vokse

Genre: Genfortælling

  • Det Røde Hav (afsnit 40)

    2 Mosebog 13,17 – 15,21 Gud førte israelitterne ud af Egypten i form af noget, der lignede en søjle af ild. Om dagen blev ildsøjlen i stedet til en søjle af røg. Gud førte dem ikke direkte til Kana’an ad den mest direkte vej, men ud i ørkenen mod Det Røde Hav. Han bad Moses lade folket slå lejr på et bestemt sted ved havets bred. Han sagde: “Jeg vil gøre Farao stædig en gang til, og han vil jagte jer. Derefter skal egypterne vide, at jeg er Herren.” Farao så, at hebræerne var gået til Det Røde Hav, og at ikke kunne slippe væk derfra. Han sagde til sine tjenere: “Hvorfor lod vi vores trælle gå? De burde være her og tjene os.” Så han tog sin hær og jagtede dem. Israels folk så dette og råbte ad Moses: “Hvorfor har du bragt os hertil for at dø? Hvis vi stadig tjente egypterne, ville de lade os leve. Men nu, på grund af dig, er vi ved at dø.” Moses sagde til folket: “Vær ikke bange! Se, hvad Gud agter at gøre. Han vil kæmpe jeres kamp for jer.” Gud sagde til Moses: “Løft din hyrdestav op i luften, og peg ud over havet. Israels folk vil nu gå over på den anden side af havet, tørskoede.” Røgsøjlen, som normalt var foran folket, flyttede sig nu bag ved dem, imellem dem og egypterne. Her forblev den resten af dagen og ud på natten. Moses rakte nu hånden ud mod havet. Da han gjorde det, lod Gud en voldsom storm feje vandet tilbage, så det dannede en mur på højre og venstre side. Dernæst blæste vinden på stien mellem de to mure resten dagen og ud på natten – indtil jorden blev tør. Da det blev nat, befalede Gud, at folket skulle gå over på den anden side ved at bruge stien imellem murene af vand. Folk bevægede sig over havet hele natten. Da de var kommet over, tillod Gud ægypterne at de også kunne bevæge sig på stien. Men da de var midt i havet, fik Gud dem til at blive totalt forvirrede, og deres vognhjul begyndte at knække. Pludselig så den egyptiske hær alvoren i deres situation. De råbte: “Løb! Herren kæmper for israelitterne!” De vendte sig om og forsøgte at løbe tilbage. Gud sagde til Moses: “Ræk din hånd ud over vandet.” Så rakte Moses hånden ud mod havet, netop da solen var ved at stå op. Da væltede murene af vand sammen og dækkede den egyptiske hær. Ikke én af dem overlevede! Da tilbad folket Herren med sang. De havde set Guds kraft og troet på ham, og de troede på hans tjener Moses.
    https://vimeo.com/664946643/0e882621ba

  • Moses og tornebusken (afsnit 35)

