Genre: Genfortælling

  • Ester bliver dronning (afsnit 175)

    Ester 1 – 5,8
    Det skete en dag, at den persiske kongens dronning bragte ham i forlegenhed. Derfor blev det besluttet, at hun skulle sendes bort, og der blev derefter udstedt en befaling om, at alle smukke jomfruer skulle komme til paladset. Blandt dem ville kongen vælge en ny dronning.
    Ester var en smuk ung kvinde, som var blevet opdraget af sin ældre fætter Mordokaj. Hun var blandt de kvinder, som tog op til paladset, men hendes kusine bad hende undlade at fortælle nogen, at hun var jøde.
    Det endte med at Ester blev valgt til ny dronning. Kort efter skete to begivenheder omtrent samtidig: Første begivenhed var, at Mordokaj hørte om, at nogen ville dræbe kongen. Det meldte han straks, og plottet imod kongen blev standset. Mordokajs gode gerning blev noteret i landets officielle optegnelser.

    Den anden begivenhed var, at en mand ved navn Haman blev gjort til den højest rangerende embedsmand i riget. Fra da af bukkede folk, når han gik forbi – alle undtagen Mordokaj.
    Da Haman så det, blev han vred og ville have Mordokaj slået ihjel. Men han ville mere end det: Han ville, at alle jøder skulle dræbes.
    Derfor gik han til kongen og sagde: “Der er mennesker i dit rige, som er anderledes end alle andre. De adlyder ikke dine love, fordi de har deres egne. Vi bør ikke lade dem leve. Tillad mig at tjene dig ved at organisere, at de bliver udryddet. Det vil være mig en ære personligt at betale for omkostningerne ved dette arbejde.”
    Kongen var glad for Hamans villighed til at tjene riget, så han gav ham myndighed til at udrydde det jødiske folk i riget. Haman fastsatte en bestemt dato og udsendte derefter en befaling. Denne befaling lød, at jøderne skulle slås ihjel på den fastsatte dato. Deres ejendele skulle gives til dem, som udførte drabene.

    Befalingen blev oversat til mange sprog og sendt rundt til alle folkene i det persiske rige.
    Frygt og panik greb alle rigets jøder.
    Ester var i paladset og kendte ikke til den udsendte befaling. Hun hørte, at Mordokaj sørgede over noget, og derfor sendte hun en tjener for at spørge, hvad der var galt. Mordokaj fortalte tjeneren alt og gav ham en kopi af befalingen. Han sagde: “Sig til dronningen, at hun skal tale med kongen og bede ham om at forbarme sig over hendes folk.”
    Hun sendte en besked tilbage til ham: ”Ingen må få foretræde for kongen uden en invitation. De, der gør det, bliver dræbt, medmindre han peger det gyldne scepter mod dem. Det er 30 dage siden han sidst har sendt bud efter mig.”

    Mordokaj sendte en besked tilbage til hende: “Hør, hvis du ikke hjælper, vil dit folk blive udryddet, og det inkluderer dig. Jeg tror, at du blev ført her til riget for netop at standse denne ugerning.”
    Ester skrev tilbage til Mordokaj: “Sig til vores folk, at de skal faste i tre dage. De må ikke spise eller drikke noget. Mine tjenere og jeg vil gøre det samme. Så går jeg hen og taler med kongen, selvom det er imod loven. Hvis jeg dør, så dør jeg.”

    Efter tre dage tog Ester sine kongelige klæder på og stillede sig i den indre forgård, så kongen kunne se hende fra sin trone. Da han så op, blev han glad for at se hende og pegede straks det gyldne scepter mod hende. Hun gik op og rørte ved spidsen af den.
    Han sagde: “Fortæl mig, hvad du vil have, og jeg vil give dig det.”
    Hun sagde: “Hvis det behager dig, vil jeg gerne, at du og Haman kommer til en fest, jeg har forberedt.”
    “Gerne!” sagde kongen. “Vagt, løb og hent Haman og bring ham hertil. Vi skal til dronning Esters fest.”
    Fortsættes i næste historie

  • Murene genopbygges (afsnit 174)

    Nehemias 1-13
    Nehemias var en jødisk mand, som tjente kongen af Persien. En dag fik han nyheden om, at folket i Juda led. Han var chokeret over at høre, at Jerusalems mure var i ruiner. Han græd og var deprimeret i flere dage. Han bad Gud om at hjælpe sit folk.
    Kongen så, at han var ked af det, så Nehemias fortalte ham om situationen i Jerusalem. Kongen sagde: “Hvordan kan jeg hjælpe?”
    “Send mig til Jerusalem og giv mig tilladelse til at genopbygge murene.”
    “Gå da, og jeg vil give dig breve med, som sikrer din rejse.”
    Da han ankom til Jerusalem, fortalte han ikke folket hvorfor han var kommet. I stedet brugte han tre dage på at få overblik over situationen. Til sidst samlede han lederne og forklarede, hvordan kongen af Persien havde givet ham tilladelse til at genopbygge bymurene. Han sagde: “Vi kan ikke leve med denne skændsel længere. Det er tid til at genopbygge murene!”

