Forfatter / underviser: Carsten Riis Jensen

  • Benjamins stamme 2 (afsnit 74)

    Dommerbogen 20-21
    Fortsat fra forrige historie
    Man forberedte sig nu på krig imod Benjamins stamme. Det blev erklæret, at ingen by var undtaget fra denne krig. Enhver, som overtrådte dette, ville blive ødelagt. De svor også en ed på, at ingen ville tillade at deres døtre giftede sig med mænd fra Benjamins stamme.
    Begge lejre samlede massive hære. Israels ledere tog til Betel og søgte Guds lederskab. Om morgenen begyndte krigen. Mod slutningen af dagen havde benjaminitterne dræbt mange israelitter og havde vundet slaget.
    Israels høvdinge trådte i fællesskab frem for Gud Herren. De sagde: “Skal vi fortsætte denne kamp mod vores brødre?”
    Herren sagde: “Bekæmp dem!”

    Dagen efter dræbte benjaminitterne endnu en gang mange israelitter og vandt slaget. Hele hæren trådte nu frem for Gud Herren i Betel. De ofrede og råbte til Gud: “Skal vi fortsætte kampen mod Benjamin, eller skal vi stoppe?”
    Herren sagde: “I skal fortsat kæmpe. Jeg giver jer sejren i morgen.”
    Den israelitiske hær forberedte sig på at kæmpe om morgenen, men denne gang gemte de nogle af deres mænd bag byen. Benjaminitterne kom ud for at kæmpe, og endnu en gang så det ud til, at de vandt. Israelitterne trak sig tilbage, og benjaminitterne løb efter dem. De råbte: “Vi vinder altid hver kamp!”
    Byen var nu helt ubeskyttet. De israelitter, som havde gemt sig, løb nu ind i byen og ødelagde den totalt og dræbte alle. Da Israels hær så røgen fra byen, vendte de om og kæmpede videre. Benjamins hær så også røgen og vidste, at de var blevet narret.

    Herren kæmpede mod Benjamin, og snart blev de rædselsslagne og prøvede at løbe væk, men Israel fik dem omringet. De eneste, der overlevede, var 600 mænd, som gemte sig i en fæstning. Alle andre i stammen blev dræbt, og deres byer blev ødelagt.
    Da det var forbi, indså Israels folk hvad de havde gjort. De gik til Betel og trådte frem for Gud. De græd og sørgede og sagde: “Hvad har vi gjort? Nu mangler vi en af vores tolv stammer.”
    De blev for Herrens ansigt hele dagen og bragte ofre. De sagde: “Hvad kan vi gøre? Vi har kun 600 mænd fra Benjamin, og alle deres kvinder er døde.” De vidste, at det var vigtigt, at stammen blev genbefolket, men de kunne ikke give dem deres egne døtre på grund af den ed, de havde aflagt. Pludselig fik de en idé. “Var der en by, som ikke deltog i kampen?”

    En af deres byer havde ikke adlydt ordren om at kæmpe. Derfor gik hæren nu hen til byen og dræbte alle der, undtagen byens jomfruer. Israel sluttede fred med de 600 mænd i fæstningen, og gav dem de 400 jomfruer til at være deres hustruer. De havde dog stadig brug for yderligere 200 kvinder, så de fik endnu en ide. De sagde til benjaminitterne: “Shilo har en årlig højtid. På et tidspunkt kommer unge kvinder dansende ud af byen. Skjul jer i vingården ved vejsiden. Når tiden er inde, springer I hver især ud og tager en kone til jer selv. Før dem med hjem til jeres land. I skal ikke bekymre jer om deres fædre og brødre. De vil klage til os, men vi vil forklare dem situationen.”
    Benjaminitterne gemte sig nu i vingården. De ventede, indtil de unge kvinder kom dansende ud af Shilo. Da sprang de frem og greb kvinderne.
    Kvindernes fædre og brødre klagede, men Israels mænd sagde: “Mændene har brug for koner, og vi har ikke nok at give dem. I skal ikke bekymre jer om forbandelsen, fordi I gav jo faktisk ikke jeres døtre til dem. De tog dem selv!”
    Benjamins mænd vendte tilbage til deres byer og genopbyggede dem. De slog sig ned med deres nye koner og stiftede familie. Endnu en gang var alt fredeligt i landet.