    2 Mosebog 3 – 4,18
    Efter Moses giftede sig med Sippora, blev han hyrde for sin svigerfar, Jetro. Fyrre år senere, da Moses var 80 år gammel, ledte han sin flok nær et bestemt bjerg.
    Pludselig, i det fjerne, så han, at en busk brændte uden at blive fortæret af flammerne. Han gik tættere på, så han bedre kunne se det. Da han var nær, kaldte Gud på ham: “Moses, Moses.”
    Han svarede: “Ja, jeg er her.”
    “Kom ikke nærmere. Tag dine sko af. Du står på hellig grund.”
    Da Moses tog sine sandaler af, sagde Herren: “Jeg er dine fædres Gud – Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” Moses dækkede sit ansigt, fordi han var bange for at se på Gud.
    “Mit folk lider i Egyptens land. Det er tid til at fri dem fra deres slaveri. Jeg har udvalgt dig til at føre dem tilbage til Kana’ans land. Tag derfor tilbage til Egypten og tal med Farao.”
    “Åh nej, Herre, ikke mig! Jeg er ikke den rigtige til at føre israelitterne ud af Egypten. Jeg er ikke i stand til at tale med Farao.”
    Gud var tålmodig med Moses: “Jeg vil være sammen med dig. Når du tænker på dette bjerg, vil du huske, at jeg sendte dig. Tag til Egypten og bring mit folk tilbage hertil for at tilbede.”
    Moses sagde: “Men hvis jeg står foran folket og siger: Jeres fædres Gud har sendt mig til jer’, så vil de sige: ‘Hvilken Gud? Hvad hedder han?’ Hvad skal jeg fortælle dem?”
    Gud svarede ham: “Jeg er den, jeg er! Fortæl dem ‘JEG ER’ sendte dig til dem. Jeg er Abrahams Gud. Jeg er Isaks Gud. Jeg er Jakobs Gud. Folket vil lytte til dig, men Farao vil ikke. Derfor vil jeg slå ham hårdt. Når jeg er færdig, vil han endelig lade mine folk gå.” Moses tøvede stadig. Så sagde Gud til ham:
    “Hvad har du i din hånd?”
    “Det er en hyrdestav.”
    “Smid den på jorden.”
    Han smed den på jorden, og den blev forvandlet til en slange! Moses sprang tilbage i frygt. Så sagde Gud: “Ræk ud og tag slangen op i halen.” Moses tog fat i halen, og med det samme blev slangen igen en hyrdestav.
    Gud sagde: “Stik din hånd ind i din skjorte.” Det gjorde Moses, og da han trak den ud, var den dækket af spedalskhed. “Stik hånden ind igen.” Det gjorde han, og da han trak den ud, var spedalskheden væk.
    Gud sagde: “Vis folket disse tegn, og de vil tro dig.”
    ”Men, Herre, jeg har aldrig været i stand til at tale godt. Jeg har et taleproblem.”
    “Moses, hvem har skabt din mund? Jeg er den, der får en person til at være døv, stum, blind eller seende! Gå og gør som jeg siger. Jeg vil hjælpe dig med at tale og lære dig, hvad du skal sige.”
    Moses bøjede hovedet. “Herre, jeg vil bare ikke gå. Send venligst en anden.”
    Da blev Herren vred. “Din bror Aron kommer for at møde dig. Han kan tale. Tag ham og tag til Egypten!”
    Så gik Moses til Jetro og bad om tilladelse til at vende tilbage til Egypten.

  • En kone til Moses (afsnit 34)

    2 Mosebog 2,11-22
    Faraos datter opdrog Moses, som om han var hendes egen søn. Da han blev voksen, gik han ud til sit folk og så, hvordan de blev misbrugt som slaver.
    Pludselig så han en egypter slå en af dem. Moses så sig omkring for at se, om der var nogen, der så på. Han slog derefter egypteren og dræbte ham. Han gemte hurtigt liget i sandet.
    Næste dag gik han ud igen, men denne gang så han to hebræere kæmpe. Han standsede dem og sagde: “I har problemer nok i forvejen. Hvorfor slås I mod hinanden?”
    De råbte til Moses: “Hvem har gjort dig til vores leder? Du er ikke vores dommer! Planlægger du at dræbe os, ligesom du dræbte egypteren i går?”
    Moses var chokeret! Han indså nu, at hans forbrydelse ikke var en hemmelighed. Snart fandt Farao ud af det og sendte mænd for at dræbe Moses. Han stak af og slap væk fra området med livet i behold.

    Han endte ude i ørkenen, på et sted, der hedder Midjan. Der satte han sig ved en brønd. Kort efter kom syv kvinder hen til brønden for at hente vand til deres får. De var døtre af Jetro, præsten i Midjan.
    Imens de stod ved brønden, dukkede nogle hyrder op og forsøgte at jage kvinderne væk. Moses trådte til og forsvarede dem. Efter kampen hjalp han kvinderne med at trække vandet til deres får.
    Da de kom hjem, var Jetro overrasket over, at hans døtre var tilbage så hurtigt. De sagde: “En egypter beskyttede os mod hyrderne, og han hjalp endda med at trække vand til flokken.”
    “Så hvor er han? Efterlod I ham ved brønden? Hent ham og inviter ham til at komme og spise hos os.”
    Moses blev hos Jetro og hans familie og giftede sig senere med en af hans døtre, en kvinde ved navn Sippora. Sammen fik de to sønner.

