Og du vil bryde det og velsigne det og dele ud til hver enkelt. Og herre så har vi tro for at vi alle sammen kommer til at gå mættet herfra. Og ikke bare det, men at der vil være overflod til at dele ud af os. Herre herre vi indviger os selv og beder om en åben himmel over os. Bed om at dit hjerte dit ord må ramme ind i vore hjerter. Producere den frugt det skal her. Amen. Amen. Værsgo at sidde ned. Har at gøre med, at noget meget småt pludselig bliver til noget meget stort, eller man med små ting kan øh få noget rigtig stort til at ske. Og [Musik] øhm øh jeg ved ikke, hvordan synes I min skjorte er strøget? Øh du skulle have set hvordan det så ud før jeg startede. Jeg hør tilhører nemlig strysel generationen. Øh det er den generation af ægtefolk hvor øh hvis du vil have din hvis du vil gå med skjorte, så kan du selv stryge den. Så det er stryelgenationen, ikke? Sådan er det. Ja, det er fair nok. Fair nok. Der er ikke noget brok i det. Det er bare konstatering. Øh, det der er bare problemet i det, det er når man øh kommer afsted på en sommercamp og bor i campingvogn og ikke lige har fået stebrættet med eller den store maskuline, det store maskuline strygjern derhjemmefra, men i stedet for har sådan en lille sådan lille rejse abomination nede fra et eller andet supermarked, der virkede smart i gerningsøjeblikket at købe, fordi den kunne man jo lige tage med, så derfor havde den med. Og så tænkte jeg, den kan jeg da lige stryge. Øh, hvor stryger man den henne? Man stryger den selvfølgelig på sengen inde i soverummet i campingvognen med min kone sovende der i. Altså ikke i skjorten, men i campingvognen. Så der var virkelig ikke meget plads. Og ø så jeg synes egentlig faktisk, det her det der er udtryk for stor tro med et meget lille strygejern. Og jeg synes faktisk selv, det er blevet ret godt, og måske skulle jeg ikke have snakket om den [Bifald] overhovedet. Temaet for i aften har ikke noget med lille tro at gøre som sådan, men har med forgæves nåde at gøre. Se, øh, jeg kan allerede næsten fornemme, hvordan du har det, når du hører forgæves noget. Findes der overhovedet noget sådan som forgæves noget? Altså spildt noget. Og ø ja, det må vi jo sådan set sige ja til, fordi det er fra biblen, vi læser det her. Lad os prøve at læse fra første korinterbrev kapitel 15 og vers 10. Paulus taler i hvert fald om forgæves nåde. Men af Guds nåde er jeg, og hans nåde imod mig har ikke været forgæes. Jeg har arbejdet mere end nogle af dem. Det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig. Men hvad enten det nu er mig eller de andre, sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro. Kan man overhovedet tale om forgæelse noget? Paulus gør det selvfølgelig, så det indikerer jo, det kan man åbenbart. Øh, for Paulus er der et eller andet fornemmelse af, at at noget er altså noget, der skal bære frugt. Det er noget, der skal sætte aftryk på omgivelserne. Og når han skal fremhæve, hvordan han netop ikke har levet med forgæves nåde i sit liv, så udtrykker han det netop gennem det, at han er, at han kan se hen til dem som frugtbag. Jeg tror egentlig, vi har rigelig mange talle heroppe. Hvis jeg nu skifter herover, så kan det være, der er en, der kommer og fjerner den der lå, der startede ud her. Sådan. Vi vi bliver faktisk ikke fire prædikanter eller hvor meget hvor mange vi efterhånden kan line op her. [Musik] Øhm, så når Paulus han taler om at sætte aftryk, så er det det der for ham bliver hans definition af at nåden ikke har været forgæves. Nåden over hans liv. At have modtaget Guds gave for så at dele den ud var ligesom det der var omdrejningspunktet, når han skal beskrive hvorfor nåden ikke havde været forgæves. Apostlen Peter han siger det sådan her og læst fra nudansk øh version med givet, men der siger han sådan her i anden Peter 1 siger han sæt derfor alt ind på at jeres tro bliver en tro der vil noget. Hashtag en tro der vil noget. Ikke den den er der. Det er lige til at værsgo. Det var en foræring. Det er simpelthen Peter, når han skal prøve at sætte ord på en noget, der ikke har været forgæves i hans liv. Det er den Peter, som både havde fæstet og fejret Jesus og gået sammen med ham og havde benægtet og flygtet. Han havde skammet sig. Han havde gemt sig. Han er givet op over for sine idealer. Og så til sidst fandt han ud af, at kaldet til at udleve tro ikke altid sker ved, at man føler, man er noget stort, men tværtimod netop gennem det, at man erkender, at man faktisk er noget meget lille. Ikke have styr på det hele, men faktisk det, at nåden ikke er forgæves, er måske bare omsætte det, som man har fået betroet af Gud. at udtrykke sit liv uanset hvor skævt det måtte være, uanset hvor enkelt eller besværligt det måtte være, uanset hvor meget man har fået af talentmasse, eller uanset hvor meget man har fået af hjerne eller noget andet masse. Uanset hvor man bevæger sig hen, at så bruge omsætte det liv man har fået, og udtrykke det i handling. Jeg tror faktisk, at det er den der aktivisme, som nogle gange bliver lidt udskæt, og på den anden side er så livsnødvendigt for at ikke der går koldbrand i skidtet, som det er nødvendigt, at vi også ser, når vi læser den nye, det nye testamentes første beretninger