vokse

Genre: Genfortælling

  • Jonatans sejr (afsnit 84)

    1 Samuel 14
    Fortsat fra forrige historie
    Jonatan betragtede filistrenes lejr på den anden side af passet. Han sagde til sin våbendrager: “Lad os tage derover og dræbe nogle få filistre. Herren vil hjælpe os. Han lader sig ikke begrænse af, hvor mange vi er.”
    Våbendrageren sagde: “Hvis du går, tager jeg med dig.” Jonatan sagde: “Her er min plan. Vi går over til bagsiden af filisterlejren. Vi sørger for, at de ser os. Hvis de befaler os at standse, går vi tilbage hertil. Men hvis de befaler os at komme op til dem, betragter vi det som et tegn fra Gud. Da ved vi, at Herren vil give os sejr.”

    De besluttede ikke at fortælle kongen, hvor de skulle hen. Da de kom til klipperne, så filistrene dem. De sagde: “Se, hebræerne kommer ud af deres skjulesteder!” De råbte ned til Jonatan. “Kom op, så skal vi lære dig en lektie!”
    Jonathan lo: “Følg mig. Herren har givet os dem.” De to mænd klatrede op ad klipperne og dræbte tyve filistre.
    Nyheden spredte sig hurtigt gennem resten af filistrenes lejr. De gik i panik og sagde: “Israelitterne har lavet bagholdsangreb!” Pludselig rystede jorden, og deres panik blev til rædsel. De løb i alle retninger.
    Mænd i Sauls lejr så det og fortalte det til kongen. Han så sig omkring. “Saml alle og find ud af, hvem der mangler.” De fandt ud af, at Jonatan og hans våbendrager var væk.
    Da Saul samlede sine tropper, blev filistrene endnu mere paniske. Da Sauls hær marcherede til kamp, opdagede han, at filistrene kæmpede mod hinanden.

    Israelitterne, der havde sluttet sig til filistrene, samlede sig nu om Saul. De, der gemte sig blandt klipper og i huler, kom ud og sluttede sig til kampen.
    Saul ønskede, at hans mænd skulle fokusere fuldstændigt på at vinde kampen, så han råbte: “Jeg forbander enhver, der spiser mad, før vi vinder denne sejr.” Hans mænd adlød, men snart blev de sultne og trætte.
    Jonathan vidste ikke, hvad hans far havde sagt. Han fandt noget honning i skoven og spiste det. Andre fortalte ham straks om kongens ordre. Han sagde: ”Det skulle kongen ikke have sagt. Se på mig. Jeg spiste noget honning, nu er jeg klar til at kæmpe igen. Vores mænd burde spise al den mad, som filistrene har efterladt. Så ville de kæmpe bedre.”
    Saul indså endelig, at hans hær var sulten! Han fik lavet et måltid og lod sine mænd spise. Kongen ville derefter tilbage i kamp, men fornemmede, at der var noget galt. Han kaldte alle sammen og sagde: ”Der er noget galt, og jeg vil finde ud af, hvem der står bag. Når jeg ved, hvem det er, bliver han aflivet, selvom han er min egen søn.

    Så trak han lod, og det faldt på Jonatan. Kongen spurgte ham: “Hvad har du gjort?”
    “Jeg spiste noget honning. Hvis jeg skal dø for det, så er jeg klar til at dø.”
    Saul sagde til sin søn: “Jeg aflagde ed, derfor skal du dø.”
    Folket råbte: “Jonatan skal ikke dø! Gud brugte ham til at give os sejr i dag. Så sandt Gud Herren lever skal ikke et hår på hans hoved falde til jorden.
    Folket reddede Jonatans liv. Dermed var slaget slut, og filistrene vendte tilbage til deres eget område.

  • Ikke bestået prøve (afsnit 83)

    1 Samuel 13
    Da Saul blev konge af Israel, måtte folket gå til filistrene for at købe jernredskaber. Da disse redskaber blev sløve, måtte folket tilbage til filistrene for at få dem slebet, da de ikke måtte have smede. Men filistrene ville ikke sælge krigsvåben til Israels folk. De eneste, der havde moderne sværd og spyd, var Saul og hans søn Jonatan.
    Som konge organiserede Saul en hær på 3000 mand. Han overvågede personligt 2000 af dem og gav 1000 til sin søn. Jonatan tog sine mænd og angreb en af filistrenes forposter. Saul vidste, at dette var en krigshandling, så han forsøgte hurtigt at klargøre sine mænd.