  • Moses bliver født (afsnit 33)

    Anden Mosebog 1 – 2,10
    Jakobs efterkommere blev kaldt hebræere eller israelitter. I årenes løb steg deres antal i Egypten markant.
    De blev behandlet godt, men kun indtil en ny Farao kom til magten. Han kendte ikke til Josefs historie og mente, at han var nødt til at gøre noget med disse hebræere, nu hvor de var blevet så mange og så magtfulde.
    Hans første plan var at gøre dem til slaver og tvinge dem til at lave mursten og bygge byer. De blev dog stadigt flere, og derfor øgede egypternes deres arbejdsbyrde og slog dem. Trods dette fortsatte den hebraiske befolkning med at vokse. Farao tænkte på en idé til, hvordan man kunne stoppe det. Han sagde til jordemødrene: “Når I hjælper en israelitisk kvinde med at føde et barn, så dræb alle de små drenge, så snart de er født. Det er kun de små piger, der må leve.”
    Jordemødrene adlød ikke Farao. I stedet frygtede de Gud og lod drengene leve lige så godt som pigerne. De fortalte Farao: “De hebraiske kvinder er meget stærkere end egyptiske kvinder. De føder deres egne børn, før vi når hen til dem.” Gud velsignede disse kvinder, fordi de nægtede at dræbe børnene.

    Den israelitiske befolkning fortsatte med at vokse i antal, så Farao udstedte en ny lov: ”Alle hebraiske drengebørn skal kastes i Nilen.”
    Det var på dette tidspunkt en dreng blev født i en hebraisk familie. Hans mor gemte ham i tre måneder, men det blev sværere for hver uge, der gik. Til sidst indså hun, at hun var nødt til at gøre noget andet. Hun flettede en vandtæt kurv, puttede barnet i og placerede det i Nilen blandt sivene ved bredden. Drengens søster hed Mirjam. Hun gemte sig i nærheden for at se, hvad der ville ske med hendes bror.
    Faraos datter gik ned til floden for at tage et bad. Hun så kurven flyde mellem sivene og sendte sine tjenere for at hente den. Da hun åbnede kurven, begyndte barnet at græde, og hun havde ondt af det. Hun sagde: “Det må være et af de hebraiske børn.”
    Mirjam kom frem fra sit gemmested og sagde: “Skal jeg finde en hebraisk mor, som kan amme babyen?”
    “Ja, tak. Find en ammende mor.” Så pigen hentede sin egen mor – babyens mor. Faraos datter sagde til hende: “Am dette barn for mig, så skal jeg betale dig.”
    Da drengen var gammel nok, blev han ført tilbage til Faraos datter, og drengen blev hendes søn. Hun kaldte ham Moses.

  • Israel i Egypten (afsnit 32)

    Første Mosebog 45,17 – 50,21
    Farao sagde til Josef: “Sig til dine brødre, at de skal vende tilbage til Kana’an og hente din far. De burde bringe ham og familien hertil. De kan tage vogne her fra Egypten, så deres koner og børn kan rejse komfortabelt. Vær ikke bekymret for deres ejendele, for jeg vil give dem det bedste af Egypten.”
    Da brødrene kom tilbage til Kana’an, blev deres far forbløffet, da de fortalte ham alt, hvad der skete! Først troede han ikke på, at Josef faktisk var i live. Men til sidst blev han glad, da han lyttede til historierne om Josef og alt, hvad han havde gjort.

    Hele Jakobs familie begyndte nu rejsen til Egypten. Undervejs stoppede han op og ofrede til Gud. Den nat viste Gud sig for ham i et syn. Han sagde: “Jeg er Herren, din fars Gud. Vær ikke bange for at tage til Egypten. Jeg vil gå med dig og gøre dig til et stort folk. Med tiden vil jeg bringe dem tilbage til dette land.”
    Til sidst ankom Jakob, hans børn og alle deres børn i Egypten. Farao sørgede for alt, hvad de havde brug for på grund af Josef. De fik den bedste jord til deres familier og besætninger.

