vokse

Forfatter / underviser: Carsten Riis Jensen

  • Femten år (afsnit 155)

    Anden Kongebog 20 og Anden Krønikebog 32,24-33
    Kong Hizkija blev ekstremt syg. Profeten Esajas gik hen til ham og sagde: “Gud har fortalt mig, at denne sygdom vil slå dig ihjel. Så forbered dig på at dø.”
    Hizkija råbte til Gud. “Herre min Gud, jeg har vandret med dig og levet efter dine bud. Skån mit liv.”
    Han vendte hovedet mod væggen og græd bittert. Endnu en gang talte Gud med Esajas. “Gå hen og fortæl kong Hizkija, at jeg har hørt hans bøn og har set hans tårer. Derfor vil jeg føje femten år til hans liv. Jeg vil også give ham et tegn, så han ved, at dette løfte er sandt. Jeg får skyggen på soluret til at gå ti grader tilbage.”
    Hizkija så skyggen på soluret, og han så, hvordan den bevægede sig ti grader tilbage. Straks begyndte sygdommen at forlade ham, indtil han kom sig helt. Han sang for Herren og takkede.
    Efter han blev rask, kom en delegation fra Babylon med gaver. De gav ham et brev fra deres konge, hvor han udtrykte glæde over Hizkija’ bedring.
    Hizkija var tilfreds med dette og ærede delegationen med en rundvisning i sit palads og regeringsbygninger. Han tog dem med til skatkammeret og viste dem alle nationens skatte – inklusiv guld, sølv, krydderier og kostbar olie.

    Efter at mændene fra Babylon var rejst, spurgte profeten Esajas: “Hvem var disse mænd, og hvad sagde de til dig?”
    Kongen sagde: “De er fra et fjerntliggende land, et sted, der hedder Babylon.”
    “Hvad viste du dem?”
    “Jeg viste dem alt. Jeg skjulte ikke noget af værdi for dem.”
    Profeten sagde: “Lyt til Herrens ord. ‘Der kommer en dag, hvor Babylon vil invadere Juda og tage alt, hvad de har set. Dine efterkommere vil blive personlige slaver for Babylons konge.’”
    Hizkija bøjede hovedet og sagde til sidst: “Dette budskab fra Herren er godt. Intet af dette vil ske i mit liv. Mens jeg lever, vil der være fred og tryghed.”

  • Assyrerkongen Sankerib (afsnit 154)

    2 Kongebog 18,13 – 19,37 og Anden Krønikebog 32,1-23
    Den assyriske hær invaderede Juda da Hizkija var konge. De havde allerede erobret Israel et par år før.
    Da de ankom til Jerusalem, indkaldte den assyriske hærs øverstbefalende til et møde med jødiske embedsmænd uden for byens mure. Han sagde: “Sankerib, den store konge af Assyrien, sender dette budskab til Hizkija: Hvorfor gør du modstand mod min store hær? Tror du, at andre nationer vil komme og hjælpe dig? De kommer ikke, for de er bange for os. Stoler du på Herren din Gud? Hvorfor? Det var din Gud, der sendte os hertil for at ødelægge dig!”

    Mens den øverstbefalende talte, stod Jerusalems indbyggere på bymurene og lyttede til alt, hvad han sagde. Han talte på hebraisk og så højt, at de kunne høre. De jødiske embedsmænd sagde: “Du må gerne tale på dit eget sprog. Det forstår vi også.”
    Hærføreren lo og råbte højere: “Nej! Denne besked er ikke kun til jeres konge. Den er også for almindelige mænd. Det er jer, som kommer til at lide, når vi knuser dig.”
    Han pegede på mændene på bymuren. “Lyt til mig! Stol ikke på din konge. Stol ikke på jeres Gud! Stol på Sankerib, den store konge af Assyrien! Han vil passe godt på jer. Vi har erobret mange nationer og deres guder var ikke i stand til at beskytte dem. Jeres Gud kan ikke standse den store konge af Assyrien!”

    Da kong Hizkija hørte dette, sønderrev han sit tøj og gik ind i templet for at bede. Han sendte budbringere til profeten Esajas og bad ham om at bede for Guds folk.
    Esajas sendte bud til Hizkija. “Jeg har et budskab fra Herren. Han siger: ‘Jeg har hørt denne mand. Vær ikke bange for ham. Jeg hvisker ham ind i øret, og han vil skynde sig tilbage til sit land. Når han er kommet tilbage dertil, vil han blive.’”
    Pludselig hørte hærføreren, at der var problemer hjemme i Assyrien. Han vidste, at hans konge havde brug for ham. Da forlod hele hæren området og rejste hjem.

    Nogen tid senere flyttede Sankerib sin hær mod Jerusalem igen. Undervejs sendte han en besked til Hizkija. “Har din Gud fortalt dig, at du er i sikkerhed for mig? Tro ham ikke! Jeg har erobret mange andre nationers guder og brændt dem med ild. De kunne ikke beskytte deres nationer. Hvad får dig til at tro, at din Gud vil beskytte dig?”
    Hizkija tog brevet med til templet. Han bredte det ud for Gud og bad. Esajas sendte en besked til Hizkija, men beskeden var ikke til Hizkija; det var i stedet Guds svar til Sankerib. Svaret lød: “Hvem tror du, du er? Jeg har bedt Jerusalem om at spytte på dig. Hvem tror du, du håner? Jeg er den, der gav dig magt, så du kunne dømme andre nationer. Nu er du så arrogant, at du råber ad mig? Hør nu, hvad jeg vil gøre ved dig: Jeg har tænkt mig at sætte en krog i din næse og din mund. Så trækker jeg dig tilbage til laden, hvorfra du kom! Hizkija, vær ikke bange for Sankerib. Ikke én pil vil ramme Jerusalems mure. Inden hans hær kommer hertil, vil de vende om og tage tilbage til deres land. Jeg er dit forsvar! Jeg vil kæmpe denne kamp og redde byen.”

    Samme aften slog Assyriens hær lejr. Solen gik ned og mænd sad rundt om bålene, indtil det var tid til at sove. Da solen stod op næste morgen, var 185.000 soldater døde, hvor de havde sovet. Kongen af Assyrien havde en hær af døde mænd!
    Han vendte hurtigt hjem til Nineve og knælede ned foran sit afgudsalter. To af hans sønner kom ind og dræbte ham. Sankerib, den store konge af Assyrien, var død, og Jerusalem havde fred.

  • Hizkija (afsnit 153)

    Anden Kongebog 18,1-12 og Anden Krønikebog 29 – 31
    Hizkija blev konge, da han var 25 år gammel. Han fulgte Herren mere end nogen anden konge efter David.
    Det første han gjorde, var at åbne det tempel, som hans far havde lukket. Han sagde til præsterne og levitterne: “Vi ved alle, at Gud har vendt sig imod os på grund af vores synd. Vi er næsten som Israels rige og næsten uden håb. Men jeg laver en pagt med Herren, så han måske vil vende sin vrede væk fra os. Jeg har brug for jeres hjælp, fordi I er udvalgt af Gud til at være i hans nærhed og tjene ham.”

    Præsterne og levitterne samledes omkring deres konge. Det første, de gjorde, var at rense sig for Herren. De gik så ind i templet og begyndte at rense det. De tog ting ud, som var besmittet, og rensede alt andet.
    Derefter gik kong Hizkija og byens embedsmænd hen og ofrede til Herren. De gjorde derefter klar til, at alle Jerusalems indbyggere kunne komme og tilbede Gud. Præsterne og levitterne blev sat i gang. Musikalske levitter gjorde deres instrumenter klar. Kor forberedte sig på at synge Davids sange.
    Folket kom og ofrede til Gud. De sang for Herren, mens der blev blæst i trompeter. Alle glædede sig og bøjede sig og tilbad. Der blev bragt så mange brændofre, at præsterne ikke kunne klare det hele. Levitterne måtte hjælpe dem, indtil arbejdet var færdigt.

    Da det var tid til påske, sendte Hizkija et budskab til hele Juda og Israel. Han inviterede alle til at komme og fejre påske sammen i Jerusalem.
    Sendebuddene gik til hver by i hele området. Gud rørte Judas folks hjerter, og de kom for at fejre påske med deres konge.
    De fleste af Israels folk var blevet ført til andre lande, men der var stadig nogle få i landet. De blev forbløffede, da Hizkija inviterede dem til at vende tilbage og tilbede Herren i Jerusalem. Nogle lo ad budbringerne, men andre ydmygede sig og tog turen til Jerusalem.

