vokse

Kilde: riisjensen.dk

  • Batseba (afsnit 104)

    2 Samuel 11
    Da det blev forår, var det tid til igen at angribe ammonitterne. Normalt ville David følge med sine mænd, men han besluttede at blive hjemme.
    Efter at have taget en lur en eftermiddag, gik han langs soldækket, på paladsets tag. Derfra så han en smuk kvinde tage et bad. Han sendte bud efter en tjener og spurgte: “Hvem er den kvinde?”
    “Hun hedder Batseba. Hun er hustru til Urias, en af dine 30 særligt udvalgte mænd.”

    David sendte bud efter hende, og de havde sex sammen den nat. Kort efter opdagede hun, at hun var gravid. Hun sendte besked om det til David, og han besluttede at han ville skjule det, han havde gjort. Derfor sendte han straks besked til Joab: “Send Urias til mig.”
    Soldaten kom, og kongen spurgte ham: “Hvordan går kampen? Har Joab det godt?”
    Efter at Urias havde afgivet en rapport, fortalte kongen ham, at han kunne tage hjem til sin kone, før han gik tilbage til slaget. Han sendte endda en gave til parret.
    Urias forlod kongen, men gik ikke hjem. Han sov natten igennem ved døren til slottet sammen med alle kongens tjenere. Om morgenen kaldte kongen ham ind og spurgte: “Hvorfor gik du ikke hjem?”
    “Det ville jeg ikke. Pagtens Ark er på slagmarken. Israels hær sover i telte. Joab og hans officerer er i kamp. Jeg kan ikke gå til mit hus og leve roligt. Jeg kan ikke spise og drikke med min kone, mens de ofrer sig for vores folk.”
    David sagde: “Bliv her en dag mere, og så sender jeg dig tilbage til slaget.”
    Kongen bad så Urias om at spise og drikke med ham. I løbet af aftenen fik David drukket ham fuld. Alligevel gik han ikke hjem, men sov igen ved døren til slottet.

    Næste morgen skrev David et brev til sin hærfører. “Sæt Urias i front, hvor kampene er hårdest. På et bestemt tidspunkt skal du få dine mænd til at falde tilbage og så skal du lade ham dø.”
    Kongen gav det forseglede brev til Urias og bad ham bringe det til Joab. Joab adlød ordren og placerede Urias på det sted, hvor det var farligst at opholde sig. På et tidspunkt forlod de andre soldater ham, og Urias blev dræbt. Batseba hørte, at hendes mand døde i kamp, og hun sørgede over ham.
    Joab fortsatte sin kamp mod den ammonitiske hovedstad. Til sidst brød han igennem og erobrede deres vandforsyning. Han sendte bud til David. “Kom hurtigt! Før hæren ind i byen og indtag den, så du får æren.”
    David førte hæren til sejr over de ammonitiske byer. Han fik det ammonitiske folk til at rive deres mure og alle deres bygninger ned. Han tog alt af værdi og satte folk i gang med at lave mursten.
    David tog derefter tilbage til Jerusalem. Da Batsebas sørgetid var forbi, gjorde han hende til sin kone. Kort efter fødte hun deres søn. Kun Gud kendte til deres synd, og han var ikke glad.

     

  • Ammonitter (afsnit 103)

    Anden Samuelsbog 10 og 1 Krønikebog 19-20
     Under hele Davids erobring angreb han ikke ammonitterne, fordi kongen havde været venlig mod ham, da han flygtede fra Saul. En dag døde ammoniternes konge, og hans søn regerede nu.
    David sendte en gruppe mænd med en kondolencebesked til den nye konge. Da mændene kom dertil, sagde de ammonitiske ledere til deres konge: “Disse mænd er her ikke for at overgive Davids kondolence til dig. De er her for at udspionere os. De er her for at se, hvor vi er svage.”

