vokse

Genre: Genfortælling

  • Stjålet velsignelse (afsnit 22)

    Første Mosebog 27
    Da Isak blev ældre, blev han blind og troede, at han snart skulle dø. Så han besluttede at give familievelsignelsen til Esau. Han sagde: “Gå på jagt efter vildt og tilbered det, sådan som jeg kan lide det. Når jeg har spist, vil jeg give dig velsignelsen.”
    Rebekka overhørte dette og fortalte det til Jakob. Hun sagde: “Gå hen og hent to unge geder. Jeg vil tilberede dem som måltid til din far og gøre det sådan, som han kan lide det. Du serverer det for ham og får velsignelsen.”
    Jakob sagde: “Esau er en behåret mand, og jeg har glat hud. Hvis min far rører ved mig, vil han opdage, at jeg prøver at narre ham. Han vil give mig en forbandelse i stedet for en velsignelse!”
    Rebekka sagde: “Lad din forbandelse være over mig! Gå og gør, som jeg har sagt.”

    Så gik Jakob hen og hentede de to gedeunger og gav dem til sin mor. Hun gav ham Esaus jagttøj at tage på. Efter hun havde tilberedt måltidet, dækkede hun Jakobs arme og nakke med gedeskind.
    Jakob tog maden med til sin fars telt. Han sagde: “Far.”
    Isak vendte sine blinde øjne mod ham. “Ja, søn, hvem er du?”
    “Jeg er Esau. Sæt dig op og spis, så du kan give mig velsignelsen.”
    Isak sagde: “Jeg er overrasket over, at du er tilbage så hurtigt!
    “Din Gud var med mig og gav mig succes.”
    Isak sagde: “Kom tæt på mig, så jeg kan være helt sikker på, at du virkelig er Esau.” Så Jakob trådte nærmere og Isak rakte ud og rørte ved hans arm. Den var behåret som Esaus arm. Isak fik også fandt om Jakobs nakke. Også den mærkede han var behåret.
    Han sagde: “Søn, jeg er forvirret. Din stemme lyder som Jakob, men din hud føles som Esau. Er du virkelig Esau?”
    “Ja, far, jeg er Esau.”
    “Godt, så giv mig måltidet.” Jakob serverede maden for sin far. Det smagte præcis som Esau ville have tilberedt det. Alligevel var Isak ikke overbevist. Så han bad sin søn komme og give ham et kys. Da Jakob lænede sig over for at kysse sin far, lugtede Isak det tøj, hans søn havde på. Det havde duften af udendørs. Han sagde:
    “Duften af min søn er som lugten af en mark – velsignet af Gud! Må Gud give dig af himlens dug og jordens rigdom: en overflod af korn og ny vin! Må nationer tjene dig og folk bøje sig for dig. Du skal være herre over dine brødre. Din mors sønner vil bøje sig for dig. Må de, der forbander dig, være forbandede, og de, der velsigner dig, være velsignede.”

    Kort efter at Jakob havde forladt teltet, kom Esau ind med det kød, han havde tilberedt. “Far, sæt dig op og spis det måltid, jeg har lavet til dig. Så kan du give mig velsignelsen.”
    Isak så op. “Hvem er du?”
    “Jeg er Esau, din førstefødte søn!”
    Isak begyndte at ryste. “Hvem var det da, som gav mig et måltid vildt? Jeg gav ham velsignelsen. Og dén velsignelse er nu hans!”
    Esau var chokeret. Han råbte: “Velsign også mig, min far!”
    “Din bror bedrog mig og tog din velsignelse. Jeg har gjort ham til din herre. Alle hans slægtninge vil tjene ham. Jeg har givet ham alt! Hvad kan jeg da give dig?”
    Da Esau forlod sin fars telt, sagde han: “Når min far er død, slår jeg Jakob ihjel!”
    Rebekka hørte dette og skyndte sig at fortælle Jakob det.
    “Du skal gå. Gå til min brors hus! Jeg sender bud efter dig, når Esau er over sin vrede. Gå hurtigt. Jeg vil ikke miste jer begge på én dag!”
    Hun fik så Isaks tilladelse til Jakobs rejse. Isak gik med til, at Jakob skulle tage til Rebekkas land og finde sig en hustru.

