vokse

Kilde: riisjensen.dk

  • Elisas død (afsnit 145)

    Anden Kongebog 13
    Efter Jehu var død, blev hans søn konge over Israel. Desværre var han ikke en god konge. Alligevel var der en gang, han havde desperat brug for Guds hjælp, og Gud hjalp ham.
    Da Jehu var død, blev hans søn Joash konge. Under hans regeringstid blev profeten Elisa syg og var ved at dø. Kongen knælede ned ved siden af profetens seng og græd.
    Elisa sagde til ham: “Gå hen og hent din bue og nogle pile.”

    Kongen gik hen og hentede dem. Da han kom tilbage, sagde profeten: “Grib buen.” Så kongen greb buen. Profeten lagde sin hånd oven på Joash’ hånd og sagde: “Åbn nu vinduet!”
    Kongen åbnede vinduet. Elisa sagde: “Skyd en pil ud af vinduet.” Det gjorde Joash.
    Elisa sagde: “Det var Herrens sejrspil. Du vil få sejr over Syrien. Grib nu en håndfuld pile og slå dem på jorden.”

    Joash greb nogle pile og slog jorden tre gange. Profeten råbte: “Hvorfor slog du kun jorden tre gange? Du skulle have ramt den fem eller seks gange. Så ville du have besejret Syrien totalt og gjort en ende på dem. Nu vil du kun besejre dem tre gange.”
    Elisa døde og blev begravet.
    År efter år trængte strejfskarer fra Moab ind i landet. Da nogle folk engang var ved at begrave en mand, og de pludselig fik øje på en strejfskare, kastede de manden i Elisas grav, og da manden kom i berøring med Elisas knogler, blev han levende og rejste sig op

  • Joash (afsnit 144)

    2 Kongebog 12 og 2 Krønikebog 24
    Joahs var syv år gammel, da han blev konge af Juda. Ypperstepræsten Jojada underviste ham og hjalp ham med at leve et gudfrygtigt liv. Så længe Jojada levede, fulgte Joash Herrens veje.
    Da kongen blev ældre, besluttede han at få udført reparationer på Herrens tempel. Atalja havde taget alt af værdi fra det for at bruge det i tilbedelsen af Ba’al.

    Joash udpegede præster og levitter til at rejse rundt i hele nationen og samle penge ind til tempelreparationer og årlig vedligeholdelse. Mange år tidligere havde Moses sørget for dette ved at pålægge folket en skat.
    De begyndte at samle pengene ind, men reparationerne gik ikke i gang. Kongen indså endelig, at pengene blev brugt til administrationsomkostninger og til andre ting, som præsterne mente var vigtigt.
    Det var tydeligt, at præsterne og levitterne var de forkerte til at føre tilsyn med tempelreparationen. Joash besluttede sig for en anden metode. Han bad mændene om at lave en stor kasse og stille den ved tempelporten. Han meddelte derefter, at folk skulle tage deres penge med til templet og lægge dem i kassen.
    Judas indbyggere kunne lide dette, så de bragte deres ofre og lagde dem i æsken. Da den blev fuld, blev pengene givet til de mænd, der lavede reparationerne. De var retskafne mænd, så kongen krævede ikke, at de skulle redegøre for pengene, og hvordan de blev brugt.
    Tilbuddene blev ved at komme ind, selv efter arbejdet var udført. Så de ekstra penge blev brugt til at lave forskellige redskaber til gudstjenestebrug. Judas folk blev trofaste ved at komme til templet og tilbede Gud.