    Den nye konge tog mændene og barberede halvdelen af hver mands skæg. Derefter skar han deres klæder af og blottede den nederste del af deres kroppe. Mændene tog dybt ydmyget tilbage til Israel.
    David hørte om denne store fornærmelse og sendte bud til sine mænd. “Bliv i Jeriko, indtil jeres skæg er vokset ud igen. Vend så tilbage til mig.”
    Ammonitterne indså da, hvad de havde gjort. De havde gjort David ekstremt vred. De begyndte derfor at opbygge en hær og hyrede endda 33.000 soldater fra andre lande.
    David sendte Joab og hans hær for at kæmpe imod ammonitterne. Da de var på plads, rykkede den ammonitiske hær til en position, hvor de var på den ene side af israelitterne, med de fremmede soldater på den anden. Joab indså, at han var midt imellem de to, med frontlinjer på begge sider. Derfor delte han hæren. Han udvalgte sine bedste tropper til at kæmpe med ham og angribe de fremmede soldater. Alle andre skulle kæmpe mod ammonitterne, ledt af Joabs bror.
    Joab sagde til sin bror: “Vi skal begge være rede til at hjælpe de andre, hvis der er behov for det. Vær modig og kæmp hårdt. Vi skal beskytte vores folk og Guds byer. Må Herrens vilje ske.”
    Joab og hans elitetropper ramte de fremmede hære så hårdt, at de vendte om og løb. Da ammonitterne så det, trak de sig tilbage til deres befæstede byer. Derefter førte Joab sin hær tilbage til Jerusalem.
    Den fremmede hær reorganiserede sig og kom tilbage for at kæmpe igen. Denne gang gik David med sine mænd og besejrede dem totalt og dræbte over 40.000 mænd. De, der flygtede, vendte tilbage til deres land og vendte aldrig tilbage igen. David ventede til foråret med at besejre ammonitterne.

  • Opbygningen af et imperium (afsnit 102)

    Anden Samuelsbog 7 – 9 og 1 Krønikebog 17 – 18
     David etablerede sit rige og forsvarede det mod nationerne omkring ham. Endelig blev der fred i Israel. Så begyndte han at tænke på at bygge et tempel til Herren. En dag sagde han til Guds profet: “Jeg bor i et smukt palads, mens Pagtens Ark er i et telt!”
    Profeten var enig: “Gå i gang med at bygge et tempel. Det vil glæde Gud.”

    Den nat talte Gud til profeten og gav ham et budskab til David. Herren sagde: “Du passede får, da jeg gjorde dig til konge over Israel. Jeg har været med dig i alle disse år, og jeg har givet dig sejr over dine fjender. Nu vil jeg etablere dit navn blandt de største mænd, der nogensinde vil leve. Din kongelige familielinje vil vare evigt. Men jeg vil ikke, at du skal bygge mit hus. Jeg har gjort dig til en krigsmand, og mange er døde på grund af dig. Din søn skal være en fredens mand, og han vil bygge mit hus. Jeg vil være en far for ham og etablere hans rige.”
    Kong David var tilfreds, da han hørte dette, og han ydmygede sig for Herren. Fra den dag begyndte han at se på nationerne omkring ham. Han invaderede filistrene og tog de byer og lande tilbage, de havde taget fra Israel. Så vendte han sig mod moabitterne og edomitterne og tvang dem til at underkaste sig Israel.
    Han vendte sine hære mod nord og besejrede folkeslag efter folkeslag. Jerusalem blev velstående, da guld, sølv, bronze og heste blev bragt til byen. David oprettede garnisoner i alle disse lande for at bevare kontrollen over dem. Han brugte deres mænd til at opbygge sin hær. Hans navn blev frygtet og hædret i hele den del af verden.

    En dag spurgte David sine tjenere: »Er der stadig nogen af Sauls familie i live? Jeg vil gerne vise dem barmhjertighed, ligesom Jonatan viste barmhjertighed over for mig.”
    En tjener fortalte ham om Mefiboshet, som var Jonatans søn. Han var fem år gammel, da hans sygeplejerske hørte om Sauls og Jonatans død. Hun gik i panik og løb med drengen på skuldrene. Han faldt til jorden og fik fødderne ødelagt.
    David sendte bud efter ham. Han kom ind og bøjede sig på jorden. Han sagde: “Jeg er din tjener.”
    David sagde: “Vær ikke bange. Jeg giver dig den barmhjertighed, som din far gav mig. Jeg giver dig alle de marker, der tilhørte Saul. Fra nu af skal du også spise ved mit bord.”
    Mefiboshet bøjede sig endnu en gang og sagde: ”Jeg er ikke andet end en død hund. Hvorfor skulle du bekymre dig om mig?”
    Kongen sagde til sin tjener: “Du og dine sønner skal nu arbejde i de marker, som jeg netop har givet til Mefiboshet. I er nu hans tjenere.”
    Så boede Mefiboshet i Jerusalem og spiste ved kongens bord. Han blev som en af Davids sønner.