  • Benjamins stamme 1 (afsnit 73)

    Dommerbogen 19
    På Dommernes tid udbrød der borgerkrig blandt israelitterne. Alle stammerne forenede sig mod Benjamins stamme og udryddede dem næsten. Det hele begyndte med, at en kvinde forlod en mand.
    En vis levit fik en kvinde til at blive sin medhustru. En dag forlod hun ham og gik tilbage til sine forældres hjem. Efter fire måneder besluttede manden at gå hen og være sød ved hende i håb om, at hun ville vende tilbage til hans hus.
    Da han kom dertil, bød hendes far ham velkommen i sit hjem. De to mænd blev venner, så levitten blev i tre dage.
    Han stod tidligt op på den fjerde dag for at tage hjem. Pigens far sagde: ”Få dig en god morgenmad, inden du går. Så går det bedre under rejsen.”
    Så de spiste sammen og nød deres venskab. Tiden gik og det blev sent på eftermiddagen. Faderen sagde: ”Det er for sent at tage af sted nu. Vent til morgen, hvor du kan tage afsted tidligt.”

    Levitten blev natten over, og om morgenen sagde pigens far: “Få dig en god morgenmad, inden du tager af sted. Så går det bedre under rejsen.”
    Igen spiste og snakkede de til sidst på eftermiddagen. Faderen sagde: ”Det er for sent at tage af sted nu. Vent til morgen, hvor du kan tage afsted tidligt.”
    Denne gang var manden fast besluttet på at tage af sted. Han tog afsted med sin medhustru, men de nåede ikke langt, før de indså, at de måtte finde et sted at overnatte.
    De rejste videre til en by kontrolleret af Benjamins stamme. De håbede nu, at nogen ville invitere dem indenfor. Først var der ingen, der tilbød dem noget, men til sidst så en gammel mand dem og inviterede dem ind i sit hus.
    De nød hinandens selskab den aften, da en flok mænd pludselig omringede den gamle mands hus. De slog på døren og sagde: “Send den mand ud, som bor hos dig. Vi vil have sex med ham.”
    Den gamle mand råbte tilbage: “Denne mand er gæst i mit hus. I får ikke lov at misbruge ham. I stedet sender jeg min datter og mandens medhustru ud til jer. Gør med dem, hvad I vil, men manden får I ikke.”
    Mændene udenfor ville ikke lytte. De blev mere voldelige og insisterede på at have sex med manden. Til sidst tog levitten fat i sin medhustru og skubbede hende ud ad døren.
    Gruppen af mænd skiftedes til at voldtage hende resten af natten. Tidligt om morgenen lod de hende gå. Hun kravlede tilbage til huset og faldt sammen uden for døren.
    Levitten vågnede og gjorde sig klar til at fortsætte sin rejse. Han så sin medhustru ved døren. “Kom, nu er det tid at rejse videre.” Hun rørte sig ikke, så han satte hende på sit æsel og gik hjem.
    Da de kom hjem, indså han, at hun var død. Han skar hendes krop i tolv stykker og sendte dem derefter til alle områder af Israel. Da folket så dette, sagde de: “Aldrig er noget lignende sket for Israels folk.”
    Det blev et diskussionsemne i alle byer. Endelig var folket klar over, at de var nødt til at gribe ind over for Benjamins stamme.

    Fortsættes i næste historie

    https://vimeo.com/169202431
  • Josef får magt (afsnit 30)

    Første Mosebog 40-41
    Livet i fængsel var hårdt for Josef, men Gud var med ham og velsignede ham. Josefs fangevogter havde respekt for ham og brugte ham som assistent. Til sidst var Josef ansvarlig for hele fængslet.
    En dag satte Farao sin øverste tjener og bager i fængslet. Mens de var der, fik de hver en drøm. Josef bad om at høre dem.
    Tjeneren sagde: “Jeg så tre grene på en vinstok. De blomstrede og fik så vindruer. Jeg pressede druerne i Faraos bæger og serverede det for ham.”
    Josef sagde: ”De tre grene er tre dage. Om tre dage vil Farao befri dig og give dig dit gamle job tilbage. Husk da på mig og bed Farao om at befri mig fra dette fængsel. Jeg har ikke gjort noget for at fortjene dette.”
    Dernæst fortalte bageren sin drøm: ”Jeg havde tre kurve med Faraos brød på hovedet. Fugle fløj op og spiste alt brødet fra kurvene.”
    Josef sagde: “De tre kurve er også tre dage. Om tre dage vil Farao tage dig ud af fængslet og halshugge dig. Han vil hænge din krop på et træ, og fugle vil æde dit kød.”
    Det hele skete lige som Josef sagde! Farao gav tjeneren sin stilling tilbage og hængte bageren i et træ. Desværre glemte tjeneren hurtigt alt om Josef.