    Alt dette blev gjort, mens Jojada stadig var i live. Han døde, da han var 130 år gammel, efter at have levet et godt liv. Han havde tjent sin konge, sin Gud og Judas folk.
    Efter sin død lyttede Joash til forskellige ledere af Juda, som ønskede en anden retning for nationen. Han tillod dem at foretage ændringer, og snart holdt folk op med at tage til templet for at tilbede Gud. I stedet dyrkede de afguder og sexgudinder.
    Herren sendte profeter for at prædike imod dette. Jojadas søn var nu præst. Gud lod ham sige til folket: “Hvis I forlader Herren, vil han forlade jer.”
    Folket afviste dette budskab og ønskede at dræbe præsten. Til sidst beordrede Joash ham at blive stenet, selv om han var søn af Jojada, som havde været en trofast ven og rådgiver.
    Kort efter tillod Gud en lille syrisk hær at erobre Judas overlegne hær og indtage Jerusalem. Mange af de jødiske ledere blev dræbt, kongen blev hårdt såret, og syrerne tog alt af værdi. Efter de var gået, gik flere mænd ind i kongens soveværelse og dræbte ham.
    Joash havde været konge i 40 år. Folket begravede ham ikke i kongers grave på grund af det, han havde gjort mod Jojadas søn.

  • Atalja (afsnit 143)

    2 Kongebog 8,16-29 og 9,14-29 og 11,1-21 og 2 Krønikebog 21-23
    Joshafat, Judas konge, ønskede et godt forhold til Israels rige. Han lod derfor sin ældste søn gifte sig med Atalja, datter af Akab, Israels konge. Desværre påvirkede Athalja sin mand til at følge Israels syndige veje.
    Så snart Joshafat døde, blev hans søn konge og placerede afguder rundt omkring i Juda og byggede et tempel for Ba’al i Jerusalem. Han dræbte sine seks brødre for at sikre sig, at de ikke tog kongeriget fra ham.

    Elisa sendte ham en besked. “Du har fået folket til at tilbede afguder, og nu har du dræbt dine brødre. De var alle bedre mænd end dig. Derfor vil alle dine sønner blive dræbt, og du vil dø en langsom pinefuld død.”
    Med det samme begyndte Juda at tabe slag. Kongen fik en alvorlig mavesygdom. Alle hans sønner blev dræbt undtagen den yngste. Kongens sygdom forårsagede ham ekstrem smerte i to år. Da han endelig døde, sørgede ingen over hans død.
    Hans yngste søn blev konge, og han fulgte sin mor Ataljas’ anvisning. Han besøgte sin onkel, Israels konge. Mens han var der, dræbte Jehu dem begge.
    Da hun hørte, at hendes søn var død, besluttede Atalja at blive konge, selvom hun var kvinde. Hun vidste, at Judas folk altid udvalgte deres konger blandt Davids efterkommere. Det betød, at folk kunne dræbe hende og gøre et af hendes børnebørn til konge. Derfor besluttede hun at dræbe dem. Hun kaldte på vagten og bad ham gå til paladset og dræbe dem alle.

    Ataljas datter hørte dette og skyndte sig til paladset. Hun tilbad Herren og var gift med ypperstepræsten Jojada. Ved paladset tog hun babyen Joash og hans amme og gik – lige før vagterne nåede dertil. Hun gemte barnet i Herrens tempel.
    I mellemtiden dræbte vagterne alle de andre kongelige efterkommere af David.
    Atalja var overbevist om, at hun havde dræbt dem alle. Så hun blev konge af Juda og regerede nationen i seks år.

    Jojada skjulte Joash i templet, indtil han var syv år gammel. Derefter arrangerede han et møde med betroede militærledere og lederne af forskellige familier. Han spurgte dem: “Hvad ville I gøre, hvis I havde en efterkommer af kong David?”
    “Vi ville gøre ham til konge!”
    Jojada førte Joash frem for dem og sagde: “Her er jeres næste konge!”
    Sammen satte de en dato for at føre ham frem for folket. De organiserede militæret, tempelaktiviteter og mængdekontrol. På den store dag gik Judas folk til templet.

    Joash blev ført ud og sat på det sted, der var forbeholdt kongen. Jojada salvede ham med olie og satte en krone på hans hoved. Trompeterne blæste, koret sang, og folket råbte: “Længe leve kongen!”
    Atalja hørte larmen, så hun gik ud for at se, hvad der foregik. Folk løb gennem gaderne, festede og talte om kongen. Hun gik ind i templet og så Joash på det sted, der var reserveret til kongen, og han havde en krone på hovedet. Hun flåede sit tøj og skreg: “Forræderi! Forræderi!”
    Jojada pegede på hende og sagde: “Før denne kvinde ud, for det er ikke tilladt at slå nogen ihjel i templet.”
    Så de slæbte Atalja ud af templet og dræbte hende. Folket gik gennem byen og rev alt, hvad der havde med Ba’al at gøre, ned. Ypperstepræsten genindførte tilbedelse af Herren i templet. Alle glædede sig, fordi Ataljas rædselsregime var forbi.

  • Jezabel (afsnit 142)

    Anden Kongebog 9,30 – 10,36
    Fortsat fra forrige historie

    Efter Jehu havde dræbt de to konger, tog han tilbage til Jizre’el for at finde Jezabel. Hun vidste, at han ville komme, så hun tog makeup på, børstede sit hår og satte sig ved siden af sit vindue på anden sal.
    Da han ankom, råbte hun ned til ham: “Hvorfor er du her? For at blive ved med at dræbe folk, som er bedre end dig?”
    Han så op på hende og råbte: “Er der nogen deroppe, der er på min side?” Nogle mænd, der arbejdede for dronningen, kiggede ned fra vinduet. Jehu råbte: “Smid hende ud ad vinduet!”
    De løftede Jezebel op og smed hende ud ad vinduet. Hun faldt til jorden og blodet fra hende sprøjtede på murene. Jehu kørte sin vogn over hende flere gange. Så gik han indenfor for at få noget at spise.

    Efter måltidet sagde han: “Nå, jeg tror, vi skal begrave hende. Hun er trods alt en dronning.”
    Han sendte nogle mænd ud for at tage sig af det, men de kunne kun finde hendes kranie, hendes fødder og hendes hænder. De fortalte det til Jehu, og han sagde: “Gud talte gennem Elias, da han sagde: Hunde skal spise Jezabel på Nabots mark, og hun skal være gødning.”
    Jehu sendte derefter et budskab til de ældste i Samaria. “Jeres bymure er stærke, og I har masser af heste, vogne og våben. Akabs 70 sønner lever under jeres beskyttelse. Vælg derfor én til at være jeres konge, og forbered jer til kamp.”

    De ældste blev rædselsslagne, da de læste brevet. De sendte ham dette budskab: “Vi ønsker ikke at gøre nogen af Akabs sønner til vores konge. Vi er dine tjenere og vil gøre, hvad du siger.”
    Han sendte besked tilbage til dem. “Hvis det er sandt, så læg hovederne af de 70 sønner i kurve og send dem til mig.” De dræbte da Akabs 70 sønner, og deres hoveder blev sendt til Jehu. Så sørgede han for, at ingen anden slægtning til Akab stadig var i live.
    Da alt dette var gjort, kom Jehu med en meddelelse i Samaria. Han sagde: “Ahab tjente Ba’al lidt, men jeg tjener ham fuldt og helt. Derfor bringer jeg et stort offer til Ba’al. Alle de sande tilbedere af Baal skal være til stede og jeg dræber enhver, som ikke deltager.”
    Denne meddelelse blev givet over hele Israel. Ba’alsdyrkere kom fra alle dele af nationen. De fyldte Ba’als tempel. Ingen manglede. Jehu sagde: “Se jer omkring, om der er nogen Herrens tjenere hos os. Hvis I ser en, så smid ham ud med det samme. Kun Ba’als tjenere er velkomne her.”

    Da det var gjort, begyndte folket at ofre deres brændofre. Jehu gik udenfor og sagde til sine mænd. “Gå ind og dræb alle.”
    Mændene gik så ind og dræbte alle. De rev derefter Ba’als tempel ned og lavede det til et kæmpe latrin.
    Herren sagde: “Du har fulgt mine instrukser. Derfor skal dine sønner være konger over Israel i fire generationer.” Så regerede Jehu over Israel i 28 år.

  • Jehu (afsnit 141)

    2 Kongebog 9,1-29
    Elisa udvalgte en af de unge profeter. Han sagde til ham: “Tag denne flaske olie og gå til Jehu. Han er sammen med de andre hærførere, så bed om at tale alene med ham. Du skal salve ham til konge af Israel. Når du er færdig, skal du åbne døren og løbe væk.”
    Den unge profet fandt Jehu sammen med de andre hærførere og sagde: “Jeg har en besked til dig.”
    De to gik ind i huset. Den unge profet hældte olie på Jehus hoved og sagde: “Her er budskabet fra Herren: ‘Jeg salver dig til konge over Israel. Du skal dræbe hele Akabs husstand. Hver mand i hans familie skal dø. Jezabel vil blive spist af hundene.’”
    Derefter åbnede den unge mand døren og løb væk.

    Jehu gik tilbage til sine venner. De sagde: “Hvad ville den skøre profet?”
    “I ved, hvordan de er. Han blev ved og ved om ingenting.”
    De sagde: “Du fortæller ikke sandheden. Hvad sagde han?”
    “Jamen, han sagde en interessant ting. Han sagde: ‘Jeg salver dig til konge af Israel.’
    De andre sprang op og spredte deres kapper foran ham. De blæste i et vædderhorn og råbte: “Jehu er konge!” Straks begyndte de at planlægge, hvordan de skulle vælte Joram, Israels konge. Han var søn af Akab og Jezabel.
    Joram var i sit palads i Jizre’el. Hans nevø, som var Judas konge, var kommet for at besøge ham. Jehu samlede sine mænd og drog til Jizre’el.
    Vægteren så ham og hans mænd komme, og sagde til kongen: “Der kommer en flok soldater denne vej.”
    Joram sagde: “Send en rytter ud til dem for at se om de kommer i fred.”
    En mand red ud til Jehu og sagde: “Kongen vil vide, om du kommer med fred.”
    “Han ved intet om fred. Rid med mine mænd.”
    Vægteren sagde til kongen: “Rytteren nåede derhen, men kommer ikke tilbage. Han rider nu bag de andre.”
    Så sendte kongen en anden rytter ud. Han red hen til Jehu og sagde: “Kongen vil vide, om du kommer med fred.”
    “Han ved intet om fred. Rid med mine mænd.”
    Vægteren sagde til kongen: “Den anden rytter har også sluttet sig til dem. Min herre, jeg ved hvem der kommer. Det er som om en vild mand kører den forreste vogn. Det er sådan, Jehu kører vogn.”
    Joram sagde: “Gå hen og hent vores vogne!” Begge konger red ud for at møde soldaterne, hver i sin vogn. Joram råbte: “Jehu, kommer du i fred?”
    Han råbte tilbage: “Hvordan kan der være fred, når Jezabel praktiserer hekseri og får alle til at tilbede afguder?”
    Joram vendte sin vogn rundt og råbte til sin nevø. “Løb! Det er en fælde.”
    Jehu skød en pil og dræbte Joram. Kaptajnen råbte: “Tag hans lig og kast det på marken, der blev stjålet fra Nabot.”
    Så jagtede han den unge konge af Juda, fordi han var Akabs barnebarn. Da han var inden for rækkevidde, skød Jehu kongen med en pil.
    På én og samme én dag dræbte Jehu både Israels konge og Judas konge.