    Jakob levede sytten år mere. Da han var ved at dø, kaldte han Josef til sig: “Dine to sønner er nu mine. Manasse og Efraim er mine sønner lige så meget som Ruben og Simeon er mine. De skal have en del af min arv og regnes som Israels sønner.”
    Josef førte sine sønner hen til sin far for at modtage velsignelsen. Han placerede Manasse ved Jakobs højre hånd, fordi han var den ældste. Men Jakob rakte ud og lagde sin højre hånd på Efraim. Josef forsøgte at rette op på dette ved at flytte sin fars hånd og sagde: “Far, Manasse er den ældste og skal modtage din højre hånds velsignelse.”
    Jakob sagde: “Søn, jeg ved, hvad jeg laver. Ja, Manasse vil blive far til en stor stamme, men Efraims efterkommere vil blive større.”
    Jakob kaldte da alle sine sønner ind og gav hver enkelt en velsignelse. Han sagde, at Juda skulle være den kongelige stamme, og løftet ville fortsætte i hans slægt.
    Da Jakob døde, førte en stor skare hans lig tilbage til Kana’an. Han blev begravet i samme hule som Abraham og Sara, Isak og Rebekka og hans kone Lea.

    Efter Jakobs død blev Josefs brødre bange. De sagde: “Josef har kun været venlig mod os på grund af vores far. Nu vil han huske, hvordan vi misbrugte ham, og så vil han sikkert hævne sig.”
    De sendte derfor en besked til Josef: “Din far bad dig om at tilgive os for den store synd, vi har begået mod dig. Tilgiv os derfor.”
    Josef brød sammen og græd, da han hørte dette. Så kom brødrene hen og sagde til ham: “Vi er dine trælle.” Josef sagde: “Vær ikke bange for mig. I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier.”
    Josef talte trøstende ord til sine brødre. Han forsikrede dem om sin kærlighed og omsorg.

  • Skabelsen (afsnit 1)

    1 Mosebog 1

    I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var livløs, tom og mørk. Så bevægede Guds Ånd sig hen over tomheden. Han sagde: “Lad der blive lys.” Pludselig skinnede lys rundt om hele jordens sfære! Gud så på lyset og så, at det var godt.
    Så skilte han lyset fra mørket. Han kaldte lyset “dag”, og mørket kaldte han “nat”. Så med dagen og natten var det den første dag.

    På den anden dag så Gud på vandet og sagde: “Bliv delt!”
    Straks begyndte vandet at skilles. Nogle blev oppe og resten blev nede. Gud så på vandet der var oppe, og han så på vandet der var nede. Så kiggede han på mellemrummet imellem de to og sagde: “Jeg kalder dig himmel.”

    På den tredje dag fokuserede Gud på vandet, der var under himlen. Han sagde: “Bliv samlet i have, floder og søer. Lad tørt land dukke op.” Pludselig dukkede landjord op af vandet. Floder af vand flød afsted og adskilte bjergene og skabte dale. Der var nu søer og have overalt. Gud så på landjorden og på havene og så, at det var godt.
    Så sagde han til landet: “Frembring vegetation! Græsarter, grøntsager, urter og træer. De skal alle have frø, så livet kan fortsætte.” Straks begyndte planter at vokse over hele jorden. Der var græs, blomster og grøntsager. Der var træer af mange forskellige slags. Nogle ville blive høje, mens andre ville forblive tæt på jorden. Nogle af træerne ville producere forskellige slags frugter. Al denne vegetation voksede fra denne dag og de havde alle frø, så livet kunne fortsætte. Gud så, at det var godt.

    På den fjerde dag så Gud ind i himlen og sagde: “Lad der være lys – et større lys til at herske over dagen og et mindre lys til at herske over natten. De skal dele dagen og natten og være til tegn og årstider, dage og år.”
    Straks begyndte solen at bevæge sig hen over himlen og gav lys og varme til jorden. Månen og stjernerne fyldte natten med pragt og glans. Gud så på solen, månen og stjernerne og så, at det var godt.