  • Stribede, brogede og spættede (afsnit 24)

    Første Mosebog 29,31 – 31,3
    Jakob arbejdede for sin onkel Laban i alt fjorten år for at få sine to koner. Det var tydeligt, at han elskede Rakel mere end Lea.
    Herren så, at Lea ikke blev elsket, så han afholdt Rakel fra at kunne få børn. Efter Lea havde fået fire sønner, var Rakel så jaloux, at hun råbte til Jakob: “Giv mig en søn, ellers dør jeg!”
    Han sagde: “Jeg er ikke Gud. Jeg har ikke gjort dig ufrugtbar.”
    Rakel gav da sin tjenestepige til Jakob og sagde: “Hav sex med hende! Hun kan få børn til mig.” Jakob sagde ja, og snart derefter begyndte tjeneren at få børn.
    Pludselig var Lea ude af stand til at føde børn. Så hun gav sin tjenestepige til Jakob. Snart fik Jakob med tre kvinder ti sønner og en datter. På det tidspunkt tillod Gud Rakel at føde en søn. Hun kaldte ham Josef. Han var den ellevte søn.
    På dette tidspunkt gik Jakob til Laban og sagde: “Jeg vil vende tilbage til mit hjem. Giv mig friheden til at tage mine koner og børn og gå.”
    Laban sagde: “Kære Jakob, bliv dog her. Jeg har lært, at Herren har velsignet mig på grund af dig. Jeg betaler dig, hvad du vil.”
    Jakob sagde: “Du skal ikke betale mig noget. Tillad mig i stedet at bygge min rigdom op ved at beholde en del af hjorden. Jeg vil føre tilsyn med dine hjorde, men jeg vil beholde alle de geder og får, der er født plettede, plettede eller stribede. Du beholder resten. På denne måde vil du vide, om jeg stjæler fra dig. Bare tjek mine flokke og se, om de alle har de rigtige markeringer på dem.”
    Laban gik med til disse vilkår, men adskilte straks alle de stribede, brogede og spættede dyr fra flokken. Han sendte dem af sted med sin søn, så Jakob indledte denne nye aftale med kun Labans hjord.
    Jakob havde en metode til at sørge for, at lammene blev født stribede, brogede og spættede. Metoden sikrede, at alle de stærkeste i hjorden blev hans, og at alle de svageste i hjorden blev Labans. I frustration ændrede Laban deres aftale ti gange for at opnå fordel. Alligevel blev Jakob meget rig med årene.

    En dag overhørte han en samtale mellem sine svogre. De sagde: “Jakob har bygget sin rigdom ved at tage det, der virkelig tilhører vores far.” Han bemærkede også, at Labans holdning havde ændret sig til ham.
    Herren sagde til Jakob: “Gå tilbage til det land, jeg gav dine fædre, og jeg vil være med dig.”

  • Jakob forlader Laban (afsnit 25)

    Første Mosebog 31,4 – 55
    Jakob ville have en privat samtale med sine to koner, så de mødtes ude på marken. Han sagde til dem: “Jeg arbejdede hårdt for jeres far, selv om han ændrede vores aftale ti gange. Herren beskyttede mig, og hver gang Laban ændrede vores aftale, ændrede Gud, hvordan lammene blev født. Nu er jeres far vred på mig. Derfor har Guds engel sagt til mig, at jeg skal vende tilbage til mine fædres land.”
    Begge kvinder var enige med ham. De sagde: “Gør, hvad Gud har bedt dig om. Vores far solgte os til dig og brugte derefter pengene. Du har ikke fået noget fra ham, som ikke allerede tilhører os og vores børn.”
    Uden at fortælle Laban det, tog Jakob alt, hvad han havde, og begyndte at drive sin hjord mod Kana’an. Før de tog afsted, stjal Rakel sin fars familieafgud.

