vokse

Kilde: riisjensen.dk

  • David skåner igen Saul (afsnit 94)

    1 Samuel 26-27
    Saul tog igen 3000 af sine bedste krigere og jagtede David. David hørte, hvor de var, så han gik derhen om natten.
    Saul sov midt i lejren med sine mænd omkring sig. Ved siden af ham var Abner, hærføreren. Herren lod en dyb søvn komme over dem alle.
    David tog Abishaj og gik lige op til hvor Saul og Abner sov. Abishai sagde: “I dag overgiver Gud din fjende til dig. Sig til, så slår jeg ham ihjel.”
    David sagde: “Nej. Gud salvede ham til Israels konge. Gud har udpeget et tidspunkt, hvor Saul skal dø, og det vil jeg acceptere. Jeg vil aldrig røre en mand, der er salvet af Gud.”
    David tog kongens vandkande og spyddet, der sad fast i jorden ved siden af Sauls hoved. De forlod lejren uden at nogen vågnede.

    Da de var på sikker afstand, råbte David til Sauls lejr. “Abner, hør på mig.”
    Abner vågnede og råbte derefter tilbage. ”Hvor vover du at vække kongen. Hvem er du?”
    David sagde: “Abner, du er den bedste soldat i Israel. Alligevel formåede du ikke at beskytte kongen, Guds salvede. Mænd kom ind i lejren, mens du sov. Se dig omkring. Hvor er kongens spyd og vandkande? Du burde henrettes.”
    Saul råbte tilbage: “Min søn David, er det din stemme jeg hører?”
    “Ja, min konge. Det er min stemme. Hvad har jeg gjort siden du jagter mig som en kriminel? Den, der vendte dig mod mig, burde være forbandet.”
    Saul sagde: “Åh, min søn David! Endnu en gang havde du en chance for at dræbe mig, men du gjorde det ikke. Det er nu klart for mig, at jeg har syndet. Jeg har været et fjols. Kom tilbage til mig. Jeg vil ikke såre dig.”
    David sagde: “Ja, det er sandt. Herren overgav dig til mig, men jeg vidste, at jeg ikke må røre ved hans salvede konge. Må Gud værdsætte mit liv og skåne mig, ligesom jeg værdsætter dit liv. Jeg vil at Gud skal se, at jeg er retskaffen og loyal. Send en ung mand herover for at hente dit spyd.”
    Saul sagde: “Min søn, du er velsignet af Gud. Du vil gøre store ting for Herren.” Derefter rejste kong Saul hjem igen.

    David sagde til sine mænd: “På et tidspunkt vil Saul finde mig, og når han gør det, slår han mig ihjel. Jeg må hen til et sted, der er uden for hans rækkevidde. Hvilket bedre sted end hos filistrenes konge.”
    Så førte David sine 600 mænd til Gat. Alle tog deres familier med sig. David sagde til kongen: “Giv mig en lille by i nærheden. Jeg fortjener ikke at bo i samme by som så stor en konge.” Kongen skænkede David byen Siklag. David og hans mænd blev der i et år og fire måneder. Filistrenes konge lærte at stole på David som en af sine egne landsmænd.

  • Abigajil (afsnit 93)

    1 Samuel 25
    David og hans mænd boede i samme område som en rig hyrde ved navn Nabal, en efterkommer af Kaleb. Han var kendt for at være ond og barsk, men han havde en smuk kone, som behandlede andre godt. Hun hed Abigajil.
    Det var en fordel for Nabal at have Davids hær i området, for så turde udenlandske banditter ikke komme og stjæle fra ham. Alligevel inviterede Nabal ikke David og hans mænd til sit årlige fåreklippegilde. David sendte derfor 10 unge mænd med en besked: “Fred være med dig og dine. Jeg respekterer dig som min egen far. Dine hyrder vil fortælle dig, at vi har beskyttet dine flokke i al den tid, vi har boet i dette område. I stedet for at vi kommer til jeres fest, så send venligst noget mad og proviant med disse unge mænd.”
    Nabal sagde: “Jeg kender ikke David. Jeg er bestemt ikke hans far. Slaver løber altid væk fra deres herrer. Bed ham gå tilbage til hvor han kom fra. Jeg vil ikke tage mad fra mine tjenere og give det til fremmede.”