    Lederne var enige og forpligtede sig på projektet. Det blev besluttet, at hver leder skulle vælge en del af muren som sit personlige ansvar. De organiserede straks deres familier, så de kunne gå i gang med byggeriet.
    De ikke-jødiske folk i området var chokerede, da de så, hvad der skete. De lo og fortalte vittigheder. “Disse mennesker er for svage til at genopbygge deres by. Ha! Jeg kan se det nu. De bygger en sektion af muren, og den falder sammen, når en lille ræv hopper på den.”
    Alligevel var bygherrerne beslutsomme og arbejdede hurtigt. Snart var muren halvvejs oppe, og de begyndte at samle de forskellige sektioner. Dette gjorde deres fjender rasende. De indså, at de var nødt til at standse genopbygningen. De truede med at snige sig ind på og dræbe arbejderne. De sagde: “Vi vil gøre alt, hvad der skal til for at standse denne mur!”

    Frygt greb bygherrernes hjerter, så de satte vagter til at våge dag og nat.
    Nehemias sagde: “Vær ikke bange. Gud er stærkere end vores fjender. Kæmp for folket. Kæmp for jeres sønner og døtre. Kæmp for jeres koner og jeres hjem.”
    Arbejderne oprettede et advarselssystem i tilfælde af, at der kom angreb på en del af muren.
    Alle arbejdede sammen, og snart var murene færdige, bortset fra portene. Fjenden besluttede, at deres eneste håb om at standse projektet var at dræbe Nehemias, men så var de nødt til at få ham ud af byen. Derfor sendte de bud efter ham og bad ham om at møde dem i en nærliggende landsby.

    Nehemias sagde: “Vi laver et fantastisk arbejde her. Hvorfor skulle det stoppe, så vi kan tale sammen?”
    De bad ham om at mødes med dem. Til sidst sendte de en ny besked til ham: “Folk siger, at du bygger muren, så du kan gøre oprør mod riget og gøre dig selv til konge. Medmindre du mødes med os, vil vi fortælle kongen af Persien om dit oprør.”
    Nehemias ignorerede deres trusler og fortsatte med at arbejde, indtil muren og portene var færdige. Det tog kun 52 dage at fuldføre projektet. Endelig blev byen fredet.

    Ezra samlede folket og læste Moseloven højt for dem. Folket priste Gud, fordi han havde givet dem loven. De begyndte også at græde, da de forstod meningen med loven. De indså, at de ikke havde adlydt den.
    Nehemias og Ezra sagde: “Græd ikke. Denne dag er hellig for Herren jeres Gud. Spis, drik og glæd jer over, hvad Gud har gjort. Herrens glæde er din styrke!”
    Folket forpligtede sig på at følge Guds bud. Jøderne, der boede i de omkringliggende byer, besluttede, at en ud af hver ti familier ville flytte ind i byen. Gud havde gjort store ting for Israel, og selv deres fjender var forbløffede!

  • Ezra (afsnit 173)

    Ezra 7-10
    Ezra var ekspert i Guds love. Derfor blev det besluttet, at han skulle rejse til det nye tempel i Jerusalem og undervise folket.
    Kongen af Persien gav ham breve, som bemyndigede ham og hans hjælpere til at tage til Jerusalem. Kongen sendte en stor mængde guld og sølv med ham.
    Ezra var også bemyndiget til at udpege dommere, som kendte Guds love. Han fik at vide, at kongeriget Persien ville straffe enhver, der ikke adlød disse love.
    Mænd meldte sig frivilligt til at tage med Ezra og flytte deres familier til Juda. De indså da, at der ikke var nogen levitter i gruppen. Ezra sendte da en forespørgsel ud, og flere levitter meldte sig frivilligt til at gå.