    En ekstremt stor skare mødtes. Det første, kongen fik dem til, var at gå rundt i byen og rive alle de hedenske altre ned. Han lod dem også ødelægge den bronzeslange, som Moses havde lavet, fordi folk brændte røgelse til den.
    Så ofrede de påskelammene for Herren. Mange af folket fra Israel blev ikke betragtet som rene over for Gud. Desværre var der ikke tid nok til at lade alle gennemgå renselsesritualerne. Kong Hizkija bønfaldt Gud Herren om at gøre en undtagelse for dem. Gud hørte hans bøn og rensede folket, så de kunne spise påskemåltidet.
    Påskefesten varede i syv dage. Så besluttede hele folkemængden at forlænge den med yderligere syv dage. Alle glædede sig sammen, hvad enten de var fra Juda eller fra Israel. Selv samaritanerne glædede sig med dem. Sådan en højtid havde man ikke set i Jerusalem siden Davids og Salomos dage.

    Efter det hele var overstået, gik folket hjem. Det første, de gjorde, var at rive alle altre for falske guder og genstande for afgudsdyrkelse ned. De begyndte at sende deres tiende og offergaver til templet, så præsterne og levitterne kunne fortsætte deres fuldtidstjeneste for Guds love.
    I hele Judas historie var der ingen konge som Hizkija. Han regerede i 29 år.

  • Israel i eksil (afsnit 152)

    Anden Kongebog 17
    Riget Israel havde været adskilt fra Riget Juda i mange år. Deres første konge opstillede to guldkalve, som de tilbad. Ingen af rigets konger ødelagde kalvene, og ingen af dem fulgte Herren.
    Nogle af de største profeter, der nogensinde har levet, blev sendt til Israel. Alligevel nægtede folket at vende om til Gud.
    Efter mange advarsler tillod Gud, at riget blev erobret. De blev fjernet fra landet og bosat i andre byer.
    Det begyndte med, at Assyriens konge angreb Israels rige og tog kontrol over det. Folket skulle betale høje skatter. På et tidspunkt meddelte kongen af Egypten, at han ville hjælpe Israel og fri dem fra slavetilværelsen i Assyrien. Folket troede på det og holdt op med at betale skat.

    Assyriens hære invaderede Israel, tog deres konge til fange og satte ham i fængsel. De omringede derefter Samaria og forhindrede alle i at gå ind og ud. Dette varede i tre år, indtil Samaria til sidst overgav sig.
    Assyrerne var grusomme. De brugte Israels folk som en advarsel til andre nationer om ikke at gøre oprør imod deres overmagt. De, der overlevede, blev fjernet fra landet og sendt i eksil.

    Andre folk blev ført ind i Israel land med henblik på at de skulle bo der. De slog sig ned i byerne og kaldte deres nye nation Samaria.
    Disse nye indbyggere kendte ikke Gud Herren, så de fortsatte med at tilbede de afguder, de havde med sig. Gud sendte løver blandt dem, og mange mennesker blev dræbt.
    En rådgiver for kongen af Assyrien sagde: “Samaritanerne kender ikke landets Gud. Han sendte løver for at dræbe dem, fordi de ikke ved, hvordan de skal tilbede ham.”
    Så sagde kongen: “Vælg nogle få præster blandt Israels folk og send dem tilbage til Samaria. Bed dem om at lære folket at tilbede landets Gud.”
    Nogle få præster blev udvalgt og sendt tilbage. De underviste samaritanerne om Herren, og hvordan de skulle tilbede ham. Folk begyndte at tilbede Gud, men de beholdt også deres gamle afguder. De blandede de to sammen. Dette fortsatte i mange år fremover.

  • Hoseas og Gomer (afsnit 151)

    Hosea 1 – 3
    Gud sagde til profeten Hoseas: “Du skal gå hen og finde dig en prostitueret, som du skal gifte dig med.”
    Hosea tog hen hvor der boede prostituerede og valgte en ved navn Gomer. Hun sagde ja til at være hans kone. Men efter brylluppet fortsatte hun med at se sine mange elskere.

