vokse

Kilde: riisjensen.dk

  • Guldkalven (afsnit 44)

    Anden Mosebog 32
    Moses blev hos Gud i fyrre dage og fyrre nætter. Folkene blev urolige, og til sidst gik de hen til Aron og sagde: “Vi ved ikke, hvad der er sket med Moses. Byg os en gud, vi kan se, og som kan være med os.”
    Så gav de Aron deres guldøreringe, og han smeltede dem om. Han formede derefter guldet som en kalv. Folket var glade for det og sagde: “Dette er den gud, der førte os ud af Egypten!” De ofrede til den og festede.

    På bjerget sagde Gud til Moses: “Gå ned til dit folk, dem du førte ud af Egypten. De har vendt sig væk fra det, jeg bad dem gøre. De har lavet en afgud og bøjer sig for den med ofringer. Derfor vil jeg ødelægge dem og gøre dine efterkommere til et stort folk.”
    Moses bønfaldt Gud: “Vær ikke så vred på dit folk, dem du førte ud af Egypten. Hvis du ødelægger dem nu, vil egypterne le og sige, at du førte dem hertil for at dræbe dem. Husk dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du sagde, at deres efterkommere ville arve landet og blive lige så talrige som stjernerne på himlen.”
    Så Herren lyttede til Moses og ødelagde ikke folket.

    Moses gik ned af bjerget med de to stentavler, som Gud havde givet ham. Han blev vred, da han så guldkalven og dansen. Han smed de to tavler og knuste dem på jorden. Han brændte guldkalven, knuste den til pulver, kom den i vand og lod israelitterne drikke det.
    Så sagde Moses til Aron: “Hvorfor har du lavet denne guldkalv? Se på folkene! Se, hvordan det har fået dem til at begå synd.”
    Aron sagde: “Vær ikke vred på mig. Du ved, hvor onde disse mennesker er. De sagde: ’Byg os en gud.’ Jeg bad dem give mig deres guld. Jeg smed den i ilden og … ud kom denne kalv!”
    Moses stod da ved lejrens indgang. Han så, hvordan folk stadig var ude af kontrol. Han råbte: “De, der er på Herrens side, kom og stå sammen med mig!” Levis sønner skilte sig fra resten af folket og stod sammen med Moses. Herren befalede dem derefter at tage deres sværd og kæmpe mod dem, der nægtede at stå sammen med Moses. Tre tusinde mænd døde den dag.
    Derefter kaldte Moses folket sammen og sagde: “I har begået en stor synd. Jeg vil tale med Herren, og måske kan jeg skaffe jer soning.” Så gik han igen op på bjerget.

    https://vimeo.com/664946960/7cb9cd9926

  • Jetro hjælper Moses (afsnit 42)

    2 Mosebog 17-18
    Mens Israels folk fortsatte med at bevæge sig mod Sinajbjerget, slog de lejr ved et sted, hvor der ikke var vand. De klagede endnu en gang til Moses: “Hvorfor førte du os hertil for at dø? I det mindste havde vi vand i Egypten. Er Herren virkelig med os?”
    Moses råbte til Herren: “Hvad skal jeg gøre med dette folk! Jeg førte dem hertil, og nu er de ved at stene mig.”
    Herren sagde til Moses: “Tag din stav og stil dig foran folket. Hav nogle af de ældste med dig. Jeg vil stå foran klippen. Slå på klippen, og så vil der komme vand ud, som folket kan drikke.”
    Moses gjorde som Herren befalede og slog klippen. Vand fossede ud. Der var nok til alle mennesker og husdyr.