    Alle vidste, at det var en farlig tur at tage fra Persien til Jerusalem. De havde familier, deres ejendele og en stor mængde guld og sølv. Alligevel havde de ikke soldater til at beskytte dem. Ezra bad ikke kongen om bevæbnede vagter, fordi han havde sagt: “Gud er vores beskytter. Hans stærke hånd er over folk, der tjener ham.”
    Gruppen fastede og bad Gud om hans beskyttelse. De begav sig ud på deres rejse, og Gud beskyttede dem, mens de rejste. Ingen forsøgte at overfalde dem undervejs. De ankom i god behold i Jerusalem og tog alt guldet og sølvet med til templet.
    Adskillige ledere talte med Ezra, imens han forberedte sig på sin undervisning om Guds love. De sagde: “Mange af vores folk har ikke adskiltt sig fra de ikke-jøder, der bor i området. De har giftet sig med deres kvinder, og disse hustruer har taget deres hedenske skikke med sig.”
    Ezra blev chokeret, da han hørte det. Han gik op til templet og faldt på knæ og bredte sine hænder ud for Herren. Han bad: “Herre min Gud, nu gør folket det igen, ligesom vore forfædre. Du sendte dem i fangenskab, fordi de tog fremmede hustruer og begyndte at tilbede afguder. Nu har du givet os mulighed for at komme tilbage hertil, og hvad gør vi? Vi gifter os med udenlandske koner. Gud, vi er ikke værdige til din velsignelse. Du har ret til totalt at ødelægge denne lille gruppe mennesker, som bor her.”

    Ezra fortsatte med at græde og bede og bekende synd. Mens han gjorde det, kom folk og sad og bad sammen med ham. Der kom flere og flere, indtil der var en stor folkemængde samlet omkring. De græd alle og bekendte deres synder.
    Til sidst sagde folk: “Vi ved, vi har syndet, men der er stadig håb. Vi afgiver et løfte til Gud. Vi sender vores udenlandske koner og deres børn væk. Men du skal hjælpe os, hvis vi skal gøre det ordentligt. Kom nu og vis os, hvad vi skal gøre, og vi gør det.”
    Ezra indvilligede i at føre tilsyn med det og sikre, at det blev gjort ordentligt. Folket sendte deres fremmede hustruer bort og vendte sig fra afguder. Så overgav de sig fuldstændig til Herren.

  • Genopbygning af templet (afsnit 172)

    Anden Krønikebog 36,21-23 og Ezra 1 – 6 og Haggaj 1 – 2
    Jeremias havde sagt, at Juda ville være i fangenskab i 70 år. Mod slutningen af den tid sagde den persiske konge: “Herren har sagt til mig, at han vil sende sit folk tilbage til Jerusalem for at genopbygge deres tempel. Derfor er de nu frie til at rejse hjem og bygge Guds hus.”
    Kongen gav dem guld og sølv til projektet, og han gav dem de tempelkar, som blev taget, da Jerusalem blev ødelagt. Han donerede penge til at købe cedertræ fra Libanon til indersiden af templet. Han sørgede endda for husdyr, så folket kunne bringe ofre til Gud. Herren rørte sit folks hjerter. Mange tog imod opfordringen om at vende tilbage til Juda for at udføre Guds værk. Nogle, der ikke selv kunne gå, gav penge og forsyninger.

    Da folket ankom, ofrede de til Gud på tempelpladsen. Folket råbte af glæde og begyndte derefter at bygge templet.
    De mennesker, som boede der, var kede af, at jøderne var kommet tilbage. De forsøgte at standse projektet, men intet virkede. På det tidspunkt regerede nu en ny konge over Persien. De sendte ham en besked og fortalte ham om det nye tempel. De overbeviste ham om at standse byggeriet.
    De jødiske bygherrer havde intet andet valg end at standse og vente på, at situationen ændrede sig. Det gav dem en mulighed for at bygge deres egne huse. Inden længe fik den ene familie efter den anden cedertræ i deres hjem. Til sidst var lageret af cedertræ fra Libanon væk! De vidste, at det ikke kunne erstattes. Så hver gang nogen talte om at bygge templet, sagde folket: “Det er ikke et godt tidspunkt at bygge nu.”

    Profeten Haggaj sagde til folket: “Jeg har et budskab fra Herren! Tænk over, hvad I gør! I siger, at det ikke er tid nu til at bygge Guds hus. Alligevel bor I selv i fine hus, mens mit hus ligger i ruiner.’”
    Haggaj fortalte dem, at Gud havde fjernet sin velsignelse fra dem: “I planter en stor mængde korn, men alligevel høster I meget lidt. I spiser, men I er stadig sulten. I drikker, men I er stadig tørstige. I har tøj på, men I er ikke varme. I tjener penge og putter dem i poser uden at vide, at poserne har huller. Overvej den måde I lever!”
    Folket lyttede, men de vidste, at der ikke var noget cedertræ til at gøre templet færdigt. Haggaj sagde: “Gud siger, at I skal gå op i bjergene og hente almindeligt træ og bruge det i templet. Han siger, at han vil være tilfreds med det, I bygger.”
    Folket adlød og gik op i bjergene og fældede træ til at erstatte det manglende cedertræ. Derefter gjorde de forberedelser til at genstarte projektet.