    Filistrene reagerede prompte på angrebet. De marcherede ind i Israel med 3000 stridsvogne, 6000 ryttere og et enormt antal soldater.
    Israels mænd blev rædselsslagne, da de så den enorme hær ankomme. De fleste af mændene i Sauls hær løb for livet. De gemte sig i huler, blandt klipper og nede i brønde. Nogle forlod endda landet. Andre sluttede sig faktisk til filisterhæren!
    Samuel sagde til kongen, at han ikke skulle gå i kamp, før de havde ofret til Herren. Han bad Saul gå til et bestemt sted og vente på ham. Kongen tog hen til stedet, men Samuel var der ikke. Han ventede fire dage. Samuel var der stadig ikke. Han ventede seks dage. Samuel kom ikke.
    Saul så, hvordan mændene fortsatte med at desertere fra hæren. Til sidst, på den syvende dag, mente han, at han ikke kunne vente længere. Han tog de ting, der skulle bruges til at bringe et brændoffer, og stod selv for det. Netop da han var færdig, kom Samuel. Profeten sagde: “Hvad har du gjort?”
    Saul sagde: “Filistrene er ved at angribe, og min hær forlader mig. Jeg ventede på dig, men du kom ikke. Jeg havde ikke andet valg, så jeg besluttede at handle på egen hånd. Jeg ofrede brændofferet til Herren.”
    Samuel sagde: “Du har opført dig som et fjols! Vidste du ikke, at dette var en prøve? Og du bestod den ikke! Havde du stolet på Gud, ville han have etableret dit rige over Israel for altid. Nu varer dit rige ikke længe. Herren har allerede fundet en mand efter sit eget hjerte. Han vil blive konge, og Gud vil etablere hans rige for evigt.”

    Samuel vendte sig så og forlod kongen. Saul talte sine mænd og fandt ud af, at han kun havde 600 soldater. Filistrene havde slået lejr på toppen af en bakke, så de kunne kontrollere det vigtige pas, der var nedenfor. Så tog Saul sin lille hær og slog lejr på toppen af bakken på den modsatte side af passet.

    Fortsættes i næste historie

  • Fred for et øje (afsnit 82)

    1 Samuel 11
    Saul tog tilbage til sin hjemby efter han var blevet konge og ceremonien var slut. Gud fik flere militærmænd til at gå med ham. Andre lo ved tanken om, at han var deres konge. De viste deres afsky ved at nægte at give ham en gave. Saul ignorerede dette og vendte tilbage til sin families gård for at arbejde.

    På samme tid drog den ammonitiske hær ud for at kæmpe mod en by i Israel. Byens ledere sagde til den ammonitiske konge: “Vi er villige til at overgive os til dig. Hvad er dine vilkår?”
    Kongen sagde: “Her er mine betingelser: Jeg vil bruge byen til at fornærme hele Israel. Jeg vil gøre det ved at stikke det højre øje ud på alle, som bor i byen.”
    Byens ledere sendte en besked tilbage: “Giv os syv dage til at overveje dine krav. Vi vil bruge tiden til at se, om nogen i Israel er i stand til at hjælpe os. Hvis ikke, underkaster vi os dine betingelser.”
    Byens ledere sendte budbringere til hele Israel. Da nyheden kom til Sauls by, begyndte folket at jamre og græde. Saul kom til byen med sine okser efter at have afsluttet en dags arbejde på marken. Han spurgte: “Hvorfor græder alle?”
    De fortalte ham den ammonitiske konges betingelser. Saul blev vred og Guds Ånd fyldte ham. Han vendte sig om og slog sine egne okser ihjel. Han skar dem i stykker og sendte dem rundt i Israel med dette budskab: “Se dette stykke kød! Sådan vil jeres okser se ud, hvis I ikke straks rejser hertil og kæmper. Alle mand skal af huse og marchere bag Saul og Samuel. Der er ingen undtagelser.”