  • Pagtens ark flyttes (afsnit 101)

    Anden Samuelsbog 6 og 1 Krønikebog 13, 15 – 17
    Pagtens Ark var blevet ignoreret under Sauls regeringstid som konge. David besluttede at flytte den til sin nye hovedstad. Han sendte en besked til hele Israel, hvor han inviterede dem til at komme med ham til denne store begivenhed.
    Folk var enige om, at det var det rigtige at gøre. Desværre fulgte de ikke Guds instrukser om, hvordan arken skulle flyttes. I stedet satte de den på en ny vogn og trak den med et hold okser.
    Da vognen bevægede sig mod Jerusalem, gik kongen og folket og festede. De sang og spillede på instrumenter.
    Pludselig snublede en af okserne og rystede vognen. En mand ved navn Uzza rakte ud for at holde arken stabil. I det øjeblik han rørte ved den, slog Gud ham, og han faldt til jorden og døde.
    David var chokeret og forvirret. Han vidste ikke, hvorfor Gud havde gjort dette. Han havde brug for tid til at tænke over, hvad han skulle gøre, så han satte Pagtens Ark i et nærliggende hus. Den blev stående der i tre måneder. Al den tid velsignede Herren familien, som boede der.

    David hørte, hvordan Gud velsignede familien, så han besluttede endnu en gang at flytte Arken til Jerusalem. Denne gang bad han levitterne om at rense sig og følge instrukserne som Moses gav om, hvordan Pagtens Ark skulle bæres.
    Israels folk var begejstrede, da arken kom ind i Jerusalem. De ofrede til Herren, råbte af glæde og blæste i trompeter. David tog alt sit ydre tøj af og dansede rundt. Alle glædede sig sammen.
    Mikal kiggede ud ad vinduet og var chokeret over at se sin mand springe rundt foran arken. Hun syntes, det var ulækkert.
    David anbragte arken i et særligt telt, han havde stillet op. Ofre og brændofre blev givet til Herren. David velsignede folket og gav dem mad at spise.
    Mikal konfronterede sin mand, da han gik hjem. Hun sagde: “Det, du gjorde, var skammeligt. Du tog dit tøj af og sprang rundt som et fjols foran almindelige slavepiger.”
    David sagde: “Jeg ydmygede mig for Herren. Og ja, jeg vil gøre det igen. De almindelige mennesker, du talte om, vil ære mig resten af deres liv.”
    Mikal levede hele sit liv uden nogensinde at få børn.

  • Davids mægtige mænd (afsnit 100)

    Anden Samuelsbog 5 og 23,13-23 og 1 Krønikebog 11
    David havde udvalgt en gruppe på 30 mand, som var inderkredsen i hans hær. Joabs bror ledte denne gruppe fordi han var meget tapper. Alle 30 var dygtige og modige krigere, men de mægtigste af dem – kaldet ”de tre” – var en stor inspiration for hele hæren. En af de tre dræbte personligt 800 soldater i et slag. En anden stod fast, da resten af hæren trak sig tilbage. Mens de faldt tilbage, vendte han sig om og angreb filistrene alene. Han kæmpede så hårdt og så længe, at hans hånd klæbede til sværdet. De andre kom endelig tilbage, men kun for at plyndre de døde kroppe omkring ham.
    Før David blev konge, var der en tid, hvor han og hans mænd var i skjul. Han blev tørstig og sagde: “Åh, jeg længes efter vandet fra brønden i Betlehem!” På det tidspunkt var Betlehem i filistrenes hænder.
    De tre hørte, at David længtes efter vandet. De smuttede ud af lejren og drog til Betlehem. De kravlede ind i byen og fik vand fra brønden.
    Da de bragte vandet til David, blev han chokeret over, hvad de havde gjort. Han sagde: “Jeg vil ikke drikke dette vand! Det er dyrebart som blodet fra de mænd, der satte deres liv på spil for at få det.” Han stillede sig ind for Herren og hældte det ud som et offer til Gud.