    Med tiden kom en anden konge til magten i Persien. Han gav denne ordre: “Enhver, der modsætter sig bygningen af templet, skal dø!”
    Det betød, at folkene omkring Jerusalem ikke hindre opførelsen af templet. I stedet blev de befalet at give forsyninger til dets færdiggørelse.
    Folk arbejdede med stor entusiasme. Haggaj kom med endnu et budskab fra Herren: “Jeg er glad for, at I adlyder mig! Jeg vil sørge for jer. I har ikke plantet jeres frø, jeres vinstokke har endnu ikke frembragt druer, og jeres træer har ikke blomstret. Alligevel høster I mine velsignelser og forsyninger.”
    De fleste var glade, da de så, at bygningen næsten var færdig, men nogle af de ældre mænd sagde: »Vi husker Salomos tempel. Det var smukt! Dette tempel er lille og slet ikke smukt.”
    Bygherrerne blev modløse. Haggaj kom med endnu et budskab fra Gud. “Hvem husker templet bygget af Salomo? Hvordan kan de to sammenlignes? Vær ikke modløse. Dette tempels herlighed vil være større, end I kan forestille jer. Jeg vil ryste nationerne, og hele verden vil fokusere på netop dette sted. Vær stærke og fokusér på det arbejde, der ligger foran jer. Jeg er med jer, som jeg altid har været.”

    Folket blev på denne måde opmuntret til at arbejde videre og færdiggøre templet.

  • Daniel i løvekulen (afsnit 171)

    Daniel 6
    Da Dareios blev konge, udnævnte han en embedsmand over hver af sine 120 provinser. Han valgte derefter tre administratorer til at føre tilsyn med de 120 embedsmænd. Daniel var en af de tre administratorer, og han var den dygtigste. Kongen var ved at give ham magt over hele riget, men embedsmændene og de to andre administratorer ønskede ikke, at dette skulle ske. De besluttede at få Daniel ned med nakken, og de søgte efter noget, de kunne anklage ham for, men de fandt intet. Til sidst sagde de: “Der er kun én måde, vi kan gøre dette på. Vi må finde noget i hans Guds love.”

    Det lykkedes dem at finde noget, og dernæst lavede de en plan. De gik til kongen og sagde: “Kong Dareios, må du leve evigt! Embedsmændene og administratorerne er blevet enige om, hvordan vi kan ære dig. Med din tilladelse ønsker vi, at alle skal tilbede dig i 30 dage. Vi laver en lov, der siger, at ingen må tilbede nogen anden gud i den tid. Vi ønsker, at du underskriver den som en lov for mederne og perserne, der ikke kan ændres. Hvis nogen ikke adlyder denne lov, vil de blive kastet i en løvekule.”
    Darius var glad for denne ære, så han underskrev loven.

    Daniel hørte om den nye lov, men fulgte alligevel sin daglige rutine med bøn. Tre gange om dagen gik han ind i sit hus og åbnede de vinduer, der vendte ud mod Jerusalem. Der knælede han ned og bad og takkede Gud. Det var præcis, hvad mændene vidste, at han ville gøre. De gik derfor til kongen og sagde: “Er det sandt, at du underskrev en lov, der sagde, at ingen i 30 dage må tilbede nogen anden gud end dig? Og stod der ikke, at enhver, der overtrådte dette, ville blive kastet i en løvekule?”
    Han sagde: “Selvfølgelig. Jeg gjorde det til en lov for mederne og perserne, som ikke kan ændres.”
    “Da er vi kede af at måtte fortælle dig, at Daniel, en jødisk eksil bryder denne lov. Han bøjer sig ned og tilbeder sin Gud tre gange om dagen.”

    Dareios var chokeret! Han vidste, at han måtte finde en måde at redde Daniel på. Han arbejdede på det hele dagen. Til sidst kom mændene og sagde: “Du ved, at medernes og persernes lov ikke kan ændres.”
    Kongen gav da ordre til at hente Daniel. Kongen talte med ham lige før han blev kastet i kulen. “Må den Gud, du tjener, redde dig fra disse løver.”
    Daniel blev sænket ned i løvekulen, og så blev der lagt en sten over åbningen. Kongen satte sit segl på den, så ingen kunne blande sig. Han gik tilbage til sit palads og aflyste aftenunderholdningen. Han nægtede at spise, og han kunne ikke sove hele natten.