    Mens de var på dette sted, angreb indbyggerne i Amalek dem. Moses bad Josva om at organisere mændene til kamp. Moses stod så på siden af bakken og løftede armene i vejret. Så længe hans arme var højt i luften, vandt Josva. Men da armene sank, begyndte indbyggerne i Amalek at vinde.
    Moses’ arme blev trætte og tunge, så han satte sig på en sten med Aron og Hur på hver side. De støttede hans arme, så han kunne holde dem højt i luften. De tre mænd blev der, indtil solen gik ned. Josva vandt over Amalek. Moses byggede derefter et monument og kaldte det “Herren, mit banner.”
    Jetro var svigerfar til Moses. Han havde våget over sin datter og hendes to sønner, mens Moses var i Egypten. Han bragte dem tilbage, da israelitterne slog lejr ved Sinajbjerget.
    Moses gik ud for at hilse på sin familie. Han fortalte Jetro om, hvad Herren havde gjort for Israels folk – hvordan Guds hånd var mod Farao og egypterne. Han fortalte også om nogle af deres vanskeligheder, og hvordan Herren udfriede dem. Jetro ledte derefter folket i en offerhandling til Gud.
    Næste dag satte Moses sig ned for at udføre sit arbejde som dommer for folket. Jetro så, hvordan folk kom med alle mulige sager, store som små. Det var op til Moses at afgøre, hvem der havde ret i hvert enkelt tilfælde. Dette fortsatte hele dagen. Mens han dømte, underviste Moses også folket i Guds love.
    Den aften sagde Jetro: “Det, du laver, er ikke godt. Du slider både dig selv og dit folk. Du er nødt til at indse, at det er for stort arbejde for én mand. Her er nogle råd, og jeg tror, det er Guds vilje med dig:
    Det er din opgave at undervise folket om Herren og hans befalinger. Du skal også repræsentere deres behov for Gud. Du skal holde dig fri til at gøre dette. Udvælg derfor nogle gode mænd, som frygter Gud. Sørg for, at de ikke tager imod bestikkelse. Hvis de gør det, vil folk ikke stole på dem. Placer dem på forskellige niveauer over hinanden. Deres fuldtidsjob er at dømme folket. De skal håndtere hverdagens problemer, mens de bringer de sværere konflikter til dig. Folket vil være glade for dette, men hovedsageligt frigør det dig til at gøre Guds vilje.”

    Moses lyttede til dette råd og fulgte det. Han valgte kvalificerede mænd og placerede dem på forskellige ansvarsniveauer. Disse mænd helligede sig deres nye opgave. Alligevel blev alle de vanskelige sager bragt til Moses.
    Da alt dette var gjort, sagde Moses farvel til sin svigerfar, og Jetro gik hjem.

  • Manna i ørkenen (afsnit 41)

    2. Mosebog 15,22 – 16,36
    Israels folk gik gennem Det Røde Hav på tør jord. Dernæst dræbte Gud den egyptiske hær, da de forsøgte at krydse havet. Derfra førte Moses folket ud i ørkenen, mod Sinajbjerget. De rejste i tre dage uden at finde vand. De nåede endelig frem til noget vand, men det var ikke til at drikke. Folket klagede og sagde: “Hvad skal vi drikke?”
    Herren sagde til Moses: “Fæld et træ og kast det i vandet.” Moses kastede træet i vandet, og med det samme kunne vandet drikkes.

    Gud sagde: “Hvis I adlyder mig og følger mine bud, bliver I ikke syge som egypterne. Jeg er Herren, som helbreder dig.”
    Derfra gik israelitterne og slog lejr ved et sted, der havde tolv kilder. De blev der lidt over en måned, og tog så af sted og satte kursen mod Sinaj-bjerget.
    Mens de rejste, begyndte de at klage: “Vi burde være døde i Egypten. Ja, vi var slaver, men vi havde i det mindste masser af mad at spise. Hver aften havde vi en gryde med kød og alt det brød, vi ønskede. Her har vi ingenting.”
    Herren sagde til Moses: “Jeg vil lade det regne med brød fra himlen. Jeg vil gøre det for at se, om folket vil følge mine instrukser.”
    Moses sagde til folket: “Det er ikke mig og Aron, I klager over. Det er Gud Herren I klager over. Men alligevel har han hørt jer. I aften skal I få kød, og om morgenen skal I få brød.”
    Samme aften kom en flok vagtler og landede i lejren. Dette gav kød til folk at spise. Om morgenen så de, at jorden var dækket af kraftig dug. Da det fordampede, var der noget på jorden, der lignede frost. Folk gik hen og så på det. De sagde: “Hvad er det?” De smagte på det, og det var som en let oblat, sødet med honning.
    Moses sagde: “Gud vil sørge for dette brød fra himlen seks dage om ugen. I de første fem dage skal I kun samle nok til én dag. På den sjette dag kan I samle nok til to dage. På denne måde vil I have mad at spise på sabbatten. Det vil ikke dukke op på sabbatten.”
    Nogle af folket adlød ikke Guds instruktioner og samlede til mere end én dag. Næste morgen stank det og var fyldt med maddiker. Dette skete ikke, da de samlede mere på den sjette dag. Det var stadig godt at spise på sabbatten. Nogle af folket gik ud for at samle brød på sabbatten, men fandt ud af, at der ikke var noget.
    Folket kaldte brødet manna, hvilket betyder: “Hvad er det?” Gud sørgede for manna til dem alle de fyrre år, de var i ørkenen.