    Så snart folk hørte dette budskab, blev de fyldt af gudsfrygt og 330.000 mand gik med Saul i kamp.
    Han sendte en besked til den by, som ammonitterne truede med at invadere: “Vi kommer med en hær for at forsvare jer. Vi ankommer i morgen.”
    Byens folk blev glade og sendte bud til den ammonitiske konge: “Vi kommer ud til dig i morgen. Så kan du gøre med os, hvad du vil.”

    Før solopgang angreb Sauls hær ammoniternes lejr. Israelitterne dræbte ammonitter hele formiddagen og hen på eftermiddagen. Kun få slap væk.
    Efter denne store sejr sagde folket til Samuel: “Hvem er de mænd, som væmmedes over, at Saul nu er vores konge? Giv os deres navne, så slår vi dem ihjel.”
    Saul sagde: “Nej! De skal ikke dø, for i dag er en særlig dag. I dag udfriede Herren Israel.”
    Samuel sagde: “Jeg har en bedre idé. Lad os stå sammen og igen gøre Saul til vores konge.” Da forenede folket sig og gjorde Saul til deres konge.

  • Saul bliver konge (afsnit 81)

    1 Samuel 9-10
    Saul var af Benjamins stamme. Han var smuk og højere end alle andre. En dag bad hans far ham om at finde deres forsvundne æsler, så han tog nogle tjenere og ledte efter dem. Efter lang tids søgen var de ved at give op og tage hjem. Så pegede en af tjenerne på en nærliggende by og sagde: ”Der er en Guds mand i den by. Lad os gå derind og spørge ham, om han kan fortælle os, hvor æslerne er.”
    De gik ind i byen og så en mand komme imod dem. De vidste ikke, at det var Samuel. Aftenen før havde Gud fortalt ham, at Saul ville komme næste dag. Herren sagde: “Han skal være kongen, som skal herske over Israel.”
    Saul sagde til Samuel: “Ved du, hvor profeten bor?”
    “Jeg er profeten. Kom med mig til et offer. Bagefter spiser vi et måltid sammen, og jeg vil fortælle jer mange ting. Og angående jeres æsler, så er de blevet fundet. Men du, Saul, har vigtigere ting at bekymre dig om. Israels fremtid er i dine hænder.”
    Saul var chokeret. Han sagde: “Israels fremtid kan ikke være i mine hænder. Jeg er fra den mindste stamme i Israel. Og selv i den stamme er vores familie ikke vigtig.”

    Samuel tog Saul med til en fest med tredive vigtige personer og gav ham ærespladsen. Kokken sørgede for et særligt måltid til Saul og sagde: “Dette måltid er lavet helt særligt til i dag, og nu serverer jeg det for dig.”
    Saul og hans tjenere gik til Samuels hus for at overnatte. Han fik en plads på det flade tag, hvor der var køligt. Om morgenen sagde profeten til Saul: “Send dine tjenere hjem! Du skal blive her lidt længere, for jeg vil fortælle dig et budskab, jeg har fra Gud.”

    Efter at Sauls tjenere var gået, tog Samuel noget olie og salvede Saul. Han sagde: “Gud har salvet dig til konge over sit folk.”
    Profeten fortalte derefter Saul, hvad der ville ske med ham i løbet af de næste par dage, de steder, han ville tage hen, og de mennesker, han ville møde. Han sagde: “Når alle disse ting sker, vil Guds Ånd komme over dig. Du vil blive forvandlet og blive en helt ny person. På det tidspunkt vil du vide, hvad du skal gøre, fordi Gud vil være med dig.”
    Alt skete, som Samuel havde sagt. Så der blev fastsat en dag, da Samuel skulle præsentere den nye konge for alle Israels stammer. Da det nøjagtige øjeblik kom, så Samuel sig omkring, men kunne ikke finde Saul. Han spurgte Gud: “Hvor er han?”
    Herren sagde: “Se derovre. Han gemmer sig.”
    Samuel sendte nogle mænd for at føre Saul frem for folket. Så vendte Samuel sig mod de andre og råbte: “Her er manden, som skal være jeres konge og udkæmpe jeres kampe og herske over jer.”

    Folket råbte: “Længe leve kongen!” Fra den dag af var Herren med Saul og satte ham i stand til at udføre alle en konges pligter.