    Alle Davids mænd forblev loyale over for ham, efter han blev konge. Gud var med ham og etablerede hans rige over Israel.
    Jerusalem var en befæstet by på Zions bjerg, kontrolleret af jebusitterne. David sagde til sine mænd: “Den, der er i stand til at erobre denne by, skal blive min hærfører.” Joab erobrede da byen ved at kravle igennem vandtunnelerne. Derefter blev han gjort til hærfører.
    David omdøbte byen til “Davids by”, og fra det tidspunkt var den centrum for hans regering.
    Da filistrene hørte, at han var blevet konge af Israel, besluttede de at kæmpe mod ham. David spurgte Herren: “Skal jeg bekæmpe dem?”
    Herren sagde: “Ja, jeg overgiver dem til dig.” Så drog David afsted og besejrede dem.
    Senere invaderede de Israel igen. David spurgte igen Herren: “Skal jeg bekæmpe dem?”
    Herren sagde: “Ja, men denne gang skal du gå i baghold. Placér din lejr i en lund af træer. Vent, indtil du hører lyden af marcherende fødder fra toppen af træerne. Da ved du, at jeg er gået foran dig.”
    David gjorde præcis, hvad Herren bad ham om. Han besejrede filistrene og de forsvandt ud af landet.

  • David bliver konge (afsnit 99)

    2 Samuel 3 – 4 og 1 Krønikebog 11,1-3
    Kong Ishboshet blev svagere og svagere. Abners indflydelse blev større og større. En dag sagde kongen til ham: “Hvorfor havde du sex med min fars medhustru?”
    Abner blev vred og sagde: “Hvor vover du! Min loyalitet over for din far er det eneste, der har afholdt mig fra at overgive dig til David. Nu beskylder du mig for at synde med denne kvinde. Det er for galt! Nu vil jeg indsætte David som konge over hele Israel.” Ishboshet var målløs. Abner sendte en besked til David. “Jeg er klar til at give dig Israels rige. Lad os udarbejde aftalerne.”
    David sagde: “Der skal først ske én ting, før jeg kan lave en aftale med dig. Hvis du kommer, skal du medbringe min kone Mikal, Sauls datter. Kom ikke uden hende.”
    Vagter gik hen og hentede Mikal og tog hende bort fra sin nye mand. Da de gik ned ad vejen, fulgte manden efter dem og græd. Til sidst vendte Abner sig og råbte: “Gå hjem!” Så manden vendte sig om og gik hjem.

    Abner fik Israels ældste til at blive enige om, at David var Israels konge. Så gik han hen og fortalte det til David.
    Abner sagde så: “Jeg vil sørge for at gøre klar til din kroning. Så bliver du konge over hele nationen.” David sendte ham bort i fred.
    Joab var ikke til stede, da alt dette skete. Han vendte tilbage lige efter Abner var gået. Han gik til David og sagde: “Hvorfor lod du Abner undslippe? Er du ikke klar over, at alt dette kun er et trick for at fange dig?”
    Så sendte Joab besked til Abner, uden at kongen vidste det. “Du skal komme tilbage her til Hebron.” Da Abner kom tilbage, bad Joab ham om at træde til side, så de kunne tale privat sammen. Da de gjorde det, stak Joab Abner i maven. Han faldt til jorden og døde.

    David var knust, da han hørte, hvad der var sket. Han forbandede Joab og hans efterkommere. Kongen vidste, at Joab havde dræbt Abner for at hævne sin brors død. Alligevel fik han ham og hans mænd til at rive deres tøj i stykker, tage sæk på og sørge over Abner.
    David gik derefter bag begravelsesoptoget og græd. Han ville ikke spise noget resten af dagen. Han sagde til sine soldater: “En stor leder af Israel er død i dag.”
    Hele Israel lagde mærke til, hvad David gjorde, og de var overbeviste om, at han intet havde at gøre med Abners død.
    To mænd gik ind i Ishboshets hus og dræbte ham, mens han lå i sengen og tog sig en lur. De huggede hans hoved af, gav det til kong David og sagde: “Din fjende er død.”

    David sagde: “Da jeg var i Siklag, kom en mand og fortalte mig, at han var barmhjertig mod kong Saul ved at dræbe ham, før filistrene kunne torturere ham. Han troede, han gav mig gode nyheder, men jeg fik ham dræbt. Nu kommer du og fortæller mig, at du slog Israels konge ihjel, mens han sov i sin seng.” David fik begge mænd dræbt. Derefter fik han skåret deres hænder og fødder af, og deres kroppe blev hængt i nærheden af Hebrons dam.

