Jamen velkommen til. Vi har øh vi har jo sådan et et tema hele året her, der hedder Ligesom Jesus. Og egentlig så da vi sådan forberedte det, så tænkte, det er alligevel lidt vildt at have et tema for et helt år. Men ligesom Jesus, det bliver vi nok ikke lige færdige med, tænker jeg. Øh, vi vi satte os jo ned, og så kiggede vi biblen igennem eller det nye testamente igennem og sige, hvor hvor opstår det udtryk? Og ø og så var der til 52 søndage cirka. plus lidt. Så øh så derfor så øh har I hørt en del om det allerede også lidt forskellige vinkler på det og I kommer til at høre om det resten af året indtil I er ligesom Jesus. >> Så det er evighedsprojekt og øh men men der er jo ikke noget federe at beskæftige sig med i virkeligheden. Altså fordi Jesus er fantastisk. Og at blive mere ligesom ham, det det det kan man ikke blive for meget. Og jeg kan egentlig normalt godt lide at have korte titler på det, jeg gerne vil sige noget om, men den blev lidt længere i dag. Den hedder: Hvad skal vi gøre med de irriterende andre kristne? Hvad skal vi gøre med de irriterende andre kristne? Jeg ved ikke, om du har mødt nogen. Er der nogen af jer, der har mødt nogle andre irriterende kristne? Må jeg se en hånd? Ja, der var en hånd dernede. Ja, tak. Jeg ser din hånd. Jeg ser din hånd. Vi kunne også sige, øh, hvad skal jeg gøre med de der svage eller ufuldkomne eller fejlende eller stødende eller lugtende eller perfektionistiske eller ligeglade eller snoppede eller overfladiske eller lunkende eller fanatiske andre kristne? Altså alle dem der sidder omkring dig her, hvad skal vi gøre ved den? Hvordan skal vi forholde os til den? Og øh så dem der sidder omkring dig, dem der er på det team du nu er med i her i kirken eller den citygruppe du kommer i, dem der, hvordan er det lige vi skal forholde os med dem, specielt når de så er irriterende ind imellem eller noget af alt det andet der. Jamen det har Paulus et ganske enkelt svar på øh i Romerbrevet. I Romerbrevet kapitel 15, så siger han sådan her i vers syv: “Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære.” Det siger den autoriserede. Den hver danske siger, acceptere hinanden, ligesom Kristus har accepteret jer, hvad enten I har jødisk baggrund eller ej. På den måde bliver Gud æret. Amen. Tak for i dag. >> Det er i bund og grund det, jeg har tænkt mig at sige noget om i dag. Det som Paulus så giver af svaret her. Og faktisk gør han det her, at han opsummerer hele Romerbrevet. Det er jo allersidste kapitel i Romerbrevet. Det er noget af det allersidste han siger. Og på en eller anden måde er det hans opsummering af det der kommer inden da. Og hvis I har hørt efter nogle af de andre gange, jeg har prædiket her, så er der et af ordene her, I skal lægge mærke til. Nogle bud? >> Ja. Ja. hinanden har jeg sagt meget om og acceptere også et godt ord, men det er derfor. Hver eneste gang der er et derfor i det nye testamente, så kan I altid tænke, hvad er det derfor? Fordi det er sådan et meget stærkt ord, der konkluderer, som altid ligesom siger, alt det, jeg har sagt indtil nu, nu kommer konklusionen på det. Så det her, det er en konklusion for Paulus. Og det er en konklusion på egentlig de sidste halvandet kapitel i hvert fald fra kapitel 14 vers 1 og resten af vejen igennem der taler han om hvor forskellige de er i menigheden i Rom. Han taler om at der er nogen, der er stærke. Han kalder dem stærke og nogen han kalder svage. Han taler om i bund og grund taler han om som den hverdagsdanske har forklaret her. Det er ikke noget der står, men det er en forklaring. Det handler om at der er nogen der er jødekristne og nogen der er hedningekristne. Altså der er nogen der kommer med en baggrund med hele jødedommen og alle reglerne som taler om at hvad er det du må spise og hvad for en dag skal du