– nu skal de fortsætte med at være mig

Jeg elsker at høre andre bede, i hvert fald når bønnerne ikke er på autopilot, for der er ikke noget som bøn der åbenbarer det inderste menneske og Gudsforhold.

Denne tekst i Joh 17 er derudover jo en slags afskedsbøn, som jøderne havde tradition for (se f.eks. Moses – 5 Mos 32-33), en opsamling på alt det vigtigste Jesus ville at hans disciple tog med sig, og en afrunding på Johannesevangeliet, med samme skønhed som indledningen i kapitel 1.

Det er storladent og intimt. Det er en bøn til “abba”, far, men det er også et budskab til hans disciple, dengang og til alle tider og dermed også til os.

Og hovedbudskabet er at alt det som Faderen have givet og gjort igennem Sønnen, det har vi fået og vil han gøre gennem os.

Jesus kom og blev Faderens tolk (Joh 1:18) og åbenbarede/afslørede hvem Faderen var, og den afsløring skal vi forsætte med. Det er nu vores opgave at “oversætte” Gud, at bringe de gode nyheder om hvem han er og hvad han vil.
Jesus kom for at skabe kontakt så vi kan “kende” Gud, intimt og dybt. Kristendommen er ikke menneskers forsøg på at nå Gud, men Guds forsøg på at nå mennesker, tydeligst udtrykt i hans egen søn.

Jesus kom og talte og handlede på Guds vegne og den opgave ligger nu hos os.

Det kristne liv, det evige liv, handler om at vi er koblet på den evige Gud, “kender” ham og åbenbarer ham for verden. Så enkelt siges det og så enkelt er det, men vi er så gode til at komplicere tingene.

“De var dine og du gav dem til mig” (v. 6) – Vi har selv oplevet at vi var Guds (hans skabninger) men så blev vi Jesus’ (hans disciple) og nu kaldes vi til at være ét på samme måde som Faderen og Sønnen er ét!

Det er et alvorligt kald, som vi må tage seriøst. Paulus taler om at fastholde Åndens enhed (Ef 4:3), altså vi har allerede enheden, nu skal vi blot ikke ødelægge den. Vi har samme Fader jo og samme frelser og “sammen med alle de hellige” (Ef 3:18) skal vi kende, fatte og åbenbare Ham, og være hans stedfortrædere, hans krop i denne verden.

Må vores verden omkring os opleve at Gud bliver herliggjort igennem os, igennem det vi er sammen og gør sammen, på hans vegne, i hans navn.

 Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig,  ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.  Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.  Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.  Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

 Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord.  Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig.  For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

 Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine;  alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem.  Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det, du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi