vokse

Genre: Genfortælling

  • Abrahams kald (afsnit 7)

    Første Mosebog 12
    Der var en mand ved navn Tera, som boede i området Ur. Han havde tre sønner, og en af dem var Abram. Abram var gift med sin halvsøster Saraj, men de havde ingen børn. Terah tog Abram, Saraj og hans barnebarn Lot (som var forældreløs) og flyttede nordpå til et sted, der hedder Haran. De blev der, indtil Terah døde.
    Da Abram var femoghalvfjerds år gammel, sagde Gud Herren: “Abram, jeg vil have, at du skal forlade din familie og dit land og tager til et sted, jeg har udvalgt til dig. Jeg vil gøre dig til en nation, og dit navn vil blive stort. Jeg vil velsigne dig, og jeg vil også velsigne alle andre, der velsigner dig. Og jeg vil forbande enhver, der forbander dig. Alle jordens slægter vil blive velsignet på grund af dig.”
    Så Abram tog sin kone Saraj og sin nevø Lot og forlod Haran. Da de kom til et sted, der hedder Kana’an, sagde Gud: “Jeg giver dette land til dig og dine børn.” Abram troede på Gud, selv om han ikke havde nogen børn. Han vidste, at Gud ville holde sit løfte. Så byggede han et alter og tilbad Herren.

    Nogen tid senere ramte en alvorlig hungersnød landet. Abram tog da alt, han havde, og rejste til Egypten. Han sagde til Saraj: “Ægypterne vil se, at du er en smuk kvinde. De slår mig ihjel for at få fat i dig. Så fortæl dem, at du er min søster.”
    Han havde ret. Ægypterne så, at Saraj var smuk. Da Farao fandt ud af, at hun ikke var gift, tog han hende med ind i sit hus. Han behandlede Abram godt og troede, at han var Sarajs bror.

    Abram blev rig i Egypten. Hans rigdom omfattede får, kvæg, æsler, kameler og tjenere.
    Gud var vred på Farao, fordi han havde Saraj i sit hus. Plager ramte hans familie, og alle blev alvorligt syge. Til sidst sagde Farao til Abram: “Hvorfor gjorde du dette mod mig? Du sagde hun var din søster. Nu finder jeg ud af, at hun er din kone! Tag hende og kom væk herfra!”
    Så tog Abram Saraj og Lot og tog tilbage til Kana’an. De slog sig ned i nærheden af et sted kaldet Betel. Der tilbad han Herren.

  • Melkisedek – (afsnit 8)

    Første Mosebog 13-15

    Både Abram og Lot var velstående. Snart begyndte deres hyrder at skændes om græsningsrettigheder. Abram sagde: “Vi burde ikke slås. Vi er trods alt familie. Der er masser af jord her. Du vælger. Du går den ene vej, og jeg går den anden.”
    Lot vidste, hvilken retning han ville gå. Jordandalen havde masser af vand, og det mindede ham om Egypten. Han sagde ofte til sig selv: “Det er ligesom Herrens have.” Så han valgte hele Jordandalen. Han slog sit telt op i nærheden af Sodoma, selv om mændene der var ekstremt ugudelige.
    Så sagde Herren til Abram: “Se mod nord og mod syd. Se mod øst og vest. Jeg giver det hele til dig og dine efterkommere. Rejs dig! Gå over hele dette land. Det er dit.”
    Nogen tid senere gik en alliance af fire byriger i krig mod fem byer omkring Sodoma. Alliancen vandt slaget og tog alle deres ejendele, mad og mange af folket, inklusive Lot. Da Abram hørte om dette, tog han sine 318 trænede tjenere og jagtede alliancen. Han angreb dem i løbet af natten og besejrede dem. Så tog han Lot, hele folket og deres ejendele tilbage til Sodoma.

    Abram mødte Melkisedek, da han kom dertil. Melkisedek var kongen af Salem, men han var også en præst for den Højeste Gud. Han sagde: “Abram er velsignet af den Højeste Gud, som skabte himlen og jorden. Pris den Højeste Gud, for det er ham, der har givet dig sejren over dine fjender.”
    Abram gav Melkisedek en tiendedel af alt.

    Kongen af Sodoma sagde til Abram. “Giv mig folket, og du beholder alle ejendele.”
    Abram sagde: “Nej, jeg tager ikke noget af det. Jeg giver det hele tilbage til dig, undtagen hvad tjenerne spiste under kampen. Jeg vil aldrig have, at du siger: ‘Jeg har gjort Abram rig.’
    Dermed gik Abram og hans tjenere hjem. Kort efter kom Herren til ham i et syn og sagde: “Jeg er dit skjold og din belønning.”
    Abram svarede: “Herre, jeg har stadig ikke en søn, men jeg har en tjener, der er som en søn for mig. Lad ham arve dine løfter til mig.”
    “Nej! Du skal få en søn, og han bliver din arving. Abram, se på stjernerne på himlen. Dine efterkommere vil være lige så svære at tælle som disse stjerner.” Dette virkede umuligt for Abram, men han troede på det.

  • Gud som ser mig (afsnit 9)

    Første Mosebog 16
    Efter at Abram havde boet i Kana’an i ti år, blev Saraj bekymret over, at hun endnu ikke havde fået det barn, som Herren lovede. Hun sagde til sin mand: “Jeg har en løsning på dette problem. Gå i seng med min slave Hagar. Når hun føder et barn, vil det være det samme, som hvis jeg fik barnet.
    Abram var enig og gjorde, som hun sagde. Men så snart Hagar blev gravid, begyndte hun at opføre sig, som om hun var bedre end Saraj.
    Det gjorde Saraj vred. Hun sagde til Abram: “Det er dig, der har skabt disse problemer! Du gjorde min slave gravid, og nu tror hun, hun er bedre end mig.”
    Abram sagde: “Hun er din slave. Gør hvad du vil med hende.”
    Så Saraj begyndte at slå Hagar og ydmyge hende. Til sidst løb slaven væk. Hun kom til en kilde med vand og faldt sammen ved siden af den.

    Herrens engel sagde til hende: “Hagar, hvor skal du hen?”
    “Jeg flygter fra Saraj, min herskerinde.”
    ”Gud har hørt dit skrig. Gå tilbage og underkast dig Saraj, selvom hun slår dig. Du får en søn, og du skal kalde ham Ismael. Han vil blive en stor kriger som hele tiden er på kant med alle. Jeg vil give dig så mange efterkommere at du ikke kan tælle dem.”
    Hagar blev forbløffet og sagde: “Jeg har set den Gud, som ser mig. Så hun gav kilden navnet “Den levende Guds brønd, som ser mig.”
    Hun gik så tilbage og underkastede sig Saraj. Abram var seksogfirs år gammel, da Hagar fødte sin søn. Han kaldte barnet Ismael, hvilket betyder “Gud hører”.

  • Løftet om Isak (afsnit 10)

    Første Mosebog 17 – 18,15

    Da Abram var nioghalvfems år gammel, sagde Herren til ham: “Du skal blive far til mange nationer, og nogle af dine efterkommere skal blive konger! Derfor ændrer jeg dit navn til Abraham, som betyder ‘mange nationers fader’. Jeg vil være med dig, og jeg vil give dette land til dig og dine efterkommere. Som et tegn på disse løfter skal du omskære alle af hankøn blandt jer.”

    Så sagde Herren til ham: “Fra nu af skal din hustru hedde Sara. Jeg vil velsigne hende, og hun vil føde dig en søn.”
    Abraham lo og sagde: “Hvordan er det muligt for en mand på hundrede år og en kvinde på halvfems år at få et barn? Måske kunne Ismael arve alle dine løfter til mig.”
    Gud sagde: “Nej, Sara vil få en søn, og du skal give ham navnet Isak. Jeg vil give mine løfter til ham og hans efterkommere, og jeg vil være deres Gud. Og hele jorden vil blive velsignet på grund af dem. Men jeg vil også velsigne Ismael. Jeg vil også gøre ham til en stor nation. Tolv stammer vil nedstamme fra ham.”
    Nogen tid senere sad Abraham ved døren til sit telt. Pludselig lagde han mærke til tre mænd, der stod i nærheden, og indså, at en af dem var Herren. Han skyndte sig hen til dem og sagde: “Herrer, kom og sæt dig under dette træ. Jeg giver dig vand, så du kan vaske dine fødder. Så kan du hvile, mens jeg forbereder et måltid. Når du har spist, kan du fortsætte din vandring.”
    De sagde: “Godt, vi bliver et stykke tid.” Abraham skyndte sig ind i teltet og bad Sara bage brød til gæsterne. Så gik han ud på marken og udvalgte en kalv og gav den til sine tjenere, så de kunne tilberede et måltid. Så snart maden var klar, serverede Abraham den for sine gæster og stod derefter og så dem spise.

    Mens de spiste, sagde Herren til Abraham: “Hvor er din kone Sara?”
    “Hun er i teltet.”
    Herren sagde: »Jeg kommer tilbage om cirka et år. På det tidspunkt har Sara født en søn.”
    Sarah lyttede til dem inde fra teltet. Hun var halvfems år gammel, så hun grinede inde i sig selv, da hun hørte, at hun skulle føde en søn. Hun sagde: “Det er umuligt. Jeg er for gammel til at føde et barn.”
    Herren spurgte Abraham: “Hvorfor lo Sara? Er noget for svært for Herren? Jeg VIL komme tilbage, og hun VIL have født et barn!”
    Da Sara hørte det, løb hun ud og sagde: “Herre, jeg lo ikke!”
    “Jo, du gjorde!”
    Snart fandt Sara ud af, at hun ventede et barn.

  • Skabelsen (afsnit 1)

    1 Mosebog 1

    I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var livløs, tom og mørk. Så bevægede Guds Ånd sig hen over tomheden. Han sagde: “Lad der blive lys.” Pludselig skinnede lys rundt om hele jordens sfære! Gud så på lyset og så, at det var godt.
    Så skilte han lyset fra mørket. Han kaldte lyset “dag”, og mørket kaldte han “nat”. Så med dagen og natten var det den første dag.

    På den anden dag så Gud på vandet og sagde: “Bliv delt!”
    Straks begyndte vandet at skilles. Nogle blev oppe og resten blev nede. Gud så på vandet der var oppe, og han så på vandet der var nede. Så kiggede han på mellemrummet imellem de to og sagde: “Jeg kalder dig himmel.”

    På den tredje dag fokuserede Gud på vandet, der var under himlen. Han sagde: “Bliv samlet i have, floder og søer. Lad tørt land dukke op.” Pludselig dukkede landjord op af vandet. Floder af vand flød afsted og adskilte bjergene og skabte dale. Der var nu søer og have overalt. Gud så på landjorden og på havene og så, at det var godt.
    Så sagde han til landet: “Frembring vegetation! Græsarter, grøntsager, urter og træer. De skal alle have frø, så livet kan fortsætte.” Straks begyndte planter at vokse over hele jorden. Der var græs, blomster og grøntsager. Der var træer af mange forskellige slags. Nogle ville blive høje, mens andre ville forblive tæt på jorden. Nogle af træerne ville producere forskellige slags frugter. Al denne vegetation voksede fra denne dag og de havde alle frø, så livet kunne fortsætte. Gud så, at det var godt.

    På den fjerde dag så Gud ind i himlen og sagde: “Lad der være lys – et større lys til at herske over dagen og et mindre lys til at herske over natten. De skal dele dagen og natten og være til tegn og årstider, dage og år.”
    Straks begyndte solen at bevæge sig hen over himlen og gav lys og varme til jorden. Månen og stjernerne fyldte natten med pragt og glans. Gud så på solen, månen og stjernerne og så, at det var godt.

    På den femte dag så Gud på himlen og vandet under den. Han sagde: “Frembring liv! Lad der være fugle på himlen og fisk og havdyr i vandet.”
    Straks begyndte havdyr at bevæge sig i havene, søerne og floderne. Nogle var store og andre var meget små. Der var fisk i alle forskellige størrelser, former og farver. Fugle dukkede op på himlen. Nogle fløj højt i luften, mens andre holdt sig tæt på jorden. De havde forskellige former, farver og lyde.
    Gud så på havdyrene, fiskene og fuglene og så, at det var godt. Han velsignede dem og bad dem om at formere sig og fylde havene og himlen.

    På den sjette dag sagde Gud til jorden: “Frembring levende væsener. Lad der være vilde dyr og andre, der kan tæmmes.” Straks rejste dyr sig op fra jorden og begyndte at bevæge sig. Nogle var enorme, og andre var meget små. Gud så på dem og så, at det var godt.
    Så sagde Gud: “Lad os skabe mennesker. De skal være ligesom os, for at de kan herske over dyrene.”
    Så Gud skabte en mand og en kvinde, og han velsignede dem og bad dem om at formere sig og fylde jorden med mennesker. Han bad dem om at herske over det skabte. Han gav dem derefter frugt, korn, grøntsager og grønne planter at spise.
    Dernæst så Gud på alt, hvad han havde lavet, og han så, at det hele var meget godt!

    Gud hvilede på den syvende dag. Derfor velsignede han den og gjorde den særlig.
    Sådan skabte Gud himlen og jorden.

  • Forhandling med Gud (afsnit 11)

    Første Mosebog 18,16-33
    Abraham havde tre gæster. En af dem var Herren. Han serverede dem et måltid i skyggen af et træ. Bagefter rejste de sig og begyndte at gå mod Sodoma. Abraham gik med dem et stykke af vejen.
    Pludselig standsede Herren og sagde til de andre: ”Jeg vil fortælle Abraham, hvad jeg agter at gøre. Han vil jo blive et stort og mægtigt folk, og alle folkeslag vil blive velsignet igennem ham, så jeg ved, at han vil lære sine børn at ære Gud og gøre det rigtige.”
    Herren vendte sig derfor mod Abraham og sagde: “Sodomas og Gomorras synd er stor. Jeg hører konstant skrig fra deres ofre. Jeg tager til byen for at se det selv. Hvis jeg finder ud af, at det er sandt, ødelægger jeg dem.”

    Mens Abraham og Herren fortsatte med at tale, forlod de to andre mænd dem og gik mod Sodoma. Abraham sagde: “Er det sandt, at du rent faktisk ville dræbe såvel de ugudelige som de retfærdige i byen? Lad os sige, at der er halvtreds retskafne mennesker i byen. Ville du rent faktisk ødelægge stedet, vel vidende at du dræber de retfærdige mennesker sammen med de ugudelige?”
    Herren sagde: “Hvis jeg finder halvtreds retfærdige mennesker i Sodoma, så vil jeg ikke ødelægge byen for deres skyld.”
    Abraham sagde: “Men lad os sige, at der kun var femogfyrre. Vil du ødelægge byen, hvis der kun er femogfyrre retfærdige?”
    Herren sagde: “Jeg vil ikke ødelægge byen, hvis jeg finder femogfyrre retfærdige mennesker der.”
    “Hvad med fyrre retfærdige mennesker?”
    “Jeg vil ikke ødelægge stedet, hvis jeg finder fyrre retfærdige mennesker der.”
    “Herre, vær ikke vred på mig, fordi jeg taler igen. Hvad vil du gøre, hvis du kun finder tredive retfærdige mennesker der?”
    “Jeg vil ikke ødelægge stedet, hvis jeg finder tredive retfærdige mennesker.”
    “Herre, siden jeg allerede har været så frimodig at tale med dig om dette, hvad så med blot tyve retfærdige mennesker?”
    “Jeg vil ikke ødelægge stedet, hvis jeg finder tyve retfærdige mennesker..”
    “Herre, jeg lover, at det er sidste gang, jeg nævner det for dig Hvad hvis der kun er ti retfærdige i byen?”
    “Jeg vil ikke ødelægge stedet, hvis jeg finder ti retfærdige mennesker der.”

    Dermed var samtalen slut. Herren gik, og Abraham vendte tilbage til sit telt.

  • Sodoma og Gomorra (afsnit 12)

    Første Mosebog 19,1-29

    Tidligt om aftenen kom to engle ind i Sodoma. De fandt Lot siddende ved byporten. Så snart han så dem, gik han hen og bøjede sig for dem. Han sagde: “Jeg er jeres ydmyge tjener. Kom med mig hjem, så jeg kan tjene jer. Jeg vasker jeres fødder og giver jer et sted at overnatte. Så vækker jeg jer tidligt, så I kan rejse videre.”
    De sagde: “Nej, vi vil overnatte her på byens torv.”
    “Nej, gode herrer! I skal komme med mig.”

    Han førte dem til sit hus, og hans familie lavede et måltid til dem. Mens de gjorde sig klar til at gå i seng, samledes en hob udenfor. Det var alle byens mænd, både unge og gamle. De omringede huset og råbte: “Lot, giv os de mænd, som er i dit hus. Send dem ud, så vi kan have sex med dem.”
    Lot trådte udenfor og lukkede døren efter sig. Han sagde: “Begå ikke denne ugudelighed. Disse mænd er gæster i mit hus. I stedet for disse mænd kan I tage mine to døtre. De er jomfruer. Gør hvad I vil med dem, men rør ikke disse mænd.”
    Pøbelen blev vred. “Væk med dig! Hvem tror du, du er – vores dommer? Du er ikke engang en af os.”
    De skubbede de ham til side og prøvede at bryde igennem døren. Englene åbnede døren, greb Lot, trak ham indenfor og smækkede døren. De gjorde dernæst sådan, at alle mændene udenfor blev blinde.
    Englene vendte sig mod Lot. “Vi er her for at ødelægge denne by! Lyden fra byens ofre har nået Guds ører. Skynd dig, tag de slægtninge, du har her i byen – sønner, døtre, svigersønner – enhver, som tilhører dig. Få dem samlet og forlad denne by.
    Lot skyndte sig hjem til sine kommende svigersønner. “Vågn op! Kom med mig! Vi skal ud af byen! Herren vil ødelægge den.” Men de ignorerede ham, fordi de troede, han lavede sjov.