holde hellig og husk nu at holde sabbaten hellig og hvordan holder man sig r og alle de der ting kommer de med og så kommer der nogle hedninge kristne som kommer med en helt anden baggrund som har fået at vide at loven den gælder ikke for jer og den er i ikke under alt er tilladt og godt forstå når sådan to grupper kommer ind i en kirke så kan det godt give lidt udfordringer Og i virkeligheden så så er det kæmpestore udfordringer, fordi jøden havde fået at vide, at de der hedninger var urene. Altså du måtte ikke komme i nærheden af dem. Du måtte ikke besøge dem. Du må ikke komme ind i deres hjem. Så ville du blive uren. Du kunne aldrig nogensinde spise sammen med den. Og jeg tror ikke helt vi kan sætte os ind i, hvad det er for en situation, de er i. Men men det er den situation, de er i her i Rom. Og der har været en jødekristen kirke til at starte med. Og den har den har åbenbart været vild, fordi i hvert fald så er det sådan, at Kejser Claudius på et tidspunkt smider alle jøderne ud af Rom på grund af noget opstandelse om en, der hedder Kristus med E. Nok Jesus, ikke? Det er nok Kristus, der taler om det. Men der er en historiker, der siger, der var en masse opstandelse om en eller anden, der hed Kristus med e. Ø, og derfor så smed Claudius alle jøderne ud. Hvorfor alle jøderne? Jamen fordi de kristne blev betragtet som en jødisk, det var ligesom med i den gruppe der. Så alle jøderne røg ud på den bekostning, at der var nogle kristne, som lavede opstandelse i byen. Øh, sikkert på, vi ved ikke helt, hvad der er sket, men de har nok været aktive, ikke? Så alle jøder blevet smidt ud af Rom, og derfor så er der ingen jøde kirke i Rom i fem år. Og så tillader kejser Nero faktisk i hans gode periode, så tillader han, at de kommer tilbage igen efter cirka fem år. Og så hører Paulus det, og så siger han, nu skal vi have gjort noget her. Så han skriver rundt til en hel masse, tror man nok. I hvert fald så han kender 26 mennesker, når han slutter romerbrevet. Han har aldrig været der. Og det er sandsynligvis, fordi han faktisk har udvalgt nogle folk og sendt afsted til Rom og siger, skynd jer at tag til Rom nu, hvor hvor de jødekristne kan komme ind. Så han skriver både til nogle af hans egen slægtninge, og så skriver han til nogle af de der hedningekristne, som er blevet kristne i alle de kirker, han har plantet, og sag, tag til Rom, så vi kan forlade en menighed. Og det bliver jo så en blandet menighed med irriterende andre kristne. Og derfor skriver han hele Romerbrevet til dem og siger, hvordan er det, I navigerer i alt det her, når når der er de der, som der jo er alle steder strammere og slappere, ikke? De andre de er lidt lunkte. De andre de er for fanatiske. Altså det er i alle grupper ikke og specielt sådan noget kirke noget her. Så hvordan skal vi navigere i det her når der er nogen, der mener at vi bør overholde nogle flere regler, fordi ellers så er vores fællesskab ikke rigtig. Og der er nogle andre der siger, I låser os fast i noget, som er forældet og gammelt. Det er lidt en konflikt i er i her et eller andet sted, ikke? Så de dømmer hinanden. Jamen, hvordan forholder vi os til det i dag? Det er jo ikke fordi vi lige har de to grupper, men men så har vi noget der ligner et eller andet sted. Jeg ved ikke om ø om der er nogle diskussioner på nettet måske eller over kaften, hvor du sidder med nogle andre og taler om, hvordan andre kristne er. Er der nogen der nogensinde har været i sådan en situation, hvor vi hvor vi sidder og har nogle holdninger til, hvordan de gør det, og hvordan de gør det, og hvad de tænker, og hvad de lærer, og er de overhovedet kristne, når de gør sådan der, ikke? Hvad med de der der døber små børn, der slet ikke ved, hvad der foregår, eller hvad med de der, der ikke døber de små børn og overlader