    Fortsættes i næste historie

  • Elisa og Hazael (afsnit 140)

    2 Kongebog 8,1-15
    Elisa gik hen til den shumenitiske kvinde og sagde: “Tag din familie og forlad Israel. En hungersnød vil ramme landet og vare i syv år.”
    Hun gjorde som profeten sagde. Hendes familie forlod Israel og flyttede til filistrenes land og blev der i syv år. Da hun kom tilbage til Israel, gik hun til kongen for at bede om, at få sin families hus og jord tilbage.
    Da hun ankom, fandt hun ud af, at kongen lyttede til Gehazi, som talte om nogle af de store ting, Elisa havde gjort. Det skete da, at tjeneren fortalte om dengang profeten bragte den døde dreng til live igen.
    Netop da kom den shumenitiske kvinde ind. Gehazi sagde: “Min herre! Det er den kvinde, jeg talte om. Det var hendes søn, der blev oprejst fra de døde.”
    Kongen bad hende fortælle historien fra hendes synspunkt. Efter at hun havde fortalt historien, sagde han til en embedsmand: “Sørg for, at denne kvinde får alt tilbage, der tilhører hende. Giv hende også de penge, der blev tjent på hendes marker, mens hun var væk.”

    Nogen tid senere rejste Elisa til Syriens hovedstad. Den syriske konge var syg. Da han hørte, at Elisa var i byen, sendte han sin tjener Hazael til profeten.
    “Tag gaver med til profeten og spørg ham, om jeg vil komme mig over denne sygdom.”
    Hazael tog 40 kamellæs af alle slags varer som gave. Han sagde til profeten: “Kongen af Syrien vil vide, om han vil komme sig over sin sygdom.”
    Elisa sagde: “Gå og sig til ham, at han vil komme sig. Men det er ikke sandt. Herren har fortalt mig, at han skal dø.”
    Så stirrede Elisa på Hazael. Han stirrede så længe, at Hazael blev flov. Så brød profeten sammen og græd. Hazael sagde: “Profet, hvorfor græder du?”
    “På grund af de forfærdelige ting, du vil gøre mod Israels folk. Du vil brænde deres byer ned og dræbe deres unge mænd. Du vil knuse hovedet på babyer og rive gravide kvinder op.”
    Hazael sagde: “Hvordan kan jeg gøre disse forfærdelige ting? Jeg er kun en tjener.”
    “Herren har vist mig, at du skal være konge af Syrien.”
    Hazael forlod profeten og gik tilbage til sin herre. Kongen spurgte: “Hvad sagde Elisa?”
    “Han sagde, at du ville komme dig over din sygdom.”
    Næste dag dyppede Hazael en klud i vand, og brugte det til at kvæle kongen. Efter hans død indtog Hazael hans plads som konge af Syrien.

  • Fire spedalske (afsnit 139)

    2 Kongebog 6,24 – 7,20
    Kongen af Syrien invaderede endnu en gang Israel. Hans hær omringede Samaria og slog lejr uden for bymuren. De afbrød alle forsyningslinjer ind til byen. Til sidst var der ingen mad, og folk begyndte at sulte. Det var så slemt, at et æselhoved blev solgt for fire sekel sølv, og en lille skål med dueklatter solgte for fem sekel sølv.
    En kvinde så kongen gå langs toppen af bymuren. Hun bad ham hjælpe hende. Han sagde: “Jeg ved ikke, om jeg kan. Hvad er dit problem?”
    Hun sagde: “Min ven vil ikke holde sit løfte. Vi blev enige om, at vi skulle spise vores to sønner, min den første dag og hendes den anden. Så vi kogte og spiste min søn, men nu har hun gemt sin søn.”
    Da kongen hørte det, sønderrev han sit tøj. Han sagde: “Elisa skal lide for det her, om det så er det sidste, jeg gør.”
    Han sendte en vagt for at hugge profetens hoved af. Elisa sad i sit hus sammen med flere ældste i Israel. Han sagde: “Vores morderiske konge har sendt en vagt for at skære mit hoved af. Kongen er lige bag ham.”
    Netop da trådte kongen ind og råbte: “Du sagde, at alle disse problemer kommer fra Gud. Så hvorfor skulle jeg tjene ham, hvis han opfører sig sådan?”

    Elisa sagde: “Jeg har et budskab fra Gud. Han siger, at denne katastrofe næsten er forbi. I morgen på dette tidspunkt vil folk kunne købe en sæk fint mel for et par mønter. De vil kunne købe en stor sæk byg til samme pris.”
    Kongens øverste rådgiver sagde: “Umuligt! Vi kunne ikke få så store mængder mad her om så Gud selv åbnede himlens vinduer.”
    Elisa sagde: “Du kommer til at se det, men du kommer ikke til at spise noget af det.”
    I løbet af natten hørte den syriske hær en høj lyd som en stor hær, der marcherede mod dem. Larmen blev højere og lød som om hæren havde mange heste og vogne.
    De syriske soldater troede, at Israel havde hyret andre nationer til at komme og hjælpe dem. De råbte: “Lad os komme ud herfra!” De rejste sig og løb væk og efterlod alt.

    Den følgende morgen sad fire spedalske lige uden for byporten. Den ene sagde til de andre: “Hvorfor sidder vi bare her og dør af sult?”
    En anden sagde: “Jamen, det er ikke bedre i byen. Hvis vi går derind, dør vi stadig af sult.”
    ”Det er rigtigt, men vi kan ikke blive her. Lad os gå ind i den syriske lejr. Hvis de dræber os – ja, vi er alligevel ved at dø. Men måske vil de have medlidenhed med os og give os mad.”
    De fire mænd rejste sig og gik mod lejren uden at vide, at den var tom. De gik ind i det første telt og fandt mad, guld, sølv og dyre klæder. Det første de gjorde var at spise maden. De tog så de andre ting og gemte dem. De kom tilbage og gemte, hvad de fandt i det næste telt.
    Til sidst sagde de: “Det, vi har gang i, er ikke godt. Folk dør af sult på den anden side af muren. Gud vil straffe os, hvis vi ikke fortæller dem om dette.”
    De gik hen til byporten og råbte til portvagten og fortalte ham præcist, hvad de havde fundet. Da kongen hørte om det, troede han, at det var en fælde. Han sagde: “Den syriske hær gemmer sig og venter på, at vi kommer ud af byen.”

    Så han sendte et par soldater for at undersøge sagen. Mændene fandt den rute, syrerne havde taget. Den var fyldt af tøj og udstyr, som hæren havde smidt væk, så de kunne løbe hurtigere.
    Soldaterne gik tilbage og fortalte kongen, hvad de havde fundet. Derefter strømmede folk ud af byen for at hente ting i den syriske lejr. Prisen på mad faldt straks.
    Kongen gav sin øverste rådgiver til at opgave at styre folkemængden, men han blev trampet ihjel. Alt dette opfyldte, hvad profeten havde sagt.

  • Blinde soldater (afsnit 138)

    2 Kongebog 6,8-23
    Kongen af Syrien invaderede Israels land. Han talte med sine militærledere om planerne – hvor de skulle slå lejr og hvordan han ville angribe israelitterne. Så snart han havde talt ordene, gik Elisa til Israels konge og sagde: “Du planlægger at lede din hær igennem et bestemt pas. Vær forsigtig, for den syriske hær ligger på lur og venter på dig der.” Han fortalte kongen nøjagtigt hvad syrerne planlagde. Israels hær forberedte sig derfor og vandt slaget.
    Dette skete flere gange, indtil kongen af Syrien endelig indså, at israelitterne altid vidste præcist hvad han planlagde. Han sagde til sine hærførere: “Hvem af jer er en spion for Israel?”
    “Min herre, vi er alle loyale over for dig. Det er Elisa, profeten. Det er ham, der fortæller sin konge om dine planer. Han ved, hvad du siger, selv når du er i dit soveværelse.”
    “Find straks ud af hvor denne profet bor.”
    Snart kom hans mænd tilbage. “Han bor i Dotan, min herre.”
    Så sendte kongen en stor hær med heste og vogne til Dotan. De ankom om natten og omringede byen.
    Elisas tjener var stået tidligt op og gik udenfor. Her så han den enorme hær. Han løb ind igen og råbte: “Den syriske hær har omringet byen. Hvad skal vi gøre?”
    Elisa var overrasket. “Hvorfor er du bange? Vores hær er meget større end deres.”
    Så bad han: “Herre, åbn min tjeners øjne, så han kan se.” Herren åbnede da tjenerens øjne så han kunne se, at bjerget var fyldt med heste og ildvogne, som alle var der for Elisa.