    Tre dage senere hørte Laban, at Jakob var rejst. Han samlede straks en gruppe mænd og jagtede Jakob. Det tog syv dage at indhente ham. Aftenen før viste Gud sig for Laban og sagde: “Pas på! Gør ikke Jakob noget, hverken godt eller ondt.”
    Næste dag mødte Laban Jakob og sagde: “Hvorfor gjorde du dette mod mig? Du gik som en tyv om natten og tog mine døtre og børnebørn, som om de var fanger. Hvis du havde fortalt mig det, ville jeg have holdt en storslået fest og sendt dig godt afsted. Nu har du vanæret mig, og hvis jeg ville, kunne jeg ødelægge dig her og nu, men i nat sagde dine fædres Gud til mig, at jeg ikke skulle gøre dig noget. Jeg formoder, at du har hjemve og gerne vil hjem. Men hvorfor stjal du min familiegud?”
    Jakob sagde: “Jeg har ikke stjålet din afgud. Se selv. Søg i vores telte. Hvis du finder den, dræber jeg den, som tog den.” Han vidste ikke, at Rakel havde taget den.
    Laban gennemsøgte Jakobs, Leas og de to tjenestepigers telte. Så gik han ind i Rakels telt. Hun sad på sit kamelsæde, hvor hun lagt afguden. Hun sagde: “Far, tilgiv, at jeg ikke rejser mig, for jeg har menstruation.” Laban gennemsøgte hendes telt men fandt ikke sin afgud.
    Da blev Jakob vred. Han sagde: “Du har jagtet mig, som om jeg var en kriminel. Du har gennemsøgt alt. Har du fundet noget, der tilhører dig? Nej, du har ikke fundet noget! Jeg arbejdede for dig i tyve år. Jeg udholdt den ekstreme varme om dagen og frosten om natten. Jeg arbejdede uden meget søvn, så du kunne trives. Jeg udholdt disse strabadser, og du mishandlede mig. Så fik du mig til at bære tabet for alt, der gik galt. Jeg skulle betale dig, hvis nogen stjal et får. Hvis et dyr dræbte et lam, var det pludselig mit lam. Du ændrede vores aftale ti gange. Jeg ville stå her uden penge, hvis ikke Gud havde gjort tingene rigtigt. Nu beskytter han mig mod dig.”
    Laban sagde: “Alt hvad du har, tilhører mig. Det er mine døtre! Det er mine børnebørn! Det er mine flokke! Men hvad kan jeg gøre nu? Lad os lave en fast aftale, som ikke kan ændres.”

    Så tog alle mændene sten og stablede dem som et alter. Jakob og Laban blev enige om, at ingen af mændene nogensinde ville gå til den anden side af alteret. Laban sagde: “Disse sten er en pagt mellem os. Du må ikke mishandle mine døtre og tage andre koner.”
    Jakob ofrede derefter et offer til Gud, og bagefter spiste de et måltid. Næste morgen kyssede Laban sine døtre og børnebørn og velsignede dem. Derefter vendte han tilbage til sit hjem.

  • Dina (afsnit 27)

    Første Mosebog 34-35
    Jakob havde elleve sønner, men kun én datter. Hun hed Dina. En dag tog hun ud for at være sammen med nogle af de unge kvinder i området. Mens hun var der, så en prins ved navn Sikem hende og voldtog hende.
    Efter han havde voldtaget hende, følte han kærlighed til hende og talte ømt til hende. Han sagde til sin far: “Jeg elsker denne pige, og jeg vil have, at du taler med hendes far, så hun kan være min kone.”
    Jakob hørte om sin datters voldtægt imens hans sønner drev kvæg. Inden de vendte tilbage, kom Sikems far og talte med Jakob om mulighederne for et bryllup.

    Dinas brødre blev rasende, da de hørte om alt dette. De følte, at det var en forargelse for hele Israels familie.
    Den unge mands far sagde: ”Tænk på det gode, der kan komme af dette. Min søn elsker din datter. Lad dem blive gift. Så giver vi dig vores døtre at gifte sig med, og vi bliver ét folk.”
    Sikem sagde: “Jeg vil gøre, hvad du beder om, hvis du vil tillade mig at gifte mig med Dina.”
    Jakobs sønner udtænkte en plan, så de kunne få hævn. De sagde: “Vi kan ikke give dig vores kvinder, fordi dine mænd ikke er omskåret. Den eneste måde vi kan blive enige, er hvis alle mænd i din by bliver omskåret. Hvis du accepterer dette, giver vi dig Dina og tager dine døtre som vores hustruer. Men hvis du nægter at gøre dette, tager vi Dina og går.”
    Sikem og hans far var glade for disse vilkår. De gik tilbage til byen og mødtes med alle mændene. De forklarede aftalen og sagde derefter: “Dette er en stor aftale for os. De har mange rigdomme. Med tiden bliver det hele vores. Det eneste, vi skal gøre, er at blive omskåret.”