  • Ebenezer (afsnit 80)

    1 Samuel 7-8
    Israels folk vendte langsomt tilbage til Gud. Det var en proces, som tog tyve år. Til sidst sagde Samuel: “Hvis det er sandt, at I vil tjene Gud, så fjern alle jeres afgudsstatuer. Overgiv jer til Herren og tjen kun ham. Gør dette, og han vil give jer sejr over filistrene.”
    Folket gjorde, hvad Samuel sagde, og fjernede deres afguder. Så han bad dem komme til en indvielsesgudstjeneste. Han sagde: “Kom, og jeg vil bede for jer.” Folket kom og overgav sig til Gud. Fra da af var Samuel deres dommer.

    Filistrene hørte, at israelitterne var samlet ét sted. De troede, at det var en krigshandling, så de marcherede ind i landet og forberedte sig på at angribe Israel. Folk blev bange, da de så den massive filisterhær. Samuel sagde: “Se ikke på jeres fjende. Fokuser i stedet på Gud og bed til ham. Herren vil frelse os fra filistrene.” Derefter ofrede han et brændoffer til Gud og bad om hjælp.

    Herren besvarede Samuels bøn. Pludselig hørtes høj torden overalt i filistrenes lejr. De blev forvirrede og begyndte at løbe. Israels mænd løb efter dem og dræbte mange af dem.
    Samuel rejste en stor sten som et monument over, hvad der skete den dag. Han kaldte det Ebenezer, som betyder “hjælpens klippe.” Han sagde: “Herren har hjulpet os indtil nu.”
    Herren kæmpede mod filistrene, så længe Samuel levede. Da han blev gammel, udnævnte han sine sønner til at være dommere. Desværre havde de ikke hans integritet. De tog imod bestikkelse og dømte derefter.
    Folket gik til Samuel og sagde: “Dine sønner er ikke retfærdige. Derfor vil vi gerne være som alle de andre folkeslag og have en konge. Vælg en til os, før du dør.”
    Samuel var chokeret. Han kunne ikke forstå, hvorfor de ville have en konge. Han bad til Gud, men Herren sagde: “Bliv ikke fornærmet. De har ikke afvist dig. De har afvist mig. Gør, hvad de siger, men fortæl dem først, hvordan det vil være at have en konge.”

    Samuel beskrev nu for folket i detaljer, hvordan en konge ville misbruge dem og udnytte dem. Han sagde: “En konge vil tage dine sønner fra dig, og de vil arbejde for ham i stedet for dig. De vil tjene i hans militær eller arbejde for ham personligt. Han tager dine døtre og sætter dem i arbejde. Han vil tage dine bedste marker, vinmarker og frugtplantager. Han beskatter dig, så han kan leve i luksus. I bliver hans tjenere, og I vil arbejde for at opfylde alle hans indfald. Når det sker, vil I klage til Herren, men han vil ikke hjælpe jer.”

    Befolkningen nægtede at tage imod denne advarsel. De insisterede: “Vi vil stadig have en konge! Han vil dømme os og kæmpe vores kampe for os.”
    Herren sagde: “Gør, som de beder om. Giv dem en konge.”
    Så sagde Samuel til dem, at de skulle gå hjem, og han ville finde en konge for dem.

  • Pagtens ark vender tilbage (afsnit 79)

    1 Samuel 5-6
    Fortsat fra forrige historie
    Efter filistrene havde taget Pagtens Ark, stillede de den i deres guds tempel. Næste morgen fandt de deres afgud liggende næsegrus foran Arken. De stillede statuen op igen, men næste morgen lå den igen på jorden. Denne gang var hovedet og hænderne brækket af.

    Pludselig var byen oversvømmet af mus, og folk fik store svulster, som dækkede deres kroppe. Mændene sagde: “Dette skyldes Pagtens Ark.”
    Derfor flyttede de den til en anden by, men straks ramte Guds dom også dén by. De blev overrendt med mus, og folkene fik voldsomme bylder. Det fik dem til at gå i panik, så de sendte Pagtens Ark videre til endnu en by, men folkene der sagde: ”Ønsker I at slå os ihjel? Vi vil ikke have den ark i vores by!”

    De flyttede arken fra by til by i syv måneder. Frygt og død fulgte den, hvor end den kom hen. Til sidst spurgte filistrene deres præster: “Hvordan kan vi sende Herrens ark tilbage til Israel?”

    De sagde: “Hvis I sender arken tilbage til Israel, skal I sende et skyldoffer med den. Så vil Gud fjerne sin domshånd, og I vil blive helbredt. Lav fem guldbilleder af jeres bylder og fem guldbilleder af musene, som ødelægger landet. Giv Israels Gud ære, og så vil han holde op med at knuse jer. Men hvis I er stædige ender I som farao, da disse mennesker forlod Egypten. Han vil sende flere plager over jer, indtil I sender arken tilbage til Israel.

    Her er hvad du skal gøre. Forbered en ny vogn og placer Pagtens Ark på den. Læg guldgenstandene i en kasse ved siden af. Vælg to malkekøer, der aldrig har været i et åg, og spænd dem for vognen. Tag kalvene væk fra køerne og lad dem stå på en sti i nærheden. Se så, hvad køerne gør. Hvis de ignorerer deres kalve og går op ad vejen mod Israel, kan I være sikre på, at det var Herren, der pinte os i syv måneder. Men hvis køerne går mod deres kalve, så ved vi, at alt dette bare var noget, der skete tilfældigt. Det var ikke Guds dom.”
    Mændene gjorde præcis, som de blev anvist. De fik fat i to køer og skilte dem fra deres kalve. De spændte køerne for en vogn, selvom de aldrig havde været i åg før. De satte Arken på en ny vogn sammen med de fem guldbilleder af deres sygdomme og musene.

    Da alt var klart, stod de spændt og kiggede. Køerne gik lige op ad vejen mod Israel. Filistrenes herskere gik bag dem hele vejen til Israels område.
    Israels folk var ved at høste hvede, da de så arken komme imod dem. De græd af glæde. Køerne trak nu vognen hen til en mark, nær en stor sten. Israels folk stillede arken på stenen. De brugte derefter træet fra vognen til at ofre køerne som et brændoffer til Herren. Da filistrenes herskere så dette, vendte de tilbage til deres land.

    Der var 70 mænd fra en nærliggende by, som var nysgerrige efter, hvad der var i Pagtens Ark, så de åbnede den og kiggede ind. Alle 70 mænd døde ved Guds hånd. Dette var begyndelsen på, at Israels folkeslag vendte deres hjerter tilbage til Gud.

  • Pagtens ark stjålet (afsnit 78)

    1 Samuel 4
    Gud var ikke tilfreds med Eli. Ypperstepræsten vidste, at hans to sønner syndede i Herrens helligdom. De forsøgte ikke engang at skjule det. Alligevel havde Eli ikke stoppet dem. Gud fortalte ham, at hans familie ville blive dømt. Herren sagde: “Jeg vil gøre noget, der får folk til at gyse, når de hører om det.”

    Da Eli var 98 år gammel, førte filistrene krig mod Israel. Hæren drog ud for at forsvare folket, men de tabte slaget og 4.000 mænd blev dræbt.
    Israels ældste var forvirrede. “Hvorfor tillod Herren dette?” En af dem fik en ide, og sagde: “Lad os hente Herrens ark! Vi tager den med os i kamp, og det vil give os sejr.” Så sendte de bud efter Pagtens Ark, og Elis sønner bragte den til lejren. Da israelitterne så det, råbte de af glæde. Råbet var så højt, at det virkede som om jorden rystede.

    Filistrene hørte råbet og troede, det var et krigsråb. De sendte spioner for at se, hvad der foregik og fandt ud af, at Pagtens Ark var blevet ført ind i lejren. Filistrene gik i panik. De sagde: “Deres gud er nu i deres lejr. Vi er fortabt! Deres gud er en stor gud, for det var ham, der slog egypterne ihjel med plager.”
    Filistrenes ledere talte til soldaterne: “Opfør jer som rigtige mænd! I er mægtige filister, ikke svage hebræere. Nu er det tid til at kæmpe, som I aldrig har kæmpet før. Hvis I ikke gør det, ender vi som deres slaver.”
    Så filistrene kæmpede, som de aldrig havde kæmpet før. De vandt, Israel blev knust og deres soldater slagtet. 30.000 mænd blev dræbt, inklusive Elis to sønner. Filistrene erobrede derefter Pagtens Ark og tog den med til deres egen lejr.