om kirken, der voksede frem efter at Jesus havde bemyndiget dem til at forkynde evangeliet. Lad os prøve at læse passagen fra Apostlenes Gerning kapitel seks, som også vores sommercamp tema er taget fra øh fra kapitel seks og vers et. Og så de efterfølgende fem kapitler tager vi her. Ej, nu bare gas nu lige nogle få vers. Da der i de dage blev stadig flere disciple, begyndte hellinisterne at skumle over hebræerne, fordi enkerne hos dem blev til sidesat ved den daglige uddeling. De 12 sammenkaldte så hele discipelskaren og sagde: “Det er ikke rigtigt, at vi forsømmer Guds ord for at varetage tjenesten ved bordene.” Find derfor blandt jer selv, brødre, syv velanskrevne mænd, fyldt af ånd og visdom, som vi kan sætte til den her opgave. Men selv vil vi fortsat holde os til bønnen og tjenesten for ordet. Dette forslag tilsluttede hele forsamlingen så at de valgte Stefanus, en mand fuld af tro og helligånd. Philip, Prokuroros, Nikanor, Timon Paramenas og Nikolaus, en prosely fra Antiokia. Dem fremstede de for apostlene, som bad og lagde hænderne på dem. Og Guds ord havde fremgang. Og tallet på disciple i Jerusalem blev større og større. Også en stor gruppe, man kan næsten høre fra Baelsen, selv en stor gruppe præster blev lyttige mod troen. Tænk sig engang præster, der blev troende. Øh, det var selvfølgelig jødepræster. Øhm, beretningen her den taler ganske rigtigt, som Jørgen Mortensen var inde på i formiddags, om at der faktisk ikke er noget modsætningsforhold, men på den ene side at der var apostle som var udsendt med en åndelig gave til at forkynde Guds ord og bed for mennesker og bed for menigheden og bed for deres egn og deres by. Og på den måde havde mange gode, skønne, proklamerende ord, som Gud havde bemyndiget dem til at dele ud af. Og så den anden side af de behov, som rent faktisk var en del af deres dagligdag. Det der var en del af deres praktiske omstændighed, de behov der var lige rundt om dem. Der var ikke noget modsætningsforhold, og dog skulle de vælge. De kunne jo ikke det hele. Og det der er interessant at se ved den første menigheds måde at håndtere på, når arbejdspresset bliver for stort, og man bliver grebet af alt det her og alt det praktiske, der skal gøres. Det drejer sig jo om at være åndelige sammen. Det er jo det, Gud har givet os. Så valgte de at sige, na, det andet har Gud også givet os. Gud har også givet os de behov, der er omkring os, og de udfordringer, som er en del af vores virkelighed. Kan vi ikke bare vende det blinde øje til og så sige, hey, vi er faktisk kaldet til en særlig åndelig gave opgave. Er der ikke nogen andre, der kan tage sig af de lidt mere jordnære ting? Den her beretning taler om, at kærlighed til Kristus leder os til at tage ansvar for det, vi ser omkring os. Den taler til os omkring det, at møde Gud faktisk sker i relationen til andre mennesker. I det der nogle gange er nogen der taler til os. Nogle gange der er nogen der forkynder Guds ord for os. Og andre gange så er der mennesker, der møder os med handlinger og gerninger, hvor vi tænker, hold da op en kærlighed. Lykke Larsen sagde her i formiddags på keynoten, at om mange år er der ikke mange, der kan huske, hvad der er blevet talt, men de kan huske, hvad der er blevet gjort for dem, eller hvad har vist dem. Og prøv engang tænk over dit eget liv. Prøv lige et øjeblik. Når du skal tænke på over, hvordan Gud har mødt dig, dig som rent faktisk har en oplevelse af, jamen du kender godt til Gud, og Gud kender til dig. Hvordan mødte Gud dig? Prøv lige at tænke over det. Nogen kan måske, jeg skal ikke lave en håndsoprækkning på den, nogen kan måske huske et stærkt citat, et stærkt hashtag for en forkynder, som virkelig bare ramte hovedet på sømmet i dit liv. Og og det forandrede bare den måde du så på dig selv og Jesus på. Men en meget uvidenskabelig undersøgelse jeg lige har lavet inden jeg gik herop med mig selv fortæller mig at jeg tror faktisk at når vi ser tilbage på noget af det som virkelig udtrykker Guds væsen allerstærkest op igennem vores liv og vandring med Jesus Kristus hver især. Det indbefatter en høj grad af handlinger og begivenheder, hvor mennesker brugt af Gud, måske uden de endda selv vidste det, har udtrykt Guds kærlighed til dig. Har I ret? Derfor tror jeg heller ikke, der er noget modsætningsforhold mellem det at være sendt med evangeliet til i ord og forkyndelse, og så det at række evangeliet gennem det at tage ansvar for de behov, der er omkring os. Nogle gange tror jeg, det kan være udfordring for os på sådan en sommercamp som det her. Vi jagter efter det her kik. Vi er her. Vi går til aftenmøde. Det er her, der er betjening. Det er her, der sker noget. Det er her, vi skal opleve Gud taler til mig og rør ved mig. Og vi leder efter måden at se på, hvordan kan hvordan møder Gud os i år? Jeg noterede mig lige lidt fra min tid op igennem ø kirke kirkelige bevægelser her. Nogle gange kunne det være kuldegysninger, det kunne være gåsehude, det kunne være gulvtæppe oplevelser. Det er svært i øvrigt en tal som det, men det hedder alligevel gulvtæppe oplevelser. Kuldtænder, oliedryp, latter, gråd, udfrielse og personlig profetisk ord og opmuntringer. Og så er det i øvrigt selvfølgelig de