    Alle Israels stammer mødtes i Hebron og gjorde David til deres konge. Han var 37 år gammel.

  • Joab og Abner (afsnit 98)

    Anden Samuelsbog 2 og 1 Krønikebog 2,16.12,22
    Mens David boede i filisterbyen Siklag, blev der ved med at komme mænd fra alle Israels stammer for at slutte sig til hans styrker. De kom dag efter dag, indtil han havde en stor hær. Efter Sauls død spurgte David Herren, om han skulle vende tilbage til en by i Juda. Herren sagde: “Rejs til Hebron.”
    David og hans mænd tog deres familier og flyttede til alle byerne omkring Hebron. Judas mænd gik til David og gjorde ham til konge over deres stamme.
    Alle de andre stammer fulgte i stedet Abner, som var chef for Sauls hær. Han tog Ishboshet, en søn af kong Saul, og gjorde ham til konge over hele Israel undtagen Juda.
    Dette forårsagede en krig mellem disse to sider. Abner førte sine mænd ud for at møde Davids hær, ledet af Joab, søn af Davids søster. De to hære mødtes på hver sin side af en dam. Abner råbte over til Joab. “Lad os hver sende 12 mænd ud for at kæmpe for os.” Hver side sendte 12 mand ud i kamp. Alle 24 mænd var dygtige krigere, så de dræbte alle hinanden.

    Derefter gik begge sider i kamp, og Joab vandt. Efter de voldsomme kampe løb Abner og hans mænd væk. En af Joabs brødre løb efter Abner. Den unge mand var en ekstrem hurtig løber, men han var ikke så dygtig til at kæmpe som Abner.
    Abner så, at Joabs bror nærmede sig ham. Han råbte tilbage: “Drej af enten til højre eller til venstre og grib en af de unge mænd og tag hans rustning.”
    Men den unge mand lyttede ikke til dette råd. Han blev ved med at komme nærmere og nærmere Abner. Igen advarede han ham. “Få mig ikke til at gøre det her. Efter at have dræbt dig, ville jeg aldrig være i stand til at møde din bror igen.”
    Alligevel nægtede den unge mand at lytte og fortsatte. Da han var lige bag Abner, vendte den dygtige kriger sig og stak sit spyd gennem maven på den unge mand. Han faldt til jorden og døde.

    Joabs hær fortsatte med at jagte Abners mænd. Ved solnedgang kom der forstærkninger som sluttede sig til Abners mænd. Han råbte til Joab. “Lad os afslutte denne kamp. Hvis vi bliver ved med at kæmpe, vil det kun øge bitterheden. Fortæl dine mænd, at de skal holde op med at løbe efter deres brødre.”
    Joab råbte tilbage: “Du har ret! Vi ville have kæmpet hele natten, hvis du ikke havde sagt noget.”
    Så blæste han i vædderhornet og hans mænd standsede. Begge hære marcherede tilbage til deres byer, og Joab begravede sin bror i deres familiegrav i Betlehem.

    Krigen fortsatte mellem Juda og Israel. Judas folk fulgte David som deres konge, og Ishboshet var konge over alle de andre stammer. Det var en lang, bitter kamp. Davids styre blev stærkere og stærkere, og Ishboshets styre blev svagere.

  • Saul og Jonatans død (afsnit 97)

    1 Samuel 31 og 1 Krønikebog 10
    Krigen mellem filistrene og Israel var hård. Mange israelitter døde, og mange stak af fra slagmarken. Tre af Sauls sønner blev dræbt, inklusive Jonatan.
    En pil ramte Saul, og han vidste, at han var ved at dø. Han vendte sig mod sin våbendrager og sagde: “Træk dit sværd og dræb mig. Hvis disse hedninger finder mig i live, vil de torturere mig, indtil jeg er død.”
    Våbendrageren nægtede at dræbe sin konge, så Saul tog selv sværdet og begik selvmord. Da hans våbendrager så det, begik også han selvmord.

