vokse

Kilde: riisjensen.dk

  • Rebekka (afsnit 18)

    Første Mosebog 24
    Da Sara døde, indså Abraham, at han var nødt til at finde en kone til sin søn Isak. Han sagde til sin tjener: “Jeg sender dig tilbage til mit hjemland, så du kan finde en kone til min søn. Lov mig, at du ikke vælger en kvinde blandt de omkringboende folkeslag. Sørg for, at hun er blandt mine slægtninge.”
    Tjeneren var bekymret. “Hvad nu hvis jeg finder en kvinde, og hun ikke er villig til at forlade sit hjem og komme hertil? Måske skulle jeg tage Isak med mig.”
    “Absolut ikke! Du må ikke tage Isak tilbage til det land! Hør, Herren vil sende sin engel foran dig. Han vil berede vejen. Men hvis kvinden ikke er villig til at tage med dig tilbage, så er du løst fra opgaven.”

    Efter en lang rejse nåede tjeneren frem til byen, hvor Abrahams slægtninge boede. Han standsede ved en brønd i udkanten af byen og bad: “Gud, hjælp mig med at finde den rigtige kvinde til Isak.”
    Pludselig fik han en idé. “Herre, jeg vil bede en kvinde om at drikke vand. Jeg ved, at hun er den rigtige, hvis hun giver mig at drikke og dernæst tilbyder at trække vand til alle ti kameler!”
    Snart kom en ung kvinde ved navn Rebekka til brønden. Hun var smuk … og dydig … og … hun var ikke gift.
    Hun fyldte sin krukke og begyndte at gå. Tjeneren trådte frem og bad om at drikke vand. Hun gav ham at drikke og tilbød så at trække vand til alle hans kameler. Mens hun gjorde dette, bad tjeneren Gud om at hjælpe ham med at vide med sikkerhed, at dette var den rette kvinde til Isak.
    Da Rebekka var færdig, gav tjeneren hende flere smykker og spurgte: “Hvem er din familie, og er der plads i din fars hus, så mine mænd og jeg kan overnatte?”
    Hun fortalte navnene på sin far og bedstefar, og tjeneren vidste, at de var Abrahams slægtninge. Rebekka sagde, at der var god plads til, at de kunne overnatte.

    Hun forlod derefter tjeneren og løb hjem for at fortælle sin familie om samtalen. Hendes bror hed Laban, og da han så de værdifulde smykker, skyndte han sig til brønden for at se, hvem der havde givet hende disse ting. Han spurgte tjeneren: “Kom, vi har gjort plads til dig og dine tjenere og dine kameler!”
    Da de kom til huset, blev tjeneren inviteret til at sætte sig ned og spise et måltid. Men han sagde: “Før vi spiser, må jeg fortælle dig min historie.”
    Han fortalte dem om den opgave, Abraham havde givet ham. Så sagde han: “Jeg bad Gud vise mig den rigtige kvinde til Isak. Som et tegn bad jeg om, at hun ville være villig til at give mig at drikke og også trække vand til alle kamelerne. Rebekka gjorde præcist det! Jeg tror, hun er den kvinde, Gud har valgt til at være Isaks kone.” Laban og hans far var forbløffede da de hørte denne historie. De var enige med ham og gav straks deres velsignelse. Næste morgen spurgte de Rebekka, om hun var villig til at tage med Abrahams tjener og gifte sig med Isak. Det sagde hun ja til, så de velsignede Rebekka og sendte hende med tjeneren.
    Isak arbejdede i marken, da han i det fjerne så tjenerens karavane af kameler. Så han begyndte at gå hen imod den. Rebekka så ham komme. Hun spurgte tjeneren: “Hvem er den mand?”
    “Det er min herre, Isak.” Så dækkede Rebekka sit ansigt med et slør.
    Tjeneren fortalte nu Isak hele historien. Isak tog nu Rebekka til hustru, og kærligheden mellem dem var stor.

  • Sara dør (afsnit 17)

    Første Mosebog 23
    Sara døde, da hun var 127 år gammel. Deres lejr lå i nærheden af Hebron på det tidspunkt, så Abraham gik til hetitterne og sagde: “Vi bor begge sammen i dette land. Tillad mig at købe et sted, hvor jeg kan begrave min hustru.”
    De sagde: “Du er Guds udvalgte, og vi anser dig for at være en mægtig fyrste. Tag den bedste af vores gravhuler og brug den til at begrave dine hustru.”
    Abraham rejste sig og bøjede sig for dem. “En af jer ejer en bestemt hule for enden af en mark. Tal med ham og overtal ham til at sælge den til mig til fuld pris.”
    Manden, som ejede hulen, sad blandt dem. Han rejste sig straks og sagde: “Jeg er den mand, og jeg kan fortælle dig, at du er fri til at begrave dine døde der uden beregning.”
    Abraham svarede ham: “Lad mig få lov at købe hulen til fuld pris.”
    Manden sagde: “Hør, hulen er 400 sekel sølv værd, men det betyder ikke noget imellem dig og mig. Begrav dine døde frit i hulen.”

    Så vejede Abraham 400 sekel og betalte manden. Dernæst begravede han Sara i Hebrons hule, og den blev hans ejendom fra den dag af.

    https://vimeo.com/542890607

  • Johannes Åbenbaring (afsnit 258)

    Johannes Åbenbaring 1 og 4 – 5
    Johannes blev forvist til øen Patmos, fordi han var kristen og forkyndte Guds ord. På Herrens dag tilbad han i Ånden. Pludselig hørte han en høj stemme bag sig. Det lød som et trompetstød, der sagde: “Du kommer til at se fantastiske ting. Skriv det hele i en bog og send det til de syv kirker i Asien.”
    Johannes vendte sig om for at se, hvem der talte. Der, lige foran ham, var der syv guldlampestager med Menneskesønnen stående midt imellem dem. Han var iført en lang kjortel med et guldskær over brystet. Hans hår var hvidt som uld – ja, som sne! Hans øjne var som ild og hans fødder som poleret bronze. Hans stemme tordnede som mægtige havbølger. Han holdt syv stjerner i sin højre hånd, og da han talte, var det som et skarpt, tveægget sværd, der kom fra hans mund. Hans ansigt skinnede som solen!

    Johannes faldt til jorden, som om han var død. Menneskesønnen lagde sin hånd på Johannes og sagde: “Vær ikke bange! Jeg er den første og den sidste. Jeg er den levende. Ja, jeg døde, men se… jeg er i live for evigt! Jeg har dødens og gravens nøgler. Skriv, hvad du ser – om de ting, der sker nu, og de ting, der vil ske i fremtiden.”
    Johannes fik at vide, hvad han skulle skrive til de syv kirker. Og derefter så han en dør i himlen, der stod åben. Pludselig sagde den samme stemme, der blæste som en trompet, til Johannes: “Kom herop!” Øjeblikkeligt var hans ånd i himlen, og han så en trone og nogen sidde på den. Der var en regnbue omkring tronen. Johannes så da, at der var fireogtyve ældste ved siden af tronen, men hver af dem sad på sin egen trone. De var klædt i hvidt og iført guldkroner.
    Der var også fire himmelske væsener, og de tilbad Gud hele dagen og hele natten og sagde: “Hellig, hellig, hellig er Herren Gud, den Almægtige!”
    Lynglimt og tordens bulder kom fra tronen. Foran var der syv flammende fakler, som var Guds syv ånder. Også foran tronen så Johannes et skinnende hav af glas, der funklede som krystal.

    Han fokuserede på den, der sad på tronen og så, at han havde en rulle i hånden. Den blev forseglet med syv segl. En stærk engel råbte: “Hvem er værdig til at bryde seglene på denne rulle og åbne den?” Ingen var i stand til at åbne rullen og læse den – ingen i himlen eller på jorden.
    Da Johannes så det, begyndte han at græde, fordi ingen var værdig. En af de fireogtyve ældste vendte sig mod ham og sagde: “Hold op med at græde! Se, løven af Judas stamme har vundet sejren. Han er arvingen til Davids trone, og han er værdig til at åbne rullen.”

    Johannes så da et lam, der var blevet slagtet, men som nu stod blandt de ældste. Lammet trådte frem og tog rullen fra den, der sad på tronen. Da Lammet gjorde det, faldt de himmelske væsener og de ældste ned foran ham og sang en ny sang. Så kom millioner af engle og sluttede sig til dem. Sammen sang de alle: “Værdig er Lammet!”

    Fortsættes i næste kapitel

  • Brevet til Filemon (afsnit 257)

    Filemonbrevet 1

    Onesimus var en slave, der løb væk fra sin herre Filemon. Han tog til Rom og mødte til sidst Paulus, som førte ham til tro på Jesus. Onesimus blev hos apostlen og hjalp ham i tjenesten. Til sidst vidste de, at det var tid for den “løbske slave” at vende tilbage til sin herre. Paulus var personlig ven med Filemon, så han skrev et brev for at hjælpe de to mænd med at forene deres forhold. Han skrev:

    Filemon – min kære ven – hilsen til dig, din familie og kirken, der mødes i dit hjem. Jeg beder for dig med jævne mellemrum. Jeg takker Gud for den kærlighed, du har til Herren Jesus Kristus og til dine medtroende. De, der møder dig, opmuntres i troen.
    Kære bror, du kender mig. Jeg tøver normalt ikke med at fortælle dig, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg er normalt hurtig til at minde dig om dine pligter i Kristus. Men det har jeg ikke tænkt mig at gøre denne gang. I stedet vil jeg tigge.
    Jeg er en gammel mand, som er i fængsel for Jesu Kristi sag. I min svaghed sendte Gud mig en hjælper, Onesimus – en mand, der voldte dig smerte og sorg. Men Gud sendte ham til mig, og jeg var i stand til at præsentere ham for Jesus. Han overgav sit liv til Kristus og blev derefter uvurderlig som hjælper for mig.
    På en måde var det, som om du sendte ham her for at hjælpe mig, fordi du ikke selv kunne komme. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan fortsætte uden ham; men han og jeg ved begge, at han burde vende tilbage til dig. Han hjalp mig i dit sted, men det havde vi ikke din tilladelse til.

    Hør, han var en værdiløs slave, da han løb fra dig. Nu kommer han tilbage som en værdifuld bror i Kristus, en medarbejder i tjenesten og min kære ven. Modtag ham i kærlighed.
    Og angående de ting, han stjal fra dig – læg dem på min regning. Her vil jeg tage fjerpen op og skrive dette med min egen håndskrift. “Jeg, Paulus, vil betale det tilbage.” Jeg vil ikke minde dig om, at du faktisk skylder mig dit liv.
    Modtag ham, som om du modtog mig. Det vil glæde mig når jeg hører, hvordan du har accepteret Onesimus tilbage i dit liv og hjem.

    Men hvad taler jeg om? Jeg ved, du vil gøre dette og endnu mere.
    Klargør i øvrigt dit gæsteværelse for mig. Jeg ved, du har bedt om, at jeg ville blive sat fri og komme tilbage for at besøge dig. Jeg tror, at Herren vil besvare dine bønner.
    Hils alle mine gode venner. Må vor Herre Jesu Kristi nåde være med dig.
    Paulus.

  • Rejsen til Rom (afsnit 256)

    Apostlenes Gerninger 27 – 28
    Det blev arrangeret, at Paulus kunne rejse til Rom på fragtskibe. Han blev sat i varetægt af en romersk officer ved navn Julius. Han var venlig mod Paulus og lod sine venner besøge ham, når de var i havn.
    Rejsen var langsom på grund af storme. Efter mange stop og bådskift flere gange, ankom de til på øen Kreta. Det var tæt på vinter, så de måtte stoppe.
    Alligevel ville kaptajnen sejle et par kilometer op ad kysten til en bedre havn. Vejret var klaret og der var nu en svag brise.
    Paulus sagde til Julius: “Sig til kaptajnen, at han skal blive her! Hvis han ikke gør det, vil han miste skibet og dets last, og nogle mennesker kan dø.” Den romerske officer tænkte på, hvad Paulus sagde, men besluttede at tillade kaptajnen at sejle videre til den anden havn.

    De forlod havnen og begyndte at sejle langs kysten. Pludselig skubbede en voldsom vind skibet ud på dybere vand. Besætningen kæmpede mod vinden, men stormen blev mere intens. Til sidst holdt kaptajnen op med at bekæmpe vinden og lod den føre skibet videre.
    Efter flere dage i stormen smed besætningen lasten over bord. Et par dage senere smed de skibets grej over bord. Paulus sagde nu til mændene: “Jeg sagde, at I ikke skulle forlade havnen. I lyttede ikke, men nu har jeg gode nyheder til dig. En engel viste sig for mig i går aftes med et budskab fra Gud. Han sagde: ‘Vær ikke bange! Du skal stå foran kejseren. Ingen på dette skib vil dø.’ Det, Gud siger, er sandt. Vi vil alle overleve, men skibet vil blive ødelagt.”

    De var i stormen i fjorten dage. Omkring midnat den sidste dag så sømændene, at de nærmede sig land. De smed hurtigt et anker for at undgå at ramme klipperne.
    Nogle af dem begyndte at fire redningsbåden ned, så de kunne komme af skibet. Paulus råbte: “I vil alle dø, hvis disse mænd forlader skibet!” Straks skar soldater linerne over og lod redningsbåden falde i vandet. Alle bad til, at morgenen snart ville komme.
    Paul talte med besætningen lige før dagslys. Han sagde: “I har ikke spist i fjorten dage. Spis noget, fordi I skal bruge styrke til at gå i land i dag.” Så tog han noget brød op, takkede Gud og begyndte at spise. Alle på skibet spiste noget mad.

    Da det var lyst, kunne de se land gennem stormen. Kaptajnen fik øje på en bugt med en strand. Han besluttede at sejle skibet mod stranden så langt som det ville nå. De trak ankeret op og hejste et sejl. Den voldsomme vind drev dem mod stranden, indtil skibet ramte en sandbanke. Det satte sig fast i sandet og begyndte så at blive knust af bølgerne.

    Soldaterne ønskede at dræbe fangerne, så de ikke ville flygte. Julius standsede dem, fordi han ville redde Paulus’ liv. Han beordrede dem, der kunne svømme, til at hoppe over bord og komme til land. Snart var alle i vandet, og de nåede alle sikkert land.

    Efter fjorten dage i en voldsom storm ramte Paulus’ skib en sandbanke ud for øen Malta. Alle kom i land, og lokalbefolkningen kom og begyndte at hjælpe dem. De byggede bål på grund af regnen og kulden.
    Paulus hjalp med at samle træ. Da han smed noget at træet på bålet, bed en giftig slange ham i hånden. Paul tabte træet, men slangen hang fra hans hånd. Lokalbefolkningen sagde: “Åh, han er en frygtelig morder! Han slap for at dø på havet, men nu strammer guderne ham!”
    Paul rystede slangen ind i ilden, og alle ventede på, at han skulle svulme op og falde død om. Efter nogen tid indså de, at han ikke ville dø. Så sagde de: “Han er en gud!”

    Guvernøren på øen åbnede sit hjem og sørgede for de skibbrudne. Paulus erfarede, at guvernørens far lå syg i sengen. Han gik hen og lagde sin hånd på mandens hoved. Øjeblikkeligt blev han helbredt. Nyheden om dette spredte sig over hele øen, og folk begyndte at bringe andre til Paulus, så han kunne helbrede dem.

    De blev på Malta indtil vintermånederne var forbi. Julius bestilte så passage for dem på et fragtskib, der skulle til Rom. Da de gjorde sig klar til at tage af sted, bragte øens folk dem alt det de havde brug for til turen. Da de ankom til Rom, blev Paulus ført til et hus, hvor han opholdt sig indtil sin retssag for kejseren. Der var altid en soldat ved siden af ham, men han var fri til at få venner på besøg. De kristne i Rom tog nådigt imod ham og opmuntrede ham.
    Han sendte et brev til de jødiske ledere i byen. Han fortalte dem om, hvad der var sket i Jerusalem, og hvorfor han var i Rom. Han inviterede dem til at komme og besøge ham. De mødtes og talte om Guds rige og Jesus. Deres diskussion varede hele dagen, indtil sidst på eftermiddagen. Nogle af dem troede på budskabet, men andre gjorde ikke.

    Da de var ved at gå, sagde Paulus: “Profeten havde ret, da han sagde, at ‘I ville lytte, men ikke høre, I vil se, men ikke se.” Jeres stædighed har lukket jeres ører og dækket jeres øjne. I kan dog være sikre på, at hedningerne vil se og høre, og Gud vil tilgive deres synder.”

    Paul blev i huset i to år og ventede på retssagen. I den tid modtog han mange gæster og prædikede Kristus for dem alle. Ingen forsøgte at standse ham.

  • Felix, Festus og Agrippa (afsnit 255)

    Apostlenes Gerninger 24-26
    Ypperstepræsten tog til Cæsarea sammen med nogle ældste og en advokat. De fremlagde deres sag mod Paulus for guvernøren Felix. De sagde: “Denne mand er en sygdom for det jødiske folk. Han forårsager optøjer overalt, hvor han går. Nu er han kommet her og har vanhelliget vores tempel.”
    Paul forsvarede sig. Han sagde: “Jeg gjorde intet for at fortjene det, der blev gjort mod mig. Det er rigtigt, at jeg følger Jesus fra Nazareth, men jeg samlede ikke en skare og prædikede for dem. Jeg gik simpelthen til templet for at opfylde et løfte. Pludselig – og uden grund – greb en gruppe mig og forsøgte at dræbe mig. Det er dem, der burde være her og forsvare deres handlinger! Ikke mig. Disse mænd, der står foran dig, har intet imod mig. De er endda enige med mig i det grundlæggende spørgsmål – at Gud kan oprejse nogen fra de døde.”