    De unge mænd gik tilbage og fortalte David alt, hvad der blev sagt. David sagde til sine mænd: “Tag jeres sværd! Jeg beskyttede denne mands gods, og han gengælder mig med fornærmelser. Ikke én mand i hans lejr vil være i live om morgenen.”
    I mellemtiden gik en af Nabals tjenere hen og fortalte Abigajil, hvad der blev sagt og gjort. Han sagde: “Davids mænd var en beskyttende mur omkring os, når vi var ude på markerne. De beskyttede os nat og dag. Vi mistede ikke ét dyr i løbet af denne tid. Alligevel fornærmede din mand dem og nægtede at hjælpe dem. Du må hjælpe os, for din mand har fornærmet en hær, der kan dræbe os alle sammen.”

    Uden at fortælle sin mand det, samlede Abigajil proviant til Davids mænd. Hun fik 200 brød, 2 vinskind, 5 slagtede får, en skæppe ristet korn, 100 klaser rosiner og 200 kager med pressede figner. Hun satte alle disse ting på nogle æsler og gik ned ad vejen.
    Da hun rundede et hjørne, så hun Davids mænd komme imod hende. Hun steg af æslet og løb hen til ham. Hun knælede ned med ansigtet mod jorden og sagde: ”Det er min skyld, at dine mænd blev mishandlet. Jeg ville have behandlet dem godt, hvis jeg havde vidst, at de kom. Tilgiv min mand. Han opfører sig tåbeligt. Modtag venligst disse madgaver. Det er Herren, der har forhindret dig i at tage hævn i dag. Han har altid kæmpet dine kampe for dig, og det vil han altid gøre. Når han gør dig til konge, vil du have en god samvittighed over denne dag.”
    David sagde: “Det var Gud, der sendte dig her i dag. Din visdom har afholdt mig fra at udgyde blod og tage hævn over en mand, der fornærmede mig. Hvis du ikke var kommet, ville alle mænd i din lejr være døde.” Han tog derefter imod Abigajils gaver.

    Hun tog hjem for at finde Nabal, der festede som en konge. Hun fortalte ham ikke, hvad der skete. Han blev fuld og faldt i søvn. Om morgenen ventede hun, indtil han var ædru, og fortalte ham så, hvad hun gjorde dagen før. Han fik straks et hjerteanfald og lå i koma i 10 dage. Så slog Herren ham ihjel.
    David hørte om hans død og sagde: “Lovpris Herren! Gud afholdt mig fra at gøre ondt, og han straffede Nabal for det onde, han gjorde.”
    David sendte derefter en besked til Abigajil og spurgte, om hun ville blive hans kone. Hun sagde ja og gik hen til ham.
    I mellemtiden gav Saul sin datter Mikal, som jo var gift med David, videre til en anden mand.

  • En flig af Sauls kappe (afsnit 92)

    1 Samuel 24
    Saul jagtede nu David fra sted til sted. På et tidspunkt kom de til en stor klippeformation. David og hans mænd var på den ene side, og Sauls hær var på den anden. Hvis Saul var gået lidt længere, ville han have set David.
    Netop da kom en budbringer til Saul og sagde: “Skynd dig! Du er nødt til at vende hjem. Filistrene har invaderet vores land!” Saul måtte trække sig tilbage for at redde nationen fra filistrene.
    David flyttede sine mænd til En-Gedis kløfter. Da Saul var færdig med at kæmpe mod filistrene, hørte han, at David var i En-Gedi. Han udvalgte 3.000 af sine bedste soldater og tog med dem til En-gedi.
    Undervejs stoppede Saul og gik ind i en hule for at tisse. Han vidste ikke, at David og hans hær var inde i den hule. Davids mænd var begejstrede over, at Herren tilsyneladende sendte Saul lige i hænderne på David. De hviskede: “Dræb ham!”
    I stedet listede David sig ind på Saul og skar en flig af hans kappe af. Straks følte han skyld over at have gjort det. Han sagde til sine mænd: “Gud salvede Saul til at være konge over Israel. Selv min lillefinger vil ikke skade ham.” Han holdt sine mænd tilbage, så Saul fredeligt kunne forlade hulen. Da kongen gik, trådte David frem og råbte: “Min herre konge!”
    Da Saul standsede og så sig tilbage, bøjede David sig. Han sagde: “Hvem lytter du til? Hvem sagde til dig, at jeg ville såre dig? Se på hjørnet af din kappe. Der mangler en flig, som jeg holder her i hånden. Gud overgav dit liv til mig, da du kom ind i denne hule. Mine mænd bad mig dræbe dig, men det gjorde jeg ikke, fordi du er min konge. Du er Herrens salvede, og jeg ville aldrig skade dig. Hør, hvad jeg siger. Jeg har ikke syndet mod dig. Du prøver stadig at dræbe mig. Jeg beder Herren om at dømme mellem os, og jeg ved, at han vil rette op på tingene. Men jeg vil aldrig såre dig.”