    To år senere havde Farao to drømme. Han vågnede efter den første, men gik i seng igen. Så fik han en anden drøm, men denne gang var han så urolig, at han ikke kunne falde i søvn igen. Han tilkaldte sine rådgivere og fortalte dem om drømmene. De kunne ikke finde ud af deres betydning. Pludselig huskede tjeneren på Josef. Han fortalte Farao om manden i fængslet, som tydede hans og bagerens drøm.
    Farao sendte vagter for at hente Josef. Han fortalte Josef om sine drømme:
    “I den første så jeg syv fede køer komme op af floden og græsse langs dens bredder. Pludselig kom syv magre køer op af floden og spiste de fede. Og alligevel var de lige så tynde som før. I min anden drøm så jeg syv fyldige aks. Pludselig spirede syv indtørrede aks ved siden af. De tynde aks opslugte de sunde. Alligevel var de lige så tynde og tørre som før.”
    Josef sagde: “Gud fortæller dig, hvad han er ved at gøre. De syv gode køer og de syv gode korn er syv år med stor overflod. Derefter vil der komme syv år med hungersnød. Det bliver så alvorligt, at de gode år vil blive glemt. Søg derfor efter en klog mand til at styre landet. Få ham til at organisere indsamlingen af mad i de gode år og opbevare det til de dårlige år. Hvis du ikke gør det, vil landet blive ødelagt af hungersnød.”
    Farao sagde til sine embedsmænd: “Kan vi finde nogen bedre end Josef til dette job? Han har Guds ånd i sig.”
    Han vendte sig mod Josef. “Folket vil underkaste sig dine befalinger. Ved siden af mig vil du være den mest magtfulde mand i Egypten.”

    I løbet af de næste syv år rejste Josef rundt i landet og samlede og opbevarede mad. Derefter begyndte de syv år med hungersnød. Denne hungersnød ramte også alle de omkringliggende lande.
    Da indbyggerne i Egypten begyndte at mærke hungersnøden, åbnede Josef forrådshusene og solgte korn til dem. Snart kom alle landene omkring Egypten og købte korn af Josef.

  • Josefs familiesammenkomst (afsnit 31)

    Første Mosebog 42-46
    Jakob hørte, at der var korn i Egypten, så han sendte sine ti ældste sønner dertil for at købe mad. Han sendte ikke Benjamin, fordi han var bange for at miste ham.
    Da de ankom til Egypten, mødte de landets hersker. De vidste ikke, at det var Josef. Han genkendte dem, men lod som om han ikke kendte dem. Han ville teste dem for at se, om de havde ændret sig.
    “Hvor er I fra?” Da de svarede, sagde han: “I er spioner!” Brødrene var chokerede, “Nej, vi er ærlige mænd – alle sønner af en mand, der bor i Kana’an. En af vores brødre blev hjemme, og den anden er … væk.”
    Josef sagde: “Bevis det for mig. Jeg beholder en af jer her. Resten af jer rejser hjem og henter jeres lillebror. Så ved jeg, om I taler sandt.”
    Han beholdt Simeon og sendte de andre hjem med kornsække. Uden at de vidste det, fik han lagt deres penge i kornsækkene.

    Brødrene nåede hjem og fortalte Jakob, hvad der var sket: “Vi er nødt til at tage Benjamin tilbage til Egypten for at få Simeon ud af fængslet.”
    Det var da de opdagede pengene i deres sække med korn. De blev bange, og Jakob sagde: “Du tager ikke Benjamin fra mig! Josef er væk, og nu er Simeon væk. Benjamin er alt, hvad jeg har tilbage! Hvis jeg mister ham, dør jeg af sorg!”
    Da de efter noget tid havde brugt alt kornet, bad Jakob sine sønner om igen at tage til Egypten og købe mere. Juda mindede ham om, at de ikke kunne vende tilbage, medmindre de tog Benjamin med sig. Han sagde: “Send ham med mig. Jeg garanterer hans sikkerhed. Lad os gå. Vi har brug for kornet!”
    Til sidst indvilligede Jakob, og brødrene vendte tilbage til Egypten med Benjamin. De tog det dobbelte af pengene, så de kunne returnere de penge, de fandt i deres sække.