    Da det endelig blev morgen, skyndte han sig tilbage til løvehulen. Da stenen var fjernet, råbte han: “Daniel, den levende Guds tjener. Var din Gud i stand til at redde dig fra løverne?”
    Daniel råbte tilbage: “Min konge, Gud sendte sin engel, som lukkede munden på disse løver. Jeg er ikke blevet såret på nogen måde. Gud ved, at jeg er uskyldig. Deres Majestæt, jeg har ikke gjort dig uret på nogen måde.”
    Kongen gav ordre til at få Daniel trukket op. Dareios sagde nu til vagterne. “Gå hen og hent de mænd, der konspirerede imod Daniel. Hent også deres koner og børn. Kast dem alle i løvekulen.”

    Alle mændene og deres familier blev skubbet ned i løvekulen. Løverne rev dem fra hinanden, før de overhovedet nåede gulvet.
    Kong Darius sendte et dekret ud i hele sit rige. Det lød: “Alle skal frygte Daniels Gud, fordi han er den levende Gud. Hans rige vil vare evigt. Han er i stand til at redde dem, der tjener ham.”

  • Skriften på væggen (afsnit 170)

    Daniel 5 og 9

    Kong Belshassar var Nebukadnesars barnebarn. Han besluttede at holde en fest med tusind babylonske adelsmænd. Han sendte bud efter de gyldne bægre, som Babylons hær havde taget fra Guds tempel i Jerusalem. De blev brugt til at drikke til ære for deres mange guder.Pludselig så de, at fingrene fra en mands hånd viste sig på en væg oplyst af lamper. Fingrene begyndte at skrive på væggen. Det gjorde kongen så rædselsslagen, at han rystede af frygt.Da hånden var færdig med at skrive, forsvandt den. Belshassar læste ordene på væggen, men vidste ikke, hvad de betød. Han sendte bud efter sine rådgivere og sagde: “Hvis du kan tyde, hvad disse ord betyder, vil jeg give dig stor rigdom og gøre dig til den tredje hersker over Babylon!”De så på skriften, men var ikke i stand til at forstå, hvad det betød. Dette gjorde Belshassar endnu mere rædselsslagen.Dronningemoderen sagde: “Vær ikke bange. Der er en rådgiver, du ikke har hidkaldt. Han hedder Daniel, og han er en mand fyldt med de hellige guders ånd. Din bedstefar hidkaldte ham, når han havde et problem, han ikke kunne løse. Han vil fortælle dig, hvad det betyder.”Belshassar kaldte på Daniel og sagde: “Jeg ved, at du har gudernes ånd i dig. Hvis du kan fortælle mig, hvad det betyder, vil jeg give dig store rigdomme og gøre dig til den tredje højeste hersker i Babylon.”Daniel tøvede ikke. “Du må gerne beholde dine gaver og titler. Jeg vil læse teksten og fortælle dig, hvad den betyder: Den Højeste Gud gav Nebukadnesar dette rige og gjorde ham til den mest magtfulde mand på jorden. Alligevel ydmygede han sig for Gud og erkendte, at han var alles Herre. Du ved det, men alligevel er du stolt og trodser Gud Herren. Du brugte de gyldne bægre fra Guds tempel for at lovprise falske guder. Du håner Gud, som holder dit liv i sine hænder. Derfor har han sendt dig denne besked: Mené, mené, teqél, ufarsín. Og dette er ordenes tydning: Mené: Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det. Teqél: du er vejet på vægten og fundet for let. Perés: dit kongerige er blevet delt og givet til mederne og perserne.” Straks bad Belshassar sine tjenere om at iklæde Daniel fint tøj og dyre smykker. Han udråbte Daniel til at være den tredje højeste hersker i Babylon. Samme nat drog medernes og persernes hær ind i byen, dræbte Belshassar og overtog riget. Daniel blev en respekteret rådgiver ved det persiske hof. –––––––––––––––––––––––––––––– Flere år senere læste Daniel, hvordan Jeremias havde forudsagt, at byen Jerusalem skulle ligge i ruiner i halvfjerds år. Daniel bad og spurgte Gud, hvad der skulle ske derefter. Gud sendte ham en engel for at forklare, hvad der ville ske. Englen sagde: “Der vil blive givet ordre til at genopbygge Jerusalem. Den ordre vil begynde en særlig 490-årig periode for dit folk. Efter de første 483 år vil Messias komme. Han vil blive dræbt, og Jerusalem vil blive ødelagt igen. De sidste syv år vil begynde, når en ond hersker laver en 7-årig fredsaftale med Israel.”Ved at fortælle Daniel dette viste Gud over for Israel, hvad der skulle ske, før han oprettede sit rige på jorden.

