Palmesøndag og indtoget er en paradoksal historie…

En konges indtog og så alligevel ikke. Jubel og fejring, men intet (umiddelbart) resultat?

Men på mange måder typisk Guds rige, det omvendte rige, hvor tjeneren er den største, hvor de sidste bliver de første og hvor “Guden” ikke skal tjenes og tilfredsstilles, men bliver den “byrdebærende” Gud.

Hvor står vi selv når Gud ikke lige reagerer og handler som vi synes Han skulle? Når svaret trækker ud og det ikke sker på “vores” måde”?

Hør eller se hele prædikenen her: