vokse

Genre: Genfortælling

  • Elisas mirakler (afsnit 134)

    2 Kongebog 4,1-7 og 4,38-44 og 6,1-7
    Elisa havde ansvaret for profeternes skole. Der er flere mirakler forbundet med den gruppe af unge mænd:
    En af profeterne døde. Hans kone kom til Elisa og sagde: “Du ved, at min mand fulgte Herren og ærede ham. Da han døde, skyldte han en mand nogle penge. Nu kommer manden for at tage mine to sønner og sælge dem som slaver.”
    Profeten sagde: “Jeg kan sikkert hjælpe dig. Sig mig, har du noget i dit hus, der er værdifuldt?”
    Hun sagde: ”Nej, jeg har ikke noget af værdi i huset, bortset fra en lille krukke olie.”
    Elisa sagde: “Gå til alle dine naboer og lån alle deres krukker. Når du har dem, så gå ind i dit hus med dine sønner og luk døren. Hæld olie i alle krukkerne.”
    Hun og hendes sønner gik nu rundt og lånte en masse krukker. De tog dem med ind i deres hus og lukkede døren. Hun begyndte derefter at hælde olien i hver krukke.
    Derefter gik hun hen til Elisa og fortalte, hvad der var sket. Han sagde: “Gå hen og sælg olien. Betal din gæld og lev af det, der er tilovers.”

    På et andet tidspunkt var der en hungersnød så alvorlig, at der var meget lidt at spise. Da Elisa vendte tilbage fra en rejse, samledes profeterne for at lytte til hans undervisning. Han sagde til en tjener: “Lav en stor gryde med gryderet til disse mænd.”
    En af de unge mænd gik ind i skoven for at finde krydderurter til gryderetten. Han fandt nogle vilde græskar, men vidste ikke, at de var giftige. Han samlede så mange han kunne bære, skar dem op og lagde dem i gryderetten.
    Da den var klar, smagte nogle mænd på den og indså, hvad der var sket. De råbte: “Profet, pas på! Der er død i gryden. Spis det ikke.”
    Elisa sagde: “Giv mig noget mel.” De gav ham melet, og han smed det i gryden.
    Så sagde han: “Kom og spis.” Alle spiste, og der var nu ikke noget galt med maden.

    Engang kom en mand til Elisa med 20 små bygbrød. Det var de første brød fra høsten. Elisa sagde: “Giv brødet til profeterne.”
    “Herre, der er 100 mand, og vi har kun 20 brød. Der er ikke nok til alle.” Elisa sagde: “Giv dem det. Herren siger, at der vil være nok til alle og rigeligt med rester bagefter.”
    Brødet blev serveret for mændene, og det var ligesom Herren lovede. Der var nok til alle og rigeligt tilovers.

    Der kom et tidspunkt, hvor profeterne indså, at deres faciliteter var for små til dem. Elisa gav dem tilladelse til at gå til Jordanfloden og fælde træer til en ny bygning.
    En af mændene lånte en jernøkse og brugte den til at fælde et træ. Pludselig faldt øksehovedet af og faldt i vandet. Manden råbte: “Mester! Jeg lånte en økse, men nu er den ødelagt.”
    Elisa sagde: “Hvor faldt den i vandet?” Manden pegede på stedet. Elisa skar derefter en pind og kastede den i vandet på stedet, hvor manden var viste ham. Øksehovedet svævede op til overfladen.
    Manden fik fat i det og fiksede øksen.

  • Vandgrøfter (afsnit 133)

    2 Kongebog 3
    I mange år var Moab styret af Israel og betalte dem høje skatter. Da Akab døde, nægtede Moabs konge at betale Israel flere skatter.
    Akabs søn, kong Joram, organiserede sin hær og forberedte dem på at marchere mod Moab. Han sendte bud til Joshafat, Judas konge. “Slut dig til mig i vores felttog mod kongen af Moab. Han har gjort oprør mod mig.”
    Joshafat indvilligede, og de to hære marcherede syd for Det Døde Hav og ind i Edom. Den edomitiske hær sluttede sig til dem. De tre hære fortsatte deres march mod Moab.
    Snart indså de, at der ikke var vand nok i ørkenen til alle deres mænd og dyr. Joram sagde: “Jeg tror, at Herren har ført os hertil, så vi alle kunne blive taget til fange af moabitterne.”
    Joshafat sagde: “Har vi en Guds profet med os?”
    En af soldaterne sagde: “Ja, Elisa er her.” De tre konger gik til ham. Da han så Joram, sagde han: “Hvorfor kommer du til mig? Hvorfor taler du ikke med en af jeres afguder?”
    Joram sagde: “Jeg tror, at Herren din Gud har ført os hertil, så vi kan blive taget til fange af moabitterne.”
    Elisa sagde: “Hvis det bare var dig, ville jeg ikke give dig tidspunktet på dagen. Men jeg har stor respekt for kong Joshafat, så send nogen med en harpe.”
    Mens harpen spillede, gav Herren Elisa et budskab til Joram. “Grav grøfter i dette tørre flodleje. Der vil ikke komme en storm, men du vil se dette flodleje blive fyldt med masser af vand. Der vil være nok til dig og dine dyr. Gud vil også hjælpe jer med at besejre den moabitiske hær og erobre deres byer.”

    Næste morgen begyndte vandet pludselig at stige så meget, at det oversvømmede landet. Den moabitiske hær stod tidligt op og så i retning af de tre konger. Solen skinnede på vandet og fik det til at se rødt ud. De råbte: “Se på alt det blod. De tre kongers hære har vendt sig og dræbt hinanden. Kom, lad os gå hen og samle byttet fra deres lejre.”

    Da de kom til Israels lejr, angreb den israelitiske hær dem. De jagtede dem tilbage til Moab og begyndte at indtage by efter by. Til sidst var kun én by tilbage, som ikke var blevet besejret.

    Israel omringede byen. Kongen af Moab forsøgte at flygte ved at tage 700 af sine soldater og bryde gennem frontlinjerne. Planen mislykkedes, så han greb sin ældste søn og ofrede ham på bymuren. Synet af dette var så forfærdeligt, at de moabitiske soldater gik i raseri. Da de så det, trak de tre hære sig tilbage og gik hjem.

  • Elias og ildvognen (afsnit 132)

    2 Kongebog 2
    Tiden var nu kommet, hvor Gud Herren ville tage Elias op til himlen. Derfor sagde den gamle profet til Elisa: “Bliv her! Herren sender mig til Betel.”
    Elisa sagde: “Så sandt Herren lever, jeg vil ikke forlade dig.” De gik derfor sammen til Betel, hvor de mødte en gruppe profeter, som sagde til Elisa: “Ved du, at Herren vil tage din herre fra dig i dag?”
    “Ja, det ved jeg. Vær nu stille.”
    Elias sagde: “Elisa, bliv her. Herren sender mig til Jeriko.”
    Elisa sagde: “Så sandt Herren lever, jeg vil ikke forlade dig.” De gik derfor sammen til Jeriko.

    Profeterne i Jeriko sagde til Elisa: “Ved du, at Herren vil tage din herre fra dig i dag?”
    “Ja, det ved jeg. Vær nu stille.”
    Elias sagde til ham: “Bliv her! Herren sender mig til Jordanfloden.”
    Elisa sagde: “Så sandt Herren lever, jeg vil ikke forlade dig.” Så de gik videre sammen.

    Da de kom til Jordan, rullede Elias sin kappe sammen og slog vandet. Straks skiltes vandet, og de to mænd gik tørskoede over floden. Halvtreds profeter stod på afstand og så på.
    Da de to mænd var på den anden side, sagde Elias til Elisa: “Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget bort?”
    Elisa tøvede ikke. “Giv mig dobbelt portion af din ånd.”
    Elias var chokeret. Han sagde: “Det er et specielt ønske. Men du skal få det, hvis du ser mig blive taget fra dig. Hvis ikke, får du det ikke.”

    Da de fortsatte vandringen, dukkede der pludselig en ildvogn med ildheste op. Ildvognen skilte de to fra hinanden, og Elias blev ført op til himlen i en storm … og var væk.
    Elisa så det hele. Han flængede sit tøj og råbte: “Min far, min far, du Israels vogne og heste!”
    Han så nu Elias’ kappe, som faldt af, da profeten blev ført væk. Elisa gik hen og tog den op. Han vendte sig om og stillede sig ved bredden af Jordanfloden. Han løftede kappen højt i vejret og slog så vandet. Han sagde: “Hvor er Herren, Elias’ Gud?!” Vandene skiltes, og han gik tørskoet over.
    De halvtreds profeter så alt dette. De sagde: “Elias ånd bor nu i Elisa.” Fra da af ærede de ham som deres nye leder.
    Da han kom tilbage til Jeriko, sagde byens indbyggere til ham: “Jeriko er et godt sted at bo, men kilden er dårlig. Det forhindrer endda vores afgrøder i at vokse.”
    Han sagde: “Hæld salt i en ny skål og giv det til mig.”
    De gav ham saltet og han gik hen til kilden. Han kastede saltet i vandet og sagde: “Herren har gjort dette vand rent. I kan nu dyrke afgrøder, og ingen vil sulte.”

    Han forlod Jeriko for at vende tilbage til Betel. Undervejs begyndte en stor flok drenge at gøre grin med ham. De sagde: “Kom herop, skaldepande!”
    Profeten forbandede dem i Herrens navn, og straks løb to bjørne ud af skoven og dræbte 42 af drengene og flåede dem fra hinanden.

  • Kaptajn for 50 (afsnit 131)

    2 Kongebog 1
    Efter Akabs død blev hans søn Akazja konge over Israel. Kort efter faldt han ud af vinduet fra anden sal i paladset. Hans blev alvorligt såret, og sagde til sine tjenere: “Gå hen og spørg guden Ba’al-Zebub, om jeg bliver rask.”
    Profeten Elias mødte tjenerne på vejen og standsede dem: “Der er en Gud i Israel. Så hvorfor stiller i kongens spørgsmål til Ba’al-Zebub? Her har i Gud Herrens svar til kongen: Du bliver ikke rask! I stedet skal du dø.”
    Tjenerne gik tilbage og gav kong Akazja budskabet. Kongen sagde: “Hvordan så den mand ud, som fortalte jer dette?”
    “Han var en behåret mand med et læderbælte om livet.”
    “Åh, jeg ved, hvem han er. Det er Elias.” Så sendte kong Akazja 50 soldater af sted efter Elias. Da de nåede frem til, hvor han opholdt sig, sad profeten på toppen af en dæmning. Kaptajnen råbte til ham: “Profet, kom herned! Vi skal føre dig til kongen.”
    Elias sagde: “Hvis jeg er en profet, så vil ild komme fra himlen og dræbe dig og dine 50 mænd.” Pludselig faldt en ildkugle ned fra himlen og dræbte kaptajnen og hans mænd.
    Kongen sendte da yderligere 50 soldater for at hente Elias. Kaptajnen råbte til Elias: “Profet, kom ned! Vi skal føre dig til kongen.”
    Elias sagde: “Hvis jeg er en profet, så vil ild komme fra himlen og dræbe dig og dine 50 mænd.” Endnu en ildkugle faldt ned fra himlen og dræbte kaptajnen og hans mænd.

    Endnu en gang sendte kongen 50 soldater for at hente Elias. Da de kom hen til stedet, hvor Elias opholdt sig, faldt kaptajnen på knæ for Elias. Han sagde: “Profet, vis os barmhjertighed. Skån mit liv og disse 50 tjeneres liv.”
    Herrens engel sagde til Elias: “Gå med dem! Du vil være i sikkerhed.” Så han rejste sig og gik med dem.
    Da han så kong Akazja, sagde han: “Dette er et budskab fra Herren: ‘Du kunne have spurgt mig, hvad du ville, og jeg ville have svaret. Men nej! Du sendte dine budbringere til Ba’al-Zebub. Derfor vil du ikke blive rask. I stedet vil du dø.”
    Det skete ligesom Elias sagde. Kong Akazja døde. Han havde ingen børn, så hans bror Joram blev konge af Israel.

  • Joshafats sejr (afsnit 130)

    2 Krønikebog 19-20
    Joshafat var 35 år gammel, da han blev konge af Juda. Han regerede i 25 år. Han oprettede et uddannelsessystem og reformerede retssystemet.
    Det gik godt i Juda, indtil nationerne Moab, Ammon og Edom pludselig besluttede at forene sig og kæmpe mod Joshafat. En massiv hær rykkede fra østsiden af Det Døde Hav til En-Gedi på vestsiden.
    Joshafat var bange, så han søgte Herrens hjælp. Han proklamerede derefter, at alle skulle faste og søge Guds yndest. Mange rejste nu til Jerusalem for at være hos deres konge og bede sammen med ham. En stor skare gik til templet og stillede sig foran Herren. Mænd bragte deres koner og børn, så hele familier bad sammen og søgte Guds hjælp.

    Joshafat stod foran hele folket og bad til Gud. Han sagde: “Herre, du er himlens Gud. Det var dig, der gav dette land til din ven Abraham. Du har al magt. Du sagde, at vi skulle stole på dig. Se! Moabitterne og ammonitterne har samlet en massiv hær og er kommet for at ødelægge os. Vi har ingen magt til at kæmpe imod dem. Vi ved ikke, hvad vi kan gøre ud over at søge dig.”
    Pludselig kom Guds Ånd over en profet. Han sagde: “Hør, hvad Gud siger til dig: Vær ikke bange for denne enorme mængde. Dette er ikke din kamp, men min. Gå imod dem i morgen. Du vil se dem komme, men du behøver ikke bekæmpe dem. I skal stå stille og se Herren frelse jer. Vær ikke bange, jeg er med dig.’”
    Joshafat bøjede sig med ansigtet mod jorden. Hele folket gjorde det samme og tilbad Herren. Pludselig rejste levitterne sig og begyndte at prise Herren Gud med høj røst.

    Om morgenen stod mændene tidligt op og gik ud for at møde deres fjender. Joshafat sagde til dem: “Tro på Herren, så vil I få succes.” Derefter udpegede han folk til at synge for Herren. De gik ud foran hæren og sang: “Tak Herren. Hans trofaste kærlighed varer evigt.”
    Mens folket råbte og priste Herren, blev deres fjender forvirrede. Ammonitterne og moabitterne vendte sig mod dem fra Edom og udslettede dem totalt. De vendte sig så mod hinanden og blev ved med at dræbe, indtil alle var døde. Da Judas hær ankom til slagmarken, var der ikke andet end lig overalt. Ingen var flygtet.
    Joshafat sagde til sit folk, at de skulle samle alt af værdi op fra ligene. De fandt ud af, at deres fjender havde båret en stor mængde værdigenstande på slagmarken. Der var så meget, at folket samlede i tre dage. Til sidst kunne de ikke bære mere.

    De mødtes på den fjerde dag, blot for at prise Gud. Så vendte de tilbage til Jerusalem med Joshafat i spidsen. Alle var samlet i templet for endnu en gang at prise Herren!
    Alle nationerne omkring Juda hørte om den store sejr, Gud havde givet sit folk. De var alle rædselsslagne for Herren, og ingen af dem angreb Joshafat, så længe han levede. Så der var fred i landet, og alt var stille.

  • Joshafat og Akab (afsnit 129)

    1 Kongebog 22 og 2 Krønikebog 17-18
    Efter Asa var død, blev hans søn Joshafat konge af Juda. Herren var med ham, og han fulgte kong Davids eksempel.
    Det første, han gjorde, var at gøre nationen mere sikker. Han oprettede også et uddannelsesprogram, så folk kunne forstå Guds love. Herren fik de omkringliggende nationer til at frygte Joshafat, så de ønskede ikke at gå i krig med ham.
    Kongen besluttede at lave en alliance med kongeriget Israel, så han arrangerede et ægteskab mellem sin søn og kong Akabs datter.
    Joshafat tog derefter til Samaria for at gøre alliancen stærkere. Akab sagde til ham: “Jeg vil kæmpe en kamp. Kom med mig, så gør vi det sammen.”
    Joshafat sagde: “Jeg er villig til at gå, hvis det er Guds vilje, så lad os spørge en profet.”
    Akab sendte bud efter sine 400 profeter. Han sagde: “Skal vi gå ind i denne kamp?”
    De sagde: “Ja! Gå og kæmp, for Gud vil give dig sejr.”
    Kong Joshafat sagde: “Jeg vil gerne høre fra en Herrens profet. Har vi ikke en i Israel?”
    Akab sagde: “Jo, vi har én, men jeg hader at hidkalde ham, fordi han kun siger dårlige ting om mig. Han taler altid om dømmekraft.”
    Joshafat sagde: “Jeg vil gerne høre fra ham.”
    Så sagde Akab til sine vagter: “Gå hen og hent Mika og bring ham hertil.”
    Da vagterne førte profeten ind, sagde de til ham: “Alle andre taler godt om kongens planer. Så gå sammen med dem.”
    Han sagde: “Jeg vil sige hvad Herren siger til mig.”
    Da kong Akab så Mika, sagde han: “Sig mig nu: Skal jeg føre min hær ind i denne kamp, eller skal jeg blive hjemme?”
    Mika sagde: “Du skal gå ind i kampen. Du vil få succes.”
    Akab stirrede på ham: “Jeg har fortalt dig igen og igen at du skal fortælle mig sandheden. Hvad siger Herren egentlig om denne kamp?”
    Mika sagde: “Jeg ser Israel spredt som får uden hyrde. Deres herre er død.”
    Akab vendte sig mod Joshafat. “Se, jeg sagde det jo! Han siger kun dårlige ting om mig.”
    Mika sagde: “Hør Herrens ord. Jeg så Gud sidde blandt sine engle. Han sagde: ‘Hvordan skal jeg få kong Akab til at gå i denne kamp?’ Englene havde forskellige ideer. Så sagde en ånd: ‘Jeg kan få ham til at gå. Jeg vil blive en løgnånd i hans profeters mund. Han vil tro på dem og gå ind i kampen.’ Så det var det, han gjorde. Hør, Herren vil have dig til at kæmpe denne kamp!”

    En af Akabs profeter gik hen og slog Mika. Akab råbte til sine vagter: “Sæt den mand i fængsel. Giv ham ikke andet end brød og vand, indtil jeg kommer tilbage fra kampen.”
    Mika råbte til folkeskaren: “Lyt til mig og husk, hvad jeg siger: Jeg er ikke en Guds profet, hvis kongen vender tilbage fra denne kamp.”
    Begge konger gik til slagmarken. Da de var der, sagde Akab til Joshafat: “Du kan bære dine kongelige klæder, men jeg vil forklæde mig som en almindelig soldat.”
    Kampen var hård. Den anden hær var fokuseret på at dræbe Akab, men de kunne ikke finde ham. På et tidspunkt troede de, at kong Joshafat var Akab. Men da de indså, at de tog fejl, vendte de sig væk fra ham.

    Til sidst skød en mand en pil op i luften uden at sigte. Den ramte Akab. Han råbte: “Få mig væk fra slagmarken. Jeg er såret.”
    Akab så nu resten af kampen fra sin vogn. Han døde, da solen gik ned i vest.
    De bar hans lig tilbage til Samaria og begravede ham. Hunde slikkede hans blod op, præcist som Herren havde sagt.

  • Nabots vingård (afsnit 128)

    1 Kongebog 21
    I byen Jizre’el ejede en mand ved navn Nabot en vingård ved siden af kong Akabs palads. Kongen fortalte Nabot, at han ville købe vingården og gøre den til en køkkenhave. Han sagde: “Jeg vil betale dig fuld værdi i sølv, eller hvis du foretrækker det, vil jeg give dig en bedre vingård et andet sted.”
    Nabot sagde: “Nej, vingården er ikke til salg. Den har været familiens eje i flere hundrede år.”
    Først gjorde det kongen vred. Han gik hjem og nægtede at spise noget. Til sidst blev han deprimeret og gik hen og lå i sin seng med ansigtet mod væggen.
    Jezabel, kongens kone, spurgte ham, hvad der var galt. Han sagde: “Jeg bad Nabot om at sælge mig sin vingård, og han sagde nej! Jeg tilbød ham endda en bedre vingård i bytte for hans.”
    Jezabel sagde: “Åh, er det alt? Nå, kom og spis noget, og vær ikke bekymret for Nabots vingård. Jeg skaffer den til dig.”
    Hun skrev et brev til byens embedsmænd. Der stod: “Gå og hent Nabot. Før derefter to løgnere ind, som vil sværge, at han forbandede Gud og kongen. Før ham derefter udenfor og sten ham til han dør.” Hun underskrev med Akabs navn og forseglede det med det officielle segl.

    Byens ledere gjorde præcis, som de fik besked på. De fik fat i Nabot og dømte ham til døden. Efter steningen sendte de en besked tilbage til Jezabel: “Nabot er død.”
    Hun gik til sin mand og sagde: “Du ejer nu den vingård, du ønskede. Nyd den, for Nabot er død.” Da kongen hørte denne gode nyhed, gik han hen for at se sin vingård. I samme øjeblik sagde Herren til Elias: “Kong Akab har lige stjålet Nabots vingård. Sig derfor dette til ham: ‘Du myrdede Nabot, og hundene slikkede hans blod fra jorden. Hunde vil slikke dit blod på præcis det sted.’”
    Elias gik hen og fandt Akab i Nabots vingård. Da kongen så profeten, sagde han: “Jamen, se nu bare der. Min fjende har fundet mig.”
    “Ja, jeg fandt dig. Og du har fundet alle mulige måder at gøre de ting, som Gud hader. Nu er det tid til at dømme. Din straf vil være ligesom kong Jeroboams. Du vil ikke få nogen efterkommere. Først vil hunde spise liget af din kone Jezabel. Derefter vil hele din familie blive udryddet.”
    Det ramte Akab i hjertet. Han flåede sit tøj i sorg. Han fastede og bar sæk dag og nat. Til sidst sagde Herren til Elias: “Akab angrer det, han gjorde. Derfor vil jeg ikke ødelægge hans familie, før han er død. Alt, hvad jeg sagde, vil ske, når hans søn er konge.”