hjemmelige, du kan tage med dig derhjem også. Manakorn og forskellige personlige kaldelser, når du går til forbø sessions og så videre. Hvis du ikke forstår, hvad jeg her snakker om, så never mind, don’t sweat it. Det det er bare en del af det de her kampe, som vi andre har taget med os op igennem vores opvækst. Der er også meget godt at sige om det. Men nogle gange så har jeg mødt mennesker. som siger til mig, at det der har været sværest for dem at forstå i deres søgen Gud, det har været at kigge på ham eller hende ved siden af og konstatere, at Gud tydeligvis møder ham eller hende. Hvorfor ikke mig? og gået slukøret måske hjem fra xantal møder eller sommercamps og tænkt, okay, jeg er åbenbart ikke sådan en Gud ønsker at møde. Og nogle gange så er det det der måske bare det der åndelige, det der ords kik, den der åbenbaringsting, vi leder efter, og fanger slet ikke, at Gud faktisk rækker ud til os gennem mennesker, gennem omstændigheder, som lægger sig til rette, gennem de ting han gør eller har gjort for os. Og vi tænker, nej, men det er ikke åndelig nok. Men prøv at hør, når apostlen taler om en tro, der vil noget, taler om at nåden ikke har været forgæves, så er det også en måde at udtrykke på, at jeg har sat handling på overfor nogle mennesker omkring mig. Jeg har taget ansvar for nogen, som jeg så Gud kunne møde gennem det, jeg kunne gøre for dem. Nogle gange gennem ord og nogle gange gennem handling. Der var en øh der er en en præst. Mange af jer vil kende ham. Han hed Bill Wilson fra det der i dag hedder Metro World Child, tidligere Metro Ministries i New York. Han de har efterhånden også udvidet deres aktiviteter til andre lande. Han oplevede som en lille dreng at blive efterladt af sin mor på gaden. Hun sagde til ham: “Sæt dig her og vent på mig. Jeg kommer og henter dig på et tidspunkt.” Det sidste han hørte hende sige, det var bare, jeg orker ikke det her mere. Og så gik hun, og så sad han der i tre dage, og hun kom ikke. Indtil der var en kristen mand, som havde set, havde en forretning over for den park, hvor han bare siddet og ventede i tre dage på sin mor, der skulle komme tilbage. Så går den her kristne mekaniker over til øh den her dreng og tog ham til sig som sin egen søn. Og han var vokset op i den familie, kom til til at møde Jesus Kristus, kom på sommercamp i øvrigt og ø ogog blev kaldet og følte sig eller ikke kaldet på den måde, men kaldet til at kende Kristus og opleve hans kærlighed. Og i bare længsel efter, hvad kan jeg gøre med mit liv som teenager, stillede han sig selv det spørgsmål allerede. Tænkte, Gud har gjort, har grebet mig. Hvad kan jeg gøre? Og og han følte ikke, der var nogen, der kaldte ham, eller han var kaldet til noget bestemt. Så tænkte han, hvad kan jeg gøre? Jeg ved, der er andre ligesom mig, der også lever øh med dårlige dysfunktionelle familier. Jamen, øh, han iklædte sig et Joker bjørnekostume, og så tog han ud til et slumkvarter i Brooklyn i New York i 1979. Og så begynder han at prædike evangeliet for børn, der bare ellers gik rund omkring og handlede crack cocaine og alle mulige stoffer. Selv helt små børn. Af samme grund er han også både blevet skudt i ansigtet og stukket ned flere gange og banket, fordi de her dealers de ikke vil have han tager hans gode kunder og pusher os de her 10 12-årige børn. Øh øhm i dag der samler han hver uge 100.000 1000 børn til børnegudstjenester og børneklubber hver uge. Da han blev spurgt i et interview, jeg læste: “Hvornår Bill, oplevede du, at Gud kaldte dig?” Så svarede han bare rigtig væsk nordjysk måske endda ligefrem er aldrig blevet kaldt. Jeg kunne bare se, der var noget, der var brug, der havde brug for at blive gjort. Og så gik jeg i gang. Når Jesus han taler om, hvad han er kommet for at kalde, og hvem han kalder på, så er det ikke den, der synes, at jeg ved nøjagtigt, hvad jeg skal, og jeg ved lige, hvad jeg vil. Lukas 5:32. Der siger Jesus sådan her: “Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdig, men syndere til omvendelse.” Der ligger sådan grundlæggende i det der med at forandre og lade sig forandre og være en forandring. Længslen efter også at give slip på noget, som man godt er klar over er fattigt og småt og ikke i orden. Og så bare erkende, at Gud kan velsigne det og gøre det meget større. I øh maj måned, i maj måned lige her for et par måneder siden, der var der en begivenhed i London, som ø jeg ved nogen har måske læst om. Er faktisk en lille lille videoklip, du også kan google. Der var der et trafikuheld i en indre en af de indre gader i London med en dobbeltdækkerbus, som kører henover en mand, en cyklist, og stopper lige ovenpå ham. Han er fastklemt under bussen mellem to sæt hjul. Og der ligger han under den her dobbeltdækkerbus. Og der er ingen, der kan trække ham ud. Han er levende. Han råber. Han har brækket benene selvfølgelig. Han ligger der fastklemt. Og folk stimler sammen og står bare og kigger på det her. Tænker, hvad gør vi? Hvad kan man gøre? Trækker lidt i ham. Nej, det går i hvert fald ikke. Så er der en kvinde, en fuldstændig vanvittig, sindsforvirret kvinde, eller hvad? Døm selv, som går over, og så siger hun, jeg løfter den her kæmpe bus af den her mand. Og så tager