  • Den første påske (afsnit 39)

    Anden Mosebog 10-13
    Moses gik til Farao og sagde: “Hvis du ikke lader israelitterne gå, vil Gud sende græshopper, som du aldrig har set. De vil dække landet og spise alt, der ikke blev ødelagt af haglen.”
    Faraos embedsmænd bad ham: “Lad dem dog gå! Egypten er allerede ødelagt!” Da sagde Farao til Moses: “Mændene kan gå ud i ørkenen og tilbede.”
    Moses sagde: “Når vi går, tager vi alle med os – mænd og kvinder, unge og gamle. Vi tager også vores dyr med.”
    Farao blev vred: “Absolut ikke!” Han fik dem derefter smidt ud af sin tronsal.
    Næste dag rakte Moses sin stav ud, og græshopperne kom. Aldrig havde sådan en sværm af græshopper invaderet Egypten. De spiste alle grønne ting på jorden. De var overalt og invaderede endda husene.
    Farao kaldte på Moses. Han sagde: “Jeg angrer min synd. Bed din Gud om at fjerne græshopperne.” Moses bad til Gud, og en vind førte græshopperne ud i Det Røde Hav. Da de var væk, vendte Farao sig igen mod Gud og israelitterne.
    Gud bad derefter Moses om at række sin hånd mod himlen. Da han gjorde det, dækkede mørket Egyptens land. Det var så tykt, at folk kunne mærke det, og de kunne ikke se noget. Det varede i tre dage. Alligevel havde israelitterne lys i deres hjem.
    Farao kaldte Moses til sig og sagde: “Jeg vil give dit folk lov til at tilbede i ørkenen, men efterlad jeres hjorde og kvæg.”
    Moses rystede på hovedet. “Nej! Vi tager alt og alle med os, inklusive dyrene.”
    Farao blev endnu en gang vred.

    Herren sagde til Moses: “Jeg vil bringe endnu en plage over egypterne, og så vil Farao lade folket gå. Ja, han vil insistere på, at du går! Giv nu folket disse instrukser: Hver familie skal udvælge et etårigt hanlam uden skavanker. De skal dræbe det og smøre dets blod over døren og på dørstolperne. Folk skal blive inde i deres huse. De vil ikke være sikre uden for deres huse.
    Steg lammekødet og spis det med rejsetøj og sandaler på, som om I har travlt. Hvis det er for meget for én familie at spise det hele, så inviter en anden familie til at dele lammet.
    Ved midnatstid vil jeg drage rundt i Egyptens land og dræbe de førstefødte af hver familie – fra Faraos hus ned til den laveste træl. Men når jeg ser blodet på jeres huse går jeg forbi jer og slår ikke jeres førstefødte ihjel.”
    Israelitterne gjorde præcis som Gud havde befalet. Den nat gik Herren gennem Egyptens land og dræbte de førstefødte i hver familie. Han dræbte endda de førstefødte af deres husdyr. Der var højlydt gråd og skrig om natten, fordi ingen familier undslap Guds dom, undtaget israelitternes huse, hvor der var blod på dørstolperne.
    Farao kaldte på Moses og Aron og råbte: “Gå! Gå! Tag dit folk, tag jeres dyr, og gå!”

    Alle egypterne ville have folket til at gå, fordi de var bange for, at de alle skulle dø! De gav dem ting lavet af guld og sølv. Så folk gik, mens det endnu var nat.
    Fra den dag af skulle israelitterne holde påske hvert år. Det skulle være en påmindelse om, hvad Gud gjorde for dem den nat.

    https://vimeo.com/664946643/0e882621ba

  • De ti plager (afsnit 38)