    Snart ventede Gomer et barn med en af disse mænd. Hun fødte en søn, og Gud sagde til Hosea: “Accepter dette barn som dit eget.” Så Hoseas tog imod barnet og gav det navnet Jizre’el. Han prædikede for Israels folk og sagde: “Gud udvalgte jer og gjorde jer til sin ejendom. Men I er utro og løber efter andre guder. Nu siger han til jer: Husk Jizre’el og hvad Jehu gjorde der. På samme måde vil jeg dømme jer, og I vil ophøre med at være et folk i Jizre’el-dalen.’”

    Gomer fik endnu et barn med en af sine elskere. Denne gang var det en pige. Hosea blev bedt om at acceptere hende, så han kaldte hende “Ingen Nåde.”
    Efter at Ingen Nåde var vænnet fra, opsøgte Gomer igen sine elskere. Hun fødte endnu en søn. Gud sagde: “Accepter dette barn i dit hjem, men kald ham ‘Ikke Mit’.”

    Hoseas prædikede for Israels folk: “I har bevæget jer langt væk fra Gud. I ved ikke, hvem I tilhører, og Gud siger: ‘Du er ikke min.’
    “Men den dag kommer, hvor det vil ændre sig! Gud vil stolt sige: ‘I er mit folk, og jeg er jeres Gud’.”
    Jizre’el vil sige til sin bror: ‘Du har et nyt navn. I stedet for Ikke Min, er det Du er min.’ Han vil sige til sin søster: ‘I stedet for Ingen Nåde er dit navn nu Stor barmhjertighed.’

    Gomer blev træt af at bo sammen med Hosea og sine børn. Hun stak af med en af sine elskere, men fandt ud af, at han var slavehandler, og han gjorde hende til slave.
    Hun længtes efter at være tilbage hos sin mand. Hun vidste, at det var umuligt at genvinde det, hun havde mistet.

    Gud sagde til Hosea: “Gå hen til markedspladsen og køb din kone blandt slaverne.”
    Profeten tog sine penge og gik til markedspladsen. Han så alle slaverne stå nøgne der. Blandt dem var Gomer. Hosea gik hen og betalte den krævede pris. Så tog han sin kappe af og brugte den til at dække sin kone. Sammen gik de tilbage til hans hus.
    Han sagde: “Jeg valgte dig og giftede mig med dig. Nu har jeg købt dig. Du vil aldrig mere forlade mig og gå ud til dine elskere.” Hosea elskede hende og tog sig af hende.
    Han sagde til Israel: “I har forladt jeres Gud og solgt jer til afguder. De har behandlet jer med foragt og misbrugt jer, efterladt jer nøgne og forladte. Men den dag vil komme, hvor Gud vil købe jer tilbage og vise jer Stor Barmhjertighed og sige: ‘Du er min’.”

  • Akaz (afsnit 150)

    2 Kongebog 16 og 2 Krønikebog 28
    og Esajas 7
    Akaz var 20 år gammel, da han blev konge af Juda. I modsætning til sin far og bedstefar fulgte han ikke Herren. Han indførte tilbedelse af Ba’al i Jerusalem og praktiserede endda børneofringer.
    Herren blev vred og tillod Israels og Syriens konger at gå mod Juda. Under denne invasion gik profeten Esajas til kong Ahaz med et budskab fra Herren. “Se til Herren og bed om et tegn af ham.” Akaz nægtede! Herren gav ham alligevel et tegn for at vise, at Gud ville beskytte Davids hus. Han sagde, at der ville komme en dag, hvor en jomfru ville blive gravid og føde en søn. Han ville blive kaldt ’Gud med os.’

    Invasionen mod Juda var intens, men Herren tillod ikke Israel og Syrien at erobre Jerusalem. Alligevel dræbte deres hære 120.000 mænd, og Israels hær tog 200.000 kvinder og børn som slaver. De førte dem tilbage til Israel.
    Da de kom til Samaria, kom en Herrens profet ud for at møde dem. Han sagde: “Herren gav Israel sejren over Juda, fordi han var vred på dem. Men Gud er ikke tilfreds med dig, fordi du gik for langt. Du slagtede deres folk og tog deres kvinder og børn som slaver. Før dem tilbage til Juda nu! Hvis du ikke gør det, vil Herren slå dig i vrede, ligesom han gjorde imod Juda.”
    Israels folk blev bange. Deres ledere sagde til hæren: “Før ikke de mennesker hertil! Vi ønsker ikke at gøre Gud mere vred på os, end han allerede er.”