    Da Josef så dem, sagde han til sin tjener, at han skulle invitere dem til et middagsmåltid.
    Næste morgen blev brødrene sendt tilbage til Kana’an med deres sække fulde af korn. Josef lod sin tjener lægge et sølvbæger i Benjamins sæk. Da brødrene havde gået et stykke tid, indhentede Josefs tjenere dem og sagde: “En af jer har stjålet vor herres sølvbæger!”
    Brødrene var chokerede! “Vi ville ikke gøre sådan noget. Vi lover, at hvis en af os har det, så skal vedkommende dø og vi andre overgiver os til jeres herre som hans slaver!”
    Hver af brødrene åbnede på skift deres sække, og de fandt bægeret i den, der tilhørte Benjamin. Brødrene var forfærdede. De vendte tilbage til byen med vagterne og kastede sig ned foran Josef. Han spurgte: “Hvorfor har I gjort dette?”

    Juda svarede: “Hvordan kan vi bevise vores uskyld? Vi vil nu alle være dine slaver!”
    “Nej, kun den skyldige af jer skal være min slave. Resten af jer kan tage hjem til jeres far.”
    Juda sagde: “Jeg lovede vores far, at jeg ville garantere Benjamins sikkerhed. Så tillad mig at være din slave i stedet for ham. Jeg kan ikke holde ud at se min fars sorg, når drengen ikke vender tilbage til ham.”
    Da Josef hørte dette, begyndte han at græde. Han sagde da til dem: “Jeg er Josef!”
    Brødrene blev bange og kunne ikke svare ham. Han sagde: “Kom nærmere og se! Jeg er jeres bror, som I solgte til slaveri! Gud sendte mig her for at redde jeres liv. Der er stadig fem år med hungersnød tilbage, og Gud bragte mig her for at forberede et sted til jer!”
    Så bad han dem vende tilbage og bringe deres far og deres familier til Egypten. Farao hørte dette og sagde til Josef: “Det bedste i Egypten skal være deres!”

    Jakob blev chokeret, da hans sønner fortalte ham, hvad der var sket. Men han blev fyldt af glæde, da han hørte, hvad Josef havde sagt og gjort. Til sidst drog han, hans børn og alle deres børn til Egypten. Der sørgede Farao for dem på grund af Josef.

  • Moses sønnesøn (afsnit 72)

    Dommerbogen 17-18
    På Dommernes tid stjal en mand ved navn Mika 1.100 stykker sølv fra sin mor. Han fandt dog ud af, at hun havde forbandet den, der tog dem, så han afleverede dem tilbage.
    Hun sagde: “Jeg vidste ikke, at det var dig. Jeg ville alligevel give dig dem.”
    Men han nægtede at beholde den, så hun tog nogle af dem og formede en afgud, som hendes søn kunne stille i sit hjem. Af de sidste sølvstykker lavede Mika noget særligt tøj til en præst.
    En ung mand ved navn Jonatan var en levit fra Betlehem. Han gik hjemmefra og ledte efter et sted at slå sig ned. Han overnattede i Mikas hus, og de to blev venner. Mika sagde: “Bliv her hos mig, så vil jeg gøre dig til præst for min afgud. Jeg vil give dig alt, du har brug for – tøj, måltider, et sted at bo – og jeg vil endda give dig løn.”
    Jonatan takkede ja, og snart blev han som en af familien.
    På samme tid ledte stammen Dan efter et permanent sted til deres folk. Lige siden Josvas død havde de ikke fundet et egnet sted. De besluttede at sende fem soldater ud som spioner.
    Spionerne slog lejr ved Mikas hus, og Jonatan gik ud for at besøge dem. De sagde: “Vi kan høre på din dialekt, at du er fra Betlehem. Hvad laver du her?”
    Han fortalte dem om sit job og hvor godt Mika behandlede ham. Da de fandt ud af, at han var en levit og en præst, sagde de: “Vil du gå i forbøn for os og spørge Gud, om vi vil få succes.”
    Han sagde: “I skal ikke bekymre jer, for Herren er med jer.”

    Mændene gik da og fortsatte deres eftersøgning. Til sidst fandt de et vidunderligt sted, så spionerne gik tilbage til deres stamme og sagde: “Vi har fundet et sted, hvor vi kan bo! Det er et godt land, og folket som bor der kan vi nemt besejre.”
    De sendte da 600 mand afsted for at besejre indbyggerne i området. Da de kom til Mikas hus, sagde de fem spioner til de andre: “Den mand, som ejer det hus, har en afgudsstatue, klæder til offertjeneste og endda en præst. Vi kan bruge de ting i vores nye by.”
    De 600 mand gik derfor til Mikas hus. Jonatan kom ud for at hilse på dem. Mens han stod der, gik de fem spioner ind i huset og tog afguden og alle de tilhørende ting.
    Jonathan sagde: “Hvad laver I?” De sagde: “Ti stille og lyt godt efter. Vi giver dig et valg: Du kan enten blive her og være præst for én mand, eller du kan komme med os og være præst for en hel stamme. Du kan fortælle os, hvad Gud ønsker, vi skal gøre.”