hun fat i skærmen, og så løfter hun, og så siger hun, så vi løfter den af ham. Og øh, det er jo fuldstændig gak. Altså, nu har jeg aldrig prøvet at løfte på en dobbeltdækkerbus, men jeg gætter på, de er ikke lettere end en dansk bus. Øh, så jeg, det er jo fuldstændig tåbeligt. Så er der en, der tænker, ja, selvfølgelig gør vi det. Stiller sig ved siden af hende, tager fat i skærmen og løfter også. To mand kan jo altså heller ikke gøre. Det er fuldstændig åndssvagt, tåbeligt. Hvad tænker de på? Det er næsten pinligt. Og tre og fire og fem kommer til. Til sidst står der en hel flok omkring. Og så kan man se på det her lille videoklip. Lige pludselig så løfter bagenden af den her dobbeltdækker bus her. Og så flytter de krabaten af ham og trækker ham ud i sikkerhed, og han kommer fra sygehuset og får og bliver lappet sammen. Prøv at hør. Jeg tror på, at mødet med Gud er ikke altid bare noget, der sker for ham ved siden af. Nogle gange så er det også mennesker, som gør noget for dig. Og nogle gange så er det noget af det, som du og jeg kan gøre for andre mennesker, som faktisk giver os oplevelsen af både at være kaldet og set og elsket af Gud, og vi kan række noget ud til mennesker omkring os. Nogle gange er troen og den noget, som ikke er forgævest, ekstremt håndgribelig. Og ikke blot noget, som måske skal vende til næste gang. Der er et møde, hvor Gud skal have en ny chance med dig. Vi skal vi skal række ud, og vi skal sætte aftryk, og vi skal gøre en forskel, og vi skal løfte busser, og er der nogen, der bliver trætte, så åha, vi skal være sendt. Der er så meget, vi skal gøre. Paulus sagde det der, vi læ startede ud med, så sagde han, jeg har, jeg har gjort mere end alle de andre apostle. Og så er det som om, han lige tager sig i det og siger, å ja, dog ikke jeg, men Guds nåde gennem mig. Og nu kommer der en ø her en sætning, som er meget, meget, meget dyb, og jeg vil gerne have, I hører rigtig godt efter. Det er virkelig guldkorn. Det det er dybt, dyb sandhed her. Du kan ikke give noget, hvis ikke du først har modtaget noget. Du kan ikke give noget, hvis ikke du først har modtaget noget. I første Peters brev så øh så står der sådan her: “Som gode forvalter af Guds mangfoldige nåde, skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.” Den der taler skal tale med ord fra Gud. Den der tjener, skal tjene med den kraft Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus som gode forvaltere. Og nu er Jøren Mortensen i gang i formiddags med at tale om at være diakonos og apostolos og salas og hvad der ellers var af ting. Her har vi så et helt nyt ord at være forvalter. Være økonomers dag vi har ordet økonom det betyder at være administrator. Det betyder at være husbestyrer. Det var typisk en tjener man havde, som var over alle de andre tjenere og som handlede på Herrens vegne, som havde fået hele ejendommen betroet under ansvar. som skulle udbetale løn til de andre tjenere og som var der i stedet for Herren, når han var væk. Og det er det Peter siger, at vi er. Vi er forvaltere, wow, af Guds mangfoldige nåde. Så vi har fået en hel masse betroet. Der er en hel masse, der er blevet lagt i vores hænder, som vi skal give videre, som skal ud og investere os. Hvorfor skal jeg tage imod? Jamen, det skal du, fordi ellers så har du ikke noget at give. Jamen, kan jeg godt bede om at blive velsignet? Ja, selvfølgelig kan du det, for ellers har du ikke noget at velsigne videre med. Jamen, jamen, hvordan kan jeg have autoritet? Det kan du kun, hvis du er under autoritet. Jamen, hvordan kan jeg give kærlighed videre? Det kan du kun, hvis du er elsket. Det er ikke egoistisk og selvisk og tage imod fra Gud. Det er faktisk nødvendigt at tage imod fra Gud. Og du skal tage imod fra Gud, fordi meningen er, at du skal være forvalter af det, han giver til dig, så det kommer ud til andre mennesker. Og nogle gange så ender vores kristendom i, at vi enten kun gør det ene eller det andet. Enten så tager vi bare imod, og så bliver vi sådan nogle selvfede, egoistiske kristne, der bare siger: “Velsign mig, Herre, og vi ligger netop der på gulvtæppet og og får kuldegysninger, og hvor er det fantastisk.” Eller eller vi, det gælder om, hvem der får mest velsignelse. Men det kan også godt være, vi ender i den anden, og vi giver og vi giver, og vi giver og vi slider, og vi bliver trætte, og der er på på en eller anden måde så tæres vi. Og hvis du har det sådan, du er træt, hvis du har det sådan, at nogle gange, når du tjener, så så er det sådan et slid, så vil jeg bare gerne udfordre til at tænke, er det fordi, at jeg ikke først har modtaget? Er det fordi det er mine egne ressourcer, jeg slider af, og ikke er hans ressourcer? Er det fordi jeg er ved at opbruge mine egne depoter, og der ikke er kilden igennem mig, som i virkeligheden var meningen? Hvis du gerne vil være en giver, bliver du nødt til at lære at være en modtager. Og vi har jo fået alt muligt givet. Der er faktisk ikke ret meget af det, vi har, som ikke er noget, vi har fået givet. Du har ikke selv bestemt, hvordan du skulle se ud. Jo, lige hvordan frisyen sad i aften. Men ellers har du ikke bestemt, hvor høj du skulle være. Øh, hvor intelligent du skulle være. Øh, måske hvor