    Anden Mosebog 7-9
    Herren sagde til Moses og Aron at de skulle gå til Farao om morgenen, når han gik tur ved Nilen. Moses sagde: “Fordi du nægter at befri vores folk, vil vandet i Egypten blive til blod. Fiskene vil dø, og vandet vil blive udrikkeligt.” Aron slog derefter vandet med sin stav, og det blev til blod.
    Hofmagikerne forvandlede også noget vand til blod. Derfor ignorerede Farao Moses og Aron. Snart blev vandet i hele landet til blod og var udrikkeligt. Folket måtte grave brønde for at finde ferskvand.
    Efter syv dage sagde Moses til Farao: “På grund af din stædighed vil frøer angribe dit land.”
    Så strakte Aron sin stav ud, og frøer begyndte at komme op ad floderne og søerne. Hofmagikerne fik også nogle frøer til at dukke op.
    Snart var der frøer overalt. De kom ind i folks huse og i deres mad – endda i deres senge!
    Farao sagde til Moses: “Jeg har ombestemt mig. Dit folk kan gå ud i ørkenen og tilbede deres Gud. Bed ham om at fjerne frøerne.”
    Moses spurgte: “Hvornår vil du have frøerne til at være væk?” Farao sagde: “I morgen.”
    Næste dag døde frøerne, og folk samlede dem i store bunker. Snart begyndte de at stinke! Farao ændrede derefter mening og nægtede at lade folket gå.
    Dernæst slog Aron jorden med sin stav, og støvet blev til lus. Snart blev alle mennesker og dyr i hele Egypten inficeret med lus. Faraos magikere var ikke i stand til at gøre dette. De sagde til Farao: “Dette er Guds finger!” Alligevel ville han ikke lade folk gå.
    Dernæst sendte Gud sværme af fluer for at dække landet. Men der var ingen fluer i den del af Egypten, hvor hebræerne boede.
    Farao gik med til at lade folket gå. Moses sagde, at fluerne ville være væk næste dag, men han tilføjede: “Pas på. Skift ikke mening igen!” Det var dog præcis, hvad han gjorde. Da fluerne var væk, nægtede Farao at lade folket gå.
    Gud sendte en plage over husdyrene, men igen ramte den ikke Israels husdyr. Farao blev mere stædig og nægtede at lade hebræerne gå.
    Moses tog en håndfuld aske og smed den op i luften. Det blev til et fint støv, der spredte sig gennem hele Egypten og forårsagede bylder på alle mennesker og dyr.
    Farao blev vred og nægtede at lytte til Moses. Gud havde fortalt Moses, at Farao ville opføre sig netop sådan.
    Moses gik til Farao med et særligt budskab fra Gud. Han sagde: “Hidtil har jeg holdt min hånd tilbage mod dig. Nu vil mine plager blive rettet mod dig og dit folk. Når jeg er færdig, vil alle folkeslag på jorden vide, at jeg er Herren! I morgen sender jeg en haglstorm, som du aldrig har set før! Alle mennesker og dyr skal opholde sig i beskyttelsesrum, ellers dør de!”
    Næste dag kom voldsomt hagl blandet med ild ned og ødelagde de afgrøder, der var på markerne. Alligevel faldt haglene ikke i det område, hvor israelitterne boede.
    Farao kaldte på Moses og Aron. “Jeg ved, at jeg har syndet. Jeg tager fejl, og Gud har ret. Bed ham om at stoppe denne storm. Jeg lader dit folk gå.”
    Moses sagde: “Denne storm vil stoppe, så snart jeg går herfra.” Han begyndte at gå, og vendte sig så mod Farao. “Jeg ved, at du ikke frygter Gud.”
    Og det var sandt. Så snart Farao så stormen og haglen stoppe, vendte han sig stædigt mod Gud og Israels folk.

    https://vimeo.com/664946643/0e882621ba

  • Halm til mursten (afsnit 37)