  • Den sårede profet (afsnit 127)

    1 Kongebog 20
    Kongen af Syrien invaderede Israel og marcherede med sin hær mod Samaria. Han sendte en besked til kong Akab og sagde: “Giv mig dit sølv og guld. Jeg vil også have dine koner og sønner.”
    Akab sendte en besked tilbage. “Jeg vil give det hele til dig. Jeg overgiver tilmed mig selv til dig.”
    Kongen af Syrien sendte endnu en besked. “Der er en ting mere. I morgen sender jeg folk for at ransage dit palads og alle de bedste huse. De vil tage alt af værdi.”
    Akab fortalte dette til Israels ledere. De sagde: “Gør det ikke. Vi bekæmper ham.”
    Akab sendte dette budskab til kongen af Syrien, og han blev vred. Han sagde: “Jeg vil totalt ødelægge Samaria! Når jeg er færdig, bliver det kun en skraldebunke.”

    Da Akab forberedte sig til kamp, gik en profet til ham og sagde: “Syriens hær er meget større end din, men Herren vil hjælpe dig med at besejre dem. Du skal personligt føre dine mænd i kamp, så du på egen hånd kan se, at Herren har kontrollen.”
    Kongen af Syrien hørte, at Akab marcherede med sin hær ud af Samaria. Han sagde til sine soldater: “Fang Israels mænd levende. Jeg vil have dem som slaver.”
    Israels hær ramte syrerne så hårdt, at de løb fra slagmarken. Det var et knusende nederlag for den syriske hær. Selv deres konge slap med nød og næppe.
    Profeten gik hen til Akab og sagde: “Gør dig klar. De kommer tilbage næste forår.”
    Syriens embedsmænd mødtes med deres konge og sagde: “Deres gud er bjergenes gud. Du blev besejret, fordi du kæmpede mod dem i bakkerne. Du vil vinde, hvis du kæmper mod dem på fladt land.”
    I foråret invaderede han endnu en gang Israel. Akabs hær var som en lille flok geder ved siden af en stor hær.
    Profeten sagde til Akab. “De mener, at Herren er en bjerggud, som ikke har magt på fladt land. Derfor vil du besejre dem, og så vil du vide, at Herren – han har kontrollen.”

    Slaget begyndte, og den syriske hær led et massivt nederlag. 100.000 af deres mænd døde. De skyndte sig tilbage til deres by, men pludselig faldt en mur sammen og dræbte yderligere 27.000.
    Kongen af Syrien løb og gemte sig i et skab. Til sidst besluttede hans embedsmænd at ydmyge sig og bede Akab om at forbarme sig over deres konge. Akab sagde: “Lever min bror stadig? Før ham herhen.”
    De to konger mødtes og udarbejdede en aftale.
    Da profeten hørte om det, vendte han sig mod en ven og sagde: “Gud vil have, at du slår mig.”
    Vennen var chokeret. Han sagde: “Jeg vil ikke slå dig.”
    Profeten sagde: “Du var ulydig mod Herren. Derfor vil en løve dræbe dig.” Det skete lige som han sagde. Kort efter at vennen var gået, sprang en løve på ham og dræbte ham.
    Profeten sagde til en anden mand: “Gud vil have, at du slår mig.” Så manden slog ham. Profeten dækkede derefter sine sår med bind og stod ved vejen.
    Snart kom Akab forbi, men han vidste ikke, hvem denne mand var. Profeten råbte: “Deres Majestæt. Under slaget blev jeg betalt for at bevogte en fange. Jeg fik at vide, at jeg ville blive dræbt, hvis han slap væk. Men jeg blev distraheret, og fangen flygtede.”
    Kongen sagde: “Din tåbe! Du får præcis, hvad du sagde, du ville få.”