    Felix lyttede til begge sider, men fældede ingen dom. Han troede, at Paulus kunne betale ham noget for at slippe ham fri. Alligevel gav guvernøren Paulus det privilegium at se sine venner. Felix mødtes med ham flere gange for at tale om troen på Jesus.

    To år senere blev Festus guvernør og afløste Felix. Han ville glæde de jødiske ledere, så han sagde til Paulus: “Er du villig til at tage til Jerusalem og stilles for retten for disse anklager?”
    Paulus sagde: “Jeg er villig til at dø, hvis jeg virkelig er døden værdig. Men du ved, at jeg er uskyldig i disse anklager. Så hvis du påtænker at sende mig til Jerusalem, vil jeg hermed appellere til kejseren!”
    Festus sagde: “Du har appelleret til kejseren og skal derfor sendes til ham! ”

    Et par dage senere besøgte kong Agrippa og hans søster den nye guvernør. Festus fortalte dem om Paulus og retssagen. Agrippa sagde, at han gerne ville høre ham. Næste dag samledes en stor skare, og Paulus blev ført frem for guvernøren.
    Da Paul kom ind i rummet, sagde han: “Jeg er glad for at stå foran dig, kong Agrippa, fordi du er ekspert i jødiske skikke. Jeg er ikke fremmed for de jøder, der bor i Israel. De har kendt mig siden jeg var barn. De ved, at jeg er farisæer og har været meget streng med hensyn til loven. Der var engang, hvor jeg forfulgte dem, der fulgte Jesus fra Nazaræeren. Jeg var på vej til Damaskus, da jeg blev kastet til jorden af et skarpt lys. Jeg hørte da en stemme sige: ‘Saulus, hvorfor forfølger du mig?’ Jeg sagde: ‘Hvem er du, Herre?’ Stemmen sagde: ‘Jeg er Jesus, den du forfølger. Rejs dig. Du er nu min tjener. Jeg sender dig for at være et vidne for mig – for jøderne og for hedningerne.’
    Kong Agrippa, jeg har været tro mod det kald. Jeg forkynder Jesus som Messias, hvor end jeg går. Jeg beder folk om at omvende sig og vende sig til Gud. Så hvorfor vil jøderne dræbe mig? De ved, at vores Skrifter lærer os, at Kristus skulle lide, dø og opstå fra de døde. Den gode nyhed er, at han nu bringer lys til alle mennesker, inklusive hedningerne.”

    Festus råbte: “Paulus, du taler som et fjols. Al din uddannelse har gjort dig skør!” Paulus sagde: “Jeg er ikke skør. Jeg taler sandt, og kongen ved det. Kong Agrippa, tror du på Skrifterne? Det ved jeg, at du gør…” Kongen afbrød ham: “Tror du, at du kan tale med mig bare et par minutter og så bliver jeg en kristen?”
    Paulus sagde: “Uanset om jeg kan eller ej, så er det mit ønske, at alle jer, der lytter til mig i dag, vil være ligesom mig, bortset fra disse lænker.”
    Senere blev kong Agrippa og guvernøren enige om, at Paulus ikke skulle sidde i fængsel. De sagde: “Vi ville have sat ham fri, hvis ikke han havde appelleret til kejseren. Men det valgte han, så nu må vi sende ham dertil.”

  • Sammensværgelse mod Paulus (afsnit 254)

    Apostlenes Gerninger 22,30 – 23,35


    Fortsat fra sidste kapitel
    Kommandanten ville vide, hvad der havde forårsaget optøjerne nær templet i Jerusalem. Han førte derfor Paulus for det jødiske råd. Paulus sagde: “Brødre, jeg står foran Gud med god samvittighed.” Da ypperstepræsten hørte dette, beordrede han nogen til at give ham et slag.
    Paul vendte sig mod ham: “Du hvidkalkede væg! Gud vil slå dig. Du overtræder Guds lov ved at befale, at jeg skal slås!”
    En af mændene sagde: “Hvor vover du at tale til Guds ypperstepræst på den måde.”
    Paul undskyldte med det samme. »Jeg var ikke klar over, at han var ypperstepræsten. Skriften siger: ’Tal ikke imod folkets hersker’.”
    Han bemærkede derefter, at rådet bestod af to modsatrettede grupper. Saddukæerne troede ikke på, at nogen kunne opstå fra de døde. De troede heller ikke på engle eller ånder. Farisæerne troede på alle disse ting.
    Paulus sagde: “Jeg er farisæer, og jeg bliver dømt, fordi jeg tror på opstandelsen fra de døde.” Straks begyndte de to grupper at skændes, indtil de råbte ad hinanden.
    En af mændene greb Paul i vrede. Andre forsøgte at trække ham væk. Soldater måtte redde ham for at forhindre ham i at blive revet fra hinanden. De førte ham tilbage til kasernen.