    Alle mændene var enige og blev straks omskåret. Tre dage senere havde de stadig store smerter. To af Dinas brødre, Simeon og Levi, gik ind i byen og overrumplede mændene. De dræbte dem alle med sværd. De slog også Sikem og hans far ihjel og tog Dina med hjem.
    Bagefter gik de andre brødre hen og plyndrede byen. De plyndrede hvert hus og alle marker. De tog kvinderne og børnene, deres ejendele og alt kvæget.
    Jakob blev chokeret, da han fandt ud af det. Han sagde til Simeon og Levi: “I har fået hele dette land til at vende sig imod os. Når først nyheden om det kommer ud, vil alle de omkringliggende byer komme imod os og totalt ødelægge os.”
    De sagde: “Hvilket valg havde vi? De kan ikke behandle vores søster som en prostitueret.”
    Gud sagde til Jakob: “Skynd dig! Gå til Betel. Byg et alter på det sted, hvor jeg viste mig for dig, da du løb fra Esau.”
    Så gav Jakob instruktioner til sin familie og hele folket med ham. Han sagde: “Rens jeres hjerter og smid alle jeres afguder væk. Vi skal til Betel, og jeg skal bygge et alter for Gud. Han har altid hjulpet mig, hvor end jeg har været.”
    Så folket gav ham alle deres afguder og øreringe. Jakob gemte dem under en eg nær byen Sikem. De gik derefter til Betel, hvor Jakob byggede et alter. Gud sendte rædsel over byerne omkring dem, så de var bange for at angribe Jakob og hans sønner. Gud mødtes med ham og gav ham alle Abrahams løfter.
    Derefter forlod de Betel og drog sydpå. Undervejs døde Rakel, da hun fødte sin søn Benjamin. Hun blev begravet nær Betlehem.

  • Forhandling med Gud (afsnit 11)

    Første Mosebog 18,16-33
    Abraham havde tre gæster. En af dem var Herren. Han serverede dem et måltid i skyggen af et træ. Bagefter rejste de sig og begyndte at gå mod Sodoma. Abraham gik med dem et stykke af vejen.
    Pludselig standsede Herren og sagde til de andre: ”Jeg vil fortælle Abraham, hvad jeg agter at gøre. Han vil jo blive et stort og mægtigt folk, og alle folkeslag vil blive velsignet igennem ham, så jeg ved, at han vil lære sine børn at ære Gud og gøre det rigtige.”
    Herren vendte sig derfor mod Abraham og sagde: “Sodomas og Gomorras synd er stor. Jeg hører konstant skrig fra deres ofre. Jeg tager til byen for at se det selv. Hvis jeg finder ud af, at det er sandt, ødelægger jeg dem.”

    Mens Abraham og Herren fortsatte med at tale, forlod de to andre mænd dem og gik mod Sodoma. Abraham sagde: “Er det sandt, at du rent faktisk ville dræbe såvel de ugudelige som de retfærdige i byen? Lad os sige, at der er halvtreds retskafne mennesker i byen. Ville du rent faktisk ødelægge stedet, vel vidende at du dræber de retfærdige mennesker sammen med de ugudelige?”
    Herren sagde: “Hvis jeg finder halvtreds retfærdige mennesker i Sodoma, så vil jeg ikke ødelægge byen for deres skyld.”
    Abraham sagde: “Men lad os sige, at der kun var femogfyrre. Vil du ødelægge byen, hvis der kun er femogfyrre retfærdige?”
    Herren sagde: “Jeg vil ikke ødelægge byen, hvis jeg finder femogfyrre retfærdige mennesker der.”
    “Hvad med fyrre retfærdige mennesker?”
    “Jeg vil ikke ødelægge stedet, hvis jeg finder fyrre retfærdige mennesker der.”
    “Herre, vær ikke vred på mig, fordi jeg taler igen. Hvad vil du gøre, hvis du kun finder tredive retfærdige mennesker der?”
    “Jeg vil ikke ødelægge stedet, hvis jeg finder tredive retfærdige mennesker.”
    “Herre, siden jeg allerede har været så frimodig at tale med dig om dette, hvad så med blot tyve retfærdige mennesker?”
    “Jeg vil ikke ødelægge stedet, hvis jeg finder tyve retfærdige mennesker..”
    “Herre, jeg lover, at det er sidste gang, jeg nævner det for dig Hvad hvis der kun er ti retfærdige i byen?”
    “Jeg vil ikke ødelægge stedet, hvis jeg finder ti retfærdige mennesker der.”