    Profeten trak derefter sine forbindinger af, og Akab så, hvem han var. Han sagde: “Herren sagde til dig, at du skulle dræbe kongen af Syrien, og du gjorde det ikke. Så nu dør du i hans sted! Og dit folk skal dø i stedet for hans folk.”
    Akab forlod profeten og tog tilbage til Samaria, men han var ikke længere glad for sin sejr. I stedet blev han vred og deprimeret.

  • Elias på Horebs bjerg (afsnit 126)

    1 Kongebog 19
    Akab fortalte Jezabel hvad Elias havde gjort på Karmelbjerget. Han fortalte hende, hvordan alle Ba’als profeter var blevet dræbt. Jezabel sendte et sendebud til Elias. Hun sagde: “Jeg slår dig ihjel! Mærk dig mine ord. Du er død inden i morgen aften.”
    Elias blev ramt af frygt. Han stak af for at redde sit liv. Han forlod Israel og drog til den sydlige del af Juda. Han efterlod sin tjener der og gik videre ud i ørkenen. Han gik en hel dag og satte sig til sidst under et enebærtræ.
    Han råbte: “Hvad har jeg gjort! Jeg er ikke bedre end mine fædre. Herre, tag mit liv”
    Så lagde han sig ned og faldt i søvn. Efter at han havde sovet et stykke tid, rørte en engel ved ham. “Stå op og spis.”
    Elias vågnede og så en kande vand og noget brød, som var ved at blive bagt over glødende kul. Han spiste brødet og drak vandet og faldt i søvn igen.

    Senere vækkede Herrens engel ham igen og sagde: “Rejs dig op og spis. Du har en lang tur foran dig.”
    Elias vågnede og fandt igen brød og vand. Han rejste sig, spiste brødet og drak vandet. Derefter gik han 40 dage og 40 nætter til Horeb, Guds bjerg, også kaldet Sinajbjerget. Da han ankom, gik han ind i en hule og overnattede.
    Om morgenen sagde Herren til ham: “Elias, hvad laver du her?”
    Han sagde: “Herre, jeg har tjent dig af hele mit hjerte. Men Israel har glemt deres pagt med dig. De har revet dine altre ned. De dræbte dine profeter. Jeg er den sidste, og de forsøger at dræbe mig.”
    Herren sagde: “Gå ud og stå på bjerget.”
    Pludselig ramte en kraftig vind bjergene og knuste klipper. Men Herren var ikke i vinden.
    Så kom der et jordskælv. Men Herren var ikke i jordskælvet.
    Herefter kom der en eksplosion af ild. Men Herren var ikke i ilden.
    Så hørte Elias en sagte hvisken. Han slog sin kappe om ansigtet og gik ud af hulen og stillede sig ved indgangen.
    Stemmen sagde til ham: “Elias, hvad laver du her?”
    “Herre, jeg har tjent dig af hele mit hjerte. Men Israel har glemt deres pagt med dig. De har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den sidste, og de forsøger at dræbe mig.”
    Herren sagde: “Elias, gå nu hjem igen. Jeg har 7.000 mænd i Israel, som ikke har bøjet sig for Ba’al.” Han gav derefter profeten detaljerede instrukser om, hvad han skulle gøre. Han skulle blandt andet salve Elisa som sin efterfølger og udvælge en ny konge til Israel.
    Elias tog tilbage til Israel, hvor han fandt Elisa, som pløjede en mark. Profeten gik hen til ham og kastede sin kappe over ham og gik videre. Elisa forlod okserne og løb for at indhente profeten. Han sagde: “Lad mig først sige farvel til min far og mor. Så følger jeg dig.”
    Elias vendte sig om og sagde: “Du må gerne gå tilbage, men glem ikke det kald, som nu er dit.”
    Da det tog Elisa åget og ploven og byggede et bål. Han dræbte okserne og lavede et måltid til sin familie. Da de var færdige med at spise, forlod han dem og fulgte Elias.