  • At blive et vildt dyr (afsnit 169)

    Daniel 4
    En nat havde kong Nebukadnesar en drøm, der skræmte ham. Han tilkaldte straks alle sine rådgivere og spåkoner. Han fortalte dem drømmen, men de kunne ikke forstå den.
    Til sidst kaldte han på Daniel og sagde: “Jeg ved, at du har gudernes ånd i dig. Du har svarene på alle mysterier. Jeg havde en frygtelig drøm i nat, og ingen kan tyde den for mig. Jeg fortæller dig den, så du kan fortælle mig, hvad den betyder:
    “Jeg så et træ midt på jorden. Det var højt og stærkt. Alle på jorden kunne se det. Selv himlen så på det. Det havde smukke blade og frugt nok til, at alle kunne få så meget, som de ville. Det gav husly til dyrene, og fugle levede i dens grene. Jeg beundrede træet, da en budbringer kom fra himlen. Budbringeren råbte, så alle kunne høre: ‘Fæld dette træ! Skær dets grene af, fjern dets blade og spred frugten. Jagt dyrene og fuglene væk. Men lad stubben stå med rødderne stadig i jorden. Fastgør det med bånd af jern og bronze. Lad ham nu være i fred i syv år. Han skal blive som et dyr og spise græs på marken. Hver morgen vil han være dækket af himlens dug. Han vil forblive sådan indtil han indser, at den Højeste hersker over alle jordens kongeriger. Han giver dem til hvem han vil. Han ville endda kunne give et kongerige til den ringeste slave.’ Daniel, det er hvad jeg drømte. Du er den eneste, der kan fortælle mig, hvad det betyder.”

    Daniel var chokeret! Han sagde ikke noget, men stirrede bare på kongen. Nebukadnesar sagde: “Daniel, vær ikke bange. Bare fortæl mig, hvad det betyder.”
    “Min konge, jeg ville ønske, at drømmen handlede om dine fjender. Men det gør den ikke. Du er træet, høj og stærk. Du gavner folk vidt og bredt. Budbringeren, der kom ned fra himlen, fældede en dom over dig. Du bliver drevet væk fra mennesker og lever som et vildt dyr. Du skal spise græs og sove under nattens dug. Du vil forblive sådan i syv år, indtil du indser, at den Højeste er den øverste hersker over alle kongeriger. Han giver dem til hvem han vil. Budbringeren sagde dog også, at han skulle lade stubben med rødderne blive. Det betyder, at dit rige vil vente på dig, når du anerkender, at Himlens Gud hersker. Lyt nu til mit råd til dig: Fjern enhver synd fra dit liv. Vær retfærdig. Vis barmhjertighed. Måske vil Gud vise dig barmhjertighed.”

    Et år senere gik Nebukadnesar på taget af sit palads i Babylon. Pludselig standsede han og sagde: “Se her! Det er Babylon Det Store, og jeg har bygget det. Jeg har skabt det, fordi jeg er stærk. Dette rige viser min store herlighed!”
    Mens han sagde disse ord, lød en røst fra himlen: “Kong Nebukadnesar, jeg tager dette rige fra dig. Folk vil jage dig væk, og du skal bo blandt dyrene. Du skal spise græs på markerne i syv år, indtil du forstår, at den Højeste hersker over alle riger og kan give dem til hvem han vil.”
    Øjeblikkeligt blev kongen sindssyg. Folk tvang ham til sidst fra paladset, og han gik ud på markerne. Han spiste græs. Hans hår blev langt, og hans negle var som kløer. Duggen dækkede ham hver nat.
    Efter syv vendte fornuften tilbage til ham. Han sagde: “Jeg priser den Højeste. Han lever evigt, og der er ingen ende på hans rige. Han gør, hvad han vil, og ingen kan holde ham tilbage.”

    Gud sendte adelsmænd og rådgivere for at lede efter ham. Da de så, at han var tilbage, genindsatte de ham i sin gamle stilling. Han fik sit rige tilbage, men fra den dag af sagde han altid: ”Jeg priser og ophøjer himlens konge. Hans gerninger er sande og retfærdige.”