    2. Mosebog 5 – 7,13
    Moses og Aron gik til Farao og sagde: “Dette siger Herren, Israels Gud: ‘Lad mit folk gå ud i ørkenen i tre dage, så de kan tilbede mig.’ ”
    Faraoen blev chokeret og sagde: “Hvem tror hebræernes Gud, at han er?! Jeg kender ham ikke, og jeg vil bestemt ikke lade mine slaver gå ud i ørkenen.”
    Han sagde derefter til Moses og Aron: “Al din snak om tilbedelse hindrer mine slaver i at udføre deres arbejde. Stop al den snak og kom tilbage til arbejdet!”
    Han sagde dernæst til sine tjenere: “Mine slaver er dovne! De har så god tid, at de nu taler om gå ud i ørkenen og tilbede Gud. Men det ordner vi på denne måde: Giv dem ikke længere halm til at lave mursten. De skal selv skaffe halmen nu! Men de skal stadig lave lige så mange mursten som før. Det vil lære dem en lektie!”
    Tjenerne gik hen og fortalte de israelitiske formænd, hvad Farao sagde, og de måtte nu rejse rundt i Egypten for at samle halm. På grund af det var de ikke i stand til at opfylde kravet om antal færdige mursten.
    Formændene gik til Farao: “Hvorfor behandler du dine slaver på denne måde? Hvis vi ikke har halmen, kan vi ikke lave samme mængde mursten som før.”
    Farao råbte af dem: “I er dovne! I har tid til at stå og snakke om, at I vil ud i ørkenen og tilbede jeres Gud! Men nu er det tid at arbejde! Gå ud og hent jeres eget halm, og I skal lave samme mængde mursten som før.”
    Moses ventede på formændene, da de forlod Farao. De sagde til ham: “Du har skabt denne konflikt! Du har lagt et sværd i Faraos hånd, som han nu vil dræbe os med.”
    Moses bad til Gud: “Hvorfor sendte du mig hertil? Du har ikke udfriet folket. Du har kun voldt dem flere problemer.”
    Herren sagde: “Moses, du er ved at se, hvad jeg skal med farao. Når jeg er færdig, vil han trygle dig om at lede folket væk herfra. Gå nu hen til dit folk og sig til dem, at jeg er Herren. Jeg har hørt deres skrig, og jeg er ved at føre dem tilbage til det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob.”

    Moses gik til folket og gav dem budskabet, men de ville ikke lytte til ham. Så sagde Herren til Moses, at han skulle gå hen og tale med Farao igen.
    Moses sagde: “Jeg er ikke god til det her. Hvis Israels folk ikke vil lytte til mig, hvorfor skulle Farao så?”
    Herren sagde: “Moses, jeg har gjort dig som en gud for Farao og Aron til din profet. Gå, og jeg vil give dig ordene du skal sige.”
    Moses og hans bror Aron gik nu igen til Farao og bad ham lade Israels folk gå ud i ørkenen og tilbede. Farao bad om et tegn, så Aron kastede sin stav på jorden, og den blev til en slange. Faraos egne hofmagikerne og troldmænd kastede deres stokke på jorden, og de blev også til slanger. Pludselig åd Arons slange resten af slangerne! Alligevel ville Farao ikke lytte til dem.

  • Sippora (afsnit 36)

    2 Mosebog 4,18-31 og 18,2
    Moses sagde til sin svigerfar Jetro: “Jeg vil tilbage til Egypten for at se, om min familie stadig er i live.” Jetro indvilligede og velsignede rejsen.
    Herren sagde til Moses: “Rejs tilbage til Egypten. De, der prøvede at dræbe dig, er nu døde.”
    Moses forberedte sig på rejsen, og dernæst forlod han Midjan med sin kone og sønner. Han sørgede for at have Guds stav med sig.

    På samme tid sagde Gud til Aron: “Gå ud og mød Moses i ørkenen.” Han forlod Egypten og satte kursen mod Midjan.
    Mens Moses rejste, gav Herren ham instrukser om, hvad han skulle gøre. Gud sagde: “Gør alle de mirakler jeg har givet dig, men bliv ikke overrasket over, at Farao ikke vil lytte til dig! Jeg har forhærdet hans hjerte, så han lader ikke folket gå villigt. Her er mit budskab til ham: ‘Israel er min førstefødte søn. Du nægter at lade min søn gå og tilbede mig. Derfor slår jeg din førstefødte søn ihjel.’”
    Om aftenen slog Moses og hans familie lejr for natten. Pludselig angreb Herren Moses fordi hans sønner ikke var blevet omskåret. Hurtigt sprang Sippora op og greb en kniv. Hun omskar sine sønner og kastede deres forhud for fødderne af sin mand. Efter det lod Herren Moses slippe.
    Sippora så på alt blodet og råbte til Moses: “Du er en blodbrudgom for mig!”
    Næste dag så Moses at Aron kom gående. De to brødre hilste med glæde på hinanden. Moses fortalte Aron alt, hvad Herren havde sagt. Han fortalte ham om de tegn, Gud havde givet ham, og hvad han skulle gøre. Sammen gik de tilbage og samlede Israels ældste.