    På den femte dag så Gud på himlen og vandet under den. Han sagde: “Frembring liv! Lad der være fugle på himlen og fisk og havdyr i vandet.”
    Straks begyndte havdyr at bevæge sig i havene, søerne og floderne. Nogle var store og andre var meget små. Der var fisk i alle forskellige størrelser, former og farver. Fugle dukkede op på himlen. Nogle fløj højt i luften, mens andre holdt sig tæt på jorden. De havde forskellige former, farver og lyde.
    Gud så på havdyrene, fiskene og fuglene og så, at det var godt. Han velsignede dem og bad dem om at formere sig og fylde havene og himlen.

    På den sjette dag sagde Gud til jorden: “Frembring levende væsener. Lad der være vilde dyr og andre, der kan tæmmes.” Straks rejste dyr sig op fra jorden og begyndte at bevæge sig. Nogle var enorme, og andre var meget små. Gud så på dem og så, at det var godt.
    Så sagde Gud: “Lad os skabe mennesker. De skal være ligesom os, for at de kan herske over dyrene.”
    Så Gud skabte en mand og en kvinde, og han velsignede dem og bad dem om at formere sig og fylde jorden med mennesker. Han bad dem om at herske over det skabte. Han gav dem derefter frugt, korn, grøntsager og grønne planter at spise.
    Dernæst så Gud på alt, hvad han havde lavet, og han så, at det hele var meget godt!

    Gud hvilede på den syvende dag. Derfor velsignede han den og gjorde den særlig.
    Sådan skabte Gud himlen og jorden.

  • Adam og Eva (afsnit 2)

    Første Mosebog 2

    Forestil dig jorden, da den var ny – før planterne var kommet op. I de dage havde Gud endnu ikke tilladt det at regne på jorden, men tåge sørgede hver dag for at landjorden fik vand.
    På den tid tog Gud noget jord og formede det første menneske. Han åndede ind i menneskets næsebor, og Adam kom til live.
    Gud plantede en have på et sted kaldet Eden. Der var alle slags træer, og der var en flod som strømmede igennem haven.
    I midten var der to særlige træer. Det ene blev kaldt Livets Træ og det andet blev kaldt Træet til Kundskab om godt og ondt.

    Gud bad Adam om at tage sig af haven. Han sagde: “Du må spise af alle træer undtagen det i midten, Træet til Kundskab om godt og ondt. Du må ikke spise af det træ. Hvis du spiser af det, dør du!”
    Gud sagde: “Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg laver en hjælper, der passer til ham.” Han bragte så alle dyrene til Adam og bad ham om at navngive dem. Så Adam gav alle dyrene navn, og Gud glædede sig over samarbejdet imellem Adam og Gud.

    Da han navngav dem, lagde han mærke til, at alle dyrene kom i par, hanner og hunner. Men da han så sig omkring, lagde han mærke til, at der ikke var en hun til ham.

    Gud lod en dyb søvn komme over Adam, og han sov dybt og længe. Så åbnede Gud kødet i Adams side og tog et ribben. Forsigtigt lukkede han kødet. Fra det ribben skabte Gud en kvinde.
    Da Adam vågnede, bragte Gud kvinden til ham. Adam sagde: “Dette er ben af mit ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, fordi hun blev taget ud af manden.” Dette er grunden til, at en mand forlader sine forældre og danner et forhold til sin kone, og de bliver ét kød.
    Adam kaldte sin kone Eva, fordi hun ville blive alle menneskers moder.

  • Syndefaldet (afsnit 3)

    Første Mosebog 3
    Gud skabte Adam og Eva og sørgede for alt, hvad de havde brug for i Edens Have. Ligesom dyrene havde de ikke brug for tøj, men alligevel skammede de sig ikke.

    Slangen var det mest udspekulerede af alle dyrene. En dag sagde han til Eva: “Er det sandt, at Gud ikke vil lade dig spise af alle træerne i haven?”
    “Åh, vi kan spise af alle træerne. Altså bortset fra det i midten. Gud sagde, at vi ikke må spise den frugt… eller endda røre ved den. Han siger, at hvis vi gør det, dør vi.”
    “Det er ikke sandt! Du dør ikke. Gud fortalte dig det kun fordi han ved, at hvis du spiser den frugt, vil du blive som ham og kan kende både godt og ondt.”