  • Ildovnen (afsnit 168)

    Daniel 3
    Nebukadnesar lavede en guldstatue. Den var 90 fod høj og 9 fod bred. Derefter samlede han alle embedsmændene i sit rige foran statuen.
    En af embedsmændene afgav en erklæring: “Når I hører orkestret spille, skal I falde til jorden og tilbede guldstatuen, som kong Nebukadnesar har sat op. Hvis I ikke gør det med det samme, bliver I smidt ind i en ovn fyldt med ild.” Orkestret begyndte at spille, og folk bøjede sig for guldstatuen.
    Dette gav nogle af embedsmændene en ide. De tænkte, at dette var deres mulighed for at slippe af med nogle af de jøder, der var iblandt dem.
    De sagde til kongen: “Din befaling var klar. Når orkestret spiller, skal alle bøje sig og tilbede statuen. Du sagde, at hvis nogen ikke gjorde det, ville de blive smidt ind i en ovn fyldt med ild. Der er tre jøder, som ignorerede dit bud, og de har høje stillinger i kongeriget. Deres navne er Shadrak, Meshak og Abed-Nego. De tjener ikke din gud, og de tilbad ikke guldstatuen.”

    Nebukadnesar blev rasende. Han sendte bud efter de tre jøder og sagde: ”Jeg har fået at vide, at I ikke tjener min gud, og at I ikke tilbad guldstatuen. Jeg ønsker at vide, om det er sandt. Om lidt spiller orkesteret, og når det sker, skal I bøje jer og tilbede guldstatuen. Hvis I ikke gør det, bliver I smidt ind i ildovnen. Der er ingen gud, der kan redde jer fra min magt.”
    De tre mænd tøvede ikke med at svare kongen. De sagde: “Vi ønsker ikke at være imod dig, men du skal forstå, at vores Gud er i stand til at redde os fra ildovnen. Han kan nemt redde os fra din magt, men hvis han ikke gør det, så lad det være kendt, at vi stadig ikke vil tilbede den guldstatue, du har sat op.”
    Nebukadnesar var rasende og råbte til sine vagter: “Gør ovnen syv gange varmere! Bind disse mænd og kast dem ind i den!”
    Ovnen blev gjort varmere, og de tre jøder blev bundet og kastet ind i ilden. Da ovnen var så varm, og kongen ønskede, at henrettelsen skulle ske hurtigt, dræbte flammerne vagterne, da de kastede mændene ind.
    Kongen blev chokeret over, hvad han nu så. Han rejste sig, pegede på ovnen og sagde: “Kastede vi ikke tre mænd i ilden?”
    “Selvfølgelig, Deres Majestæt. Vi smed tre mænd ind.”
    “Men se! Jeg ser fire mænd derinde. Ilden skader dem ikke, og de er ikke bundet. De går frit rundt. Og se! Det fjerde menneske er som en gud.”
    Nebukadnesar gik tættere på ovnen og råbte ind: “Shadrak, Meshak, Abed-Nego, den Højeste Guds tjenere. Kom herud!”

    De tre mænd trådte ud af ilden. Alle samlede sig omkring dem og så, at mændene og deres tøj var totalt upåvirket af branden. De lugtede ikke engang af røg.
    Nebukadnesar erklærede da. “Jeg lovpriser Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud. De valgte at dø i stedet for at tilbede nogen anden gud end deres Gud. Så han sendte sin engel for at redde dem. Ingen må sige noget stødende om Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud. Hvis nogen gør det, vil den person blive revet i stykker og deres hus lavet om til en losseplads.”


  • Nebukadnesars drøm (afsnit 167)

    Daniel 2
    Nebukadnesar havde en drøm, der bekymrede ham. Han tilkaldte sine rådgivere og fortalte dem, at de skulle tyde hans drøm. De sagde: “Fortæl os drømmen, og vi vil fortælle dig, hvad den betyder.”
    Kongen sagde: “I skal både fortælle mig min drøm og fortælle, hvad den betyder. Kan I gøre det, vil jeg belønne og ære jer. Hvis I ikke kan det, skal I lide en langsom død, og al jeres ejendom vil blive ødelagt. Fortæl mig nu min drøm!”
    Hans rådgivere var chokerede. De spurgte endnu en gang: “Vil du ikke fortælle os din drøm, så vi kan fortælle dig dens betydning? ”
    Nebukadnesar blev utålmodig. “I hørte, hvad jeg sagde. Hvis jeg fortæller jer min drøm, finder I simpelthen på noget som opmuntrer mig. Den eneste måde, jeg kan vide, om jeres fortolkning er korrekt, er hvis I fortæller mig drømmen.”
    Da sagde rådgiverne: “Ingen konge har nogensinde bedt sine rådgivere om at gøre det. Kun guderne ved, hvad folk drømmer, når de sover.”