    Aron stod foran folket og fortalte dem, hvad Herren havde sagt til Moses. Han viste dem tegnene fra Gud.
    Folkene var forbløffede over, hvad de hørte og så. De troede på Moses og Aron og bøjede sig og tilbad Gud.
    Moses indså, at det ville være bedst at sende familien tilbage til Midjan. Der kunne de være under beskyttelse af Jetro, hans svigerfar.

    https://vimeo.com/664946643/0e882621ba

  • Jakobskampen (afsnit 26)

    Første Mosebog 32-33
    Jakob og hans familie skulle tilbage til sit hjemland. Pludselig mødte Guds engle ham. Han forstod nu, at han ikke var alene, så han kaldte stedet “Guds lejr.”
    Derfra sendte han bud til sin bror Esau og sagde: “Jeg kommer hjem med alle mine ejendele, og jeg håber, du vil tage imod mig.”
    Sendebuddene kom tilbage og sagde: “Din bror kommer med fire hundrede mand.” Jakob blev skræmt og delte straks alt i to lejre og sagde: “Hvis Esau angriber den ene lejr, kan den anden undslippe.”
    Han bad: “Abrahams og Isaks Gud, du bad mig vende tilbage til mit land. Du sagde, at jeg ville trives her. Jeg er ikke værdig til den venlighed, du har vist mig. Jeg forlod dette land med kun min vandrestav. Nu har jeg to lejre. Jeg beder dig redde mig fra min bror. Du sagde, at mine efterkommere ville være lige så svære at tælle som sandet på stranden.”
    Derefter forberedte han gaver til sin bror, som omfattede geder, får, kameler, køer og æsler. Han delte dem op i tre grupper og sendte dem videre. Han sagde til sine tjenere: “Når Esau kommer til den første gruppe, så sig til ham: ‘Din træl Jakob sender disse til dig. Se, du kan se ham derude.’ ” Han fortalte den anden og den tredje de samme ting. Han håbede, at disse ting ville hjælpe Esau til at være mere tilgivende.
    Han tilbragte derefter natten med at vente på sin brors ankomst om morgenen. Da han ikke kunne sove, gik han for at være for sig selv.

    Pludselig dukkede en mand op og greb ham. Jakob kæmpede imod, og de to sloges hele natten. Ved daggry så den fremmede, at Jakob var fast besluttet på ikke at tabe denne kamp, så personen slog derfor Jakob på hoften.
    Han sagde: “Jeg er nødt til at gå. Det er daggry.” Jakob sagde: “Du får ikke lov at gå før du har velsignet mig!”
    Manden sagde: “Hvad er dit navn?” “Jeg er Jakob!”
    Manden sagde: ”Nej, det er ikke længere dit navn. Du skal kaldes Israel, hvilket betyder ‘kæmpet med Gud’. Du har kæmpet med Gud og har overlevet det.”
    Jakob sagde: “Hvad hedder du?”
    Manden sagde: “Jeg fortæller dig ikke mit navn.” Derefter velsignede han Jakob.
    Jakob kaldte stedet “Guds ansigt”. Han sagde: “Jeg har set Guds ansigt, og jeg er stadig i live.”

    Jakob haltede tilbage til sin lejr. I det fjerne kunne han se Esau og hans fire hundrede mænd komme. Han inddelte hver af sine familier i forskellige grupper. Han bukkede sig syv gange, mens han humpede hen mod sin bror.
    Esau løb hen til ham og gav ham et kram. Begge mænd græd. Esau pegede så på alle de mennesker, som stod bag Jakob. “Hvem er de?”
    Efter at Esau havde mødt Jakobs familie, sagde han: “Hvorfor stillede du alle de dyr på vejen herhen?”
    “Jeg gav dem til dig i håb om at vinde din tilgivelse.”
    Esau sagde: “Jeg har rigeligt selv. Behold blot dyrene.”
    Men Jakob insisterede: ”Jeg vil, at du skal tage imod mine gaver. Det vil gøre mig meget glad.”
    Så drog Esau og hans mænd hjem. Jakob tog til et område nær en by, der hedder Sikem. Der byggede han et alter og kaldte det “Gud, Israels Gud.”