    Dermed var samtalen slut. Herren gik, og Abraham vendte tilbage til sit telt.

  • Sodoma og Gomorra (afsnit 12)

    Første Mosebog 19,1-29

    Tidligt om aftenen kom to engle ind i Sodoma. De fandt Lot siddende ved byporten. Så snart han så dem, gik han hen og bøjede sig for dem. Han sagde: “Jeg er jeres ydmyge tjener. Kom med mig hjem, så jeg kan tjene jer. Jeg vasker jeres fødder og giver jer et sted at overnatte. Så vækker jeg jer tidligt, så I kan rejse videre.”
    De sagde: “Nej, vi vil overnatte her på byens torv.”
    “Nej, gode herrer! I skal komme med mig.”

    Han førte dem til sit hus, og hans familie lavede et måltid til dem. Mens de gjorde sig klar til at gå i seng, samledes en hob udenfor. Det var alle byens mænd, både unge og gamle. De omringede huset og råbte: “Lot, giv os de mænd, som er i dit hus. Send dem ud, så vi kan have sex med dem.”
    Lot trådte udenfor og lukkede døren efter sig. Han sagde: “Begå ikke denne ugudelighed. Disse mænd er gæster i mit hus. I stedet for disse mænd kan I tage mine to døtre. De er jomfruer. Gør hvad I vil med dem, men rør ikke disse mænd.”
    Pøbelen blev vred. “Væk med dig! Hvem tror du, du er – vores dommer? Du er ikke engang en af os.”
    De skubbede de ham til side og prøvede at bryde igennem døren. Englene åbnede døren, greb Lot, trak ham indenfor og smækkede døren. De gjorde dernæst sådan, at alle mændene udenfor blev blinde.
    Englene vendte sig mod Lot. “Vi er her for at ødelægge denne by! Lyden fra byens ofre har nået Guds ører. Skynd dig, tag de slægtninge, du har her i byen – sønner, døtre, svigersønner – enhver, som tilhører dig. Få dem samlet og forlad denne by.
    Lot skyndte sig hjem til sine kommende svigersønner. “Vågn op! Kom med mig! Vi skal ud af byen! Herren vil ødelægge den.” Men de ignorerede ham, fordi de troede, han lavede sjov.

    Lot havde stadig ikke forladt byen om morgenen, da solen var ved at stå op. Englene råbte: “Skynd dig! Du og din familie skal væk herfra!” Englene greb fysisk Lot, hans kone og døtre og hastede dem ud af byen. Da de var uden for byen, sagde englene: “Løb for jeres liv! Se jer ikke tilbage! Stop ikke før I er nået op i bjergene.”
    Lot sagde: “Herre, du er nådig mod mig, men jeg kan ikke nå op i bjergene. Der er en lille by i nærheden. Lad os tage derhen.” Englen sagde: “Tag derhen, og jeg vil undlade at lade min dom ramme dén by. Men skynd dig! Jeg kan ikke gøre noget, før I er i sikkerhed.” Herren viste barmhjertighed mod Lot på grund af Abraham. Desværre vende Lots kone sig om, imens de løb væk, og så tilbage på byen, og derfor blev hun forvandlet til en saltsøjle.
    Solen var stået helt op, da Lot nåede den lille by. Straks de var nået derhen, sendte Gud ild ned fra himlen og ødelagde Sodoma og Gomorra og alle de andre byer i dalen, undtagen den ene lille by.

    Abraham gik ud til det sted, hvor Gud havde talt med ham. Han kiggede i retning af Sodoma, men alt, hvad han så, var røg, der steg op mod himlen.

  • Lots to døtre (afsnit 13)

    Første Mosebog 22

    1 Mosebog 19,18-38
    Efter ødelæggelsen af Sodoma forlod Lot og hans to døtre den lille by, fordi Lot var bange for, hvad der kunne ske med dem der. De gik op i bjergene og boede i en hule.
    En dag sagde den ældste datter til sin søster: ”Vores far er gammel, og vi har intet håb om at få en mand og få børn. Derfor er det op til os at bevare vores fars slægt. Jeg har en plan. Lad os drikke vores far fuld, indtil han ikke længere ved, hvad han laver. Så har vi sex med ham.”
    Søsteren sagde ja, så den aften drak de deres far fuld. Den ældste datter havde derefter sex med ham. Han ænsede ikke, hvad der skete.
    Dagen efter sagde den ældste datter til sin søster: ”I aften er det din tur. Husk, vi gør dette for at bevare vores fars slægt.” Så drak de deres far fuld, og den yngste datter havde sex med ham.