    Den nat stod Herren ved siden af Paulus. “Vær ikke modløs. Du var min talsmand her i Jerusalem, og du vil også tale for mig i Rom.”
    Næste morgen mødtes 40 mænd og aflagde et løfte. De sagde: “Vi vil ikke spise eller drikke, før Paulus er død.” De sagde så til de religiøse ledere: “Sig til kommandanten, at I ønsker at afhøre Paulus igen. Når han kommer i nærheden, slår vi ham ihjel.”

    Paulus’ nevø hørte om denne plan, så han skyndte sig til kasernen og fortalte det til sin onkel. Da Paulus hørte det, kaldte han på en af soldaterne. “Før denne unge mand til kommandanten. Han har en besked til ham.”
    Så kom Paulus’ nevø hen til kommandanten og fortalte, hvad han havde hørt. Kommandanten sagde: “Gå, men fortæl det ikke til nogen.”
    Den nat samlede han en gruppe vagter, der omfattede 200 soldater, 70 ryttere og 200 mand med spyd. Han sendte Paulus med dem samme nat. De tog ham med til Cæsarea for at være under beskyttelse af guvernøren Felix.

    Kommandanten skrev et brev, som blev sendt sammen med Paulus: “Jøderne forsøgte at dræbe denne mand, men jeg reddede ham, fordi han er romersk statsborger. Jeg førte ham for deres religiøse råd, men fandt ud af, at de var vrede på ham over nogle religiøse spørgsmål. Altså ikke noget der er hverken døds- eller fængselsværdigt. Nu har jeg så fået at vide, at der er et komplot om at dræbe ham. Derfor sender jeg ham til dig. Jeg sender også hans anklagere, så du kan høre deres sag.”

    Da Paulus ankom til Cæsarea, blev han ført til Herodes’ palads hvor han skulle vente indtil anklagerne også ankom.

  • Optøjer i Jerusalem (afsnit 253)

    Apostlenes Gerninger 21,15 – 22,30
    Paulus mødtes med de ældste i menigheden i Jerusalem og fortalte, hvordan hedninger vendte sig til Kristus. Alle priste Gud, da de hørte det.
    Men derefter delte de ældste deres bekymringer med Paulus. “Nogle jødekristne mener, at du lærer jøder at opgive Moseloven. Vi er nødt til at standse disse rygter. Fire mænd har aflagt et løfte til Gud. De ønsker at opfylde dets krav i templet, men de har ikke pengene til at betale for det. Slut dig til dem, og betal deres honorar. Dette vil vise, at du ikke har forladt Guds love.”
    Paul var enig. Så han aflagde løftet og gik til templet med mændene. Ritualet tog syv dage.

    På den sidste dag så nogle jøder fra Efesos Paulus på markedspladsen med en ikke-jødisk kristen fra deres by. Senere så de ham i templet og antog, at hedningen var med ham. De råbte: “Hjælp! Her er manden, der har vendt hele verden imod os. Nu bringer han en hedning ind i vores tempel!”
    Folk greb fat i Paulus, førte ham ud af templet og begyndte at slå ham. Romerske soldater løb ind i mængden for at standse dem. Deres kommandant satte Paulus i lænker og førte ham væk. Folkemængden råbte: “Dræb ham!” og begyndte at bevæge sig hen mod soldaterne. Da soldaterne så det, løftede soldaterne Paulus op og bar ham. Da de kom til døren til kasernen, sagde Paulus til kommandanten: “Må jeg tale til mængden?” Kommandøren var overrasket, men gik med til at lade ham tale.
    Paul stillede sig på trappetrinet og løftede hånden. Alle blev stille.
    Han sagde:
    “Jeg fik en streng jødisk uddannelse. Jeg beviste min dedikation over for vores religion ved at forfølge troende på Jesus. Jeg smed både mænd og kvinder i fængsel og fik også nogle af dem dræbt. En dag tog jeg til Damaskus for at føre flere fanger tilbage til Jerusalem. Pludselig omringede et skarpt lys mig. Jeg faldt til jorden og hørte en stemme sige: ‘Saulus, Saulus, hvorfor forfølger du mig?’ Jeg sagde: ‘Hvem er du, Herre?’ Stemmen sagde: ‘Jeg er Jesus fra Nazareth – ham, du forfølger.’ Han sagde så til mig, at jeg skulle tage til Damaskus, og at jeg ville få at vide, hvad jeg skulle gøre.
    Da jeg først var i byen, kom der en kristen, og jeg bekendte min tro på Jesus og blev døbt. Jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i templet. Herren talte til mig igen. Han sagde: ‘Jeg sender dig til fjerne steder, og der skal du prædike for hedningerne.’”