    Tilbage i Israel sad Eli på en stol ved vejen og ventede på en rapport fra slaget. Han var bekymret for Pagtens Ark. En mand løb fra kampen for at fortælle alle, hvad der skete. Hele byen begyndte at græde af smerte. Eli var blind og havde svært ved at høre. Han hørte støjen, men kunne ikke høre, hvad der blev sagt. “Hvad sker der?”
    Manden kom tæt på den gamle præst og sagde: “Vores mænd blev slagtet i dag. Dine to sønner blev dræbt, og Pagtens Ark blev stjålet.” Da Eli hørte om Pagtens Ark, faldt han baglæns ned af stolen. Han var en tung mand, så faldet brækkede hans nakke, og han døde.

    Elis svigerdatter skulle føde et barn. Hun hørte om Pagtens Ark og hendes mands død. Hun hørte så, at hendes svigerfar også var død. Da gik fødslen i gang og hun fødte en søn. De, der hjalp hende, sagde: “Du har nu noget at være glad for. Du har født en søn!”
    Først svarede hun ikke, og så sagde hun til sidst: “Herligheden er forsvundet fra Israel, fordi Pagtens Ark er blevet stjålet.” Lige før hun døde, kaldte hun drengen Ikabod, som betyder: “Herligheden er forsvundet.”
    Fortsættes i næste historie

  • Samuel kaldes (afsnit 77)

    1 Samuel 1-3
    Hanna kunne ikke få børn. Det plagede hende så meget, at hun gik til templet i Shilo og bad Gud om et barn. Hun sagde: “Herre, hvis du vil give mig en søn, vil jeg give ham tilbage til dig, og han vil tjene dig resten af sit liv.”
    Eli, ypperstepræsten, bemærkede, at Hanna bevægede sin mund, men ikke sagde noget. Han troede, hun var fuld. “Kvinde, læg din vin væk!”
    “Jeg er ikke fuld. Jeg beder til Gud.”
    “Gå du blot! Herren vil svare din bøn.”
    Og ganske rigtigt besvarede Herren hendes bøn. Hun fødte hun en lille dreng og kaldte ham “Samuel”, som betyder ’Gud hørte mig.’

    Da drengen var gammel nok, tog hans mor ham med til templet og præsenterede ham for Eli. Hun sagde: »Jeg bad om et barn, og Herren svarede mig. Nu vil jeg give min søn til Herren, og han vil tjene ham resten af sit liv.”
    Hvert år kom Hanna på besøg og kom med nyt tøj til Samuel. Præsten bad om, at Gud ville give Hanna flere børn. Derefter fik hun tre sønner og to døtre.
    Eli gav Samuel arbejde at udføre i templet. Efterhånden som han voksede fysisk, voksede han også i yndest hos Herren og hos mennesker.
    Elis sønner var helt modsat Samuel. De var onde og ærede ikke Gud på nogen måde. Mange af deres synder blev begået i Herrens hus. Eli talte med dem om det, men gjorde intet ved det.

    En nat, mens Samuel sov, råbte Herren: “Samuel, Samuel.”
    Han vågnede og løb hen til hvor Eli sov. Han sagde: “Ja, jeg er her!”
    Eli vågnede og så på drengen. “Jeg kaldte ikke på dig, Samuel. Gå tilbage til din seng.”
    Samuel gik tilbage og lagde sig. Da han var ved at falde i søvn, kaldte Herren på ham igen. “Samuel, Samuel.”
    Denne gang vidste han, at han ikke drømte. Han rejste sig og løb hen til Eli. “Her er jeg!”
    Eli sagde endnu en gang: “Jeg kaldte ikke på dig. Gå nu i seng igen.” Så gik Samuel tilbage og lagde sig.
    Endnu en gang kaldte Herren til ham: “Samuel, Samuel.”
    På dette tidspunkt i sit liv kendte Samuel ikke Gud, og Gud havde ikke talt til ham. Så drengen gjorde det eneste, han kendte til: For tredje gang løb han hen til Eli. “Jeg er her, fordi du kaldte på mig.”