    Da Saul hørte det, brød han sammen og græd. Han sagde: “Åh min søn David, du er mere retfærdig end jeg. Du har kun gjort godt imod alt det onde, jeg har gjort mod dig. Hvordan kan det være, at Herren overgav dit liv til mig, uden du slog mig ihjel? Nu ved jeg, at det er sandt: Du bliver konge over Israel. David min søn, sværg ved Gud Herren, at når du bliver konge, så vil du ikke dræbe ikke mine efterkommere. Fjern ikke min fars navn fra vores stamme.”

    Det lovede David. Kongen tog så sine mænd og vendte hjem igen. David førte sine mænd op til fæstningen.
    Omtrent på samme tid døde profeten Samuel, og alle i Israel sørgede over hans død.

  • Flugten fra Saul (afsnit 91)

    1 Samuel 21-22
    David flygtede fra Saul med kun få mænd til at hjælpe sig. De gik til Akimelek, præsten, som havde ansvaret for Pagtens Ark. Præsten sagde: “Hvorfor er du her?”
    “Kongen sendte mig på en særlig mission. Han fortalte mig ikke at fortælle nogen om, hvor jeg skal hen. Vi gik så hurtigt, at vi ikke har spist længe, så vi vil bede dig give os det brød, du har der!”
    Akimelek sagde: “Dette brød er det gamle skuebrød fra tabernaklet. Kun præster må spise det brød.”
    Det var gammelt brød, de tog fra alteret, når de lagde nyt brød der. Præsten sagde: “Jeg tror godt du må tage det gamle brød, men kun hvis dine mænd har holdt sig rene for Herren.”
    David sagde: “Vi er alle på en mission for kongen, så selvfølgelig har vi alle holdt os hellige for Herren.”
    Akimelek gav dem det gamle brød. David lagde mærke til, at Do’eg, edomitten, så det hele. Han var den øverste hyrde for Saul.
    David sagde til Akimelek: “Jeg gik så hurtigt, at jeg glemte at tage mine våben med. Har du et spyd eller et sværd, jeg må få?”
    “Det eneste sværd, jeg har, er det, du tog fra Goliat. Du kan få det tilbage. Det er, hvad jeg har.”