    Der kom en mand, som var soldat for Israel, men fra et andet land. Han så, at Saul var død, så han tog kongens krone og tog den med til David.
    Da de mennesker, som boede i dette område, så den totale ødelæggelse af Sauls hær, forlod de deres byer og løb for livet. Filistrene gik ind i byerne og indtog dem.
    Næste dag gik de tilbage på marken for at plyndre de døde kroppe. Da fandt de Saul og hans sønner. De huggede Sauls hoved af og hængte hans krop på bymuren. Så hængte de ligene af hans sønner ved siden af ham. De sendte hans rustning tilbage til deres land og satte den i deres guders tempel. Nyheden om Sauls død spredte sig over hele deres land.
    Dengang Saul blev konge, var hans første handling at redde en by, som var truet af ammonitterne. De sagde dengang, at de ville stikke det højre øje ud på alle i byen. Da byen hørte om Sauls lig, som hang på en bymur, rejste de hele natten for at komme derhen. De tog både Sauls og hans sønner lig ned fra muren. De begravede dem og fastede i syv dage.

    Manden med Sauls krone tog til Siklag for at fortælle David om kong Sauls og hans sønners død. David sagde: “Hvordan ved du, at Saul og Jonatan er døde?”
    Manden svarede: “Jeg gik gennem slagmarken, da kongen så mig. Han råbte: ‘Kom herover og dræb mig med dit sværd. Disse ugudelige hunde vil være her om et par minutter. Hvis de finder mig i live, vil de torturere mig.’ Så jeg gjorde, som jeg fik besked på. Jeg tog mit sværd og dræbte ham. Så bragte jeg hans krone til dig.”

    David sønderrev sit tøj og græd af smerte. Han og hans mænd sørgede over Sauls og Jonatans død. David sagde så til manden, som kom med nyheden. “Du har indrømmet, at du dræbte Herrens salvede.” Han vendte sig mod en af sine mænd. “Træk dit sværd og dræb denne mand.”

    David fortsatte med at sørge over kong Saul og Jonatans død.

  • Spåkvinden i En-Dor (afsnit 96)

    1 Samuel 28
    Filistrene indledte en massiv invasion af Israel. De drog ind i landet og slog lejr. Saul samlede sin hær og forberedte sig til krig. Hans krop rystede af frygt, da han så, hvor stor filisterhæren var.
    Han bad Herren om vejledning, men Gud talte ikke til ham. Alt var stille. Der var ikke en drøm, eller en præst eller en profet, der gav ham et budskab fra Herren.
    Han ville tale med Samuel, men han var død, og Saul havde fjernet alle, der hævdede at kunne tale med de døde. Alligevel ønskede han desperat at tale med Samuel. Han sagde til sine tjenere: “Find en kvinde, som kan tale med de dødes ånder. Jeg er nødt til at finde ud af, hvad der skal ske.”
    De sagde: “Der er en kvinde i En-Dor. Hun siger, hun kan tale med de døde.”

    Den nat tog Saul forklædning på, bragte to tjenere med sig og gik til kvindens hus. Han sagde til hende: “Spå mig ved en død.”
    Hun sagde: “Sætter du en fælde for mig? Du ved, at kong Saul vil dræbe enhver, som gør det.”
    Han sagde: “Så sandt som Gud lever, vil du ikke lide døden hvis du gør det for mig.”
    Hun sagde: “Hvilken død vil du, at jeg skal påkalde?”
    “Det skal være Samuel. Jeg vil gerne tale med ham.”
    Pludselig så kvinden Samuel. Hun skreg og så vendte hun sig om og råbte ad kongen: “Du snød mig! Du er kong Saul!”
    Han sagde: “Det skal du ikke bekymre dig om. Sig mig nu bare, hvad du ser!”
    “Jeg ser en ånd komme op af jorden.” “Hvordan ser han ud?”
    “Det er en gammel mand iført kappe.”
    Saul vidste, at det var Samuel, så han bøjede sig med ansigtet til jorden. Profeten sagde: “Hvorfor forstyrrer du mig? Hvad vil du?”
    “Jeg har problemer, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Gud vil ikke tale til mig, og filistrene har invaderet landet med en massiv hær. Så jeg påkaldte dig. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre.”
    Samuel sagde: “Herren er nu din fjende, så hvorfor tror du, jeg ville hjælpe dig? Jeg har allerede fortalt dig, hvad han vil gøre, og nu gør han det endelig. Han river kongedømmet ud af dine hænder og giver det til David. Du adlød ikke Gud. Du nægtede at gøre, hvad han sagde, du skulle gøre. Derfor vil du og dine sønner i morgen slutte jer til mig. Israel vil blive overgivet til filistrene.”
    Saul blev rædselsslagen, da han hørte dette. Han var svag, fordi han ikke havde spist i et døgn. Kvinden sagde: “Jeg laver noget mad. Du skal genvinde din styrke, før du tager afsted.”
    Først nægtede kongen, men hans tjenere var enige med kvinden. Til sidst rejste han sig op og satte sig på sengen, mens hun lavede maden. Hun slog en fedekalv ihjel, kogte den og bagte noget brød. Saul og hans tjenere spiste måltidet og gik så.

