Ny i troen
Måske er du blevet bevidst om, at du tror på Gud. Måske har du bedt en bøn, truffet en beslutning om at følge Jesus eller bare mærket, at noget er begyndt at forandre sig. Måske er du stadig usikker på, hvad det egentlig betyder. Her kan du tage de første skridt i dit eget tempo.
Du behøver ikke forstå det hele på én gang. Det kristne liv er en rejse, hvor du lærer Gud bedre at kende undervejs. Begynd dér, hvor du er, og gå videre i den rækkefølge, der giver mening for dig.
- Er jeg egentlig blevet kristen?
- Hvad er en kristen?
- At sige ja til Jesus
- Hvad er der sket med mig?
- Lær Gud at kende
- Du skal ikke gøre det alene
- At vokse som kristen
- Gud kan bruge mit liv
01
Er jeg egentlig blevet kristen?
Det er ikke alle, der kan sætte en bestemt dato og et bestemt klokkeslæt på, hvornår troen begyndte. Måske er du blevet bevidst om, at du tror på Gud. Måske har nogen bedt sammen med dig, eller du har selv bedt en bøn om at tage imod Jesus. Måske ved du bare, at dit forhold til Gud ikke længere er det samme som før.
At være kristen handler ikke først og fremmest om at have sagt en bestemt sætning på den helt rigtige måde. Det handler om at vende sig mod Gud, stole på det han har gjort gennem Jesus og begynde at leve sit liv i relation med ham. Bibelen bruger blandt andet ord som tro, omvendelse og at blive født på ny om det, der sker.
Hvis du er usikker, behøver du ikke skjule usikkerheden for Gud. Tal med ham om den. Sig ærligt, hvad du tror, hvad du tvivler på, og at du gerne vil kende ham. Tro er ikke det samme som at have svar på alt; den begynder med tillid til Gud og en villighed til at følge ham.
Et godt sted at begynde: Sæt med dine egne ord ord på, hvad du tror om Gud og Jesus, og hvad du ønsker i dit forhold til ham. Du kan gøre det som en enkel bøn.
02
Hvad er en kristen?
Ordet kristen blev tidligt brugt om mennesker, der hørte til Jesus Kristus og fulgte ham som hans disciple – hans lærlinge. Derfor begynder kristen tro ikke med en bestemt kultur, en kirkelig stil eller en liste over regler. Den begynder med Jesus: hvem han er, hvad han har gjort, og hvad det betyder at høre til ham.
Bibelen fortæller, at Gud skabte mennesker til relation med sig, men at noget er blevet skævt. Vi vil gerne styre vores liv selv, og Bibelen bruger ordet synd om den afstand til Gud og den måde, vi rammer ved siden af hans gode mål for os. Vi kan prøve at bygge bro med gode gerninger, religiøsitet eller ved at tage os sammen, men vi kan ikke selv gøre os fuldkomne eller skabe vejen tilbage til Gud.
Det særlige ved kristendommens budskab er derfor ikke først, at mennesket skal finde vejen op til Gud, men at Gud kommer til mennesket. I Jesus bliver Gud menneske og viser os, hvordan Gud er. Jesus lever blandt mennesker, dør på korset og opstår igen. Kristen tro siger, at han dér tager vores skyld på sig og åbner den relation til Gud, som vi ikke selv kunne skabe.
At være kristen er derfor at stole på Jesus og det, han har gjort, frem for på sin egen evne til at gøre sig fortjent til at kunne have kontakt med Gud. Det er begyndelsen på et liv, hvor Gud ikke blot er en idé eller en fjern skaber, men én du lærer at kende og følger.
03
At sige ja til Jesus
Hvis Gud allerede har åbnet vejen til sig gennem Jesus, står vi stadig med et valg: Vil jeg stole på ham og tage imod det liv, han tilbyder? Tro kan godt beskrives som tillid. Ikke bare at mene, at Gud måske findes, men at begynde at lægge sit liv i hans hænder.
Det er derfor mere end at føje lidt religion til det liv, man allerede lever. Jesus kalder mennesker til at følge ham. Bibelen bruger ordet omvendelse om at vende sig – at lægge den gamle retning bag sig og begynde at lade Guds vilje og værdier forme den nye retning. Det betyder ikke, at du holder op med selv at træffe valg, men at du ikke længere vil være din egen øverste målestok.
Du kan henvende dig til Gud helt enkelt og med dine egne ord. Fortæl ham, at du har brug for ham, at du stoler på Jesus, og at du ønsker at følge ham. Mange oplever også, at det hjælper at have en anden kristen med – både fordi beslutningen bliver konkret, og fordi kristenlivet fra begyndelsen er tænkt som noget, vi lever sammen med andre.
Dåb er en synlig måde at markere denne nye begyndelse på. Det Nye Testamente bruger dåben som et billede på at lægge det gamle liv bag sig og begynde et nyt liv sammen med Jesus. Hvis du ikke er døbt, er det derfor naturligt at tale med en kirke eller en kristen, du har tillid til, om hvad dåb betyder og hvordan du kan tage det skridt.
04
Hvad er der sket med mig?
Bibelen bruger mange forskellige billeder for at beskrive, hvad der sker, når et menneske begynder et liv med Gud. Ét af de stærkeste er, at du bliver Guds barn. Gud er ikke længere kun skaber, almægtig eller dommer; du får lov til at lære ham at kende som far, der elsker dig og ønsker relation med dig.
Et andet vigtigt ord er tilgivelse. Kristen tro siger ikke, at du pludselig bliver perfekt og aldrig mere gør noget forkert. Men dit forhold til Gud hviler ikke længere på, om du kan præstere dig frem til hans accept. Jesu liv, død og opstandelse betyder, at du kan komme til Gud uden at skulle skjule dig eller først gøre dig værdig.