dem helt til deres egen syndige skæbende? Hvad med dem der, der mener, man skal holde sabbat? Hvad enten det så er adventister eller nogen der har læst Practicing the Way, hvad skal vi mene om dem? Hvad med dem der tror at Maria hun kan gå i forbø for dig? Hvad med dem der tror at brødet og vinen i nadveren faktisk bliver til Jesu krop? Hvad med dem der mener at kirken skal vi homoseksuel? Eller at man slet ikke kan være homoseksuel og kristen? Hvad med dem der mener, at menigheden skal engagere sig politisk? Hvad med med dem, der mener, at kvinder ikke kan eller kan være præster? og så videre og så videre. Hvad skal vi mene om den? Er de overhovedet kristne? Er de halv kristne? Er de strammere? Er de slappere? Er det os, der er strammere? Er det os, der er slappere? Nå, det her det kommer jeg slet ikke til at tale om i dag, fordi det er alt for stort et emne. Det kommer jeg faktisk til at tale om om et måned. I kan lige sætte den i kalenderen, 16. november, ikke? Der kommer jeg til at tale om det, fordi der er et andet ligesom skriftsted, hvor Jesus han siger, I skal være et ligesom faderen, når jeg er et. Og det har lidt at gøre med det her. Så min det I skal tænke over og kan tænke over det næste halvanden måned her i forhold til det her, det er den her sætning. Vi er aldrig nogen steder i Det Nye Testamente påbudt at have en mening om nogen, som vi ikke er i direkte fællesskab med. Vi er ikke påbudt at have en mening om nogen, vi ikke er i direkte fællesskab med. Der er ingen steder i biblen, hvor der siger, husk nu lige. Og der er ingen steder, hvor han skriver, de andre fra den anden kirke der, de gør alt muligt skævt. Det er altid lokalt fællesskab, dem jeg faktisk fysisk er sammen med, det handler om. Så hinandens skrifterne som biblen er fuld af handler om dem jeg faktisk er fysisk sammen med. Så ved jeg godt at vi alligevel har nogle meninger om dem. Det havde de nok også dengang. Og nogle gange skal vi også arbejde sammen med nogle andre kristne og alle sådan nogle ting. Og derfor så kommer jeg til at sige noget om det næste gang, som sagt. Men kristen etik, altså den måde vi fører vores liv på, er altid korporlig. Den er altid lemelig. Den har noget at gøre med, den foregår der, hvor kroppen mødes. Paulus bruger det her billede på, at kirken er som et legeme, som en krop med forskellige lemmer. Og der, hvor den krop mødes, det er der det her med livsførsel kommer ind. Og der kan sandelig også godt være forskelligheder og uenigheder, selvom det er på et andet plan. Så derfor skriver Paulus nu, derfor så skal I tage imod hinanden, eller I skal acceptere hinanden. Og øh og til at prøve at forstå noget af det, så skal vi lære et fedt græsk ord. Er I med på det? Det lyder sådan her. Proslambano. Det er et fedt ord, ikke? Prøv slam barn. Og det er det, der bliver oversat her til tage imod eller acceptere. Fordi det betyder at tage imod eller tage til sig eller tage som en partner eller tage med til sit hjem eller tage til sit hjerte eller tage som en ven. Det er nogle af de måder det bliver brugt på. Så det er sådan, det er noget der kommer tæt på. Og acceptere jo egentlig et godt ord, men men jeg tænker faktisk godt nogle gange, vi kan acceptere nogen og så alligevel holde noget afstand. Det er svært at finde det helt rigtig gode ord i virkeligheden til, hvordan det her skal oversættes. Og og jeg er absolut jo ikke græsk ekspert, men men jeg kan jo slå op i det mindste nogle steder. Og det her ord, det står altid i en speciel græsk form, som hedder medium. Og det betyder, at det udtrykker, at subjektet her ikke kun sætter handlingen i gang, men også efterfølgende er en del af det. Så det vil sige, du tager initiativ til at tage imod nogen, lukke dem ind eller acceptere dem, men bagefter er du også en del af det. Så det