stor nation. Tolv stammer vil nedstamme fra ham.”
    Nogen tid senere sad Abraham ved døren til sit telt. Pludselig lagde han mærke til tre mænd, der stod i nærheden, og indså, at en af dem var Herren. Han skyndte sig hen til dem og sagde: “Herrer, kom og sæt dig under dette træ. Jeg giver dig vand, så du kan vaske dine fødder. Så kan du hvile, mens jeg forbereder et måltid. Når du har spist, kan du fortsætte din vandring.”
    De sagde: “Godt, vi bliver et stykke tid.” Abraham skyndte sig ind i teltet og bad Sara bage brød til gæsterne. Så gik han ud på marken og udvalgte en kalv og gav den til sine tjenere, så de kunne tilberede et måltid. Så snart maden var klar, serverede Abraham den for sine gæster og stod derefter og så dem spise.

    Mens de spiste, sagde Herren til Abraham: “Hvor er din kone Sara?”
    “Hun er i teltet.”
    Herren sagde: »Jeg kommer tilbage om cirka et år. På det tidspunkt har Sara født en søn.”
    Sarah lyttede til dem inde fra teltet. Hun var halvfems år gammel, så hun grinede inde i sig selv, da hun hørte, at hun skulle føde en søn. Hun sagde: “Det er umuligt. Jeg er for gammel til at føde et barn.”
    Herren spurgte Abraham: “Hvorfor lo Sara? Er noget for svært for Herren? Jeg VIL komme tilbage, og hun VIL have født et barn!”
    Da Sara hørte det, løb hun ud og sagde: “Herre, jeg lo ikke!”
    “Jo, du gjorde!”
    Snart fandt Sara ud af, at hun ventede et barn.

  • Esau og Jakob (afsnit 19)

    Første Mosebog 25
    Efter Saras død giftede Abraham sig med en kvinde ved navn Ketura. Sammen fik de seks sønner. Flere år senere, da Abraham vidste, at han skulle dø, gav han gaver til Ketura og hendes sønner og sendte dem til Østens land. Så gav han alt, hvad han ejede, til Isak.
    Abraham døde, da han var 175 år gammel. Isak og Ismael begravede ham i den samme hule, hvor Sara lå begravet.

    Efter tyve års ægteskab bad Isak for sin kone, fordi hun ikke var i stand til at få børn. Gud besvarede hans bøn, og Rebekka blev gravid med tvillingedrenge.
    Nær slutningen af graviditeten følte hun det som om der blev kæmpet en kamp i hendes livmor. Hun havde så mange smerter, at hun bad: “Kære Gud, hvad sker der med mig?”
    Herren sagde: “Du har to folkeslag inden i dig. To folk udgår af din livmor. Den ene vil være stærkere end den anden, og den ældre vil tjene den yngre.”
    På tidspunktet for fødslen var den ældste baby rødmosset og dækket af hår. De kaldte ham Esau, hvilket betyder “dækket af år”.
    Da tvillingebroren kom ud, holdt han fast i Esaus hæl. De kaldte ham Jakob, som betyder ”hæl.” Isak var tres år gammel, da drengene blev født.
    Som mand blev Esau dygtig som friluftsmand, hvilket inkluderede jagt. Jakob var stille og foretrak at blive hjemme. Rebekka elskede Jakob, men Isak elskede smagen af vildt, så han favoriserede Esau.
    En dag kom Esau udmattet hjem fra en rejse. Han så, at Jakob var ved at lave en gryderet. Han sagde: “Jeg er træt og sulten. Giv mig noget af den røde gryderet.”
    Jakob sagde: “Lad os handle: Du får maden hvis jeg får din førstefødselsret.”
    “Det er en aftale! Min førstefødselsret vil ikke gavne mig, hvis jeg dør af sult. Giv mig nu maden!”
    Jakob sagde: “Nej. Du skal først sværge en ed på, at du giver mig din førstefødselsret.”
    “Jeg sværger, at førstefødselsretten er din.”
    Fra da af blev der sagt om Esau: “Han foragtede sin førstefødselsret.” Også folk omtalte ham som “Edom”, hvilket betyder “rød”. Det var på grund af den værdi han gav den røde gryderet.

  • Hun er min søster II (afsnit 20)

    Første Mosebog 26,1-11
    En stor hungersnød ramte det sted, hvor Isak boede, så han indså, at han var nødt til at flytte til et andet område. Herren viste sig for ham og sagde: “Rejs ikke til Egypten. Bliv i dette land, selvom du er en fremmed her. Jeg vil velsigne dig og give dig alle de løfter, jeg gav din far Abraham. Dine efterkommere vil være lige så svære at tælle som stjernerne. Jeg vil give dem hele dette land, og gennem dem vil alle folkeslag på jorden blive velsignet.”
    Derfor fravalgte Isak at tage til Egypten, men bosatte sig i stedet i det land, som blev regeret af Abimelek, filistrenes konge. Da mændene der så, at Rebekka var en smuk kvinde, spurgte de Isak om hende. Han blev straks bekymret for hendes liv, og troede, at de ville dræbe ham på grund af hende. Så han sagde: “Hun er min søster.”

    Da Isak havde været der et stykke tid, kiggede kongen ud ad sit vindue og så Isak kramme og kysse Rebekka. Kongen sendte bud efter ham og sagde: “Denne kvinde er din kone! Hvorfor fortalte du alle, at hun var din søster?”
    Isak forklarede, hvordan han var bange for, at han kunne blive dræbt på grund af hende. Kongen sagde: “Du har udsat os alle for fare. En af vores mænd kunne sagtens have haft sex med hende. Så ville vi alle have lidt på grund af det.”
    Så sendte Abimelek en advarsel ud til hele sit folk. “Hvis nogen skader Isak eller hans kone, skal vedkommende dø!”

  • Stjålet velsignelse (afsnit 22)

    Første Mosebog 27
    Da Isak blev ældre, blev han blind og troede, at han snart skulle dø. Så han besluttede at give familievelsignelsen til Esau. Han sagde: “Gå på jagt efter vildt og tilbered det, sådan som jeg kan lide det. Når jeg har spist, vil jeg give dig velsignelsen.”
    Rebekka overhørte dette og fortalte det til Jakob. Hun sagde: “Gå hen og hent to unge geder. Jeg vil tilberede dem som måltid til din far og gøre det sådan, som han kan lide det. Du serverer det for ham og får velsignelsen.”
    Jakob sagde: “Esau er en behåret mand, og jeg har glat hud. Hvis min far rører ved mig, vil han opdage, at jeg prøver at narre ham. Han vil give mig en forbandelse i stedet for en velsignelse!”
    Rebekka sagde: “Lad din forbandelse være over mig! Gå og gør, som jeg har sagt.”

    Så gik Jakob hen og hentede de to gedeunger og gav dem til sin mor. Hun gav ham Esaus jagttøj at tage på. Efter hun havde tilberedt måltidet, dækkede hun Jakobs arme og nakke med gedeskind.
    Jakob tog maden med til sin fars telt. Han sagde: “Far.”
    Isak vendte sine blinde øjne mod ham. “Ja, søn, hvem er du?”
    “Jeg er Esau. Sæt dig op og spis, så du kan give mig velsignelsen.”
    Isak sagde: “Jeg er overrasket over, at du er tilbage så hurtigt!
    “Din Gud var med mig og gav mig succes.”
    Isak sagde: “Kom tæt på mig, så jeg kan være helt sikker på, at du virkelig er Esau.” Så Jakob trådte nærmere og Isak rakte ud og rørte ved hans arm. Den var behåret som Esaus arm. Isak fik også fandt om Jakobs nakke. Også den mærkede han var behåret.
    Han sagde: “Søn, jeg er forvirret. Din stemme lyder som Jakob, men din hud føles som Esau. Er du virkelig Esau?”
    “Ja, far, jeg er Esau.”
    “Godt, så giv mig måltidet.” Jakob serverede maden for sin far. Det smagte præcis som Esau ville have tilberedt det. Alligevel var Isak ikke overbevist. Så han bad sin søn komme og give ham et kys. Da Jakob lænede sig over for at kysse sin far, lugtede Isak det tøj, hans søn havde på. Det havde duften af udendørs. Han sagde:
    “Duften af min søn er som lugten af en mark – velsignet af Gud! Må Gud give dig af himlens dug og jordens rigdom: en overflod af korn og ny vin! Må nationer tjene dig og folk bøje sig for dig. Du skal være herre over dine brødre. Din mors sønner vil bøje sig for dig. Må de, der forbander dig, være forbandede, og de, der velsigner dig, være velsignede.”

    Kort efter at Jakob havde forladt teltet, kom Esau ind med det kød, han havde tilberedt. “Far, sæt dig op og spis det måltid, jeg har lavet til dig. Så kan du give mig velsignelsen.”
    Isak så op. “Hvem er du?”
    “Jeg er Esau, din førstefødte søn!”
    Isak begyndte at ryste. “Hvem var det da, som gav mig et måltid vildt? Jeg gav ham velsignelsen. Og dén velsignelse er nu hans!”
    Esau var chokeret. Han råbte: “Velsign også mig, min far!”
    “Din bror bedrog mig og tog din velsignelse. Jeg har gjort ham til din herre. Alle hans slægtninge vil tjene ham. Jeg har givet ham alt! Hvad kan jeg da give dig?”
    Da Esau forlod sin fars telt, sagde han: “Når min far er død, slår jeg Jakob ihjel!”
    Rebekka hørte dette og skyndte sig at fortælle Jakob det.
    “Du skal gå. Gå til min brors hus! Jeg sender bud efter dig, når Esau er over sin vrede. Gå hurtigt. Jeg vil ikke miste jer begge på én dag!”
    Hun fik så Isaks tilladelse til Jakobs rejse. Isak gik med til, at Jakob skulle tage til Rebekkas land og finde sig en hustru.

  • Stribede, brogede og spættede (afsnit 24)

    Første Mosebog 29,31 – 31,3
    Jakob arbejdede for sin onkel Laban i alt fjorten år for at få sine to koner. Det var tydeligt, at han elskede Rakel mere end Lea.
    Herren så, at Lea ikke blev elsket, så han afholdt Rakel fra at kunne få børn. Efter Lea havde fået fire sønner, var Rakel så jaloux, at hun råbte til Jakob: “Giv mig en søn, ellers dør jeg!”
    Han sagde: “Jeg er ikke Gud. Jeg har ikke gjort dig ufrugtbar.”
    Rakel gav da sin tjenestepige til Jakob og sagde: “Hav sex med hende! Hun kan få børn til mig.” Jakob sagde ja, og snart derefter begyndte tjeneren at få børn.
    Pludselig var Lea ude af stand til at føde børn. Så hun gav sin tjenestepige til Jakob. Snart fik Jakob med tre kvinder ti sønner og en datter. På det tidspunkt tillod Gud Rakel at føde en søn. Hun kaldte ham Josef. Han var den ellevte søn.
    På dette tidspunkt gik Jakob til Laban og sagde: “Jeg vil vende tilbage til mit hjem. Giv mig friheden til at tage mine koner og børn og gå.”
    Laban sagde: “Kære Jakob, bliv dog her. Jeg har lært, at Herren har velsignet mig på grund af dig. Jeg betaler dig, hvad du vil.”
    Jakob sagde: “Du skal ikke betale mig noget. Tillad mig i stedet at bygge min rigdom op ved at beholde en del af hjorden. Jeg vil føre tilsyn med dine hjorde, men jeg vil beholde alle de geder og får, der er født plettede, plettede eller stribede. Du beholder resten. På denne måde vil du vide, om jeg stjæler fra dig. Bare tjek mine flokke og se, om de alle har de rigtige markeringer på dem.”
    Laban gik med til disse vilkår, men adskilte straks alle de stribede, brogede og spættede dyr fra flokken. Han sendte dem af sted med sin søn, så Jakob indledte denne nye aftale med kun Labans hjord.
    Jakob havde en metode til at sørge for, at lammene blev født stribede, brogede og spættede. Metoden sikrede, at alle de stærkeste i hjorden blev hans, og at alle de svageste i hjorden blev Labans. I frustration ændrede Laban deres aftale ti gange for at opnå fordel. Alligevel blev Jakob meget rig med årene.