    Israels folk brugte byttet fra Juda til at sørge for deres fanger. De gav dem tøj og medicin. De gav alle mad og drikke. Da fangerne var blevet plejet, førte de dem til Jeriko og sørgede endda for æsler til dem, som var svage. Efter at fangerne var i sikkerhed hos deres eget folk, vendte israelitterne tilbage til Samaria.

    Akaz sendte guld og sølv til kongen af Nineve, Assyriens hovedstad. Han sagde: “Jeg vil være din loyale tjener, hvis du redder os fra Syrien og Israel.”

    Assyrien reagerede ved at angribe Syrien og ødelagde deres folkeslag totalt og sendte det meste af deres folk i eksil. Akaz tog til Syrien for at mødes med kongen af Nineve. Mens han var der, så han et særligt alter, han kunne lide, og sendte planer tilbage til Jerusalem, så hans håndværkere kunne bygge et lignende.
    Det var færdigbygget, da kongen kom tilbage til Jerusalem. Han tog mange af tingene inde fra templet og begyndte at bruge dem ved sit nye alter. Derefter lukkede han dørene til templet, så ingen kunne gå indenfor for at tilbede.
    Akaz’ problemer fortsatte. Alle nationerne omkring ham angreb Jerusalem og tog, hvad de ville. Han bad endnu en gang Assyrien om hjælp, men de nægtede.
    Akaz vendte sig stadig ikke til Herren. I stedet blev han ved med at prøve at finde en anden gud, der ville hjælpe ham. Til sidst døde han, og hans søn Hizkija blev konge.
    Med tiden blev Hizkija en af Judas største konger.

  • Azarja (afsnit 149)

    2 Kongebog 15 og 2 Krønikebog 26-27
    Da Amasja døde, gjorde folket hans søn, Azarja, til konge. Han var 16 år og tjente som konge i 52 år. Gud gav ham stor succes, fordi han fulgte Herren og ønskede at behage ham.
    Azarja gjorde mange gode ting. Han besejrede Judas fjender og var kendt vidt og bredt som en magtfuld konge. Han genoprettede Jerusalem og styrkede de andre byer i Juda. Han elskede jorden, så han udmærkede sig i landbrugsaktiviteter. Han sørgede for sin hær, så hver mand var godt rustet til kamp. Han opfandt katapulten, så han kunne kaste store sten fra Jerusalems mure.
    En dag følte kong Azarja sig stolt over sine præstationer og sin hengivenhed til Gud. Han besluttede at gå ind i templet og selv brænde røgelsen i stedet for at lade præsten gøre det. Ypperstepræsten indså, hvad han var ved at gøre. Han fik fat i 80 andre præster og gik til templet for at prøve at standse kongen.
    Han sagde: “Azarja, det er forkert! Gud gjorde det klart, at kun en efterkommer af Aron har lov til at ofre røgelse til Herren. Gå nu, for du ærer ikke Gud.”

    Azarja blev vred, da han stod ved siden af alteret med røgelseskarret i hånden. Han kunne ikke tro, at alle præsterne turde konfrontere ham. Pludselig dukkede spedalskhed op på hans pande. Alle præsterne så det og fik ham ud af templet. Han gik villigt med dem, for han vidste, at Herren nu straffede ham.
    Azarja var spedalsk resten af sit liv. Han skulle holde sig væk fra andre mennesker, så han levede i isolation. På grund af spedalskheden fik han ikke lov til at gå ind i templet. Han kunne ikke engang gå ind i sit eget palads. Hans søn Jotam boede der og regerede over folket i kongens sted.
    Jotam blev konge efter hans fars død. Han fulgte eksemplet fra sin fars første år. Han fortsatte med at opbygge Judas rige. Han gjorde det rigtige og blev en magtfuld konge.

  • Amasja (afsnit 148)

    Anden Kongebog 14,1-22 og Anden Krønikebog 25
    Efter Joash’ død blev Amasja konge af Juda. Han begyndte som en god konge og fulgte Herren i mange år.
    Til sidst besluttede han at angribe Edom og få dem under hans kontrol. Han organiserede en hær på 300.000 soldater. Han hyrede derefter yderligere 100.000 soldater fra Israel og betalte dem fire tons sølv.

    En profet kom med et budskab. ”Brug ikke soldater fra Israel. Hvis du gør det, vil Gud sørge for, at du taber kampen.”
    Kongen sagde: “Men hvad med de penge, jeg allerede har betalt dem?”
    Profeten sagde: “Vær ikke bekymret for de penge. Gud vil give dig meget mere end det.”
    Så bad kongen Israels soldater gå hjem. De blev vrede. Undervejs plyndrede de adskillige byer i Juda og dræbte over 3000 mennesker.
    Mens dette stod på, marcherede Judas hær sydpå mod Edom. De vandt slaget og genvandt kontrollen over dem. Desværre bragte Amasja Edoms guder tilbage til Juda. Han fik dem sat op og begyndte at tilbede dem.

    Herren blev vred og sendte en profet for at tale til kongen. “Hvorfor vil du nu tilbede guder, som ikke var i stand til at beskytte deres eget folk mod din hær?”
    Amasja afbrød ham: “Hold op med at tale! Du er ikke en af mine rådgivere. Gå eller jeg får dig dræbt.”
    Profeten sagde: “Fordi du ikke vil lytte til Guds budskab, vil han straffe dig.”
    Herren gav da Amasjas hjerte lyst til at gå i krig mod Israel. Kongen sendte bud til kong Joash og sagde: “Kom ud og mød mig i kamp!”
    Joash sendte en historie tilbage til Amasja. Han sagde: “En tidsel sendte besked til cedertræet. Han sagde: ‘Jeg vil arrangere et ægteskab mellem min søn og din datter.’ Pludselig trådte et dyr ved et uheld på tidslen og knuste den. Vær ikke som tidslen. Du vandt en god sejr med Edom. Nyd det, men lad ikke stolthed ødelægge dig. Bliv hjemme, for hvis du kommer efter mig, falder Juda.”

    Gud sørgede for, at Amasja ikke lyttede til det. De to hære gik i kamp, og Juda blev totalt besejret. Deres hær løb fra slagmarken.
    Joash fangede Amasja og indtog derefter Jerusalem. Israel nedbrød 600 fod af Jerusalems mur. De tog alt guldet og sølvet fra templet og kongens palads.
    Joas forlod Amasja i Jerusalem og vendte tilbage til Samaria. En gruppe mænd forsøgte at dræbe Amasja, men han flygtede til en anden by. De jagtede ham og dræbte ham der.

  • Jonas og olieplanten (afsnit 147)

    Jonas 3-4
    Fortsat fra forrige historie
    Endnu en gang sagde Gud til Jonas: “Gå nu og tag til Nineve. Du skal fortælle dem, at jeg vil dømme dem på grund af deres ondskab.” Denne gang rejste Jonas sig straks og tog til Nineve.
    Byen Nineve var ekstremt stor. Det tog tre dage at gå fra den ene ende til den anden. Jonas gik nu rundt i byen og råbte: “Gud vil ødelægge denne by om 40 dage!”
    Byens folk hørte ham og troede, at det han sagde var sandt. De vedtog en lov, der sagde, at alle skulle faste – ingen undtagelser. Alle skulle gå uden mad, og alle skulle klæde sig i sæk og aske. De bønfaldt Gud om barmhjertighed.
    Kongen trådte ned fra sin trone og lagde sine kongelige klæder til side. Også han klædte sig i sæk og aske. Han udsendte en lov, som lød: “Ingen må smage på mad eller vand. Det inkluderer også dyr. Alle skal klæde sig i sæk og aske og holde op med deres ondskab. Måske vil Gud ombestemme sig og tillade os at leve.”
    Herren så alt, hvad de gjorde. Han så, at de havde vendt sig bort fra deres ondskab og han tilgav dem og ødelagde ikke byen.

    Jonas blev rasende, da han hørte om dette. Han sagde: “Jeg sagde jo, at det ville ske! Jeg vidste, at du er en barmhjertig Gud. Jeg vidste, du var hurtig at tilgive. Det var netop derfor, jeg ikke ønskede at komme her. Derfor stak jeg af. Dræb mig nu, for jeg ønsker ikke at leve.”
    Herren sagde: “Tror du, det er godt at være så vred over dette?”
    Jonas svarede ikke, men gik til østsiden af byen. Han byggede en lille hytte så han kunne sidde og se, hvad Gud gjorde med byen.
    Mens han sad der, lod Gud en olieplante vokse op ved siden af ham. Olieplanten havde store blade, som gav skygge for den varme sol. Jonas var glad for planten og nød den skygge, den gav.
    Næste morgen fik Gud en orm til at angribe planten og dræbe den. Da solen blev varm, visnede planten. Så lod Gud en varm østenvind blæse over Jonas. Som dagen gik, blev solen og vinden varmere og varmere, og der var ingen vind til at beskytte ham. Jonas råbte: “Jeg vil ikke leve mere. Jeg vil gerne dø!”
    Gud sagde til ham: “Er det rigtigt at være vred på olieplanten?”
    ”Ja, det er rigtigt at være vred. Jeg er så rasende, at jeg gerne vil dø.”
    Herren sagde: “Du er vred over en simpel olieplante. Du plantede den ikke. Du vandede den ikke. Den voksede op den ene dag og døde den næste.
    Skulle jeg ikke også tage mig af befolkningen i denne by? Om ikke andet, så bor der over 120.000 børn her, for ikke at nævne alle dyrene.”

  • Jonas og hvalfisken (afsnit 146)

    Jonas 1-2
    Gud sagde til profeten Jonas: “Du skal rejse til Nineve. Du skal fortælle dem, at jeg vil dømme dem på grund af deres ondskab.”
    Jonas vidste, at Gud var barmhjertig og ville tilgive Nineve, hvis de omvendte sig. Det brød han sig ikke om, så han stak af og tog til havnebyen Joppe. Han købte en billet og steg ombord på et skib, der skulle til Tarshish. Han ønskede at komme langt væk fra Guds vilje, så der ikke ville være nogen mulighed for, at Nineve kunne omvende sig.

    Da skibet var ude på havet, sendte Gud en voldsom storm for at ramme det. Sømændene var rædselsslagne, fordi stormen var ved at ødelægge deres båd og drukne dem. De smed al last over bord for at lette vægten. Da det ikke hjalp, bad de til deres forskellige guder. Mens alt dette foregik, sov Jonas nede i bådens lastrum.
    Kaptajnen vækkede ham og sagde: “Hvordan kan du sove? Vi er ved at dø. Stå op og bed til din gud.”
    Til sidst fandt sømændene ud af, at denne storm kun var rettet mod én person på skibet. De kastede lod for at se, hvem det var. Resultaterne viste, at Jonas var årsagen til deres problemer. De sagde: “Hvem er du, og hvad har du gjort?”
    Han sagde: “Jeg tjener Herren Gud, som skabte havet og den tørre jord. Men jeg stak af fra ham.”

    Pludselig blev stormen værre! Mændene skreg til Jonas: “Hvad skal vi gøre ved dig for at dæmpe stormen?”
    Jonas råbte tilbage: “Gud vil kun én ting, og stormen vil ikke stoppe, før han får det. I skal gribe mig og smide mig over bord.”
    Mændene ønskede ikke at dræbe en uskyldig mand, så de arbejdede endnu hårdere for at kæmpe mod stormen og komme i land. Til sidst indså de, at de ikke kunne bekæmpe Gud. De råbte til Herren og bad ham om nåde for det, de var i færd med at gøre. De tog så fat i Jonas og smed ham overbord.
    Straks stilnede stormen! Mændene var chokerede over Guds kraft. De faldt på knæ og tilbad Herren og lovede kun at tjene ham.

    Gud lod en stor fisk svømme hen og vente på Jonas, da han blev smidt i vandet. Fisken slugte ham straks, og han blev i fiskens mave i tre dage.
    Jonas bad og erkendte, at det var Gud, der kastede ham i fisken. Til sidst sagde han: “Jeg vil give dig, hvad du vil have. Jeg vil takke dig for din vilje og gøre, hvad du vil have mig til at gøre.”
    Hermed talte Herren til fisken. Den svømmede mod land og kastede Jonas op på kysten.

    Fortsættes i næste historie