er ikke, skal vi måske lige have på, du skal tage initiativet, og den involverer dig efterfølgende. Det ligger i selve det ord. Så det er ikke tolerance. Det er måske mere inklusion eller inkorporeration. At inkorporere noget er faktisk et meget godt ord. Det kommer af incorpus på latin i legemet. Det er måske virkelig faktisk en meget god oversættelse af det. At tage imod nogen eller at acceptere nogen på den måde Paulus siger her. Det betyder at du tager initiativ og lukker dem ind i dit hjerte, ind i dit fællesskab og så er i fællesskab. Det er ikke bare du siger, det er okay du er her, vel? Det er faktisk fællesskab. Aktivt fællesskab. Og det er jo let nok sagt, ikke? Hvordan gør vi så lige det? Ja, det siger Paulus jo så også. Ligesom Kristus har taget imod og accepteret jer. Ligesom Kristus har lukket dig ind i hans fællesskab. På samme måde skal du lukke andre ind i det fællesskab, vi har her. Hvordan gjorde han så det? Jamen, han har jo i hvert fald taget imod os fuldstændig, uanset hvad for en situation vi kom fra. Romerne havde han taget imod, uanset om de var hedninger eller jøder, uanset hvad deres baggrund var. Han tog imod dig. Han bød dig velkommen. Han har accepteret dig. Han har ikke bare tolereret dig. Det er måske i virkeligheden meget godt at få den helt ind under huden. Ved du godt, at Gud ikke bare tolerer dig, men han faktisk har lukket dig indenfor? Du hører til. Så hvis jeg skal gøre det ligesom Jesus, så betyder det hans venner er mine venner. Vi har samme far. Du vælger ikke selv din familie. Og du kan godt selv lige vælge, hvad for en menighed du har lyst til at komme i, men når du så har valgt det, så vælger du ikke, hvem der kommer ind dagen efter. Så så så kig dig omkring. Du hænger på os, og ellers kommer du til at hænge på nogle andre. Men det at være fællesskab betyder, at du hænger på nogen. Du er en del af noget, og du er blevet accepteret af Jesus. Og på samme måde skal vi acceptere. Paulus han beskriver det faktisk i Romerbrevet, så taler han faktisk flere gange om det her med hvordan vi var før vi blev lukket ind i det her fællesskab, før at Jesus tog imod os. Og der bruger han nogle meget, meget fine ord for os. Han siger, jamen I var hjælpeløse, I var syndere, I var fjender, siger han endda. I var ugudelige. Det er sådan nogen han lukker ind, mens vi endnu var syndere og så videre, ikke? Og det så det er kriteriet for indgangen til det kristne fællesskab, det er at du er elendig. Og det du bliver jo ikke sådan lige perfekt i det øjeblik du så bliver lukket ind i det fællesskab vel. Så på samme måde så bør vores fællesskab være sådan. Det er kriteriet. Du er elendig. Du er irriterende, støjende, larmende, lugtende, har nogle andre meninger end mig. Værsgo. At komme ind. Det ville da være meget hyggeligt, hvis vi bare kunne være ens alle sammen, ikke? Men det er ikke det, vi kaldte til. Vi kald til fuldstændig ligesom Jesus lukker folk ind i hans fællesskab og luk og lukke mennesker ind i fællesskabet, som vi har. Og så er der lige en newsfash også lige nu. Du har noget i dit liv lige nu, som krænker Guds hellighed, og alligevel er du accepteret. Så kan andre have noget, der krænker dig, og du kan acceptere dem. Man kan se det sådan her. At tage imod hinanden er ikke at sige, du må godt være her. Men det er at sige, du hører til her. Det er det, det handler om. Godt. Hvad gør vi så med idioterne? Øh, jeg har en ældre prædiken liggende i, der hedder Verden er fuld af idioter. Så hvis I gerne vil, det var sådan en guide til krænkelseskulturen, hvad skal man gøre, når man føler sig krænket på egne eller andre vegne og sådan noget. Der er sådan et helt flowchart til, hvordan man skal gøre. Jeg har fået en t-shirt med det af nogen, der synes, at det var en interessant prædikning. Øh, verden