    Syrerne bevægede sig nu ind i byen. Profeten bad: “Herre, gør alle disse soldater blinde!” Herren gjorde dem nu alle blinde.
    Profeten gik hen mod soldaterne og sagde: ”I er altså kommet det forkerte sted hen. Det her er den forkerte by. Nu vil jeg guide jer og lede jer til det rigtige sted.”
    Han førte dem derefter til Samaria, Israels hovedstad. Da de var ved byporten, bad han: “Herre, åbn disse mænds øjne, så de kan se.” Mændene så sig omkring og indså, at de var i Samaria.
    Israels konge så det og sagde til Elisa: “Skal jeg slå dem ihjel?”
    “Nej, du må ikke slå dem ihjel, for du fangede dem ikke i kamp. De er dine gæster. Giv dem mad og drikke, og lad dem vende tilbage til deres herre.”
    Så lavede kongen et stort gilde for sine gæster. Da alle havde fået nok at spise og drikke, gik de tilbage til kongen af Syrien.

  • Na’aman (afsnit 136)

    2 Kongebog 5,1-14

    Na’aman var øverstbefalende for den syriske hær. Han var en modig kriger og førte sine mænd til mange sejre. Kongen anså ham for at være en stor mand. Under en af deres krige med Israel fangede han en ung pige og førte hende med sig for at være tjener for sin kone.Senere opdagede Na’aman, at han var blevet spedalsk. Den unge slavepige sagde: “Jeg ville ønske, at min herre kunne tage til Israel. De har en profet, som kan helbrede mennesker; også dem med spedalskhed.” Na’aman fortalte dette til kongen. Straks gjorde han Na’aman klar til at besøge Israels konge. Han sendte gaver af guld, sølv og fine klæder sammen med et brev, hvori der stod: “Jeg sender min tjener Na’aman, så du kan helbrede ham for spedalskhed.”Israels konge blev chokeret, da han læste brevet. Han råbte: “Hvem tror han, jeg er? Jeg er ikke Gud. Jeg kan ikke helbrede mennesker for spedalskhed! Han har erklæret krig mod mig flere gange!” Elisa hørte om det og sendte bud til kongen. “Hvorfor river du dit tøj i stykker? Send manden til mig, så han ved, at der er en profet i Israel.”Na’aman og hans mænd red hen til profetens hus og stod udenfor. Elisa sendte sin tjener Gehazi ud til dem med dette budskab: “Gå ned til Jordanfloden og vask dig syv gange. Når du er færdig, vil du blive helbredt for spedalskhed.”Na’aman kunne ikke tro, hvad han hørte. Han blev rasende og sagde: “En sand profet ville komme ud og stille sig foran mig. Han ville bede til Herren og løfte sin hånd over min krop. Hvis jeg troede, at det ville hjælpe at vaske sig i en flod, ville jeg have taget et bad i en af Syriens smukke floder – ikke en beskidt flod som Jordan.”Hans tjenere sagde til ham: “Herre, hvis profeten havde bedt dig gøre noget vanskeligt, så havde du gjort det. Men nu bad han dig om at gøre noget let, nemlig at vaske dig.”Na’aman gik nu ned til Jordanfloden og dykkede i den syv gange. Pludselig var hans hud helbredt, ganske som profeten sagde.

    Fortsættes i næste historie

  • Den shunemitiske kvinde (afsnit 135)

    2 Kongebog 4,8-37
    Elisa rejste til en by ved navn Shunem. En fremtrædende kvinde sørgede for et måltid til ham. Hun gav ham derefter en invitation til at spise hjemme hos dem, når han var i deres by.
    Nogen tid senere sagde kvinden til sin mand: “Den mand, der kommer her, er en hellig mand. Lad os lave et værelse til ham ovenpå. Vi sørger for en seng, et bord, en stol og en lampe. Han kan bo der, når han kommer til vores by.” De forberedte rummet, og Elisa brugte det, når han var i Shunem.

    En dag gjorde profeten holdt ved hjemmet og gik op på sit værelse. Han sagde til sin tjener Gehazi: “Den shunemitiske kvinde har gjort alt dette for os. Spørg hende, hvad jeg kan gøre for hende. Måske vil hun gerne have, at jeg taler med kongen for hende eller en hærfører.”
    Gehazi gik hen og talte med hende, men hun sagde, at hendes familie sørgede for alle hendes behov. Elisa spurgte derefter sin tjener: “Har du nogen idéer til, hvad vi kan gøre for hende?”
    “Hun har ikke en søn, og hendes mand er gammel.”
    Elisa sagde: “Sig til hende, at hun skal komme og stå i døren.”
    Kvinden gik op ad trappen og stillede sig i døren til profetens værelse. Han sagde til hende: “Ved denne tid næste år får du en søn.”
    Kvinden sagde: ”Sig ikke sådan noget til mig, med mindre det er sandt!”

    Et år senere fødte hun en lille dreng, præcis som Elisa havde lovet. Barnet voksede og blev med tiden gammel nok til at hjælpe sin far med høsten. En dag ude i marken klagede han over en alvorlig hovedpine. Hans far bad en tjener om at tage drengen til sin mor. Tjeneren tog ham derhen, og hun holdt sin søn på skødet. Alligevel døde han, og hun tog ham med op til Elisas værelse og lagde ham på profetens seng.
    Hun sendte derefter en besked til sin mand. “Send mig et æsel og en tjener. Jeg skal skynde mig og få fat i profeten. Jeg kommer tilbage så hurtigt jeg kan.”
    Manden sendte hende et æsel og en tjener. Hun sagde til tjeneren: “Før mig hen til profeten på Karmelbjerget. Sæt ikke farten ned, medmindre jeg beder dig om det.”
    Elisa så hende komme ridende, men Herren fortalte ham ikke, hvorfor hun kom. Han sendte Gehazi for at spørge hvorfor, men hun ville ikke fortælle ham det. Da hun kom til profeten, løb hun hen og kastede sig til jorden og tog fat i hans fødder. Gehazi forsøgte at trække hende væk, men profeten sagde: “Lad være med! Hun er dybt bekymret, og Gud har stadig ikke fortalt mig hvorfor.”
    Kvinden kiggede op og råbte: “Jeg sagde, at du ikke skulle fortælle mig, at jeg ville få en søn, medmindre det var sandt!” Profeten vendte mod til Gehazi. “Løb tilbage til hendes hus. Tal ikke med nogen undervejs. Tag denne stav og læg den på drengens ansigt.”
    Gehazi tog staven og gik. Elisa fortalte så kvinden, at hun og hendes tjener kunne tage hjem. Hun sagde: “Så sandt som Gud lever, og så sandt som du lever, forlader jeg dig ikke, før min søn er i live.” Så gik Elisa med dem til hendes hus.
    Gehazi kom først dertil og placerede staven på drengens ansigt. Der skete ikke noget. Da Elisa ankom, gik han alene ind i rummet og låste døren. Han bad til Herren og gik så hen og strakte sig ud over drengens krop med øjnene over drengens øjne, munden over drengens mund og hænderne over drengens hænder. Snart blev drengens krop igen varmt, men han trak ikke vejret.

    Profeten rejste sig og gik frem og tilbage. Så strakte han sig endnu en gang ud over drengens krop. Pludselig nyste drengen … og så nyste han igen … og igen. Han nyste i alt syv gange. Derefter åbnede drengen øjnene og så på profeten.
    Elisa rejste sig og kaldte på Gehazi. “Gå hen og hent den shunemitiske kvinde.”
    Da hun kom ind på værelset, sagde profeten: “Tag din søn op.” Uden at sige et ord knælede hun ned for fødderne af profeten. Så hentede hun sin søn og gik.