  • Jakobs to hustruer (afsnit 23)

    Første Mosebog 28 – 29,30
    Jakob begyndte nu rejsen til sin mors land. Hans far havde sagt: “Du må ikke gifte dig med en kana’anæisk kvinde. Gå tilbage til din mors familie og find en kone der. Må Gud give dig de velsignelser, han lovede Abraham!”
    Jakob rejste hele dagen, og om natten sov han på jorden og brugte en sten som pude.
    I løbet af natten drømte han, at han så en stige, der gik op til Himlen. Der var engle, der gik op og ned! Han så Herren stå over stigen og sige: “Jeg er Herren, Abrahams Gud og din far Isak. Jeg giver dette land til dig og dine efterkommere. Hele jorden vil blive velsignet på grund af dem! Jeg er med dig. Jeg vil bringe dig tilbage til dette land.”
    Pludselig vågnede Jakob og blev bange. Han sagde, “Gud er på dette sted, og jeg vidste det ikke! Dette er Guds hus og døren til himlen!”
    Han tog stenen han havde brugt som pude og brugte den til at bygge et alter. Han hældte olie på det og kaldte stedet Betel, som betyder „Guds hus“. Han sagde: “Hvis Gud våger over mig og sørger for mig og fører mig tilbage til dette land, så vil han være min Gud, og jeg vil give ham en tiendedel af alt, hvad han giver mig.”
    Jakob rejste videre til sin mors brors hjem. Hans onkel Laban tog imod ham med glæde.

    Laban havde to døtre. Den ældste var Lea, og den yngste var Rakel – som var smuk.
    Mod slutningen af en måned sagde Laban til Jakob: “Arbejd for mig, så vil jeg give dig løn. Hvad er din pris?”
    Jakob sagde: “Jeg vil arbejde for dig i syv år for din yngste datter Rakel.”
    Laban indvilligede og sagde: “Det er en aftale!”
    Så Jakob arbejdede for Laban i syv år, og det virkede som nogle få dage på grund af hans store kærlighed til Rakel.
    Da de syv år var ved at være gået, inviterede Laban til bryllupsfest. Han førte sin datter frem og gav hende til Jakob. Det var først om morgenen Jakob indså, at hans onkel havde givet ham Lea, den ældste datter.
    Han var rasende! Han gik til Laban og sagde: “Hvorfor har du bedraget mig? Du ved, jeg elsker Rakel! Jeg tjente dig syv år for hende.”
    Laban sagde: “I vores land må en yngre datter ikke gifte sig, før den ældste er gift. Men hør hvad vi nu gør: Hvis du lover at arbejde yderligere syv år for mig, så må du om en uge gifte dig med Rakel også.”
    Det sagde Jakob ja til, og ugen efter han sig med Rakel.

  • Brøndgraveren (afsnit 21)

    Første Mosebog 26:12-33
    Isak var bonde, mens han boede blandt filistrene. Herren velsignede hans høst så meget, at han blev mere og mere velhavende. Til sidst var hans rigdom så stor, at filistrene blev jaloux. De besluttede at lukke nogle brønde, Abraham havde gravet. Med tiden bad Abimelek Isak om at forlade landet. Han sagde: “Du er blevet for magtfuld. Vi føler, du er en trussel mod os.”
    Isak flyttede til en anden dal, og hans tjenere lukkede nogle af Abrahams brønde op. De gravede også nogle nye. Pludselig fandt de dyrebart kildevand. Hyrderne i det område sagde: “Det vand tilhører os.” Så gik Isaks tjenere hen og gravede andre brønde og fandt igen vand. Igen sagde hyrderne: “Det er vores vand.”
    De gik til et andet område og gravede nogle flere brønde. Denne gang var der ingen, der skændtes om det vand, de fandt. Isak sagde: “Endelig! Herren har gjort plads til os. Vi kan nu trives på dette sted.”

    Abimelek og en delegation fra filistrene drog til Isak. Da han så dem, sagde han: “Du sendte mig væk i vrede. Så hvorfor er du kommet til mig nu?”
    Abimelek sagde: “Det er klart for os, at Herren har været med dig hele denne tid. Vi ønsker en traktat med dig. Vi var gode ved dig, da du boede iblandt os. Ja, vi sendte dig bort, men det var med fred. Lad os nu blive enige om, at du vil behandle os på samme måde og ikke skade os.”
    Så forberedte Isak et festmåltid, og de spiste og drak alle sammen. Næste morgen aflagde de begge ed om, at de ville leve i fred med hinanden.
    Da Abimelek og hans delegation tog afsted, kom tjenere og fortalte Isak om deres nyeste brønd. De sagde: “Vi har fundet vand.” Så han kaldte stedet Beer-Sheba, som betyder “Pagtens brønd”.