er fuld af idioter et eller andet sted. Så øh, hvad gør vi? Jamen, jeg tror første skridt, det er, at vi forstår det, vi lige har snakket om her, hvad Gud faktisk har gjort for os. Og ikke bare for os, men for dem. Jesus er død for den der idiot. ham der eller hende der der er så irriterende eller har så rabiate meninger. Jesus er død for dem. Han har taget imod den. Og han har taget imod dig også. Hvad har han gjort for mig? Hvad har han gjort for den anden? For det andet også noget med at forstå. Prøv at forstå den anden, ikke? Sådan af hjertet. Prøv at sæt dig i den anden sko. Det det det er noget af det, der allermindst er i vores samfund lige nu, ikke? Det er forsøg på at prøve at sætte sig i andre sko. Vi antager alle mulige andre ting, eller vi prøver at se verden kun ud fra vores synspunkt og glemmer, at der er seks milliarder andre synspunkter, andre oplevelser, andre baggrundshistorier, andre årsager til, at man er som man er. Der er altid en årsag til, at hvem som helst handler som de handler. Det kommer ikke ud af det blå. Der er altid en årsag til at folk er som de er. Vi har det her, vi tit siger, hurt people, hurt people, ikke? Sårede mennesker, sårede mennesker. Og det gælder jo på alle mulige andre ting også. Når nogen opfører sig som en idiot, så er der en årsag til det. Når nogen siger nogle meget skøre ting, synes du, så er der en årsag til det. Det er jo ikke bare dumpet ned et eller andet sted fra. De har fået det et eller andet sted fra. De har nogle erfaringer i deres liv, som har gjort, at de har konkluderet de ting. Så så prøv lige at tage et skridt tilbage fra konfrontationen og irritationen og tænk, hvorfor mon de siger det her? Hvor kommer det fra? Måske stille nogle spørgsmål til det. Og så vil jeg meget gerne opfordre dig til at have nogle venner, du er uenige med. Please få dig nogle venner, du er uenig med. Der forskellighed er en værdi her i kirken, fordi det er en værdi i Guds rige. Forskellighed. Det er det, vi bliver klogere af. Jern skær jernen. Det skaber jo ikke noget, hvis vi er helt ens. Rosprå siger, jern skaber jern. Det ene menneske skærer det andet. Vi har brug for at blive udfordret på vores holdninger og vores livsstil og alle mulige andre ting, men vi skal ikke blive udfordret af, at nogen skriver til os på Facebook eller at nogen fra den anden side råber over til os. Du skal blive udfordret af nogen du faktisk har kærlighed til, som har kærlighed til dig. Fordi så kan man faktisk tage imod det. Så kan man faktisk arbejde med det i sit liv, når der kommer en god ven af dig og siger, når du gør det der, så virker det sådan her på mig. Så tænker du dig over det, ikke? Så begynder du at arbejde med det område i dit liv. Så så så kom nu tæt på nogen der tænker lidt anderledes end du gør, der ser anderledes på nogle ting. Og lad os prøve at se om vi ikke kan få nogle civiliserede diskussioner og debatter og slibninger. Øh, men men prøv altid at forstå, hvor de kommer fra. Bær over. Og endelig så skal du forstå din rolle i det her fællesskab. Og din rolle handler om handling. Fordi kærlighed er altså ikke bare ord. Kærlighed er ikke bare en hjertes indstilling. Okay, jeg har forstået, hvad Gud. Jeg ved Gud elsker dig. Og jeg prøver også at forstå, hvem du er. Det er der ingen, der ved noget om. Det skal give sig udslag i handling. Og når vi ger i gang i henne her, så du skal hylde, og du skal hjælpe og du skal hæppe. Og når jeg siger hylde her, så mener jeg, du skal tale godt om de andre. Kender I de der spilfadærpere, når man har en god sladersnak om en eller anden, og så siger de, jamen hun er også god til det. Ødelægger bare alt, ikke? Det er så fedt. Det er så fedt bare lige at komme med det modsatte synsvinkel og sige, fordi alle mennesker har nogle positive træk også. Hvorfor