    David tog sværdet og fortsatte sin flugt fra Saul. Han tog til Gat, filistrenes by. Der ville han være uden for Sauls rækkevidde. Men folk sagde til filistrenes konge: “Dette er David, ham de synger om: Saul har dræbt sine tusinder, men David har dræbt sine titusinder.”
    Da David hørte det, lod han som om han var sindssyg. Folk på den tid sårede ikke dem, der var sindssyge, fordi de var bange for, at der kunne være en ond ånd i dem. David faldt om og begyndte at kradse på dørstolpen. Han savlede, så det løb ned i skægget. Da kongen så det, sagde han: “Denne mand er skør. Få ham væk herfra!”
    David forlod Gat og gemte sig i en hule. Hans brødre bragte ham alle deres slægtninge, så de kunne være sikre fra Saul. David førte sine forældre til Moab og efterlod dem i kongens beskyttelse der.
    Snart begyndte mænd at ankomme for at slutte sig til David. Det var mænd, der var i en eller anden form for problemer eller overvældet af gæld. Til sidst var der 400 mænd, som samledes omkring David, og han blev deres leder.
    I mellemtiden gik edomitten Do’eg til Saul og sagde: “Jeg så Akimelek give David mad og Goliats sværd.”
    Saul sendte bud efter Akimelek og alle 85 præster, som var med ham. “Hvorfor hjalp du denne Isajs søn? Du ved, han vil slå mig ihjel.”
    Akimelek sagde: “Jeg troede, han var din trofaste tjener. Han er trods alt din svigersøn. Jeg vidste ikke, at der var problemer mellem jer.”
    Saul vendte sig mod sine vagter. “Dræb disse mænd, dem alle sammen. De er på Davids side.”
    Vagterne var chokerede. De turde ikke slå Herrens præsters ihjel.
    Saul vendte sig så til Do’eg, og sagde: “Dræb alle disse mænd og alt, hvad de ejer.” Do’eg dræbte alle præsterne, deres hustruer, deres børn og endda deres husdyr. Kun én søn af Akimelek var i stand til at undslippe. Han løb hen og fortalte David alt, hvad der skete.

  • Tre pile (afsnit 90)

    1 Samuel 20
    David sagde: “Jonatan, hvorfor prøver din far at dræbe mig? Hvad har jeg gjort?”
    Han sagde: “Kongen vil ikke slå dig ihjel. Det ville jeg vide, hvis det virkelig forholdt sig sådan.”
    David sagde: “Så sikker som der er en Gud, og så sikker som du er i live, vil din far slå mig ihjel. Han fortæller dig det ikke, fordi han ved, at vi er venner.”
    Jonatan sagde: “Hvad vil du, at jeg skal gøre? Sig det, og jeg gør det.”
    David sagde: “I morgen skal jeg til en tredages fest med banket med kongen. Hvis han bemærker, at jeg ikke er der, så fortæl ham, at du gav mig tilladelse til at tage til Betlehem for at bringe et offer. Fortæl ham, at det var vigtigt, at jeg var der, fordi det involverer hele min slægt. Hvis din far accepterer det svar, så ved vi, at alt er godt, og at han ikke hader mig. Men hvis han bliver vred, så vil det være klart for os begge, at han vil slå mig ihjel. Jonatan, hvis du finder ud af, at han har god grund til at hade mig, så kom … og dræb mig selv.”
    Jonatan sagde: “Jeg vil gå hen og finde ud af hvad min far mener om dig. Hvis du har ret, og han vil dræbe dig, sender jeg dig i fred. Men husk, vi aflagde et løfte til hinanden over for Herren. Hvis jeg dør, og Gud velsigner dig, så tag dig af min familie. Elsk min husstand, som om de var din egen. Her er min plan. Skjul dig bag den store klippe på marken. Jeg finder ud af, hvad min far mener om dig. Så kommer jeg her og skyder tre pile mod klippen. Jeg sender min tjener for at hente dem. Mens han går, råber jeg noget til ham. Hvis jeg siger: ‘De er på denne side af klippen’, så er det et signal om at alt er godt, og du kan komme tilbage. Men hvis jeg råber, ‘De er på den anden side af klippen’, så er det dit tegn på, at du skal flygte, fordi min far forsøger at dræbe dig.”

    På festens første dag lagde Saul mærke til, at David ikke var der, men han sagde ikke noget. Den anden dag sagde Saul til Jonatan: “Hvor er Isajs søn? Han er savnet begge dage.”
    “Jeg gav ham tilladelse til at tage til Betlehem. Hans familie samles for at ofre til Gud Herren, og hans brødre insisterede på, at han var der.”
    Saul råbte ad sin søn. “Du søn af en prostitueret! Jeg ved, hvad du laver. Du tager hans side. Er du ikke klar over, at han vil tage dit kongerige? Du er en skam for vores familie. Gå nu og hent ham og bring ham her, så jeg kan dræbe ham.”
    Jonatan sagde: “Hvad har han gjort? Hvorfor vil du slå ham ihjel?”
    Saul greb et spyd og kastede det mod sin søn. Jonatan rejste sig fra bordet og gik. Han spiste ikke en hel dag, fordi han skammede sig over sin far.

