vokse

Kilde: riisjensen.dk

  • Døde bliver levende (afsnit 165)

    Ezekiel 37
    Ezekiel blev ført i fangenskab sammen med mange andre jøder. Han blev en Guds profet, og en dag førte Gud Herren ham i ånden til en dal. Han så, at den var fyldt med knogler. De var så tørre, at de ville blive til pulver, hvis man rørte ved dem.
    Herren sagde: “Kan disse knogler og indtørrede ben blive levende igen?”
    “Herre, kun du kan give svaret på det.”
    Gud sagde: ”Stil dig blandt dem og sig: Indtørrede ben, hør hvad Gud siger til jer. Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren.’”
    Ezekiel gik ned i dalen og sagde det til knoglerne, og pludselig hørte han en raslende lyd. Knoglerne var blevet faste og var ved at forbinde sig igen. Snart lå der komplette skeletter over hele jorden.
    Mens profeten så på, dannedes der sener og muskler på skeletterne. Derefter strakte huden sig over kødet. De var som døde kroppe, der lå på jorden, over hele dalen. Men de var endnu ikke levende.

    Herren sagde til Ezekiel: “Du skal profetere om livsånden. Du skal profetere og sige til livsånden: Dette siger Gud Herren: Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende”
    Ezekiel profeterede dette over de døde kroppe, og da blev der blæst liv i dem, så de blev levende! De rejste sig og Ezekiel så, at de var en enorm hær.
    Herren sagde: “Disse ben repræsenterer alle Israels tolv stammer. Lige nu siger de: ‘Vi er ikke længere en nation. Der er intet håb for os. Vores knogler er udtørrede.’ Du skal forkynde for dem og sige: ‘Hør, hvad Gud siger til jer! Han fortæller jer, at han vil åbne jeres eksilgrave og føre dig tilbage til Israels land. Han vil give jer sin ånd, så I lever. Så skal I forstå, at han er Herren.’”
    Herren talte til Ezekiel igen: “Tag et stykke træ og skær ordet ‘Juda’ på det. Find et andet stykke træ og skær ordet ‘Israel’ på det.”
    Det gjorde Ezekiel, og derefter sagde Herren: “Hold dem sammen, som om de var ét stykke træ. Bær dem rundt, indtil folk spørger dig, hvad det betyder.
    Fortæl dem, at Gud Herren siger: ‘Der kommer et tidspunkt, hvor jeg vil føre begge nationer sammen igen. De vil ikke længere være to nationer, men én. Jeg vil give dem deres eget land, det land, jeg gav Jakob. De får én konge. David skal herske over dem. De vil ikke længere fordærve sig selv med afguder. Jeg vil gøre dem rene, og de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud.’”

  • På vej til Egypten (afsnit 164)

    Jeremias 40 – 44 og 52,31-34 og 2 Kongebog 25,22-30
    Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
    Babylons konge Nebukadnesar ødelagde Jerusalem totalt. Han efterlod nogle få mennesker til at tage sig af landet og gjorde Gedalja til guvernør over Juda.
    Oprørssoldater boede stadig i Judas bakker. Gedalja mødte dem og sagde: “Kongen af Babylon ønsker fred med jer. Hold op med at kæmpe! Se på, hvad folket efterlod sig, da de gik i eksil. I kan høste deres druer og oliven og sommerfrugt. Vælg en by og bo der. Jeg vil repræsentere dig med babylonierne.”
    Soldaterne fulgte dette råd og boede i landet. Jøder, der boede i andre lande, kom tilbage og accepterede Gedalja som deres guvernør.

    Alt i alt havde de en stor høst det år. Ammons konge hyrede ti jøder til at dræbe Gedalja. Judas folk advarede guvernøren om planen. De sagde: “Vi har det godt her. Vi ønsker ikke, at disse forrædere skal ødelægge det for os.” Men Gedalja troede dem ikke. Han mente, at de simpelthen forsøgte at få en fordel i forhold til deres landsmænd.
    Gedalja inviterede de ti forrædere til at spise sammen med ham. Under måltidet trak mændene deres sværd og dræbte guvernøren. Efter at have kastet hans krop ned i en stor brønd, gik de tilbage til Ammon. Judas mænd jagtede dem. Det kom til kamp, men de fleste af forræderne slap væk.
    Judas folk vidste, hvad Nebukadnesar ville gøre, når han fandt ud af, at hans guvernør var blevet dræbt. De lavede planer om at flygte til Egypten. De gik til Jeremias og sagde: “Spørg Herren, hvad vi skal gøre. Vi lover, at vi vil gøre, hvad han siger.”