  • Krig mod amalekitterne (afsnit 95)

    1 Samuel 29-30
    Da filistrene begyndte at planlægge en invasion af Israel, sagde deres konge til David: “Du skal drage i felten med mig. Jeg ønsker, at du og dine mænd skal være mine personlige livvagter.”
    David sagde: “Godt, da vil du få at se, hvad mine mænd og jeg er i stand til.”

    Alle de militære enheder tog til et sted, hvor de kunne gøre sig klar til krig, men filistrenes hærførere blev chokerede, da de så David og hans mænd. De sagde til kongen: “Du kan ikke lade disse hebræere kæmpe sammen med os!”
    Han sagde: “David forlod Israel og har været tro imod mig lige siden. Jeg har ingen grund til at tvivle på hans loyalitet.”
    Hærførerne blev vrede. “Send ham væk! Det er ham, de synger om. ‘Saul har dræbt sine tusinder; David sine titusinder.’ Han kan pludselig vende sig mod os midt i en kamp. Det ville være en god måde for ham at genvinde Sauls gunst.”

    Kongen gik til David. “Du er en hæderlig mand, og jeg personligt vil have dig ved min side i kamp. Men hærførerne stoler ikke på dig. Derfor er jeg nødt til at sende dig tilbage til Siklag.”
    David sagde: “Hvad har jeg gjort for at fortjene dette? Jeg har været tro mod dig fra den første dag, jeg kom her.”
    Kongen sagde: “Det ved jeg, du har, men mine hænder er bundet. Du skal rejse i morgen.”
    David og hans mænd rejste. Da de kom tilbage til Siklag, fandt de ud af, at fremmede røvere var kommet og havde brændt byen ned. De havde ikke dræbt nogen, men tog simpelthen alle indbyggerne med sig. Det inkluderede alle Davids og hans mænds hustruer, sønner og døtre.
    Mændene græd, indtil de ikke kunne græde mere. Nogle af mændene ville stene David, men Gud stod ved ham. Han bad til Herren: “Skal jeg forfølge disse røvere? Vil jeg fange dem?
    Herren sagde: “Ja, du vil fange dem og du vil få alt det tilbage, som er blevet taget fra dig.”
    David tog sine 600 mand og jagtede angriberne. På et tidspunkt måtte de standse, fordi 200 af hans mænd var for udmattede til at gå længere. De resterende 400 lod deres forsyninger blive tilbage hos de 200 og fortsatte videre.

    De stødte på en slave, som havde tilhørt røverne, men som var blevet efterladt, fordi han var blevet syg. Han havde ikke spist i tre dage. Davids mænd gav ham mad og vand.
    David spurgte ham: “Vil du føre os til røverne?” Han sagde: “Jeg fører dig til dem, hvis du sværger at du ikke vil dræbe mig og ikke give mig tilbage til dem.”
    Slaven førte Davids mænd direkte til røverne. De fejrede, hvor meget de havde plyndret fra filistrene og israelitterne. Uden varsel angreb Davids mænd og dræbte hurtigt de fleste af dem. Kun få slap væk. Davids mænd fik alt det, de havde mistet, plus alt det gods, røverne havde taget fra andre byer.
    Da de kom tilbage til de 200, sagde nogle af de 400: ”De tog ikke med os i kamp. Så de får kun deres koner og børn tilbage. De får ikke noget af det ekstra, vi tog.” David sagde: “Nej! Det er forkert. Gud gav os en stor sejr i dag. Vi deler ligeligt med dem som blev tilbage med vores forsyninger.”
    Det blev gjort til lov i Israel fra den dag.
    David og hans mænd tog tilbage til Siklag. Derefter sendte han noget af plyndringsgodset tilbage til forskellige byer i Israel.