tyk du skulle være, men men ikke hvor korte eller lange ben. Og du har ikke bestemt, hvem dine forældre skulle være. Du har ikke bestemt, at du ikke blev født i Nepal eller i Kazakhstan. Du har ikke Der er så meget vi har fået givet, som vi har brug for at få øjnene op på for at det er noget vi har fået med et formål. Og så blev det nemlig heller ikke præstation eller anstrengelse. Så blev det refleksion. Han elsker mig, og derfor elsker vi. Vi elsker, fordi han elskede os først. Det er jo ikke anstrengende i virkeligheden. Hvad er det så, vi skal modtage? Jamen vi skal være forvalter af Guds mangfoldige nåde. Mangfoldig betyder mange sidet eller mange spektrede. Og det er i virkeligheden lidt ligesom sådan et prisme. Og jeg har tænkt mig at tage et prisma, men jeg har faktisk ikke derhjemme jeg købte for 20 år siden i en helsekostbutik. Øh sådan det var sådan lidt man kunne hænge i vinduet og så når lyset kom ind så kommer der regnbuer ud. Men det så tænkte jeg det ah, Helsekost det er sådan lidt new age agtigt. Det kunne være, der var nogen, der følte dårlig energi ved det. Øh, og det I så tænker regnbuer lige i den her tid er det nu også det rigtige at tage med. Øh, men men ikke, men jeg fandt et billede i stedet for. Det der det er det, det handler om. Det er det, det handler om, at der kommer noget hvidt lys ind, og så brydes det, og så kommer der alle mulige farver ud. Det er det billede Peter bruger her. Der står, Gud, han er lys. Der er slet intet mørke i ham. Der står faktisk, han bor i et utilgængeligt lys. Så ogog der er ingen, der kan se Gud og leve. Men det der sker, det er, at Gud han lyser igennem os. Og så får vi hver vores farve. Så har vi hver vores farve, vi skal ud og ramme verden med, som er Guds lys igennem os. Og hele hans nåde skal komme igennem os. Det durer jo ikke noget, hvis nogen af farverne mangler. Der er brug for din farve. Der er brug for, at du forstår, at du skal sprede det lys, som kommer fra han, fra ham. Efeserne 13 love være Gud, vor herre Jesu Kristi far, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. Ikke bare lige en del, men al himlens åndelige velsignelse. Det er jo ikke til at forstå. Anden Peter 1:3. Alt hvad der behøves til liv og guds frygt, har hans guddommelige kraft skænket os. Alt. Første korinter 212. Vi har ikke fået verdens ånd. Vi har fået ånden fra Gud for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Vi har fået det. Vi har fået det. Hvad er det der noget så for noget? Jamen øh det der er noget, kommer de samtidigt? Nå, barmhjertighed, noget blander vi nogle gange sammen. Min bedste definition af de to ord er, at barmhjertighed, det er, at Gud han giver dig ikke det, som du egentlig fortjener, nemlig straffen. Noget det er, at Gud han giver dig det du egentlig ikke fortjener. Velsignelsen. Og det er ikke det samme. Det er to forskellige aspekter af, hvordan Gud opererer med os. Han han straffer os ikke. Vi er tilgivet. Den straf der egentlig skulle komme over os komme over Jesus. Og han udviser dermed barmhjertighed. Men det er ikke det samme som noget. Noget er så at han nu så giver dig det du ikke fortjente. Velsignelsen. Det har vi ikke fortjent. Det er ren noget. Det er Guds ufortjente godhed. Hans kunst. Jeg plejer at sige det sådan. Når han kigger på dig, så smiler han. Hallo. Han er den der far som har dit billede på hans køleskab. så han hele tiden kan gå og kigge på dig. Ja, det er noget Guds ufortjente godhed. Vi er genstand for Guds opmærksomhed. I den der gamle testament velsignelse, så siger vi, Herren vende sit ansigt imod dig. Wow. Han giver os sin uforbeholdende opmærksomhed. Tror du det? Der er så stille. Det er sandt. Og det er rigtigt. Og det er okay at sige tak Gud, at du elsker mig. Tak at du ønsker at velsigne mig. Tak at du ønsker at fylde på mig. Tak at du ønsker at jeg skal have din ufortjente godhed her. Hvorfor modtager vi ikke? Jamen det kan der være mange årsager til. Nogle gange er det fordi vi ikke ved at der er en giver. Var der nogen der var nede for moskusokse nede ved grillen i dag? Var der nogen der ikke var? Var der nogen der ikke har hørt om det? Se, nogle gange så ved vi slet ikke, at der står en og giver dejligt kød ud. Det var der. Så det er jo nogle gange problemet. Eller også så ved vi nogle gange ikke, hvor god gaven er. Kan I huske den historie, hvor hvor der kommer en kvinde hen til en brønd, hvor Jesus sidder og øh og så og så beder hun egentlig bare om vand. Han beder om vand, og de snakker om almindelig vand. Og så siger Jesus, hvis du bare vidste, hvad det er, jeg har, så vil du bede, og så vil jeg give dig noget vand, som slukker din tørst permanent. Og vi ved ikke altid, hvor god den gave er, som han har til os. Det kan også være, vi ikke ved, hvem giver. Han siger faktisk, hvis du forstod, hvem jeg var, jeg møder nogle gange mennesker, som siger, jamen, jeg tror ikke længere på Gud, eller jeg tror ikke på Gud. Og så har jeg sådan for til van nogle gange at sige til dem, fortæl mig lige om den der Gud, som du ikke tror på. Måske tror jeg heller ikke på ham, fordi det er jo som ofte fordi de har et forkert billede af Gud. Hvis de nu virkelig forstod, hvem Gud var, så ville de da selvfølgelig tro på ham. Så lad os dykke lidt ned i det. Det kan også være, vi synes gaven ikke passer. Jeg ved ikke, om der er nogen, der har været ude og købe tøj for nylig. Synes ah, det er ikke lige, I tænker, det det er ikke mig det her. Hvorfor har jeg ikke fået den gave, han havde, eller hun havde? Det kan også være, vi synes, at gaven er for lille. Ah, men jeg kan jo kun det her. Jeg har jo kun fået den her lille grå farve af den der mange spektrede farver der. Men to brød og fem fisk i mesterens hænder, der 5000 mennesker. Eller et yogibærerkostume. 