    Om morgenen gik han ud på marken med sin tjener. Han skød tre pile ud over klippen. Da tjeneren løb ud for at hente dem, råbte Jonatan: “De er på den anden side af klippen. Du skal skynde dig. Løb så hurtigt du kan.”
    Tjeneren fandt pilene og bragte dem tilbage. Jonatan bad ham derefter om at tage udstyret og gå tilbage til byen.
    Efter at han var gået, kom David frem. De to venner krammede og græd. Jonatan sagde: “Du har ret. Min far er fast besluttet på at dræbe dig. Gå nu, men husk vores løfte til hinanden og mellem jeres børn og mine børn.” Derefter gik David, og Jonatan gik tilbage til byen.

  • Davids flugt fra Saul (afsnit 89)

    1 Samuel 19
    Saul ønskede at slå David ihjel. Derfor befalede han sine tjenere og Jonathan, at de skulle finde ham og dræbe ham. Jonatan skyndte sig hen til David og sagde: “Gem dig! Jeg vil tale med min far og se, om jeg kan få ham til fornuft. Jeg giver dig besked, hvis det lykkes.”
    Jonatan talte med sin far og fortalte ham, at David var en loyal tjener og ikke ønskede at skade kongen. Saul lyttede til sin søn og lovede at lade David leve. Så gik David tilbage til kongens forgårde og tjente ham. Krig udbrød igen med filistrene og David førte hæren til sejr mod dem.

    Endnu en gang lod Herren en ond ånd komme ind i kongen. Mens David spillede på harpe, greb Saul et spyd og kastede det efter ham. Han sprang af vejen og løb ud af værelset.
    Saul kaldte på sine vagter og bad dem gå til Davids hus om morgenen og dræbe ham. Mikal hørte om det og advarede sin mand. “Du skal flygte i aften! De kommer i morgen for at slå dig ihjel.”
    Han sprang ud af vinduet og hun placerede en afgudsstatue i hans seng og satte gedehår ovenpå det. Så dækkede hun det med et tæppe. Om morgenen sagde hun til vagterne: “Han ligger syg i sengen.”
    Vagterne fortalte det til kongen, som sagde: ”Bær ham hen til mig på sengen, så jeg selv kan slå ham ihjel!”

    Da de kom hen til sengen, så de statuen med gedehår på. Saul råbte af Mikal: “Hvordan kunne du lyve for mig og lade min fjende slippe væk?”
    Hun sagde: “Han tvang mig til at gøre det. Han sagde, at han ville dræbe mig, hvis jeg ikke gjorde det.”

    David gik til Samuel og fortalte ham alt, hvad der var sket. Saul fandt ud af, at David var sammen med Samuel, så han sendte vagter for at hente ham. Da de kom dertil, så de Samuel sidde sammen med nogle profeter. Pludselig satte vagterne sig ned og begyndte at profetere.
    Saul hørte om dette, så han sendte flere vagter. Det samme skete for dem. De satte sig ned og begyndte at profetere. Så sendte Saul et tredje sæt vagter, og igen satte de sig ned og begyndte at profetere.
    Til sidst gik Saul selv. Da han kom tæt på, hvor de var, kom Guds Ånd over ham, og han begyndte at profetere, mens han gik. Da han gik ind i huset, tog han sit tøj af, mens han profeterede. Så faldt han sammen og lå nøgen resten af dagen og hele natten.

  • Davids første hustru (afsnit 88)

    1 Samuel 18
    Efter Goliats død blev David nære venner med Sauls søn, Jonatan. Jonatan gav David alt, hvad han havde brug for på slagmarken, og alt, hvad han havde brug for i det daglige arbejde i kongens hof.
    David havde succes som kommandør i hæren. Hele folket beundrede ham, og hans mænd var loyale over for ham. En dag da Saul og hans hær kom ind fra kampen, hilste kvinderne fra de forskellige byer dem med dans og sang. Deres sang lød: “Saul har dræbt tusinder. David har dræbt titusinder.”
    Dette gjorde Saul rasende! Han sagde: “Lyt til dem. De lovpriser David mere end mig. Ønsker de da, at han skal overtage riget?” Fra den dag af blev Saul mere og mere jaloux på David.