    Da indså Eli, hvad der foregik. Han forstod, at det var Gud, som kaldte på Samuel. Derfor sagde han: “Gå tilbage og læg dig. Hvis du hører nogen kalde dig igen, så sig: ‘Tal Herre, din tjener lytter.’
    Samuel gik tilbage til sin seng og lagde sig ned. Herren kaldte ham igen: “Samuel! Samuel!”
    Stille sagde Samuel: “Tal, din tjener lytter.”
    Gud sagde: “Jeg er ikke tilfreds med, hvordan Eli tillader sine sønner at gøre ondt i mit hus. Jeg vil dømme ham og hans sønner.”
    Samuel lagde sig tilbage i sin seng. Om morgenen kaldte Eli til ham: “Samuel, hvad sagde Herren til dig?”
    Drengen var bange for at fortælle ham budskabet fra Gud. Eli sagde: “Søn, skjul det ikke for mig.” Så Samuel fortalte ham alt.
    Eli sagde: “Han er Herre! Lad ham gøre, hvad der er godt i hans øjne.”
    Herren var med Samuel fra den dag af, og Gud fortsatte med at åbenbare sine ord for ham. Samuel adlød Herren, og alt, hvad han sagde, gik i opfyldelse. Hele Israel erkendte, at han var en Herrens profet.

  • Ruth og Boaz (afsnit 76)

    Ruths Bog 3-4
    Ved afslutningen af høsten sagde Naomi til Ruth: “Jeg vil sørge for, at der bliver taget hånd om dig. Her er, hvad du skal gøre: Tag et bad og tag noget parfume på. Klæd dig i dit bedste tøj. Boaz og hans mænd arbejder sent i aften ved tærskepladsen. Når de er færdige, spiser og drikker de og sover derefter på tærskepladsen for at beskytte kornet. Gå derhen, men lad ikke mændene se dig. Læg mærke til, hvor Boaz ligger. Så skal du gå derhen og klæde dig af og lægge dig ved hans fødder; så skal han nok fortælle dig, hvad du skal gøre.”

    Det gjorde Ruth, og i løbet af natten opdagede Boaz, at der lå en kvinde ved hans fødder. Han sagde: “Hvem er du?” Hun sagde: “Jeg er Ruth. Giv mig din beskyttelse, for du er min nærmeste slægtning.”
    Han sagde: “Herren velsigne dig! Du kom ikke til vores landsby på udkig efter hverken en rig eller fattig ung mand. I stedet viste du, at du er en kvinde med høj integritet. Men faktisk er der en anden pårørende, som er tættere i slægt med dig. I morgen vil jeg tale med ham og give ham mulighed for at give dig beskyttelse. Hvis han siger nej, gør jeg det i stedet. Bliv nu liggende til i morgen.”
    Hun lå ved hans fødder til morgen, og stod så op, mens det endnu var mørkt. Boaz gav hende korn til Naomi.

    Ruth fortalte sin svigermor alt, hvad der skete. Naomi sagde: “Nu skal du vente. Boaz vil sørge for, at sagen bliver afgjort.”
    Den dag arrangerede Boaz et møde med sin slægtning og de ældste i byen. Han sagde: “Naomi er kommet tilbage fra Moab og sælger sin mands jord. Du er den nærmeste pårørende. Køb det i nærværelse af disse ældste. Og hvis du ikke gør det, køber jeg den.”
    Manden var hurtig til at svare. “Jeg køber den!” Boaz sagde videre: “Når du køber jorden skal du også gifte dig med Ruth, den moabitiske kvinde, sådan at afdødes navn kan bevares ved hans ejendom.”
    Manden sagde: “Jeg kan ikke gifte mig med denne kvinde. Det ville skade min egen ejendom. Du har min tilladelse til at købe ejendommen.”
    Med det tog manden en af sine sandaler af og rakte den til Boaz. Det gjorde aftalen juridisk bindende. Boaz viste sandalen til byens forsamlede ældste. “I er vidner på, at jeg lige har købt den ejendom, der tilhørte Naomis mand og sønner. Og derfor vil Ruth blive min kone.”
    De ældste sagde: “Ja, vi har set det hele. Må Herren velsigne dig, og må Herren velsigne denne kvinde, som skal blive din hustru.”