    Abraham så nu, at en vædder var fanget ved hornene i en busk. Han tog vædderen og brugte den som offer i stedet for sin søn. Abraham kaldte stedet “Herren ser”.
    Bagefter sagde Gud til Abraham: “Fordi du adlød mig, vil jeg velsigne dig og dine efterkommere. Jeg vil give dig flere efterkommere end stjernerne på himlen og sandet på stranden. Og hele jorden vil blive velsignet på grund af dem.”

    Så gik Abraham tilbage til hvor tjenerne ventede, og sammen gik de hjem.

     

  • Solgt som slave (afsnit 28)

    Første Mosebog 37 og 39
    Jakob havde tolv sønner, men hans favorit var Josef. For at vise sin kærlighed gav Jakob sin søn Josef en særlig kåbe i mange farver. Det gjorde de andre sønner jaloux.
    Josef gjorde tingene værre ved at fortælle sine brødre om nogle usædvanlige drømme: “I én drøm var vi ved at binde bundter af korn. Mit bundt stod oprejst imens jeres bundter bøjede sig for det!” Dette gjorde hans brødre vrede. De kunne ikke forestille sig, at Josef skulle herske over dem.
    “I en anden drøm bøjede solen, månen og elleve stjerner sig for mig!” Selv hans far spurgte ham om dette. “Skal din mor og jeg, såvel som dine brødre, bøje sig for dig?”

    Nogen tid senere tog de ti ældre brødre flokkene på græs et stykke væk. Jakob besluttede at sende Josef derhen for at se til dem.
    Da brødrene så ham komme, sagde de: “Her kommer vores ‘drømmer’. Lad os dræbe ham og smide ham i et dyb hul. Så må vi se, hvad der sker med hans drømme!”
    Ruben, den ældste bror, sagde: “Dræb ham ikke! Bare smid ham i et hul.” Hans plan var at redde drengen senere og sende ham tilbage til sin far. Så brødrene gik med til det og kastede Josef i en brønd.
    Ruben gik et ærinde, mens de andre spiste et måltid. Mens de spiste, kom en gruppe købmænd forbi. De var på vej til Egypten. Pludselig fik en af brødrene, Juda, en ide: ”Lad os sælge Josef til disse købmænd!” Så de solgte ham til købmændene.
    Ruben kom tilbage senere og var chokeret over at se, at Josef var væk. Brødrene fortalte ham, hvad de havde gjort.
    Sammen udtænkte de en plan om, hvad de skulle fortælle deres far. De slog en ged ihjel og dyppede Josefs kåbe i blodet. Da de kom hjem, viste de kåben til deres far.
    Jakob greb den og skreg: “Josef er blevet dræbt af vilde dyr!” Brødrene forsøgte at trøste ham, men han sørgede dybt over Josef. Han sagde: “Jeg vil sørge over hans død resten af mit liv.”

    Da Josef ankom til Egypten, blev han solgt til en mand ved navn Potifar. Josef tilpassede sig sit nye liv som slave og Gud sørgede for, at alt, hvad Josef gjorde, gik godt. Han voksede i modenhed og evner og havde Potifars respekt.
    Derfor satte Potifar ham til at lede hele husstanden, inklusive økonomien.
    En dag forsøgte Potifars hustru at lokke Josef til sex. Han nægtede og fortalte hende, at dette ville være synd imod både Potifar og Gud. Hun accepterede ikke Josefs afvisning og prøvede at lokke ham flere gange.
    En dag, hvor Potifar ikke var hjemme, greb hun fat i Josef. Han prøvede at slippe fri, men hun holdt fast i hans kappe og ville ikke give slip. Til sidst efterlod han kappen i hendes hænder og løb væk.
    Det gjorde hende rasende, så hun besluttede at tage hævn. Hun skreg, og husstandens tjenere kom løbende. Hun fortalte dem, at Josef havde forsøgt at lokke hende til sex. Hun sagde: “Han løb væk, da jeg skreg.” Hun viste dem hans kappe som bevis. Da hendes mand kom hjem, fortalte hun ham den samme historie. Han blev vred og fik Josef sat i fængsel.