skal vi altid sidde og vælge de negative? Lad os da, lad os da fremhæve nogle af de positive træk. En anden af vores værdier handler om respekt. Det handler om den respekt for hvert eneste menneske. Igen, de er skabt i Guds billede. De er købt ved Jesu blod. Og nu er de blevet placeret i et fællesskab her, hvor du også er. Så hyld dem. Find noget godt at sige om dem. Og hvis ikke du kan finde noget godt at sige om den, så lad være med at sige noget om den. Hjælp. Øh, som sagt så er etik koporlig eller lægemelig. Du kan ikke tale dig til kærlighed. Jeg har den ikke heroppe, men men der står sådan her i Jakobs brev: “Hvis man har venner, der mangler både tøj og mad, og man siger til dem: “Husk nu at tage noget varmt tøj på og få noget at spise.” Farvel og Gud velsigne dig. uden at man giver dem hverken mad eller tøj. Hvad hjælper det så? Hvis troen står alene uden at give sig udtryk i handling, er den død? Kærlighed må give sig udtryk i handling. Og alle de der hinanden ting i det nye testamente er jo sådan noget være gæfri overfor hinanden, hjælp hinanden, bær hinandens byrder, alle de der ting. Så vær på udkig efter, hvor du faktisk kan gøre noget godt for en anden og ikke kun sige et positivt ord, selvom det også er godt. Og endelig hepp, men det er den der opmuntringstjeneste, som vi alle sammen har overfor hinanden også. Vi er kaldet til at hæppe på hinanden. Paulus taler tit om at tilskynde hinanden til gode gerninger og så videre. Så det der med at få øje på nogen, der gør noget godt og så sige: “Fedt mand, hvor er det godt det der. Og når du gør det der, så løfter du lige det der, eller så kommer vi alle sammen til at tænke, eller så hænger det hele sammen, eller så bliver det en meget bedre kirke at være i og hæp på hinanden. Det koster egentlig ikke så meget, vel? Det det er jo i virkeligheden det, som er Helligåndens opgave i os. Det er at komme op på parakletos og komme op på siden af os og hæppe på os. Og det er den opgave vi har overfor alle hinanden også at vi skal komme op på siden af hinanden og hæppe også der hvor det nogle gange er svært ikke der hvor vi nogle gange lige har brug for at der er en der skubber cykelrytteren en lille smule der oppe ad bakken. Vi har nogle gange lige brug for den hånd der. Eller det har vi tit brug for. Der har vi brug for en af dem. Så hyl hyl hjælper hepp. Der der er en øh der blev skrevet en bog i 1980 der hedder kærlighed, accept og tilgivelse. Og fordi den hed det, så tænkte jeg, der var et eller andet her. Den den må jeg hellere lige sådan genlæse op til det her eller i hvert fald sådan lige skimme igennem. Og det er en helt sindssyg god bor. Altså det er en af de det er en af de bedste bog, jeg har læst. Bøger jeg har læst. Øhm. Og det siger ikke så lidt. Jo. Øhm. Og den er skrevet af en fyr, der hedder Jerry Cook, som ø som var præst i USA på det her tidspunkt i noget, der hedder For Square Church i Oregon. Og den handler om det fællesskab, de formåede at få lavet deromme, præget af kærlighed, accept og tilgivelse. Og så er der en hel masse, kom jeg til at se nu, en hel masse tanker om, hvordan man er kirke, som jeg kan se, hey, nå, der fik jeg den ide. Øh, der er i hvert fald rigtig mange af de ting, jeg tænker, vi har prøvet at implementere i City King, som faktisk er i den bog der. Øhm, også allerede i 1980. Han har et citat her, hvor han siger det sådan her: “Et stærkt fællesskab betyder ikke, at mennesker ingen svagheder har, men er et fællesskab, hvor hver enkelt ved, hvordan han eller hun i kærlighed skal forholde sig til de andres fejltagelser.” Et stærkt fællesskab betyder ikke, at mennesker ingen svagheder har, men er et fællesskab, hvor hver enkelt ved, hvordan han eller hun i kærlighed skal forholde sig til de andres fejltagelse. Og så det sidste Paulus