    Kvinden så på frugten. Den så lækker ud. Hun tænkte: “Hvis jeg spiser denne frugt, vil den gøre mig klog.” Så hun tog frugten og spiste den. Hun gav også til Adam, og han spiste. Pludselig indså de, at de var nøgne. Så de syede figenblade sammen for at dække sig.

    Da aftenen nærmede sig, hørte de Gud gå i haven. De indså, at de nu var bange for Gud, så de gemte sig blandt træerne.
    “Adam, hvor er du?”
    Adam vidste, at han var nødt til at svare. Han sagde: “Herre, jeg hørte dig gå i haven, og jeg var bange, fordi jeg var nøgen. Så jeg gemte mig.”
    “Hvem fortalte dig, at du var nøgen? Har du spist af det træ, som jeg sagde, at du ikke skulle spise af?”
    “Det var kvinden, du gav mig. Hun gav mig frugten, og … ja, jeg spiste den.”

    Gud vendte sig til Eva: “Hvorfor gjorde du det?”
    “Slangen! Slangen lavede en fælde og fik mig til at spise frugten!”
    Gud vendte sig mod slangen og sagde: “Fordi du har gjort dette, er du forbandet mere end alle dyrene. Fra nu af skal du bevæge dig rundt på din mave. Der vil være fjendtlighed mellem dig og kvinden, og der vil være en kamp mellem dit afkom og hendes. Han vil knuse dit hoved, mens du kun får såret hans hæl.”

    Gud henvender sig dernæst til kvinden: “Det vil nu være forbundet med stor smerte at føde børn. Du vil ønske at kunne herske over din mand, men fra nu af skal mænd herske over dig.”

    Gud sagde til Adam: “Jeg gjorde det meget klart, at du ikke måtte spise af dette træ. Fordi du har været ulydig, er jorden forbandet. Fra nu af skal du arbejde for din mad, og jorden vil kæmpe imod dig. Der vil spire både torne og ukrudt. Dit liv skal være præget af hårdt arbejde, indtil du vender tilbage til den jord, du kom fra.”
    Gud klædte manden og hans kone i tøj lavet af dyreskind. Så sendte han dem ud af haven, hvor de bearbejdede jorden til deres mad.

    Gud sagde: “Folk kender nu både det onde og det gode. De vil prøve at komme til Livets Træ, så de kan leve for evigt.” Derfor satte Gud en himmelsk vagt uden for haven. Fra den dag af blev mennesker adskilt fra Livets Træ.

  • Kain og Abel (afsnit 4)

    Første Mosebog 4

    Adam og Eva fik en søn og kaldte ham Kain.
    Med tiden fik de endnu en søn ved navn Abel.
    Abel blev hyrde. Kain blev landmand og dyrkede jorden.

    En dag, da det var tid til at bringe et offer til Herren, besluttede Kain at bringe frugt og grøntsager i stedet for et lam. Abel bragte også et offer, men det var det bedste lam fra hans hjord. Herren var glad for Abels offer, men han var ikke tilfreds med Kains.
    Kain blev vred, da han så, at Gud ikke tog imod hans offer. Han begyndte at græde. Gud sagde: “Kain, hvorfor er du vred? Hvis du blot gør det rigtige, bliver du accepteret og glad. Men hvis du ikke gør det, venter synden på dig. Den ligger og venter på at kaste sig over dig og blive din herre. I stedet skal du tage kontrol over det!”

    Et par dage senere talte Kain og Abel ude på en mark. Kain vendte sig om og angreb sin bror og dræbte ham.
    Senere samme dag spurgte Gud: “Kain, hvor er din bror?”
    “Det ved jeg ikke! Skal jeg holde øje med ham hele tiden?”
    “Åh Kain, hvad har du gjort? Hør! Din brors blod skrigerr til mig fra jorden. Du har elsket denne jord, men fra nu af er den forbandet, fordi den indeholder din brors blod. Du skal fortsætte med at bearbejde landjorden, men den vil ikke længere give dig sit bedste. Du vil blive en rastløs vandrer.”
    Kain faldt ned og råbte. “Åh Gud, din straf er for streng! Du tager mit land og din tilstedeværelse fra mig! Jeg ender formålsløs og adskilt fra alle andre. Til sidst vil de jage mig og dræbe mig.”