    Så snart Paulus sagde ordet “hedninger”, blev skaren der lyttede til ham igen rasende. De begyndte at råbe og kaste støv i luften. De råbte: “Dræb ham!”

    Hurtigt tog kommandanten Paul med ind i kasernen. Han beordrede soldater til at slå Paulus, indtil han havde besvaret alle deres spørgsmål. Da soldaterne gjorde sig klar til det, sagde Paulus til en af dem: “Er det lovligt at slå en romersk statsborger uden en rettergang?”
    Soldaten fortalte det straks til kommandanten, som derefter spurgte: “Er du romersk statsborger?”
    “Ja, jeg er født som borger.”
    De, der havde gjort sig klar til at slå Paulus, gik straks væk fra ham. Kommandanten selv blev bekymret for sit eget liv, fordi han havde sat en romersk borger i lænker – og næsten slået ham – uden en retfærdig rettergang.

    Fortsættes i næste kapitel

  • På vej til Jerusalem (afsnit 252)

    Apostlenes Gerninger 20 – 21,17
    Paulus blev tre måneder i Korinth. Bagefter tog han tilbage til Troas, hvor han tilbragte en uge, før han begyndte sin rejse til Jerusalem.
    Natten før Paulus forlod Troas, prædikede han for kirken på tredje sal i et hus. Han prædikede i timevis – til langt ud på natten. En ung mand sad i en vindueskarm og blev hurtigt meget søvnig. Til sidst faldt han i søvn, gled ud af vinduet og faldt til jorden!
    Folk styrtede ned og så, at han var død. Paulus tog liget og krammede det hårdt. Til sidst så han op og sagde: “Den unge mand er i live.”
    Alle glædede sig og gik sammen op ad trappen igen. De fortsatte deres fællesskab indtil daggry, hvor Paulus tog afsted på sin rejse til Jerusalem. De førte den unge mand til sit hjem og glædede sig stadig over, at han var i live.

    Paulus sejlede til en by nær Efesos, og de ældste fra den lokale menighed tog dertil for at mødes med ham.
    Han fortalte dem: “Mit liv har været en åben bog for jer. Intet var skjult. Vi led forfølgelse sammen, men gennem det hele var jeg i stand til at forklare evangeliet for alle i denne region. Nu forlader jeg jer og tager til Jerusalem, og I vil aldrig se mig igen. Guds Ånd har gjort det klart, at jeg skal lide for Herren i Jerusalem. Det accepterer jeg, fordi jeg ønsker at opfylde Guds kald i mit liv.”
    Paulus opmuntrede dem til at leve for Herren og være tro mod ham. Bagefter knælede de alle og bad sammen. Hele gruppen græd og omfavnede Paulus. De sørgede over hans ord: “I vil aldrig se mig igen.”

    Da han fortsatte på vej til Jerusalem, standsede skibet ved byen Tyrus et stykke tid. Det gav Paulus en chance for at blive hos en gruppe troende i de få dage. De sagde til ham: “Guds Ånd fortalte os, at du vil lide store prøvelser i Jerusalem.”
    Da det var tid til at gå, gik hele kirken med Paulus ud af byen og ned til kysten. De knælede på stranden og bad sammen. Så steg han om bord på skibet.

    Skibet lagde til i Cæsarea, den nærmeste havn til Jerusalem. Paulus opholdt sig i Filips hjem, en af de oprindelige syv diakoner. Mens han var der, tog en profet Paulus’ bælte og bandt hans egne hænder og fødder. Han sagde: “Jøderne i Jerusalem vil binde manden, der ejer dette bælte, og overgive ham til hedningerne.”
    Alle var bekymrede og bad Paulus om ikke at tage til Jerusalem. Han sagde: “Hold nu op! Jeres gråd får mig til at græde! Jeg er klar til at blive lagt i lænker for Herren. Jeg er klar til at dø for ham.”
    Efter et par dage tog Paulus til Jerusalem. De kristne der tog imod ham med glæde.