  • Juda og Tamar (afsnit 29)

    Første Mosebog 38
    Juda var Jakobs fjerde søn. På et tidspunkt forlod han sine brødre for at bo alene. Han giftede sig med en Kana’anæisk kvinde, som fødte tre sønner. Da tiden var inde, fandt Juda en hustru til sin ældste søn. Hun hed Tamar.
    Desværre var den ældste søn ond, og Gud slog ham ihjel. Juda bad sin anden søn om at have sex med Tamar, så hans ældste bror kunne få en arving og familienavnet blive bevaret.
    Den anden søn havde sex med Tamar, men brød sig ikke om tanken om at skaffe et barn til sin bror. Derfor afbrød han samlejet med Tamar, så hun ikke kunne blive gravid. Dette gjorde Gud vred, og han dræbte den anden søn.
    Juda sagde da til Tamar: “Tag hjem og bo som enke i din fars hus. Jeg giver dig min yngste søn, når han bliver stor.” Så hun gjorde, som hun fik besked på.
    Der gik flere år, og alligevel gav Juda ikke Tamar sin yngste søn. Han var bekymret for, om hans sidste søn ville dø ligesom sine brødre. Alligevel kunne hun se, at den yngste nu var gammel nok til at gifte sig.
    Omtrent på samme tid døde Judas kone. Bagefter rejste han og hans ven til et sted for at klippe får. Det blev fortalt til Tamar, som straks skiftede tøj, så hun ikke lignede en enke. Hun dækkede derefter sit ansigt med et slør.
    Hun satte sig ud til vejen, hvor hendes svigerfar skulle komme forbi. Han så hende og antog, at hun var en prostitueret, fordi hun bar slør over sit ansigt. Han vidste ikke, at hun var hans svigerdatter. Han sagde til hende: “Lad mig sove hos dig.”
    “Hvad vil du give mig?”
    Han sagde: “Når jeg kommer til min hjord, sender jeg dig en ung ged.”
    Hun sagde: “Jeg vil have sex med dig, men du skal efterlade noget hos mig, så jeg kan være sikker på, at du sender mig den unge ged.”
    “Hvad vil du have?”
    Hun sagde: “Jeg vil have din vandrestav og den ring, du har i snoren om halsen.”
    Han gav hende disse ting og havde så sex med hende, og hun blev gravid.
    Hun tog så hjem, tog sit slør af og tog endnu en gang sit enketøj på.
    Da Juda kom til sin flok, bad han en ven om at tage den unge ged tilbage til den prostituerede. Han sagde: “Sørg for at få de ting, jeg efterlod hos hende.”
    Da vennen kom derhen, kunne han ikke finde hende. Han spurgte nogle mænd, der boede i det område: “Hvor er den prostituerede, der sidder ved denne vej?” De sagde: “Der har aldrig siddet en prostitueret ved denne vej.”
    Vennen gik tilbage og fortalte alt dette til Juda. Han lo: “Så lad hende beholde de ting, jeg gav hende. Jeg forsøgte at opfylde min del af aftalen.”
    Tre måneder senere fik Juda fortalt: “Din svigerdatter klædte sig ud som en prostitueret, og nu er hun gravid.”
    Juda blev rasende og råbte: “Få hende hernen, så brænder vi hende!”
    Da de fik fat i hende, sendte hun en besked til sin svigerfar, som lød: “Jeg kan identificere manden, der gjorde mig gravid. Disse ting tilhører ham. Genkender du dem?”
    Så snart han så sin ring og vandrestav, vidste han, hvad der var sket. Han sagde: “Hun er et bedre menneske end mig. Jeg lovede at give hende min yngste søn, men gjorde det ikke.”
    Hun fødte tvillingedrenge. Da de blev født, stak et af dem hånden ud. Jordemoderen bandt en lys tråd om den og sagde: “Dette er den førstefødte.”
    Pludselig trak barnet hånden ind igen, og det andet barn blev født. Så de kaldte dette barn Peres, som betyder “Bryd ud.” Så blev hans bror født. På grund af den lyse, røde tråd på hans håndled kaldte de ham Zera, som betyder “Lys”.