    Jonatan syntes det lød som en god mulighed, så han valgte at tage med dem. Han hjalp dem endda med at tømme Mikas hjem for ting.
    Da Mika fandt ud af, hvad der skete, samlede han nogle mænd og jagtede danitterne. Da han fik øje på dem, råbte han af dem. De standsede, vendte sig om og råbte til de mænd, der fulgte efter dem: “Hvorfor følger I efter os?”
    Mika sagde: “Hvad mener I? I har taget min gudestatue og min præst. Jeg har intet tilbage.”
    Mændene fra Dan sagde: “Hold dig fra os, ellers tager vi også dit liv og din familie.”
    Mika så, at han ikke kunne gøre noget. Så han vendte om og gik hjem.

    Danitterne fortsatte deres militære kampagne. De angreb de fredelige mennesker og dræbte dem alle. De brændte deres by ned og byggede en ny. De kaldte byen Dan, og det blev deres faste hjem.
    Jonatan og hans efterkommere var præster for danitterne i hundreder af år. De hjalp dem med at tilbede deres afgud, indtil assyrerne tog dem i fangenskab. Jonatan var sønnesøn af Moses.

    https://vimeo.com/169202431
  • Samson og Dalila (afsnit 71)

    Dommerbogen 16
    Senere blev Samson forelsket i en kvinde ved navn Delila. Da filistrene fandt ud af det, mødtes en gruppe af deres ledere med hende. De sagde: “Hver af os vil betale dig 1.100 stykker sølv, hvis du kan finde ud af hemmeligheden bag hans styrke. Når vi ved, hvad det er, kan vi få ham slået ihjel.”
    Så hun spurgte Samson: “Hvordan kan nogen binde dig på en måde, der gør dig magtesløs?”
    Han svarede: “Jeg vil være som enhver anden mand, hvis jeg bliver bundet med syv helt nye buestrenge.”
    Filistrene gav hende syv friske buestrenge og gemte nogle vagter på hendes værelse. Hun bandt Samson med buestrengene og råbte så: “Samson, filistrene er her!” Han sprang op og knækkede buestrengene, som om de var garnstykker.
    Dalila sagde: “Du løj for mig! Hvorfor gør du grin med mig? Fortæl mig nu, hvordan du kan blive bundet.”

    Han sagde: “Det skal være reb, som ikke er blevet brugt til andet. Hvis jeg bliver bundet med nye reb, vil jeg være som andre mennesker.”
    Så hun tog nogle nye reb og bandt ham. Vagterne var stadig på deres skjulested. Hun råbte: “Samson, skynd dig! Filistrene er her!” Han sprang op og knækkede rebene, som om de var tynde tråde.
    Hun sagde: “Hvorfor bliver du ved med at lyve for mig? Fortæl mig nu, hvordan du kan blive bundet.”

    Han sagde: “Det er mit hår. Hvis du væver mine syv fletninger ind i en væv, vil jeg være lige så svag som enhver anden mand.”
    Så hun ventede til han sov og vævede forsigtigt de syv fletninger ind i væven. Så råbte hun: “Samson! Filistrene er her.” Han vågnede og trak sit hår ud af væven.
    Dalila sagde: “Hvordan kan du sige, at du elsker mig, når du ikke stoler på mig? Tre gange har du grinet af mig ved at fortælle mig en løgn. Hvorfor fortæller du mig ikke hemmeligheden bag din styrke?”
    Til sidst fortalte han hende sandheden. Han sagde: “Jeg er, hvad vores folk kalder en nasiræer. Mit hår er aldrig blevet klippet, og det er hemmeligheden bag min styrke. Hvis nogen barberer mit hoved, vil jeg være som enhver anden mand.”
    Dalila fornemmede, at han endelig havde fortalt hende sandheden. Hun sendte bud efter filistrenes herskere. “Kom! Jeg har endelig fået sandheden ud af ham. Sørg for at skaffe mig mine penge.”