    Ti dage senere gav Jeremias dem et budskab fra Herren: ”Flyt ikke til Egypten, men bliv i Juda. Jeg vil være med jer og beskytte jer mod Babylons konge. Jeg ved, at I er bange, men hør på mig. Flygt ikke til Egypten. Her i Juda vil I ikke finde krig, sult og sygdom.”
    Folket svarede Jeremias: “Du lyver for os. Det har Herren ikke fortalt dig. Du vil bare, at vi bliver her, så Babylon slår os ihjel.”
    Folket forlod Juda og drog til Egypten. De tog profeten og Baruk med sig. Jeremias afsluttede sin bog i Egypten, og så døde han.
    Flere år senere regerede en ny konge Babylon. Han løslod kong Jojakin fra fængslet og gav ham sin frihed. Han fik penge til at leve for og blev inviteret til at spise ved Babylons konges bord. Han levede godt resten af sit liv.

  • Mudderbrønd (afsnit 163)

    Jeremias 32 og 33 og 38 og 39, og 40,1-6 og 52,1-30 Anden Kongebog 25:3-21 og Anden Krønikebog 36
    Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
    Herren gav Jeremias et budskab til folket. Han sagde: “Valget er jeres. Vælg mellem liv eller død. Hvis I bliver i Jerusalem, vil I lide sult, sygdom og død. Hvis I overgiver jer til den babylonske hær, vil I overleve. Jeg har overgivet denne by til dem, og de vil totalt ødelægge den.”
    Da Judas embedsmænd hørte det, gik de til kongen og sagde: “Denne mand skal dø. Han er en forræder. Han beder folk om at forlade os.”
    Så Sidkija tillod dem at gøre, hvad de ville med Jeremias. De bandt ham med et reb og sænkede ham ned i en tom brønd. Der var ikke vand i den, men i stedet var bunden ikke andet end mudder. Snart var profeten sunket ned i mudderet.
    En embedsmand løb hen til kongen og sagde: “Det er forkert! Profeten vil dø i den brønd. Han har hverken mad eller vand.”
    Kongen gav manden tilladelse til at trække Jeremias op af brønden. Han fik 30 andre mænd til at hjælpe sig. De kastede gamle klude ned i brønden og bad profeten om at lægge dem under armene for at beskytte ham mod rebene. De trak ham derefter ud af brønden og førte ham tilbage til paladsfængslet.

    Babylonierne holdt byen under belejring i to et halvt år. Til sidst brød de igennem murene og indtog byen. Da Sidkija hørte det, forsøgte han at flygte ud af Jerusalem.
    Babylonierne fangede hurtigt kongen og førte ham til Nebukadnesar. Han lod Sidkija se på, imens soldater dræbte hans to sønner. Så stak de øjnene ud på ham, satte ham i lænker og førte ham til Babylon.
    Babylonierne ødelagde byen totalt, så den aldrig igen kunne modstå dem. De ødelagde templet, brændte alle husene og brød murene ned. Hæren førte derefter resten af folket til Babylon og efterlod kun få til at passe landet.
    Nebukadnesar hørte om Jeremias, så han sagde til en soldat: “Find denne mand, og sørg for, at han ikke kommer til skade. I skal passe ham og give ham, hvad han ønsker.”
    Soldaten fandt profeten. Han var i lænker sammen med de andre, der blev sendt i eksil. Soldaten tog lænkerne af Jeremias og sagde: “Du er fri. Hvis du kommer til Babylon med os, vil vi tage os af dig og opfylde dine behov resten af dit liv. Men hvis du vil, kan du blive her i Juda. Det er dit valg.”
    Jeremias sagde, at han ville blive i Juda, så de tillod, at han og Baruk vendte tilbage til deres hjem. Herren beskyttede også den embedsmand, der havde hjulpet profeten med at komme ud af brønden.
    Herren sagde til Jeremias: “Der vil komme en dag, hvor jeg vil oprejse en retfærdig gren fra Davids slægt, og han skal bringe ret og retfærdighed til landet. Han vil blive kaldt: ‘Herren vor retfærdighed’.”

  • Jerusalem belejret (afsnit 162)

    Jeremias 37 og 2 Kongebog 24,18 – 25,2 og 2 Krønikebog 36
    Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
    Nebukadnesar gjorde Sidkija til konge af Juda. Efter at han havde været konge i ni år, gjorde han oprør mod Babylon. Han troede, at Egypten ville hjælpe ham. Jeremias sagde: “Hvis du gør det, vil Babylons konge fuldstændig ødelægge Jerusalem.”

    Sidkija lyttede ikke til profeten, så Nebukadnesar kom med sin hær og kredsede om byen uden at lukke nogen ind eller ud. Sidkija bad Jeremias om at gå i forbøn hos Gud. Pludselig dukkede den egyptiske hær op fra syd. Dermed flyttede den babylonske hær væk fra Jerusalem.
    Herren sendte et budskab til Sidkija: “Hør, hvad jeg nu vil gøre: Faraos hær vender tilbage til Egypten. Babylon vil da komme tilbage og brænde denne by ned til jorden. Du kan ikke stoppe dem. Selv hvis din hær gik ud og besejrede dem og kun efterlod nogle få sårede mænd i live, ville de få mænd rejse sig op, komme ind i byen og brænde den ned til jorden.”
    Jeremias besluttede at gå uden for bymurene og se på en ejendom, han ejede. En vagt så ham gå ud af byporten. Han sagde: “Du skal til den babylonske hær.”
    Profeten sagde: “Nej, det ville jeg aldrig gøre.”
    Men vagten troede ham ikke og førte ham til byens embedsmænd. De var rasende på ham og fik ham slået og sat i et fangehul. Han blev der længe.
    Snart kom babylonierne tilbage og omringede igen byen. Sidkija sendte i hemmelighed bud efter Jeremias og førte ham til slottet. Kongen sagde: “Har du et budskab fra Herren?”
    Jeremias sagde: “Ja, det har jeg. Han siger: ‘Du vil blive besejret af babylonierne.’”

    Derefter sagde profeten til kongen: “Send mig ikke tilbage til det fangehul. Jeg dør, hvis du gør det. Hvad har jeg gjort? Alt, hvad jeg har sagt, er gået i opfyldelse. Hvor er profeterne, der sagde, at Babylon ikke ville vende tilbage? Jeg beder dig, send mig ikke tilbage.”
    Så kong Sidkija gav befaling om, at Jeremias ikke skulle tilbage til fangehullet. Han blev holdt i paladsfængslet, hvor han fik bedre pleje.
    Snart var der ingen mad i byen, fordi babylonierne havde forhindret alt i at komme ind og ud. Jerusalems herskere sendte et budskab til Jeremias: “Bed til Gud om at han vil udfri os! Måske vil han give os et mirakel, som han har gjort tidligere.”
    Herren sendte en besked tilbage til dem: “Nej, jeg udfrier jer ikke! Det er mig, der kæmper imod jer. Det er mig, der har overgiver jer til Babylons konge. I skal lide sult, sygdom og plager. Mennesker og dyr vil dø. De, der overlever, vil blive overgivet til babylonierne.”



  • To kurve med figner (afsnit 161)

    Jeremias 24, Anden Kongebog 24,8-17 og Anden Krønikebog 36
    Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
    Nebukadnesar, Babylons konge, invaderede Juda. Kong Jojakim droppede sin troskab mod Egypten og svor loyalitet mod Babylon. Flere år senere udbrød der krig mellem Babylon og Egypten, og Jojakim flyttede sin loyalitet tilbage til Egypten. Jeremias advarede ham om ikke at gøre det, men han lyttede ikke.
    Endnu en gang invaderede Nebukadnesar Juda, men denne gang erobrede han Jerusalem. Jojakim blev lagt i lænker og ført til Babylon, hvor han døde. Hans søn Jojakin blev konge.