Bibelen taler også om Helligånden som Guds nærvær i dig. Helligånden vejleder, trøster, opmuntrer og hjælper dig i det nye liv. Du skal altså ikke selv producere hele det kristne liv ved viljestyrke; Gud ønsker selv at være nær og arbejde i dig.
Det nye liv er både noget, der allerede er sket, og noget, du skal vokse ind i. Du hører til hos Gud nu, samtidig med at resten af livet bliver en proces, hvor du lærer frihed, nye vaner og mere af den måde at leve på, som du ser hos Jesus.
05
Lær Gud at kende
Det vigtigste fra nu af er at pleje relationen til Gud. Tænk på den som et nyt venskab: relationen er virkelig, men den får dybde, når du giver den tid og opmærksomhed. Det handler ikke om at bestå en religiøs prøve, men om at lære den Gud at kende, som allerede har taget imod dig.
Bøn
Bøn er i sin enkleste form samtale med Gud. Du kan tale med ham hvor som helst og når som helst. Fortæl om det, der faktisk fylder: taknemmelighed, glæde, vrede, bekymring, tvivl, ønsker, skuffelser og håb. Du behøver ikke særlige ord eller formler.
Relationen er ikke tænkt som en envejstale. Med tiden lærer du også at være opmærksom på, hvordan Gud leder og gør ting tydelige for dig. Det kan kræve øvelse at skelne mellem egne tanker, følelser og Guds ledelse, og derfor er Bibelen og fællesskabet med andre kristne vigtige pejlemærker.
Bibelen
Bibelen er den vigtigste kilde til at lære, hvem Gud er, hvad han har gjort, og hvordan han handler med mennesker. Jo bedre du lærer Bibelens fortælling og Jesu liv at kende, desto bedre grundlag får du også for at vurdere andre ting, du hører om Gud.
Du behøver ikke begynde fra første side eller forstå alt med det samme. Det er bedre at begynde et sted, hvor du kan møde Jesus tydeligt, læse lidt ad gangen og spørge: Hvad fortæller dette mig om Gud? Hvad siger det om mennesker? Er der noget, jeg kan tage med ind i mit liv i dag?
06
Du skal ikke gøre det alene
Kristen tro er ikke tænkt som et soloprojekt. Når Bibelen taler om Gud som far, betyder det også, at andre kristne bliver en slags familie. Vi er forskellige, men vi har brug for hinanden, fordi ingen af os ser eller forstår det hele alene.
Andre kristne kan hjælpe dig med spørgsmål, bede sammen med dig, dele erfaringer og opmuntre dig, når du bliver i tvivl. De kan også hjælpe dig med at opdage, når du er ved at misforstå noget eller gøre troen unødigt kompliceret. Det er en vigtig del af det kristne liv at have mennesker omkring sig, man kan være ærlig overfor.
Derfor er det godt at finde et kristent fællesskab eller en kirke, hvor du kan lære mennesker at kende og selv blive kendt. Det handler ikke kun om at gå til en gudstjeneste, men om at få relationer, hvor I kan følges ad i troen.
Næste skridt: Find mindst én kristen, du har tillid til, og fortæl vedkommende, hvor du er på din rejse. Hvis du allerede kommer i en kirke, så tag selv initiativ til at lære nogen at kende.
07
At vokse som kristen
At blive kristen betyder ikke, at alt fra den ene dag til den anden bliver let, eller at du med det samme kommer til at ligne Jesus på alle områder. Tværtimod opdager mange, at de bliver mere bevidste om både gode og dårlige sider af sig selv, jo mere de lærer Gud at kende.
Bibelen taler om Åndens frugt: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Det er et godt billede, fordi frugt vokser. Karakter bliver formet over tid, når livet med Gud får gode vækstbetingelser gennem bøn, Bibel, fællesskab, lydighed og helt almindelige erfaringer.
Du vil også møde modstand. Gamle vaner forsvinder ikke altid straks, og der kan komme perioder med tvivl, forvirring eller åndelig kamp. Det betyder ikke automatisk, at noget er gået galt. Netop dér er det vigtigt ikke at isolere sig, men at holde fast i Gud og lade andre kristne bede for dig og gå sammen med dig.
Målet er ikke at blive optaget af, hvor langt du endnu har igen, men at give Gud plads til at forme dig. Vækst sker ofte langsommere, end vi ønsker, men over tid kan et liv med Gud sætte tydelige spor.
08
Gud kan bruge mit liv
Det kristne liv handler ikke kun om, hvad Gud gør for dig. Efterhånden opdager du også, at han ønsker at bruge dit liv til glæde for andre. Din personlighed, dine evner, det der motiverer dig, og de erfaringer du allerede har gjort dig, er ikke ligegyldige. Alt det kan få en ny retning, når du følger Jesus.
Bibelen fortæller også om gaver fra Helligånden – måder Gud kan virke gennem mennesker på for at hjælpe, opmuntre, vejlede og pege på Jesus. Du behøver ikke begynde med at finde den perfekte betegnelse for din gave eller opgave. Begynd med at være tilgængelig: Hvor er der et menneske, du kan hjælpe? Hvad har Gud allerede lagt i dine hænder?
Det er også naturligt at dele sin tro med andre. Du behøver ikke kunne besvare alle spørgsmål eller være ekspert i Bibelen. Du kan begynde med at fortælle, hvad du selv har oplevet, hvorfor Jesus er blevet vigtig for dig, og hvad du stadig er ved at lære.
Du er altså ikke nået til slutningen, når du bliver kristen. Du er begyndt på et liv med Gud, hvor du lærer ham at kende, bliver formet og efterhånden selv får lov til at være med til at give det videre, du har modtaget.