  • Elias på Karmelbjerget (afsnit 125)

    1 Kongebog 18
    Hungersnøden i Israel var alvorlig og varede i tre år. Til sidst sagde Herren til Elias: “Gå og sig til kong Akab, at jeg vil sende regn til landet.”
    Kong Akabs hofchef hed Obadja. Han var tro mod Gud og skjulte endda 100 af Herrens profeter, da Jezabel forsøgte at dræbe dem.
    Han og kongen gik ud for at finde græs til paladsets husdyr. Imens Obadja vandrede rundt, gik Elias hen til ham. Obadja faldt straks til jorden og sagde: “Min herre Elias!”
    Profeten sagde: “Gå og sig til kongen, at jeg er her.”
    Obadja var chokeret. Han sagde: “Hvad har jeg gjort, siden du ønsker mig slået ihjel? Kongen har ledt efter dig over hele landet og endda i andre lande. Så snart jeg fortæller ham, at du er her, vil Herren føre dig til et andet sted. Så slår Akab mig ihjel, når han kommer og finder ud af, at du ikke er her.”
    Profeten sagde: “Bare rolig. Så længe Herren lever, vil jeg mødes med Akab i dag.”
    Så gik Obadja hen og fortalte Akab det. Så snart kongen så Elias, sagde han: “Der har vi manden, som har ødelagt Israel.”
    Elias sagde: “Nej, det er ikke mig, men dig, der har ødelagt Israel. Du har vendt Herren ryggen og tjener Ba’al. Sig til Israel at de skal mødes mig på Karmelbjerget. Tag Ba’als og Asheras profeter med, dem som spiser ved Jezabels bord.”

    Akab befalede så israelitterne at de skulle samles ved Karmelbjerget sammen med profeterne. Da alle var der, sagde Elias til folket: “Hvor længe vil I gå frem og tilbage? Hvis Herren er Gud, så følg ham. Hvis Ba’al er Gud, så følg ham.” Folket sagde ikke noget, men så bare på profeten. Han sagde. »Jeg står her som kun én profet af Herren, men se, der er 450 ba’alsprofeter. Giv os to tyre. Ba’alsprofeterne tager den ene, forbereder den til ofring og placerer den på brændet. Men de mål ikke sætte ild til træet. Jeg vil gøre det samme. De skal påkalde deres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn. Den Gud, der tænder ilden, er den sande Gud.”
    Folket accepterede udfordringen, og Elias sagde til Ba’alprofeterne: ”I går først!”
    De klargjorde tyren og påkaldte Ba’als navn. De bad hele morgenen og dansede rundt om alteret, men der skete ikke noget.

    Elias begyndte at håne dem. “Måske skulle I råbe højere! Jeres gud sover måske, så I må vække ham! Måske er han gået på toilettet.” De råbte højt og skar sig selv, indtil blodet fossede ud. Det holdt ved hele eftermiddagen, men der skete ikke noget.
    Derefter byggede Elias et alter med tolv sten, én for hver af Israels stammer. Han gravede en rende rundt om alteret og lagde træet på alteret. Dernæst placerede han tyren ovenpå træet.
    Han sagde til folket: “Gå hen og hent noget vand og hæld det på offeret.” Da de havde gjort det, bad han dem om at gøre det igen. Efter at de havde gjort det anden gang, bad han dem om at gøre det en tredje gang. Da de var færdige, var alteret gennemblødt og renden var fyldt med vand.
    Elias bad nu: “Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Lad alle vide, at du er Gud, og jeg er din tjener. Svar mig, så disse mennesker vender tilbage til dig!”

    Pludselig faldt ild ned fra himlen og brændte offeret, træet og de tolv sten op. Den slikkede endda vandet op, der var i renden. Folket faldt på knæ og råbte: “Herre er Gud! Herren er Gud!”
    Elias beordrede da: “Grib fat i ba’alsprofeterne! Lad ikke nogen af dem undslippe.” Folket greb dem og Elias dræbte dem alle.
    Han vendte sig mod Akab og sagde: “Spis noget. Der er en regnbyge på vej.”

    Så gik han op til toppen af bjerget for at bede. Han sagde til sin tjener: “Se mod havet. Hvad ser du?”
    Tjeneren sagde: “Jeg kan ikke se noget.” Syv gange bad Elias ham gå hen og se efter.
    Til sidst sagde hans tjener for syvende gang til ham: “Jeg ser en lille sky, omtrent på størrelse med en mands hånd, komme fra havet.”
    Elias sagde: “Gå hen og sig til Akab: ‘Skynd dig hjem så hurtigt du kan, så regnen ikke stopper dig.’” Akab satte sig i sin vogn og skyndte sig hjem. I løbet af kort tid blev himlen mørk og vinden begyndte at blæse. Pludselig kom der et regnskyl. Guds kraft kom over Elias, og han løb hurtigere end Akabs vogn og ankom til Jizre’el før ham.