    Lot havde stadig ikke forladt byen om morgenen, da solen var ved at stå op. Englene råbte: “Skynd dig! Du og din familie skal væk herfra!” Englene greb fysisk Lot, hans kone og døtre og hastede dem ud af byen. Da de var uden for byen, sagde englene: “Løb for jeres liv! Se jer ikke tilbage! Stop ikke før I er nået op i bjergene.”
    Lot sagde: “Herre, du er nådig mod mig, men jeg kan ikke nå op i bjergene. Der er en lille by i nærheden. Lad os tage derhen.” Englen sagde: “Tag derhen, og jeg vil undlade at lade min dom ramme dén by. Men skynd dig! Jeg kan ikke gøre noget, før I er i sikkerhed.” Herren viste barmhjertighed mod Lot på grund af Abraham. Desværre vende Lots kone sig om, imens de løb væk, og så tilbage på byen, og derfor blev hun forvandlet til en saltsøjle.
    Solen var stået helt op, da Lot nåede den lille by. Straks de var nået derhen, sendte Gud ild ned fra himlen og ødelagde Sodoma og Gomorra og alle de andre byer i dalen, undtagen den ene lille by.

    Abraham gik ud til det sted, hvor Gud havde talt med ham. Han kiggede i retning af Sodoma, men alt, hvad han så, var røg, der steg op mod himlen.

  • Lots to døtre (afsnit 13)

    Første Mosebog 22

    1 Mosebog 19,18-38
    Efter ødelæggelsen af Sodoma forlod Lot og hans to døtre den lille by, fordi Lot var bange for, hvad der kunne ske med dem der. De gik op i bjergene og boede i en hule.
    En dag sagde den ældste datter til sin søster: ”Vores far er gammel, og vi har intet håb om at få en mand og få børn. Derfor er det op til os at bevare vores fars slægt. Jeg har en plan. Lad os drikke vores far fuld, indtil han ikke længere ved, hvad han laver. Så har vi sex med ham.”
    Søsteren sagde ja, så den aften drak de deres far fuld. Den ældste datter havde derefter sex med ham. Han ænsede ikke, hvad der skete.
    Dagen efter sagde den ældste datter til sin søster: ”I aften er det din tur. Husk, vi gør dette for at bevare vores fars slægt.” Så drak de deres far fuld, og den yngste datter havde sex med ham.

    Abraham så nu, at en vædder var fanget ved hornene i en busk. Han tog vædderen og brugte den som offer i stedet for sin søn. Abraham kaldte stedet “Herren ser”.
    Bagefter sagde Gud til Abraham: “Fordi du adlød mig, vil jeg velsigne dig og dine efterkommere. Jeg vil give dig flere efterkommere end stjernerne på himlen og sandet på stranden. Og hele jorden vil blive velsignet på grund af dem.”

    Så gik Abraham tilbage til hvor tjenerne ventede, og sammen gik de hjem.

     

  • Hun er min søster (afsnit 14)

    Første Mosebog 20

    Abraham rejste til et område, hvor Abimelek var konge. Han sagde til folkene der: “Sara er min søster.” Så sendte Abimelek nogle folk for at hente Sara og bringe hende til sit hus. Da hun var der, forhindrede Herren kongen i at have sex med hende.
    Gud kom til Abimelek i en drøm og sagde: “Du skal dø, fordi den kvinde, du bragte ind i dit hus, er gift.”
    Kongen sagde: “Herre, jeg er uskyldig! Manden fortalte mig, at hun var hans søster, og hun sagde det samme. Herre, du må tro, at jeg gjorde dette med god samvittighed. Desuden har jeg ikke rørt hende.”
    Herren sagde: “Jeg ved, du taler sandt. Jeg holdt dig væk fra hende. Her er, hvad du skal gøre: Manden er en profet. Før hans kone tilbage til ham og bed ham om at gå i forbøn for dig. Hvis han gør det, lader jeg dig leve. Men vær på vagt, for hvis du ikke gør dette, vil du og hele din familie dø.”