    Boaz tog Ruth til hustru, og hun fødte ham en søn ved navn Obed. Han havde en søn ved navn Isaj, som blev far til en hyrdedreng ved navn David. Han blev Israels store konge!

    https://vimeo.com/221155255

  • Ruth og Naomi (afsnit 75)

    Ruths Bog 1-2
    På Dommernes tid besluttede en mand at forlade sit hjem i Betlehem. Han tog sin kone Naomi og deres to sønner med til Moabs land.
    Der gik det ikke godt. De boede i Moab i ti år. Manden døde, de to sønner giftede sig med moabitiske kvinder, og så døde sønnerne. Naomi var nu alene med sine to svigerdøtre.
    Hun besluttede at tage tilbage til Betlehem. De tre kvinder forberedte sig til turen og gik. Undervejs vendte Naomi sig mod sine svigerdøtre og sagde: “Gå tilbage til jeres hjem. Må Herren velsigne jer, som I har været en velsignelse for mig. Jeg beder til, at Herren vil give jer hver især en god mand og mange børn.” Så kyssede hun dem farvel.

    Alle tre kvinder græd, og begge svigerdøtre insisterede på, at de ville blive hos Naomi. Hun sagde: “Nej, I skal gå hjem. Jeg har ikke flere sønner at give jer. Selv hvis jeg blev gravid i aften, ville I så vente på, at min baby voksede op, så I kunne gifte jer med ham? Nej, det er bedre, at I går hjem. Livet med mig bliver bittert for jer.”
    Den ene af svigerdøtrene kyssede Naomi farvel og gik hjem. Den anden svigerdatter, som hed Ruth, sagde: “Jeg forlader dig ikke! Jeg tager med dig. Dit folk skal være mit folk. Din Gud er nu min Gud. Det sted, hvor du dør, vil jeg også dø og begraves.”

    Naomi indså, at hun ikke kunne skændes med Ruth. Så de tog begge tilbage til Betlehem.
    Da de kom dertil, var hele byen begejstret over, at Naomi var kommet hjem igen. Hun sagde til dem: “Kald mig ikke mere Naomi. Det betyder ’behageligt’, og livet er ikke længere behageligt. Kald mig Mara, som betyder ‘bitter’. Herren har gjort mit liv bittert.”

    Naomi og Ruth etablerede nu et hjem sammen i Betlehem. Livet var hårdt, fordi de to kvinder var fattige.
    Heldigvis var det høsttid, og ved høsttid fik de fattige lov til at gå ud på markerne og hente alt det korn, der blev tabt under høsten. Så Ruth gik ud på markerne for at samle mad til dem begge. Hun gik hen til en mark som var ejet af en mand ved navn Boaz.

    Senere samme dag tog Boaz ud til marken. Han så Ruth og sagde til værkføreren: “Hvem er den unge kvinde?”
    “Det er den moabitiske kvinde, som kom hertil med Noomi.”
    Boaz gik hen til Ruth og sagde: “Gå ikke til nogen anden mark. Bliv her og arbejd sammen med mine tjenestepiger. Følg dem, hvor de går. Mændene vil ikke gøre dig noget. Jeg har allerede sagt til dem, at de skal holde sig fra dig. Når du er tørstig, må du også drikke af deres vand.”
    Ruth bøjede hovedet og takkede Boaz. Hun sagde: “Hvorfor er du så venlig mod en udlænding?”
    Han sagde: “Vi har alle hørt, hvor godt du har behandlet Naomi. Du forlod dine forældre og dit land for at komme her og passe hende. Må Herren rigt velsigne dig! ”

    Så gik han tilbage og bad sine mænd om at efterlade ekstra korn på hendes vej. De skulle også give hende mad, når de stoppede for at spise.
    Samme aften gik Ruth hjem med alt, hvad hun havde samlet. Hun havde endda rester fra sit måltid. Naomi blev forbløffet, da hun så det. Ruth fortalte hende om Boaz.
    Da Noomi hørte navnet Boaz, sagde hun: “Herren velsigne ham! Åh Ruth, han er en nær slægtning til vores familie. Bliv på hans mark, som han sagde. Du vil være i sikkerhed der.”
    Så Ruth fortsatte med at arbejde med Boaz’ tjenerpiger. Hun samlede korn under hele byghøsten og hvedehøsten.

    Fortsættes i næste historie