    Derfor satte Gud nu et mærke på Kain og sagde: “Enhver, der dræber Kain, vil lide syv gange for det!”
    Dermed gik Kain bort fra Herrens nærhed.

  • Noas ark (afsnit 5)

    Første Mosebog 6 – 9,17

    Efter syndefaldet og det første mord fortsatte ondskaben blandt menneskene. Det gik ned ad bakke og der var ekstrem ondskab overalt. Gud vidste, at han var nødt til at ødelægge de mennesker, han skabte.
    Men der var én mand, ved navn Noa, som troede på og adlød Gud. Gud sagde til ham: “Jeg vil ødelægge hele jorden med en oversvømmelse, fordi menneskene er onde. Derfor indgår jeg nu en aftale, en pagt, med dig om at bevare livet på jorden. Byg en ark. Jeg vil give dig de nøjagtige dimensioner. Når du er færdig, vil en oversvømmelse dræbe alle mennesker og dyr på jorden. Du og din familie vil blive reddet, inklusiv de dyr, du tager med dig.”
    Gud gav ham byggevejledninger, og Noa gjorde præcis som Gud sagde. Han og hans tre sønner byggede arken. Da det var gjort, sagde Gud: “Noa, gå ind i arken med din familie. Efter syv dage vil der falde vand på jorden, og alle mennesker og dyr vil blive ødelagt undtagen dem, der er inde i arken.”

    Noa og hans kone, hans sønner og deres hustruer flyttede nu ind i arken. Da de var indlogeret, begyndte dyr og fugle at komme i par, hanner og hunner. Da de havde alle slags dyr og fugle, lukkede Gud døren.

    På den syvende dag begyndte vandet, der var over himlen, at falde til jorden. Samtidig væltede der fontæner af vand op fra jordens undergrund. Vand væltede ned ad bakkerne og fyldte dalene. Til sidst dækkede det hele jorden. Alle mennesker og dyr blev ødelagt.

    Det samme vand løftede Noas ark op over ødelæggelsen. De mennesker, dyr og fugle, der var i arken, var i sikkerhed, mens hele jorden blev ødelagt. Denne vandflod varede fyrre dage og dækkede hele verden.

    Og så… holdt det op.
    Noas ark flød på vandet i 110 dage efter det holdt op med at regne. Der var vinde, der bevægede sig hen over jorden for at tørre den.
    Til sidst landede arken på et bjerg kaldet Ararat. Noa ventede i yderligere fire måneder og åbnede derefter vinduet for at se, hvad der var på jorden.
    Han sendte en ravn ud, men den kom aldrig tilbage. Dernæst sendte han en due ud, som fløj rundt, men ikke kunne finde et sted at bygge rede. Snart vendte den derfor tilbage til arken, og Noa tog den ind.
    Efter syv dage sendte han duen ud igen. Den kom tilbage den nat med et olivenblad i sit næb. Noah vidste da, at der igen voksede planter. Han ventede syv dage mere og sendte duen ud igen. Denne gang kom den ikke tilbage.

    En måned senere fjernede Noa lugen fra arken og så, at jorden var tør. Gud sagde: “Din familie og dyrene må forlade arken.” Da de var ude af arken, byggede Noa et alter, så de kunne tilbede Gud. Herren duftede til offeret og sagde: “Jeg fornyer nu den pagt, jeg oprindeligt lavede med Adam og Eva: Aldrig mere vil jeg ødelægge jorden med en oversvømmelse. Fra nu af vil dyrene frygte jer, men I er stadig ansvarlige for dem. I må nu spise både dyr og planter. Men I må ikke dræbe mennesker, fordi de er skabt i mit billede. I skal formere jer og igen fylde jorden med mennesker.”
    Gud sagde til Noa og hans familie: “Se regnbuen på himlen. Når jeg ser den, og når du ser den, vil vi huske denne pagt. En oversvømmelse vil aldrig igen ødelægge hele jorden. Dette er mit løfte til dig.”