    Den nat faldt han i søvn med hovedet på hendes skød. En mand kom ud af skjulet og skar Samsons syv fletninger af. Da han gjorde det, mistede Samson sin styrke. Så råbte hun: “Samson, filistrene er her!”
    Han sprang op for at forsvare sig selv, men han vidste ikke, at Herren ikke var med ham mere.
    Filistrene greb ham, holdt ham nede på jorden og stak hans øjne ud. De førte ham derefter til fængslet, hvor han blev tvunget til at skubbe en møllesten.
    Mens han sad i fængsel, begyndte Samsons hår at vokse ud igen. En dag samledes filistrene for at feste i deres guds tempel. De spiste og drak, indtil de var fulde. Nogen råbte: “Gå ned og hent Samson. Så får vi noget at grine af.”
    Templet var fyldt med mennesker, da en dreng kom ind med Samson. Han sagde til drengen: “Før mig hen til bygningens søjler.”
    Samson råbte: “Herre min Gud, giv mig styrke blot én gang mere. Giv mig lov til at hævne, at filistrene rev mine øjne ud. Jeg vil dø sammen med dem.”
    Så greb han de to støttepiller og skubbede dem af al kraft. De gav efter, og templet styrtede ned over filistrene. Sådan dræbte han ved sin død flere, end han havde dræbt, mens han levede. Han havde været dommer i Israel i 20 år.

    https://vimeo.com/664947410/aa025dee49
  • Ræve og en æselkæbe (afsnit 70)

    Dommerbogen 15
    Samsons svigerfar gav sin datter til en mand, der deltog i bryllupsfesten. Han regnede med, at Samson ikke ville have hende mere, da han jo gik hjem uden hende.
    Senere tog Samson tilbage for at besøge sin kone med en gave. Hans svigerfar sagde: “Hvad vil du?”
    “Jeg er kommet for at besøge min kone.” Manden sagde: ”Det kan du ikke. Jeg troede du hadede min datter, så jeg gav hende til en anden mand. Men bare rolig. Jeg har en yngre datter. Du kan få hende. Alle ved, at hun er smukkere end sin søster.”
    Samson blev vred og sagde: “Jeg vil gøre filistrene ondt, og jeg vil nyde det.”

    Han fangede 300 ræve og bandt halerne sammen på dem to og to og anbragte fakler i hvert par haler. Derefter tændte han faklerne og slap rævene løs i filistrenes kornmarker.
    Rævene løb og brændte alt, hvad de stødte på. Det ødelagde ikke kun det uhøstede korn, men også de bunker af korn som var blevet høstet. De ødelagde endda vinmarker og olivenlunde. Filistrene fandt ud af, at det var Samson, der havde gjort det. De gav hans svigerfar skylden, fordi han havde gjort Samson vred ved at give sin kone væk.
    De tog ham og hans datter og brændte dem. Dette gjorde Samson endnu mere rasende. Han fandt hver eneste af de mænd, som stod bag det, og rev dem fra hinanden, led for led. Da han var færdig, forlod han området og gemte sig i en hule i Israel.
    Filistrene invaderede Israel med en hær.
    Israelitterne sagde: “Hvorfor angriber I os?”
    “I beskytter Samson. Dette er straffen for hans ugerninger.”

    3.000 israelitter gik ud til hulen, hvor Samson gemte sig. De sagde: “Nu fører vi dig hen til filstrene. De har hersket fredeligt over os, men nu har du ophidset dem.”
    Han sagde: “Jeg tager med jer, hvis I sværger, at I ikke vil dræbe mig.”
    De sagde: “Vi slår dig ikke ihjel, men vi binder dig.” De bandt ham med to nye reb og førte ham væk. Da filistrene fik ham overgivet, jublede de af glæde.
    Men da fyldte Herrens Ånd ham, og han rev rebene af sine hænder. Han greb et kæbeben fra et æsel og løb rundt blandt filistrene og dræbte mange af dem.
    Efter sin sejr råbte han: ”Herre, du gav mig sejren. Jeg har dræbt 1.000 mænd. Vil du nu lade mig dø af tørst?”
    Da kløvede Gud en klippesten og vand fossede ud. Samson drak og kom igen til kræfter.
    Han var dommer over Israel i 20 år, selvom filistrene stadig herskede over landet.
    En gang tog han til en filisterby for at sove hos en prostitueret. Da de hørte, at han var i deres by, lukkede de portene, så de kunne fange ham ved solopgang.
    Omkring midnat stod Samson op for at tage hjem. Da han kom til porten, trak han den op af jorden og bar den væk. Han tog den til toppen af en israelsk bakke og efterlod den der, stadig lukket og låst.

    https://vimeo.com/664947410/aa025dee49
  • Stærk og sød (afsnit 69)

    Dommerbogen 14
    Da Samson var en ung mand, fik han et godt øje til en af filistrenes kvinder. Han gik til sine forældre og sagde: “Arranger et ægteskab mellem mig og den kvinde.”
    De var chokerede. “Filistrene er hedenske. Du skal finde en kvinde fra Israels folk.”
    “Nej, hun er den, jeg vil have. Det skal I nu sørge for!” Hans forældre vidste ikke, at det var Herrens vilje, at dette skulle ske, fordi det ville forårsage en fornærmelse mod filistrene.