siger, det er jo, han siger, I skal tage imod hinanden, acceptere hinanden, inden korporere hinanden, indenlover hinanden på samme måde som Gud har gjort med jer. Jesus har gjort med jer. Og så siger han, på den måde bliver Gud æret. Og det handler om at være et fællesskab, der peger opad. Jesus siger, derpå skal verden se, at de er mine disciple, at I elsker hinanden. Det skal være sådan, at det det er i virkeligheden et utroligt fællesskab, det kristne fællesskab, når det fungerer. Det der måltidsfællesskab, som de der jøder og hedninger, som havde hinanden, kunne have dengang. Det svarer til i dag, at en muslim og en svinebunde sætter sig og spiser sammen. Eller en jøder og en nazist, eller en israeler og en palæstinenser, eller en veganer og en slagter, ikke? Det det er det, vi snakker om. Folk, der er så forskellige og alligevel kan sætte sig ned og være sammen. Det er det fællesskab Paulus taler om her. Og det kræver Guds hjælp. Øhm, Tatulian, som er en af kirke, de tidlige kirkefædre, han siger, at der blev sagt om de kristne, se hvor de elsker hinanden. Tænk, hvis vi kunne blive sådan et fællesskab, hvor mennesker kigger, det tror jeg vi er, men så kan vi endnu mere kunne blive det sådan et fællesskab, hvor verden omkring os kigger på dem. Se hvor de elsker at hæ den. Og også et fællesskab eller et ja et fællesskab, hvor folk undrer sig og siger, hvad har de med hinanden at gøre, ikke? Jamen, kig dig omkring, hvad har du med de andre at gøre? Hvordan kan det være, du sidder her? Det er et utroligt fællesskab, det kristne fællesskab. Du kommer sammen med nogle mennesker, du aldrig ellers nogensinde vil komme i nærheden af. Og det kan pege opad. Det kan være med til at pege på Gud og sige, hvad er det, der får en af dem? Hvad er det, der får dem til at faktisk kunne lide hinanden og acceptere hinanden og tage imod hinanden? Så lad os bare lige forvirre verden omkring os lidt, ikke? Lad os bare give dem noget at snakke om. Se, hvad foregår der lige der? Hvordan hvordan kan det være, der kommer 500 mennesker samlet der, som er så forskellige? Og hvordan kan det være, at de faktisk ser ud til at kunne lide hinanden? Og i vers et her i Romerbrevet 15, der siger Paulus jo, at I skal bære de svage, de stærke skal bage de svagest byrder. Og så siger han, I skal ikke tænke på jer selv, men tænke på de andre. Det er også et rimelig godt råd, ikke? Vi som er stærke, siger han skal bære over med de andre svagheder. Bære over med de andres svagheder og ikke kun tænke på os selv. Tænk nu, hvis der var 500 andre eller måske bare to tre andre, som tænkte på dig i stedet for at du skal gå rundt og tænke på dig selv hele tiden. Og jeg ved godt, vi vender, vi vender verden om, ikke? Fordi alt handler om mig og hvordan jeg får mest mulig ud af mit liv, og hvordan jeg styrer det her liv. Men det er bare ikke biblens budskab. Vi budskab handler om at vi tænk på de andre nu hvis der er 10 andre der går og tænker på om du har det godt. 10 andre der spørger til hvordan du har det 10 andre der kommer og hæpper og skubber og hjælper. Er det så ikke federe end bare selv at prøve at klare det hele i virkeligheden? Det er i hvert fald det vi er kaldet til. Jeg tænker, der måske er lidt at reflektere over her nu. Nu, nu det kan være, at I slet ikke har brug for de her spørgsmål, men får I tre spørgsmål her som hedder sådan her? Hvor i kirkelivet oplever du, at det er svært at være inkluderende? Hvilket kirkefællesskab vil du gerne have, at omverdenen skal opleve? Og så det vigtigste måske, hvad skal du konkret gøre efter det, du har hørt i dag? Du kan sidde med dig selv og og reflektere over det her, eller hvis du kender den, der sidder ved siden af dig, kan du også lige vente dig til den ogog tale om det. Men vi bruger lige et par minutter på det. Tak.