    Nebukadnesar tog ting fra templet for at placere dem i sine afguders templer. Han tog også de bedste unge mænd med til Babylon for at tjene som rådgivere. Blandt dem var Daniel.
    Jojakin var kun konge i tre måneder, da han også gjorde oprør mod Babylon. Jeremias advarede ham om, at hvis han gjorde det, ville han blive ført væk ligesom sin far. Den unge konge lyttede ikke.

    Nebukadnesars hær vendte tilbage, og denne gang tog de alle skattene og guldet fra templet. De fratog byen alt af værdi, inklusive håndværkere, militærmænd og lærde. 10.000 mennesker blev ført til Babylon. Blandt dem var Ezekiel.
    Kun de fattige var tilbage til at føre tilsyn med jorden. Nebukadnesar tog Jojakin med til Babylon og satte ham i fængsel. Hans onkel, Zedekias, blev indsat som konge af Juda.
    Efter at de var væk, gav Gud Jeremias et syn. Herren sagde: “Hvad ser du?”
    Profeten sagde: “Jeg ser to kurve fyldt med figner. Den ene er fyldt med den lækreste frugt, jeg nogensinde har set. Den anden har rådne figner, der lugter forfærdeligt.”

    Herren sagde: “Folket i fangenskab er som de gode figner. Jeg vil passe på dem og passe dem. Deres børn vil vende tilbage til dette land, og de vil have et ønske i deres hjerter om at kende mig. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.”
    Men disse mennesker her i Juda er som de rådne figner. De er korrupte og rådne, og jeg vil behandle dem på den måde. Jeg sender hjertesorg, pest og hungersnød. Når jeg er færdig, smider jeg Zedekias og hans folk i skraldespanden.”
    Herren lod Jeremias sende et brev til dem i eksil. Han sagde: “Byg huse i Babylon og plant haver. Gift jer, få børn, og hjælp jeres børn med at blive gift. Engagér jer i jeres lokalsamfund i Babylon og hjælp jeres områder med at blomstre. Tro ikke på dem der siger, at I ikke skal være der længe. Det er ikke sandt. I skal være i eksil i 70 år, så sørg for at føle jer hjemme. Jeg vil passe på jer. I kan kontakte mig, når I vil – og jeg lytter. Når tiden for jeres eksil er forbi, vil jeg føre dig tilbage hertil og give jer alt det, I efterlod. Folkene her er som rådne figner. Når jeg har sendt dem hjertesorg, plager og hungersnød, smider jeg dem i skraldespanden.”



  • En brændt bogrulle (afsnit 160)

    Jeremias 26 og 36, Anden Kongebog 24,1-7 Anden Krønikebog 36
    Historierne 159 – 164 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
    Jeremias havde profeteret i 23 år, da Jojakim blev konge. Juda var under Egyptens kontrol, og kongen betalte dem høje skatter år efter år.
    Gud bad Jeremias at gå til templet og fortælle folket, at de skulle omvende sig, ellers ville templet blive lagt i ruiner. Efter at han var færdig med at prædike, greb præsten og profeterne ham og sagde: “Vi slår dig ihjel. Hvor vover du at komme og tale disse ting i Herrens navn!”
    Judas embedsmænd forsvarede Jeremias og sagde: “Han har ret til at tale i Herrens navn. Slip ham fri.” De lod ham gå, men fortalte ham, at han ikke måtte komme tilbage til templet.
    Herren sagde til Jeremias: “Skriv en bog med alt det, jeg har fortalt dig om den kommende dom over Juda og Jerusalem.”
    Jeremias sendte bud efter Baruk, sin skriver, og dikterede ham alt, hvad Herren havde sagt. Da de var færdige, sagde profeten: “Jeg har ikke lov til at gå til templet, så tag derhen og læs denne bog for folket.”
    Baruk gik hen og læste bogen i templet. Kongens embedsmænd hørte om bogen og bad ham læse den for dem. Da han var færdig, var embedsmændene bange. De sagde: “Kongen skal høre dette.”
    De sagde til skriveren: “Vi tager denne bog med til kongen. Du og Jeremias skal gemme jer og ikke fortælle nogen, hvor I er.”

    De tog bogen med til kong Jojakim, og han fik den læst op. Det var vinter, så han sad ved et bål, og hver gang en del af bogen var blevet læst højt, skar han siderne ud og kastede den i ilden. Hans embedsmænd bad ham om ikke at gøre det, men han blev ved, indtil hele bogen var væk.
    Alle i lokalet hørte bogen, men ingen sønderrev deres tøj og ingen blev. Jojakim gav derefter ordre til at Jeremias og hans skriver skulle fængsles, men Gud beskyttede dem.

    Gud sagde til Jeremias: “Skriv en anden bog, ligesom den, der blev brændt. Giv også denne besked til kong Jojakim: ‘Du brændte bogen, fordi du ikke ville have, at nogen taler om, hvordan Babylon vil ødelægge Jerusalem. Nu skal du høre, hvad der skal ske med dig: Din døde krop vil ikke blive begravet, men skal rådne under den bagende sol. Også Davids trone vil blive taget fra dine efterkommere.’”
    Jeremias dikterede bogen endnu en gang, og Baruk skrev den ned. Som tiden gik, tilføjede han mere til den.
    Jeremias sagde til Judas folk: “Babylon vil komme og ødelægge denne by og føre jer i fangenskab. I skal være der i halvfjerds år. Derefter vil Gud føre dine børn tilbage til dette land.”
    Gud sendte et særligt budskab til Baruk. “Du er bekymret for, hvad der vil ske med dig. Du bærer byrden ved at være en skriftlærd for Guds profet. Bare rolig. Jeg skåner dit liv, når jeg ødelægger denne by. Jeg vil være med dig, hvor end du går.”



  • Jeremias og pottemageren (afsnit 159)

    Jeremias 1 og 18-20 og Anden Kongebog 23,28-37 og Anden Krønikebog 36
    Historierne 159 – 16 skete under profeten Jeremias’ liv og virke.
    På kong Josijas’ tid blev profeten Jeremias kaldet af Gud til at prædike for Judas folk. Herren sagde: “Du skal fortælle dem, at de er onde, og at Babylon vil komme og føre dem bort. Det vil være nytteløst at modstå denne invasion, fordi det er mig, der får det til at ske!”
    Jeremias sagde: “Herre, den opgave vil jeg ikke have. Jeg er for ung, og jeg er ikke god til at tale offentligt.”
    Herren sagde: “Jeg valgte dig til dette job, før du blev født. Jeg vil fortælle dig præcis, hvad du skal sige. Alligevel vil folk ikke lytte, og de vil forsøge at dræbe dig. Men bare rolig. Jeg vil være med dig og beskytte dig.”

    Igennem flere år fortalte Herren Jeremias alle grundene til, hvorfor Juda ville blive straffet og sendt i eksil. Jeremias græd og bad for folket. Gud sagde: “Hold op med det! Disse mennesker er på vej mod en katastrofe, og der er intet, du kan gøre ved det. Jeg ville ikke lytte, om så Samuel og Moses stod foran mig og tryglede mig! Denne situation er hinsides religiøse handlinger og bønner.”
    Herren sendte Jeremias til en pottemagers hus. Der så han pottemageren arbejde med en lerkrukke på drejehjulet. Pludselig fandt han en fejl på den. Så knuste han simpelthen krukken og begyndte forfra.
    Herren sagde: “Israel, det er hvad jeg gør mod dig. Du er som ler i mine hænder, og jeg vil knuse dig, så jeg kan gøre dig til det, der har min velsignelse og glæde.”
    Herren bad Jeremias købe en lerkrukke og gå til Judas herskere. Profeten købte krukken og stillede sig foran folkets ledere. Han holdt den op i luften og sagde: “Folket har forladt Herren for at tilbede afguder. Lyt derfor til, hvad Gud siger til dig!”
    Han smed krukken ned, og den gik i stykker! Han sagde: “Jerusalem vil blive som denne lerkrukke. Jeg vil totalt ødelægge byen. Dine fjender vil slagte folket. Byen vil ligge i ruiner ligesom denne lerkrukke.”

    En af præsterne blev vred og fik Jeremias slået og lagt i stokke. Næste dag gik præsten hen for at løslade ham. Jeremias sagde til ham: “Herren har ændret dit navn. Det er nu ‘Terror’. I rædsel vil du se dine venner blive dræbt på gaden. I rædsel vil du se byen blive ødelagt. Du vil blive ført til Babylon, hvor du vil dø; og der vil du blive begravet.”
    Kong Josija blev dræbt, da han kæmpede mod Egyptens hær. Judas folk gjorde hans søn til konge. Tre måneder senere erobrede Egyptens farao Jerusalem og førte den nye konge til Egypten, hvor han døde. Faraoen satte en anden søn af Josija til at være konge af Juda. Han hed Jojakim.



  • Josijas reformer (afsnit 158)

    Anden Kongebog 23 og Anden Krønikebog 34,32 – 35,27
    Kong Josijas og nationen Juda fornyede deres forpligtelse over for Guds love. Kongen tog så alle de falske altre ud af templet og lod dem brænde. Folket drog også rundt i Jerusalem og ødelagde alle de afguder, der var i byen.
    Da det var gjort, drog kongen personligt rundt i Judas land og overvågede ødelæggelsen af afgudsdyrkelsen i alle byerne. Derefter drog han rundt i Israels land og ødelagde alle afguder og altre. Da han fandt et større hedensk sted, vanhelligede han alteret, så folket aldrig ville bruge det igen.

    Han gik hen til det alter, Jeroboam havde bygget i Betel. Han ødelagde alt, der var omkring det. Han så nogle grave i nærheden, så han sendte mænd for at hente nogle menneskeknogler. Han brændte dem oven på alteret for at vanhellige det.
    Derefter så han et monument i nærheden. Han sagde: “Hvad er det?”

    Mændene i området sagde: “Det er gravstedet for den profet, som kom fra Juda. Herren sendte ham her for at tale imod Jeroboam, da han indviede dette alter til sine guldkalve. Han profeterede og fortalte folket, hvad I ville gøre ved dette alter. I dag har du opfyldt hans profeti. Det er også graven for en gammel profet fra Samaria.”
    Josija sagde: “Forstyr ikke disse knogler.” Så vendte han tilbage til Jerusalem.

    Kongen arrangerede en påskefest som ingen anden. Han og fremtrædende mænd i Juda gav gavmildt, så alle havde et offer at give.
    I hele Judas historie havde der aldrig været en konge som Josija, som elskede og tjente Herren af hele sit sind, hjerte og styrke. Han fulgte fuldstændig Guds veje.

    Alligevel planlagde Herren at få Jerusalem ødelagt. Han ville sende Judas folk i landflygtighed, ligesom han havde gjort mod Israel. Men han lod det ikke ske før efter Josijas død.
    Da kongen var 39 år gammel, førte Egyptens farao sin hær forbi Juda på vej for at hjælpe Assyrien. Josija førte sin hær ud for at standse dem. Faraoen sagde: “Min kamp er ikke med dig. Jeg vil kæmpe mod en anden. Bland dig ikke, ellers vil Gud bruge mig til at ødelægge dig.”
    Josija lyttede ikke til dette råd. Han gik i kamp, men forklædte sig, så fjenden ikke skulle vide, at han var kongen. Pludselig ramte en pil ham, og han faldt sammen i sin vogn. Hans tjenere skyndte ham tilbage til Jerusalem, og der døde han.

    Hele Juda sørgede over Josijas’ død. Profeten Jeremias skrev en sang, der blev sunget ved hans begravelse.

  • Lovbogen bliver fundet (afsnit 157)

    Anden Kongebog 22 og Anden Krønikebog 34,1-32

    Josija var 8 år gammel, da han blev konge af Juda. Han vandrede med Herren fra den dag, han blev konge, til den dag han døde 31 år senere. Han var den sidste store konge, før Judas folk kom i fangenskab.Da han var 26 år gammel, hyrede han mænd til at genoprette templet. Der var givet penge til det formål, så han gav dem til arbejderne og sagde: “I har vist, at I er retskafne mænd. Derfor skal I ikke føre regnskab over jeres forbrug.”