  • Romerbrevet fortsat (afsnit 251)

    Romerbrevet 8-16
     Paulus fortsætter sit brev til de kristne i Rom    :

    Frelsen i Kristus giver os flere fordele. Først og fremmest er vi adopteret ind i en ny familie. Gud er vor Far. Hans Ånd bor i os, og vi arver alt, hvad der tilhører Jesus.
    Som medlem af den himmelske familie har vi fred vedrørende hvad der sker med os i dette liv. Vi lider måske her på jorden, men det er ingenting sammenlignet med den herlighed, der venter os i himlen.
    Den anden fordel er, hvad Guds Ånd gør i vores liv. Han gør os klar til himlen. Han hjælper os med at bede. Han ændrer vores tankegang. Han sørger for, at alle vores prøvelser er gode for os. Han former os til at blive mere som Jesus.
    Den tredje fordel er, at Gud nu er vor Far! Det betyder, at vi er vigtige for ham! Han vil ikke lade noget ske os, som han ikke synes er godt for os. Intet kan skille os fra hans kærlighed.

    Selv med alle disse fordele, har jeg stadig en stor hjertesorg. Jeg ville ønske, at jøderne ikke gik glip af, hvad Gud gør med os. De er min jordiske familie, og jeg vil give hvad som helst for at de skulle få frelse. Jeg ville opgive min egen frelse, hvis de kunne få den.
    Alligevel forstår jeg, at deres afvisning af Kristus ikke ændrer Guds løfter til Abraham. Jeg skal altid huske på, at Guds løfter ikke er til dem, der tilfældigvis er født ind i en bestemt familie. Gud har fra evighed udvalgt et folk til sig selv blandt andre folkeslag.
    Jøderne kan ikke bebrejde andre end sig selv, for Gud har gjort sin plan enkel. Mennesker bliver frelst, hvis Jesus er deres Herre og de tror, at Gud oprejste ham fra de døde. Enhver kan blive frelst, hvis de påkalder Herrens navn.

    Kan I ikke se? Det faktum, at Israel afviser deres Messias, er jeres store mulighed. I kan nu blive ført ind i Guds familie! Det er ligesom at skære en gren af et træ og pode vild gren på. Israel er blevet afskåret midlertidigt, så hedningerne kan kende Gud.
    Men bliv ikke for stolt! Hvis en naturlig gren kan klippes af, hvor meget nemmere ville det så være at klippe den indpodede gren af. Tiden vil komme, hvor Hedningernes Dag vil være forbi. På det tidspunkt vil Gud vende bordet, og Israel vil tage imod frelse.

    Udnyt Guds barmhjertighed, imens du kan. Giv jeres legemer til ham som et levende offer. Læg synden til side og lev et liv, der behager ham.
    Her er en liste over ting, I skal gøre, mens I lever for Gud på jorden:

    • Arbejd sammen med jeres trosfæller. Alle har sin særlige gave fra Gud. Sammen udgør I ét legeme.
    • Hav en høj levestandard, og fokuser på, hvad Gud ønsker, I skal gøre.
    • Vær lydig mod de civile myndigheder. Bare fordi I har et himmelsk hjem, betyder det ikke, at I ikke er ansvarlig over for jordiske embedsmænd. Hvis I modstår dem, modstår I Gud.
    • I skal ikke skylde folk penge. I stedet skal I skylde dem jeres kærlighed og betale den med renter.
    • Lev altid, som om din tjenestetid er ved at være forbi.
    • Lad dig ikke distrahere af kødelige ønsker og begær. Begynd i stedet at gøre, som Jesus ville gøre.

    Gud behandler hver enkelt af os forskelligt. Så ær hinandens vandring med Herren. Én person adlyder Gud ved at sætte en bestemt dag til side til faste eller ved ikke at spise bestemte fødevarer. En anden adlyder Gud ved at behandle alle ens.
    Hvad betyder det for dig? Herren har et individuelt forhold til hver troende.

    Når det er sagt, bør du også være bevidst om, at nogle mennesker stadig er svage i deres vandring med Gud. Du har frihed til at følge din egen overbevisning om ting, men du er ikke fri til at lade en medkristen snuble. Din opgave er at bygge dem op – ikke rive dem ned igennem de ting, du gør. De, der er stærke i troen, har et ansvar for at våge over dem, der er svagere.

    Her til sidst skal I høre mine planer: Jeg tager til Jerusalem for at aflevere de penge, der blev samlet ind af kirkerne her. Når jeg er færdig med det, planlægger jeg at tage omkring Rom på min vej til Spanien. Jeg har længe ønsket at besøge jer!

    Åh, en ting mere. Pas på dem, der gør et stort nummer ud af små ting. Undgå dem. Deres glatte tale kan skade svagere troende.
    Overalt hvor jeg rejser, fortæller folk mig om jeres lydighed mod Kristus. Alle her vil gerne sende hilsner til jer.
    Vor Herre Jesu nåde være med dig.