    Næste dag tillod Gud en ond ånd at tage kontrol over Saul. Han begyndte at opføre sig vanvittigt. Det var stadig Davids opgave at spille på harpe når Saul havde det dårligt. Imens David spillede, sagde Saul til sig selv: “Jeg afslutter det med det samme. Jeg spidder ham fast til væggen.” Saul greb et spyd og kastede det mod David. David undgik det lige akkurat og blev ved med at spille på harpe. Saul greb han endnu et spyd og kastede det mod David. Igen undgik David det.
    Da indså Saul, at Herrens Ånd havde forladt ham og nu var med David i stedet. Kongens vrede blev da vendt til frygt.
    Han satte David i spidsen for 1.000 soldater og sendte ham ud i kamp. David fik succes hver eneste gang, og det øgede folkets kærlighed til ham, men det gjorde Saul endnu mere bange for ham.

    En af kongens døtre, som hed Mikal, elskede David. Da Saul opdagede det, fik han en idé. Han udtænkte en plan om at filistrene skulle dræbe David. Kongen lod sine tjenere gå til David og sige: “Kongen er så glad for dig, at han er villig til, at du bliver hans svigersøn.”
    Da David hørte det, sagde han: “Jeg er ikke en rig mand. Jeg kan ikke tilbyde kongen noget for hans datter.”
    “Kongen vil ikke have, at du betaler ham penge. Det eneste, han ønsker, er, at du hævner dig på hans fjender. Han vil have dig til at dræbe 100 filistre og give ham bevis på, at de er døde.”

    David accepterede denne betingelse. Han dræbte 200 filistre og gav Saul et synligt bevis på, at de vart døde. Saul havde intet andet valg end at give sin datter Mikal til David.
    Sauls had til David voksede. David havde større succes end nogen anden militærmand, og hans navn blev mere og mere berømt.

  • Goliat (afsnit 87)

    1 Samuel 17
    Filistrene invaderede endnu en gang Israel. Begge hære stod over for hinanden og pludselig trådte en stor filister frem. Han hed Goliat, og var kæmpestor.
    Han råbte: “Hvorfor forbereder I jer til kamp? Det behøver kun være mellem mig og én af jer: Hvis jeres mand dræber mig, bliver vi jeres slaver. Men hvis jeg dræber jeres mand, bliver I.”
    Ingen tog imod hans udfordring, så hver morgen og aften stillede han sig frem og råbte ad Israel hver morgen og aften. Dette varede i fyrre dage. Saul tilbød en belønning til den, der kunne besejre denne kæmpe.

    Imens det skete, sagde Isaj til David: “Gå hen og besøg dine brødre og tag noget mad til dem. Giv besked om, hvordan kampen forløber.”
    David stod tidligt op og gik til kamppladsen. Han så mændene stillet op i kampformationer. Han gav maden til kvartermesteren og løb for at se, hvad der foregik.
    Pludselig begyndte Goliat igen at råbe sin udfordring: “Kom nu. Send nogen herud og lad os kæmpe – mand mod mand. Vinderen tager alt.”
    David var chokeret. Han sagde: “Hvem tror denne ugudelige filister, at han er? Han trodser den levende Guds hære.”
    Davids ældste bror blev vred. “Hvorfor er du her? Gå tilbage til dine får. Krig er for mænd.”
    David svarede ham. “Jeg gjorde ikke noget forkert. Jeg har lige stillet et spørgsmål.” Han vendte sig om og stillede spørgsmålet igen. “Hvem tror denne ugudelige filister, han er?”
    Saul hørte om Davids spørgsmål og sendte bud efter ham. David sagde: “Du skal ikke bekymre dig om denne filister. Jeg vil kæmpe mod ham.”
    Kongen sagde: “Han er en kriger. Du er ung uden erfaring.”
    David sagde: “Jeg vogter min fars får. Hver gang en bjørn eller en løve er kommet og forsøgt at tage et lam, greb jeg udyret og slog det ihjel. Herren var altid med mig og gav mig sejr. Denne ugudelige filister er blot endnu en løve eller bjørn. Herren vil give mig ham.”
    Saul sagde: “Gå da, og Herren være med dig.” Så gav han David sin rustning, men han kunne ikke gå, fordi den var for tung. David tog i stedet sin hyrdestav og en slynge. Han gik ned til bækken og udvalgte fem glatte sten og puttede dem i en pose. Så gik han hen mod kæmpen.

    Goliat så David komme. Han råbte: “Er du en hund, som kommer til mig med en pind?”
    David råbte: “Du kommer til mig med sværd og et spyd, men jeg kommer til dig i Herrens navn. Du har fornærmet ham. Derfor vil jeg skære dit hoved af og give din krop til fuglene. Denne kamp er Herrens, og han har givet dig til mig.”
    Goliat begyndte at gå hen imod David, men David løb mod kæmpen. Han lagde en sten i sin slynge. Med dødelig nøjagtighed ramte stenen Goliat i panden. Han faldt næsegrus til jorden og David løb frem, trak Goliats sværd og huggede kæmpens hoved af.
    Begge hære blev chokerede, da de så det. Filistrene vendte om og løb. Israelitterne råbte et sejrsråb og jagtede dem. Mange filister døde den dag.

    Saul spurgte sin general, Abner: “Hvem er den unge mand?”
    “Jeg ved ikke.”
    Saul sendte bud efter David. Han kom og stillede sig foran kongen med kæmpens hoved stadig i hænderne. Saul sagde: “Hvem er du? Hvem er din far?”
    David sagde: “Jeg er søn af Isaj fra Betlehem.”
    Saul lod ikke David rejse hjem, men gjorde ham til hærfører. David havde succes med alt, hvad Saul fik ham til at gøre.

  • David salves til konge (afsnit 86)

    1 Samuel 16
    Samuel kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan Gud forkastede Saul som konge over Israel. Herren sagde til Samuel: “Hold op med at tænke på Saul! Tag noget salveolie og gå til Isajs hjem i Betlehem. Jeg har udvalgt en af hans sønner til at blive konge.”
    Samuel sagde: “Herre, kong Saul vil dræbe mig, hvis han finder ud af det.”
    Herren sagde: “Tag en kalv til Betlehem og sig, at du kommer for at ofre til Herren. Inviter Isaj og hans sønner med til ofringen. Jeg vil da vise dig hvem af dem du skal salve.”
    Så drog Samuel til Betlehem. Byens ledere blev bange, da de så ham. De mødtes med ham og sagde: “Kommer du i fred?” Profeten sagde: “Ja, jeg er kommet for at ofre til Herren. Hent Isaj og hans sønner og bed dem om at slutte sig til mig.”
    Da de kom, blev Samuel straks imponeret over Isajs ældste søn og tænkte: ”Det må være ham, Herren har udvalgt.”
    Gud sagde: “Samuel, se ikke på det ydre. Det er lige meget hvor høj en mand er eller hvor stærk. Jeg ser ting, du ikke kan se. Han er ikke den udvalgte.”
    Isaj præsenterede derefter sin anden søn for Samuel. Heller ikke ham valgte Herren. Isaj præsenterede syv af sine sønner for profeten, men hver gang sagde Herren: “Han er ikke den udvalgte.”

    Til sidst sagde Samuel til Isaj: “Har du ikke andre børn?”
    “Jo, jeg har én mere. Min yngste. Han er ude og passer fårene.”
    “Send bud efter ham. Jeg spiser ikke med dig, før jeg ser ham.”
    Så snart David gik ind i lokalet, kunne Samuel se, at han var en flot, ung mand. Herren sagde: “Han er den udvalgte. Ham skal du salve.” Så salvede Samuel ham med olie. Da forlod Guds Ånd kong Saul og tog i stedet bolig i David.
    Fra den dag af blev kong Saul plaget af depression. Hans tjenere fik en idé. De sagde: “Tillad os at finde en mand, som er dygtig til at spille på harpe. Så vil hans musik opmuntre dig, når du bliver deprimeret.”
    Det takkede Saul ja til, og en af tjenerne sagde: »Jeg har hørt om en ung mand, som er meget dygtig til harpe. Han er en søn af Isaj fra Betlehem. Ud over at være god på harpen, er han en god soldat og har evnen til at tale foran folk. Han er også en mand, der går med Gud.”