    Nebukadnesar blev vred. Han erklærede, at alle rådgivere skulle dræbes. Daniel hørte om det og sendte straks en besked til kongen: “Giv mig tid, så skal jeg fortælle dig din drøm og dens betydning.”
    Gud viste Daniel kongens drøm og gav ham tydningen. Derefter fik Daniel foretræde for kongen. Nebukadnesar sagde: “Er det sandt, at du kan fortælle mig min drøm og dens betydning?”
    Daniel var forsigtig med sit svar: “Ingen mand er i stand til at gøre, hvad du beder om, men der er en Gud i himlen, som har vist mig, hvad du drømte, da du sov. Han gav dig en vision om, hvad der kommer til at ske i fremtiden: Du så en massiv statue i din drøm. Den havde et hoved af guld. Dens arme og bryst var af sølv, og dens bug og hofter var af bronze. Den havde ben af jern, og dens fødder var en blanding af jern og ler. Pludselig blev der hugget en sten ud af et bjerg, men man kunne ikke se hænderne, der gjorde det. Denne sten ramte fødderne og hele statuen blev ødelagt.
    Stykkerne styrtede til jorden, og vinden blæste det væk, som om det slet ikke havde nogen vægt. Mens du så på, blev stenen større, indtil den fyldte hele jorden.
    Det var din drøm. Her er nu betydningen af den: Gud har gjort dig til hovedet af guld. Efter dig vil der opstå et andet rige, der ikke er så godt som dit. Derefter vil et tredje kongerige af bronze regere verden. Det fjerde rige vil være så stærkt som jern og vil knuse alt. Dette rige vil blive delt i to, ligesom statuens ben. Det sidste rige vil også blive opdelt i to fødder med ti tæer. Det vil have styrke af jern, men være så skørt som almindeligt ler.
    Stenen hugget ud af bjerget er Guds rige, som vil blive dannet uden menneskehænder. Gud vil ødelægge alle denne verdens kongeriger, men hans rige vil aldrig ende.
    Min herre konge, Gud har vist dig fremtiden med en drøm, og det vil ske, som drømmen har sagt.”

    Nebukadnesar faldt på knæ med ansigtet mod jorden. Han sagde: “Din Gud er den sande Gud! Han er Herren!” Nebukadnesar gjorde derefter Daniel til en stor hersker i sit rige.

  • Daniels beslutning (afsnit 166)

    Daniel 1,1-16
    Nebukadnesar var konge af Babylon. Han erobrede Jerusalem og tog folket til fange. Han beordrede derefter, at embedsmændene skulle udvælge de bedste unge mænd og oplære dem til at tjene ved det kongelige hof. De skulle undervises i sprog, litteratur og visdom. Denne uddannelse skulle vare tre år, og i løbet af den tid ville kongen give dem den bedste mad og vin.
    Fire af de udvalgte unge mænd var Daniel, Shadrak, Meshak og Abed-Nego. Disse mænd besluttede, at de ikke ville besmitte sig ved at spise og drikke ting, der var imod Guds lov. Daniel bad tilsynsmanden om at udelade disse ting fra deres daglige kost.
    “Det kan jeg ikke lade dig gøre! Der vil komme en dag, hvor du får foretræde for kongen, og da vil han opdage, at I ser dårligere ud end de andre, og så vil han få mig slået ihjel!”
    Da sagde Daniel: “Før du beslutter dig, så sæt os på prøve. Tillad os fire at spise grøntsager og drikke vand i ti dage. Derefter kan du sammenligne os med de andre.”

    Tilsynsmanden havde stor respekt for Daniel, så han gik med til denne prøve. Efter ti dage så Daniel og hans venner bedre og sundere ud end alle dem, der havde spist kongens mad og vin. Tilsynsmanden tillod de fire at fortsætte med kun at spise grøntsager og drikke vand.
    Gud var med Daniel, Shadrak, Meshak og Abed-Nego. Han gav dem viden og lod dem forstå visdom. Daniel forstod også visioner og drømme.
    Efter tre år interviewede Nebukadnesar alle de unge mænd, der havde gennemgået hans træningsprogram. Ingen af de andre rangerede så højt som de fire venner, så de fik tjeneste ved kongens hof. Han rådførte sig med dem i enhver sag, og med tiden værdsatte kongen deres råd ti gange højere end hans andre rådgivere. Daniel fortsatte med at tjene i hoffet under mange konger.