100.000 børn. Det kan også være, vi synes gaven er for stor. Sådan. Tror jeg også, der er nogle af os, der nogle gange har det. Ah ej, det er jo ikke helt Det er næsten lidt for meget. Ah, det kan vi ikke tage imod. Jeg har jo ikke fortjent det her. Nej, det har du nemlig ikke. Det er Guds nåde over dit liv. Det kan også være, du synes, det er for billigt. Jamen, det skal da koste noget mere end det der. Øhm, min kone, når vi er ude og handle ind, så er der tit sådan nogle øh stativer udenfor tøjbutikker, ikke også, hvor der hænger alt det billige. Hun går lige forbi det altid. Helt konsekvent så stiler hun forbi alt det der. Og jeg og så står jeg sådan og kigger, hvad med den? Nå ja, den kunne måske egentlig godt, fordi ah, der kan umuligt være noget godt så billigt. Ak ja, men nogle gange så er det faktisk, fordi det er så godt og så gratis hos Gud. Koster gratis, så er det næsten ikke til at forstå det. Min kollega Jürgen Galonske og jeg, vi er i Aarhus med i sådan et projekt, der hedder Din Tro, min tro, hvor vi er ude i folkeskoleklasser fra femte til 10. klasse øh sammen med en muslim. Og så skal vi hver især fortælle, hvad er det så vi tror på? Hvordan praktiserer vi vores tro? Øh, og det er det er helt fantastisk. Det er super super spændende og godt også at komme helt i kontakt med de der elever og finde ud af, hvad er det for nogle spørgsmål, de går med? Øh, og det der nogle gange bare bliver så svært faktisk, det er at det er så håndgribeligt, når man er muslim. Jamen, der er nogle fem gange om dagen, du beder og pilgrimsturen og Ramadanen, og der er ligesom alle de der ting du skal gøre. Og hver gang, når jeg så kommer på efter en af deres fem søjler, så siger jeg, så spørger jeg så, nå ja, hvordan er det så, man skal bede i kristendommen? Eller hvordan er det så man skal faste? Og nå, nej, det er der jo ikke noget af. Og det er næsten for let. Det er næsten ikke til at forstå, at du ikke skal gøre det, men at det netop skal være den der refleksion. Han elsker mig, og derfor får jeg lyst til at gøre godt. På et tidspunkt så så var der en, der var han muslim begyndte at fortale om en dommedag og fortalte om, hvordan at Gud han havde den her vægt og alle de gode gerninger og alle de dårlige gerninger. Og det galt om at få masser af gode gerninger. Så hvis han kom ind i moskeen, og der sad en øh eller der kom en ældre mand ind, og han sad der, så ville han give stolen og sige, sæt dig her. Øh, fordi så fik han ligesom noget på vægtskolen. Og så var der en kvik elev, der sagde, vil det sige, at du egentlig bare gør det, for at du selv skal få noget ud af det? Øh, ja, sagde han så. Og så sagde læreren: “Sådan er det jo ikke i kristendommen, vel?” Og så var den ligesom lagt til højrebenet for mig. Det er jo lige præcis det, det ikke er. Det handler om, at vi skal udsætte os selv for Guds kærlighed og så reflektere den. Øh, han er kilden. Overvejede vi faktisk skulle være vores titel for det vi skulle sige i dag her, men vi tænkte, han er kilden. Den kunne godt sådan blive lidt misforstået måske. Øh, men ikke desto mindre er pointen jo god nok. Prøv at høre her, hvad Jesus siger til hende kvinden der. Han siger, drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv. Og tre kapitler senere i Johannesevangeliet, så stiller Jesus sig frem på sådan en højtidsdag for jøderne, hvor det handlede om at gå ned og hente noget vand nede ved en kilde og gå i en position og gå op og hælde det ud over templets trapper, og så skulle det sådan strømme ud til verden. Og så står Jesus frem på den sidste dag her, hvor de går med det der vandhentningsritual. Og så siger han, hvis nogen tørster, skal han komme til mig og drikke. Og han siger præcis sådan her i Johannes 7:37: “Det der tørster, kan komme til mig og få noget at drikke. Skriften siger, at vand skal strømme frem over det tørre land. Sådan bliver det for dem, som kommer til tro på mig. Fra deres indre skal livgivende vand strømme frem.” Det sagde han om Helligånden, som dem, der troede på ham skulle få. Og det er jo det, vi skal have fat i, at vi ikke skal have spanden ned og trække op eller gemme det i cisterner, som Jeremias taler om, men at det bliver kildespringet, at der er noget vand, der pibler frem hele tiden. Ikke bare til os selv, men at det strømmer over til alle de mennesker, vi er i kontakt med, til hver eneste menneske, vi møder i vores hverdag, så er der noget livgivende vand, som rammer dem. Hende der kvinde, da hun har mødt Jesus, så står der, hun stillede sin spand, og så gik hun ind og hentede hele byen. Kom ud og hør, hvad er der en mand, der har fortalt mig her. Og man mener faktisk, det