    Så sendte Saul besked til Isaj og sagde: “Send mig David, din søn, som er fårehyrde.” Så sendte Isaj David til Saul samt gaver til kongen.
    Saul blev straks imponeret over ham. David blev gjort til Sauls våbendrager, men han spillede også på harpe, hver gang kongen blev ramt af depressionen. Lyden af hans harpe beroligede kongens ånd og gav ham fred.

  • Sauls ulydighed (afsnit 85)

    1 Samuel 15
    En dag gik Samuel til Saul med instrukser fra Gud: “Amalekitterne angreb mit folk, da jeg førte dem ud af Egypten. Gå derfor i kamp med dem og ødelægge alt. Dræb alle mennesker og alle deres kvæg. Efterlad ikke noget i live.”
    Så tog Saul sin hær og angreb amalekiterne. Han besejrede dem, men dræbte ikke alt. Sauls mænd holdt det bedste af kvæget for sig selv. De fangede også kong Agag og slog ham ikke ihjel.
    Herren sagde til Samuel: “Jeg beklager, at jeg gjorde Saul til konge over Israel. Han følger mig ikke, og han gør ikke, som jeg siger.”
    Samuel sørgede og bad hele natten. Næste morgen gik han hen og fandt Saul. Da profeten ankom, sagde kongen: “Herren velsigne dig. Jeg har gjort, hvad Gud bad mig om at gøre.”
    Samuel så på ham. “Hvorfor hører jeg så lyden af får og kvæg?”
    “Åh, mændene reddede de bedste kvæg, så vi kunne ofre dem til Herren. Men vi dræbte resten.”
    Samuel sagde: “Ti stille! Jeg vil fortælle dig, hvad Gud synes om det, du har gjort. Da du var ydmyg, gjorde Gud dig til leder over sit folk. Så gav han dig et job at udføre. Han sagde: ‘Dræb dette ekstremt syndige folk. Lad ikke nogen person eller noget dyr leve.’ Hvorfor gjorde du ham vred ved ikke at gøre, hvad han sagde?
    Saul sagde: “Jeg adlød ham. Jeg dræbte alle undtagen Agag, deres konge. Og så dræbte jeg alle dyrene undtagen disse få. Vi beholdt det bedste som et offer.”

    Samuel sagde: “Tror du, at Herren ønsker ofre mere end lydighed? Nej! Lydighed er bedre end ofringer. Stædighed er lige så slemt som at tilbede afguder. Du afviste Guds befaling. Derfor har han forkastet dig som konge over Israel.”
    Saul sagde: “Jeg har syndet! Jeg kan nu tydeligt se, at jeg ignorerede Herrens befaling og ikke lyttede til dig. Jeg var bange for folket og adlød dem i stedet for Gud. Tilgiv min synd. Kom, lad os nu tilbede Herren sammen.”
    Samuel vendte sig væk: “Nej, jeg vil ikke tage med dig. Du forkastede Herren. Nu afviser han dig som konge.”
    Saul tog fat i Samuels kappe, og den gik i stykker, da han vendte sig væk. Samuel standsede og så på den ødelagte kappe. Han sagde: “Herren har revet Israels rige væk fra dig i dag. Han har givet det til din nabo, som er bedre end dig. Gud er ikke som menneskene. Han ændrer ikke mening.”
    Saul råbte: “Jeg har syndet! Det eneste, jeg beder om, er, at du ærer mig foran folket. Kom, tilbed med mig.”

    Så gik Samuel med ham og lod ham bøje sig for Herren. Profeten sagde da: “Bring mig Agag, Amalekiternes konge.”
    Samuel tog et sværd og sagde: “Du har gjort mange kvinder barnløse. Nu bliver din mor barnløs.” Profeten dræbte derefter Agag og skar ham i stykker. Så vendte Samuel tilbage til sit hjem. Han besøgte aldrig mere Saul, så længe han levede. Alligevel sørgede han over ham konstant.