    Samson og hans far gik for at lave de sidste forberedelser. På et tidspunkt gik Samson alene og en ung løve angreb ham pludselig. Guds Ånd fyldte Samson, og han greb løven og flåede den i stykker, som om det var et lille dyr. Bagefter gik han tilbage til sine forældre, men fortalte dem ikke om løven. De fortsatte deres rejse og færdiggjorde sammen bryllupsplanerne.
    Da den store dag kom, gik Samson og hans forældre tilbage ad samme rute. Da de kom til det sted, hvor han dræbte løven, fandt Samson den og blev forbløffet over at se, at honningbier havde lavet en bikube i den. Han rakte hånden ind og tog noget honning og spiste det. Så tog han noget til sine forældre, men fortalte dem ikke, hvor han havde fået det fra.

    Tredive unge filistermænd kom til bryllupsfesten, der varede syv dage. Samson sagde: “Jeg har en gåde til jer. Hvis I kan gætte den i løbet af festens syv dage, så giver jeg jer tredive sæt tøj. Hvis I ikke kan gætte den, skal I give mig tredive sæt tøj.”
    De sagde: “Det er en aftale. Fortæl os gåden.”
    Han sagde: “Fra æderen kom æde. Fra den stærke noget sødt.”
    I tre dage talte de unge mænd om gåden. På den fjerde dag gik de til Samsons hustru og sagde: “Du inviterede os for at røve os. Det finder vi os ikke i. Du er hans kone, så du skal bede ham om svaret på gåden, for ellers brænder vi alt det ned, som tilhører din far.”
    Så gik hun til Samson og bad ham om løsningen. Han sagde: “Jeg vil ikke fortælle dig det. Jeg har ikke engang fortalt det til mine forældre.”
    Hun begyndte at græde. “Du elsker mig ikke.” Hun blev ved med at græde og tigge, indtil han ikke kunne holde det ud mere. På festens sidste dag fortalte han hende løsningen. Hun løb straks hen og fortalte mændene det.
    Om aftenen, kort før tiden var gået, sagde mændene til Samson: “Hvad er sødere end honning? Hvad er stærkere end en løve?”
    Han vidste straks, hvad de havde gjort. Han sagde: “Hvis ikke I havde pløjet med min kvie, havde I ikke gættet min gåde.”

    Han tog til en filisterby i nærheden, og Gud gav ham kraft til at dræbe tredive mand. Han tog deres tøj og gav dem til bryllupsgæsterne. Han var så vred, at han gik tilbage til sin fars hus uden sin kone.

    https://vimeo.com/664947410/aa025dee49
    https://vimeo.com/169202431
  • Samsons fødsel (afsnit 68)

    Dommerbogen 13
    Der var en mand fra Dans stamme, hvis kone ikke kunne få børn. På dette tidspunkt havde filistrene taget kontrollen over Israel.
    Herrens engel viste sig for kvinden og sagde: “Snart bliver du gravid. Det barn, du skal bære, skal være nasiræer fra det øjeblik, han bliver født. Drik derfor ikke alkohol og spis ikke noget, som er imod Moseloven. Og klip aldrig din søns hår. Han skal nemlig frelse Israel fra filistrene.”
    Kvinden var ikke klar over, at hun talte med Herrens engel. Hun løb hen til sin mand og sagde: “En Guds mand kom og fortalte mig, at du og jeg skal have et barn. Han sagde til mig, at jeg ikke skulle drikke alkohol eller spise noget, der er imod Moseloven. Og jeg må ikke klippe barnets hår, fordi han skal være nasiræer fra fødslen.”
    Hendes mand bad straks og spurgte Gud, om han endnu en gang ville sende Guds mand til dem. Han havde brug for flere instrukser om, hvad de skulle gøre, når barnet blev født.