er hende, der har lagt hele grundlaget for den vækkelse, vi så hører om i Apostlenes Gerninger otte, hvor Filip kommer til Samaria. Jeg har fået overvejet at få lavet sådan nogle visitkort her. Johnny Hansen forvalter Guds nåde, fordi det er det, vi er. Måske skal du lige se det til din side, mand. Prøv lige at se dit navn og så se forvalter af Guds nåde. Kan I mærke, det føles godt? Hvis vi skal kunne give, har vi også modtaget brug for først at lære at tage imod og lære at få den kilde til at springe i os. Det må starte med, hvad vi selv rummer. Og jeg kunne godt tænke mig, om vi kunne få pianisten op og lede os lidt også i tid til refleksioner, til overvejelser omkring den måde, vi bruger vores egne liv på. For øh faktisk for lige godt et år siden, øhm der havde vi der havde jeg den og det var en fornøjelse, men det var alligevel en lidt blandet fornøjelse og besigtige et øh en adresse i Herning, hvor vi kiggede efter om vi skulle øh om vi skulle rykke vores kirke til de lokaler. Det mange vil måske have hørt om det. Og nogen har selvfølgelig ikke hørt om det. Øh, i dag der holder vi til i åben kirke har 1200 kvadratmeter kirkebygning. Og det nye sted vi kigger på øhm har øh øh ja 14.000 1000 kvadratmeter. Øhm, og da vi var rundt med ejendomsmælerne, vi var der hele tjenesteteamet, også præster der og og og et par andre som er i tjenesteteamet, så var vi med ude og se, vi fst set en anden et andet ø en anden adresse og kunne mærke, nej, det er ikke det her, det det virker ikke rigtigt. Og så kom vi ud på den næste adresse. Det var så så meget større. Og Ejundsmiller, han fortalte bagefter, at han havde fem andre prospekter med sig, fordi han tænkte, det var fuldstændig vanvittigt, vi overhovedet havde sagt, vi ville ud og se den adresse. Det var en af hans største adresse overhovedet i den erhvervsmiler, øh, portefølje der. Og han tænkte de der kirkefolk, ja, en lille frikirke, hvad kan de, det er jo fuldstændig gak det, men lad mig tage ud og vise dem den, så så har jeg lige fem andre i baglommen. Og efterhånden som han så hørte også gå rundt og kommentere på det, han sådan viste frem, han gik fra halv et til halv to til halv til halv, fem og seks. Og der var begejstring på, og der blev sagt, her kunne der så være, og her kunne der så være. Så kunne han godt høre se på det hele, at de der fem andre han havde i baglommen, det det ville virke upassende at trække dem frem, for det var sådan noget nede i sådan nogle få 100 kvadratmeter størrelsen. Og jeg gik der fra den der rundvisning og tænkte ved halv et, der kunne jeg godt se drømmen om der der skulle være det her, og sal to, der kunne jeg også se drømmen om det her. Sal tre, så begyndte jeg ligesom at løbe lidt tør. Øh, jeg jeg vidste faktisk ikke lige, hvad jeg skulle putte ind i sal tre eller i halv tre. Jeg taler så halv der er nogle af dem er større end den her. Og så og så halv fire øh vidste jeg da slet ikke, hvad jeg skulle putte ind i. Og fem og seks. Jeg var fuldstændig blank. Og jeg tænkte bare, det her det er simpelthen øh Jeg sagde det også til dem bagefter, ikke? Det maleren stod der også. Jeg sagde bagefter, prøv at hø gutter. Øhm. Altså jeg jeg tror jeg tror det er rigtigt, men men hjælp min vantro. Jeg ved simpelthen ikke, hvad vi skal putte ind i de der haller. Øhm, og det øh hjælper jo altid at bekende, hvor man er henne, og ligesom bare sige det ærligt. Og nu kan jeg jo tale om det her, fordi de er allerede selv begyndt at prædike om mig og min vantro, har I set hørt i deres prædikner. Øh, så nu synes jeg, det er fair nok at høre det fra fra hunden selv. Og jeg jeg tænkte, okay, jeg tror på det her. M men det gik op for mig, at mit problem måske var, at jeg tænkte, hvad jeg kunne rumme. Og det stoppede så ved halv to. Min drøm var et eller andet sted det, som jeg kunne kapere, levere, præstere, drømme mig ind i. Og det gik lidt op for mig, hvorfor min drøm gik dertil. Det var fordi det var den drøm som jeg havde dybest set for mig selv og det jeg står med og det jeg har i min dagligdag. Min begrænsning blev min egen mit eget udsyn for hvad Gud kan gøre og hvad han ikke kan gøre. Og så blev jeg udfordret her sammen med nogle andre mere trosfyldte folk end mig. Meget mere hellige mennesker end mig. som begyndte at drømme om alle mulige ting. Og nu har vi så sat os ned med arkitekten og tegnet og tegnet, og her kunne man putte det ind. Og det endte med undervejs i tegneprocessen, at vi endte med at lægge 2000 kvadratmeter mere til. Altså så vi kommer i alt op på 14.000. Ellers var der kun 12.000. Nu ender vi med 14.000, som det ser ud. Fordi drømmene og længslen og udsynet blev større end det, jeg bare lige rummede selv i mig, lille mig. Og når jeg ser på, hvad det er, der har forandret sig i forhold til mit eget perspektiv, det væ det er, at i det jeg så, det jeg kiggede efter, der kiggede jeg efter en kirkebygning et sted til noget børneaktivitet og lidt sådan inden for kirkens fire vægge. Men i det vi drømte sammen og det der begyndte at bevæge sig, der var der en drøm om meget mere end kirkecenter. Kirke, ja, det har vi da også plads til. Men prøv at hør alt det andet vi også kan gøre i den her bygning, prøv at tænke, vi kan have sociale værksteder, vi kan have genbrugsbutikker, vi kan lave et værsted for mennesker der har brug for en familie. Vi kan have steder, hvor man kan hænge ud. Der kan være, der kan være lyd og musik, og der kan være gang i den. Der kan være mennesker, som rækker ud ugen igennem, ikke bare ved udvalgte tidspunkter, hvor jeg som kristen synes, at nu passer det mig at dele evangeliet ud med mine ord. Og når først det får lov at blive lidt større end hvad man selv tænker og selv kan rumme, så springer det rammerne. Prøv, vi sidder heroppe i Danmark i dag, fordi der var nogle vanvittige mennesker med noget vanvittig tro for et par tusind år siden, da besluttede sig for, at selvfølgelig kan vi dele evangeliet med hele verden. Selvfølgelig kan vi det. Og verdenshistorien er blevet formet af det. Og andre vanvittige mennesker fyldt med vanvittig tro der, hvor de nu var. Og tænke ind i, hvordan Gud kunne bruge dem lige der. Vel at mærke ikke bare med deres lille egen begrænsning, men også at bryde perspektivet og se længere og se andet end det bare der er i dit eget behov. Vores egne behov. Jeg kunne godt tænke mig, om vi kunne bede sammen den her aften, at Gud må overøse os med sin nåde, så det griber os, og det bliver en længsel i os. at det ikke bare er ordets forkyndelse, søndags gudstjeneste og sådan lidt kirkelige aktiviteter, men at vi bliver kendetegnet som apostolsk netværk, som dig i din familie og dit liv, som nogen der er fuldstændig solgt ud til evangeliet. Hvis du vil vide om du er solgt nok ud, så kan du se det på, om der er noget du har svært ved at give slip på. Har du en bil, der får dyr til, du kan låne den ud, så er den sikkert for dyr. Har du et hus der er for fint til, at nogen kan bo i det, så er det sikkert for fint. Jeg snakker ikke om, at alt skal blive til en banegård og alt det her det, men du ved, hvis det er dig, jeg snakker, så ved du godt, hvad jeg snakker om. Der er nogle ting, vi bygger op nogle gange, som bare bliver bedre end det Gud egentlig har bestemt os til. Vi skal måske starte med bare lige at blive fat i et øjeblik og bare tænke, okay, jeg har jo ingenting, når det kommer til stykket. Det er Guds det hele. Og Gud, jeg stiller det til rådighed for dig. Og det er ikke afgørende, hvor meget jeg har, men jeg vil have noget, Gud, som jeg stiller til rådighed for dig. Jeg behøver ikke at være ligesom ham. Jeg behøver ikke opleve Gud ligesom hende. Men jeg kan opleve Gud og give Gud videre med det, Gud har givet mig. Kunne vi bede sammen? Lad os lukke vores øjne og bare lige søge Gud. Hvis ikke du har modtaget, hvis ikke du har modtaget, så har du selvfølgelig ikke noget at gik. Og som Johnny delte det, så er der også noget til dig. Gud kan møde dig den her aften, når som helst, men hvorfor ikke den her aften? Jeg vil gerne vi kunne bede sammen, og du også kommer frem og modtager forbøn. Så det første kald jeg gerne vil give til dig, det er når det er sådan, jeg har bedt en bøn, at du kommer herop og så vil der være nogen der beder sammen med dig, at Gud må møde dig der, hvor du er. Hvis du ikke du har taget imod Jesus, hvis ikke du har oplevet hans forvandlende noget ind i dit liv, så er det her din aften. Så er det nu, det skal ske. Kom ånd, hvorfor nogensinde vente på noget godt, når det ligger lige for dig her? Men jeg vil også gerne give et kald og en mulighed for forbøn. fordi af os, som han ladet nåden blive noget, der blev lige præcis bare lige noget, vi kunne styre og håndtere. Det blev sådan en ligusterkristendom, der kunne poleres og holdes indenfor plankeværket og tages frem ved særlige anledninger. Men i stedet for og så leve fuldstændig vanvittig kristent liv, som gør ting, som er langt ud over, hvad man synes er rimeligt af en almindelig dansker. For helt ærlig, så almindelig er du jo heller ikke. Come on. Jesus har betalt prisen for dig. Han har købt og betalt. Han ejer dig. Du er blot forvalter. Hvor i al verden har vi fået den ide fra, at vi ejer, hvad vi lige omgiver os med. Hvis der er noget, som du kender i dit liv, at det har du bare brug for at give til Jesus. Det kan være talent, det kan være gaver, det kan være penge, det kan være karriere, det kan være familie, hvor du tænker, det er lige meget, jeg har ikke tid til noget som helst eller nogen som helst andre. Det er bare det her nu. Hvad det endt være, se, Gud, du har givet mig det alt sammen. Jeg ejer jo ingenting. Så jeg vil gerne give dig også muligheden for at kunne respondere. kunne vi rejse os op, og så beder vi den her fællesbøn, og så være velkommen til at komme op, modtage en velsignelse og også tage den her bekendelse af Jesus, du skal have lov at overvælge mig og overvælge mennesker igennem mig. Himmelske far, jeg beder dig nå må blive stor og stærk og gribe os i vores liv, at det må blive stort og stærkt for os, hvad du har gjort. og at vi aldrig nogensinde må kunne tilfredsstilles med det bedrag, at vi har det jo godt nok, og Jesus har gjort noget for mig, og det er jeg glad for. Det holder jeg her. Men herre, du har også udrustet os og sendt [Musik] os. Far, jeg beder dig, at du møder os der, hvor vi er i dag med det, vi har, og du så kalder os ind til dig i Jesu navn. Amen. [Musik]