    En dag fandt ypperstepræsten Lovbogen, skrevet af Moses. Han sendte den til kongen, som fik den læst op. Da Josija hørte, hvad der stod i bogen, flåede han sit tøj af og sagde: “Sandelig, Herrens vrede er stor mod os! Vores forfædre lavede en pagt med Gud og brød den så igen og igen. Hans dom over os. I må straks finde nogen, som kan spørge Gud til råds om dette.”Præsten gik hen og talte med Hulda, en kvindelig profet. De spurgte hende om, hvad der stod i bogen. Hun sagde: “Jeg har en besked fra Gud til den mand, der sendte dig hertil. Gud siger: ‘Folket i dette land har vendt sig bort fra mig. De tjener afguder og falske guder. Jeg er ved at opfylde dommen som står skrevet i den bog, I fandt. En katastrofe vil snart ramme dette sted og alle, der bor her. Intet kan standse den dom, der kommer.’”Hulda sagde så: “Jeg har endnu et budskab til Judas konge. Herren siger: ‘Da du hørte ordene i denne bog, var dit hjerte bedrøvet, og du flåede dit tøj og græd. Du har søgt mig med ydmyghed, og jeg hørte dig. Derfor vil du ikke se den katastrofe, jeg lader ramme dette sted. Jeg vil vente til du dør og er begravet.’”

    Præsten tog disse ord med tilbage til Josija. Da han hørte dem, samlede han alle de ældste i Jerusalem og Juda. De samlede derefter hele folket, og alle gik til templet, hvor de hørte kongen læse Moseloven. De hørte om de pagter, deres nation havde med Gud.Da Moseloven var blevet læst, stod Josija på det sted, der var reserveret til kongen. Foran alle påtog han sig de samme forpligtelser over for Herren. Han svor, at han ville følge Guds bud med al sin energi og kraft. Alle folk var enige om at gøre det samme.

  • Den onde kong Manasse (afsnit 156)

    2 Kongebog 21 og 2 Krønikebog 33
    Hizkija var en af de bedste konger af alle Davids efterkommere. Hans søn Manasse var imidlertid en af de ondeste. Han blev konge, da han var 12 år gammel, og han regerede i 55 år.
    Han opførte sig værre end Kana’ans konger, før israelitterne nåede dertil. Hans far havde ødelagt alle afgudsaltrene, men Manasse lod dem genopbygge. Han satte flere af dem inde i selve templet. Han befalede, at hele nationen til at udøve hekseri og ofrede endda sine egne sønner til falske guder.

    Gud talte til Manasse og Judas folk, men de lyttede ikke. Endelig tillod Gud, at militære ledere fra Assyrien fangede kongen. De satte en ring i hans næse og førte ham væk i bronzekæder. Han blev sat i et fængsel i Babylon.
    Dette var den mørkeste tid i Manasses liv. Han ydmygede sig og råbte til Gud. Herren hørte hans bøn og var ham nådig.

    Tiden kom, hvor Gud tillod ham at vende tilbage til Jerusalem og igen være konge. Da han var der, vidste Manasse, at Herren havde gjort dette for ham, og han var taknemmelig.
    Han fjernede alle afguderne og altrene fra templet. Han genoprettede Guds alter og brugte det til at takke Herren. Han byggede Jerusalems mure op og gjorde byen mere sikker. Gennem hans ledelse blev militæret stærkere.
    Da Manasse døde, blev hans søn Amon konge. Han regerede kun i to år, men han var lige så ond, som hans far havde været i de første år. I modsætning til sin far vendte han sig dog ikke til Herren.
    Hans tjenere valgte til sidst at dræbe ham. Da de havde gjort det, blev de jagtet af en flok mennesker fra Juda, som fangede og henrettede dem.
    Derefter gjorde de Amons søn til konge. Han hed Josija, og han var kun 8 år gammel. Alligevel blev Josija en stor konge af Juda.