    Tidligt om morgenen tilkaldte Abimelek alle sine tjenere. Da han fortalte dem, hvad Gud havde sagt, blev de rædselsslagne. Pludselig opdagede kvinderne i husstanden, at de var ude af stand til at føde børn.
    Abimelek sendte bud efter Abraham. Da han kom, sagde kongen til ham. “Hvorfor gjorde du det her mod os? Hvad har gjort, siden du valgte at behandle mig på denne måde? Hele mit rige er ramt af skyld. Aldrig bør nogen behandle en anden person på denne måde! Hvad tænkte du på?”
    Abraham sagde: “Min kone og jeg har den samme far. Så hun er virkelig min søster. Vi har bare ikke den samme mor. Da vi kom til dit land, vidste jeg ikke, at I er et gudfrygtigt folk. Jeg var sikker på, at du ville lade mig slå ihjel så du kunne tage min kone. Så hun gik med til at vise mig loyalitet ved at fortælle folk, at jeg er hendes bror.”

    Abimelek gav Sara tilbage til Abraham sammen med får, kvæg, slaver og tusinde sølvstykker. Han sagde: “Du kan frit gå hvor som helst i mit rige. Slå dig ned, hvor du vil. Ingen vil genere dig.”
    Abraham bad derefter for kongen. Så helbredte Herren Abimelek og lod alle kvinderne få børn igen.

  • Gud hører (afsnit 15)

    Første Mosebog 21
    Da Abraham var hundrede år gammel, fødte Sara en søn. De kaldte ham Isak, hvilket betyder “latter”, fordi Sara sagde; “Gud har lagt latter i mit hjerte. Og alle, der hører om, at jeg har født et barn, vil le med mig. Hvem havde troet, at jeg kunne passe et barn i min alder?”
    Da Ismael var en ung mand, så Sara, at han mobbede Isak. Hun blev rasende og sagde til Abraham: »Send både kvinden og hendes søn bort! Jeg ønsker ikke, at de skal arve noget, der tilhører Isak.”
    Abraham ønskede ikke at gøre det, fordi han elskede Ismael. Men Gud sagde til ham: “Gør, hvad Sara vil. Mine løfter til dig vil blive videregivet gennem Isak. Og vær ikke bekymret for Ismael og hans mor. Fordi han er din søn, vil jeg også gøre ham til et folkeslag.”
    Tidligt den næste morgen gav Abraham Hagar brød og vand og sendte hende og hendes søn væk. De vandrede ud i ørkenen, hvor de blev, indtil de ikke havde mere vand. Snart mistede Hagar alt håb om at leve. Hun kunne ikke holde ud at se sin søn dø, så hun efterlod ham under en busk og gik et stykke væk. Så faldt hun til jorden og hulkede.
    Ismael råbte, og Gud hørte hans røst. Herrens engel sagde til Hagar: “Vær ikke bange. Gud har hørt din søns stemme. Rejs dig op og gå til ham. Han har brug for din hjælp. Tage dig af ham, fordi han vil blive far til et stort folkeslag.” Med det åbnede Gud hendes øjne, og hun så en brønd med vand i nærheden. Hun skyndte sig hen og fyldte sin beholder med vand og tog den med til sin søn.
    Ismael voksede op, og Gud var med ham. Han blev en dygtig bueskytte og slog sig ned i ørkenen. Med tiden tog Hagar til Egypten og fandt en kone til ham.

    Kong Abimelek kom til Abraham og sagde: “Vi kan tydeligt se, at Gud er med dig i alt, hvad du gør. Så lad os lave en pagt om, at der bliver fred mellem dit folk og mit folk.”
    Abraham sagde: “Jeg er enig, men der er et problem, vi skal tale om. Dit folk har taget en af mine brønde.”
    Kongen sagde: »Det vidste jeg ikke noget om. Hvorfor fortalte du mig det ikke før nu? Jeg tager mig af det.”
    Så de lavede en pagt, og Abraham beseglede den ved at give Abimelek kvæg og får. Men han satte syv lam til side.
    Abimelek spurgte ind til dette. Abraham sagde: “Du skal acceptere disse syv lam som din måde at sige, at jeg ejer denne brønd.”
    Kongen tog imod de syv lam, og Abraham kaldte stedet Beer-Sheba, hvilket betyder “Pagtens brønd”. Han plantede et træ der og tilbad Herren, den evige Gud.