    Noget tid efter viste Herrens engel sig igen for kvinden. Hun løb ind og hentede sin mand og sagde: “Gudsmanden fra før er her igen.”
    Manden løb ham i møde. Han sagde: “Er du manden, der talte med min kone?” “Ja, jeg er.”
    Englen gav ham derefter de samme instrukser, som han havde givet kvinden. Manden sagde: “Bliv hos os, mens vi tilbereder et måltid til dig.”
    Englen sagde: “Jeg bliver, men jeg vil ikke spise et måltid sammen med dig. Brænd i stedet et brændoffer til Gud.”
    Manden og hans kone vidste stadig ikke, at de talte med Herrens engel. Manden sagde: “Hvad er dit navn? Vi vil gerne ære dig, når alt, hvad du siger, går i opfyldelse.”
    Englen sagde: “Jeg vil ikke fortælle dig mit navn. Det er for stort for dig.”
    Så lavede manden et brændoffer og ofrede det på en klippe. Flammerne steg op mod himlen. Pludselig, mens manden og hans kone så på, gik Herrens engel op i flammerne.
    Parret faldt straks til jorden. Manden sagde: “Vi skal dø! Vi har set Gud!!”

    Kvinden sagde: ”Jeg tror ikke, vi skal dø. Han tog imod vores brændoffer. Desuden sagde han, at vi skulle have en baby.”
    Kvinden fulgte de instrukser, hun fik, og på det aftalte tidspunkt fødte hun en lille dreng. De kaldte ham Samson.

    https://vimeo.com/664947410/aa025dee49
    https://vimeo.com/169202431
  • Jeftas løfte (afsnit 67)

    Dommerbogen 10,6 – 11,40
    Jeftas mor var prostitueret, men hans far var en fremtrædende mand i Israel. Jefta voksede op i sin fars hus, men da hans halvbrødre var gamle nok, sagde de: “Gå væk med dig! Du er ikke søn af vores mor, og du kommer ikke til at arve noget fra vores far.”
    Da forlod Jefta området. Han blev en stor kriger og organiserede en bande bøller.

    På den tid gjorde Israels folk endnu en gang oprør imod Gud Herren og var begyndt at tilbede andre guder. Gud tillod ammonitterne at erobre dem. Ammonitterne var ekstremt grusomme, og Israel led under deres grusomhed i atten år.
    Folket råbte til Herren og sagde: “Frels os!”
    Herren sagde: “Nej, det vil jeg ikke. Jeg har udfriet jer igen og igen. Jeg gør det ikke igen! I kan bede jeres afguder om at udfri jer.”
    Da valgte folket at smide afguderne væk og begyndte igen at tilbede Herren. De sagde: “Gør hvad du vil med os. Vi ved, at vi har syndet. Men vi beder dig få os ud af ammonitternes jerngreb!”
    Da forbarmede Gud sig igen over dem.
    Ammonitterne rykkede ind i landet for at kæmpe mod Israel. Israelitterne gik ud for at møde dem, men de havde ingen leder. De sendte bud efter Jefta og sagde til ham: “Kom og led vore tropper i kamp mod ammonitterne.”
    Han sendte en besked tilbage og sagde: “I er de samme mennesker, som smed mig ud! Men nu kommer I til mig for at få hjælp?”
    De sagde: “Det er sandt. Det gjorde vi, men hvis du kommer og giver os sejr, bliver du vores leder. Hør, Herren er vores vidne. Vi vil gøre, som vi har sagt.”

    Så kom Guds Ånd over Jefta, og han førte folket i kamp. Han aflagde et løfte for Herren og sagde: “Gud, hvis du vil give mig sejr over ammonitterne, så vil jeg give dig det første, der kommer ud af mit hus. Jeg vil ofre det til dig som et brændoffer.”
    Herren gav Jefta sejren. Han smadrede den ammonitiske hær og ødelagde tyve af deres byer.

    Jefta havde kun ét barn, en datter. Da han gik hjem, kom hun dansende ud til ham. Hun var så stolt af hans sejr. Da Jefta så hende, flåede han sit tøj og kastede sig til jorden. Han råbte: “Min datter, hvad har jeg dog gjort! Jeg har afgivet et løfte til Gud, og jeg kan ikke tage det tilbage.”
    Hun sagde: “Far, du skal holde dit ord til Herren. Han holdt sin del af aftalen ved at give dig en stor sejr. Nu skal du holde din. Jeg beder kun om én ting: Da jeg nu aldrig kommer til at gifte mig, så tillad mig at gå op i bjergene med mine venner i to måneder. Dér vil vi sammen sørge over, at jeg aldrig kommer til at gifte mig.”
    Det sagde Jefta ja til, og datteren gik med sine venner op i bjergene. I to måneder sørgede de over, at hun aldrig skulle være sammen med en mand og aldrig opleve glæden ved at amme børn.
    Så gik hun hjem igen, og Jefta opfyldte sit løfte. Derefter blev det en skik i Israel, at unge kvinder hvert år gik ud og brugte fire dage på at huske Jeftas datter.