    En dag overhørte han en samtale mellem sine svogre. De sagde: “Jakob har bygget sin rigdom ved at tage det, der virkelig tilhører vores far.” Han bemærkede også, at Labans holdning havde ændret sig til ham.
    Herren sagde til Jakob: “Gå tilbage til det land, jeg gav dine fædre, og jeg vil være med dig.”

  • Jakob forlader Laban (afsnit 25)

    Første Mosebog 31,4 – 55
    Jakob ville have en privat samtale med sine to koner, så de mødtes ude på marken. Han sagde til dem: “Jeg arbejdede hårdt for jeres far, selv om han ændrede vores aftale ti gange. Herren beskyttede mig, og hver gang Laban ændrede vores aftale, ændrede Gud, hvordan lammene blev født. Nu er jeres far vred på mig. Derfor har Guds engel sagt til mig, at jeg skal vende tilbage til mine fædres land.”
    Begge kvinder var enige med ham. De sagde: “Gør, hvad Gud har bedt dig om. Vores far solgte os til dig og brugte derefter pengene. Du har ikke fået noget fra ham, som ikke allerede tilhører os og vores børn.”
    Uden at fortælle Laban det, tog Jakob alt, hvad han havde, og begyndte at drive sin hjord mod Kana’an. Før de tog afsted, stjal Rakel sin fars familieafgud.

    Tre dage senere hørte Laban, at Jakob var rejst. Han samlede straks en gruppe mænd og jagtede Jakob. Det tog syv dage at indhente ham. Aftenen før viste Gud sig for Laban og sagde: “Pas på! Gør ikke Jakob noget, hverken godt eller ondt.”
    Næste dag mødte Laban Jakob og sagde: “Hvorfor gjorde du dette mod mig? Du gik som en tyv om natten og tog mine døtre og børnebørn, som om de var fanger. Hvis du havde fortalt mig det, ville jeg have holdt en storslået fest og sendt dig godt afsted. Nu har du vanæret mig, og hvis jeg ville, kunne jeg ødelægge dig her og nu, men i nat sagde dine fædres Gud til mig, at jeg ikke skulle gøre dig noget. Jeg formoder, at du har hjemve og gerne vil hjem. Men hvorfor stjal du min familiegud?”
    Jakob sagde: “Jeg har ikke stjålet din afgud. Se selv. Søg i vores telte. Hvis du finder den, dræber jeg den, som tog den.” Han vidste ikke, at Rakel havde taget den.
    Laban gennemsøgte Jakobs, Leas og de to tjenestepigers telte. Så gik han ind i Rakels telt. Hun sad på sit kamelsæde, hvor hun lagt afguden. Hun sagde: “Far, tilgiv, at jeg ikke rejser mig, for jeg har menstruation.” Laban gennemsøgte hendes telt men fandt ikke sin afgud.
    Da blev Jakob vred. Han sagde: “Du har jagtet mig, som om jeg var en kriminel. Du har gennemsøgt alt. Har du fundet noget, der tilhører dig? Nej, du har ikke fundet noget! Jeg arbejdede for dig i tyve år. Jeg udholdt den ekstreme varme om dagen og frosten om natten. Jeg arbejdede uden meget søvn, så du kunne trives. Jeg udholdt disse strabadser, og du mishandlede mig. Så fik du mig til at bære tabet for alt, der gik galt. Jeg skulle betale dig, hvis nogen stjal et får. Hvis et dyr dræbte et lam, var det pludselig mit lam. Du ændrede vores aftale ti gange. Jeg ville stå her uden penge, hvis ikke Gud havde gjort tingene rigtigt. Nu beskytter han mig mod dig.”
    Laban sagde: “Alt hvad du har, tilhører mig. Det er mine døtre! Det er mine børnebørn! Det er mine flokke! Men hvad kan jeg gøre nu? Lad os lave en fast aftale, som ikke kan ændres.”

    Så tog alle mændene sten og stablede dem som et alter. Jakob og Laban blev enige om, at ingen af mændene nogensinde ville gå til den anden side af alteret. Laban sagde: “Disse sten er en pagt mellem os. Du må ikke mishandle mine døtre og tage andre koner.”
    Jakob ofrede derefter et offer til Gud, og bagefter spiste de et måltid. Næste morgen kyssede Laban sine døtre og børnebørn og velsignede dem. Derefter vendte han tilbage til sit hjem.