vokse

Forfatter / underviser: Carsten Riis Jensen

  • Træernes konge (afsnit 66)

    Dommerbogen 9
    Gideons mange hustruer fødte halvfjerds sønner. Han fik også en søn med en medhustru i byen Sikem. Han hed Abimelek.
    Efter Gideons død tog Abimelek til sine onkler i Sikem. Han sagde: “Tal til byens embedsmænd og sig: ‘Vil I have, at Gideons halvfjerds sønner skal herske over dig? I stedet for dem skal I vælge mig. Jeg er en søn af Gideon, men jeg er også jeres slægtning.’”
    Sikems mænd blev enige om at gøre ham til konge over Israel. De gav ham halvfjerds sølvmønter fra Ba’als tempel.
    Med dem hyrede han en bande bøller som sin private hær. Det første de gjorde var at dræbe Gideons halvfjerds sønner. Men de manglede én, nemlig den yngste ved navn Jotam.

    Sikems mænd holdt en fest for at ære Abimelek. Pludselig hørte de råben i det fjerne. Det var Jotam: “Lyt til mig! Træerne besluttede at få en konge. De gik hen til oliventræet og sagde: ‘Vær vores konge.’ Oliventræet sagde: ‘Jeg har ikke tid til sådanne tåbeligheder. Jeg producerer dyrebar olie, som ærer Gud og mennesker.’
    Så gik de hen til figentræet og sagde: ‘Vær vores konge.’ Figentræet sagde: ‘Jeg har ikke tid til sådanne tåbeligheder. Jeg producerer sød frugt, som alle kan nyde.’ De gik hen til vinstokken og sagde: ‘Vær vores konge.’ Vinstokken sagde: ‘Jeg har ikke tid til sådanne tåbeligheder. Jeg producerer vin, som bringer lykke til folk.’
    “Til sidst gik træerne til tornebusken. De sagde: ‘Vær vores konge.’ Tornebusken sagde: ‘Ja, jeg vil være jeres konge. Men fra nu af er I under min beskyttende skygge. Hvis nogen af jer gør oprør, vil der komme ild fra mine torne og brænde jer til aske.’

    “Min far satte sit liv på spil for dig. Og hvordan belønnede I ham? I dræbte hans sønner, og I har gjort en slavepiges søn til jeres konge.

    Hvis det er rigtigt, ønsker jeg dig alt godt. Men hvis det er forkert, beder jeg om, at der kommer ild fra Abimelek og brænder jer op.” Han løb derefter for livet, fordi han vidste, at hans halvbror ville forsøge at jage ham.

    Abimelek regerede over Israel i tre år. Så satte Gud en ond ånd mellem ham og Sikems mænd. Det var for at yde retfærdighed for det, de gjorde mod Gideons sønner.
    Mændene indledte et oprør imod den konge, de havde valgt. På et tidspunkt holdt de en stor fest og blev fulde. De begyndte at forbande Abimelek og prale med, hvordan de ville vælte ham.
    Byens borgmester blev vred over denne tale og sendte bud efter Abimelek. Borgmesteren indvilligede i at hjælpe sin hær med at overfalde Sikems mænd.

    Den nat placerede Abimelek sine mænd i skjul uden for byen, så han kunne angribe om morgenen. Ved solopgang stod en af Sikems mænd ved porten sammen med borgmesteren. Pludselig så han noget bevæge sig. Han sagde: “Se! Hvad er det? Kommer der mænd for at angribe os?”
    Borgmesteren sagde: “Nej. Det er kun skygger fra bjerget.”
    Få øjeblikke senere så manden flere enheder af mænd komme til byen. Han løb tilbage ind i byen og råbte: “Vi bliver angrebet!”
    Kampen varede flere dage. Til sidst blev byen erobret, og folket flygtede til et tårn. Abimelek og hans mænd lagde grene rundt om tårnet og brændte det ned. Over 1.000 mænd og kvinder døde der den dag. Jotams forbandelse over Sikems mænd var gået i opfyldelse.
    Abimelek ødelagde byen fuldstændigt og rev den ned. Han spredte salt over den, så intet kunne vokse der.

    Da det var gjort, gik han og hans mænd videre for at ødelægge en anden oprørsk by. Igen flygtede folket til et tårn. Abimelek og hans mænd gik hen og hentede træ, så de kunne sætte ild til det. Oppe fra tårnet kiggede en kvinde ned og så, at Abimelek stod lige under hende. Da kastede hun et stykke af en møllesten ned på hans hoved. Abimelek kaldte på en af sine soldater. “Hurtig, dræb mig med dit sværd! Jeg ønsker ikke at blive kendt som manden, der blev dræbt af en kvinde!”

    https://vimeo.com/169202431

  • Trehundrede mænd (afsnit 65)

    Dommerbogen 7-8
    Gideon samlede en hær på 32.000 mand. Han tog dem med og slog lejr syd for midjanitterne. Herren sagde til Gideon: “Du har for mange mænd med dig. Hvis jeg overgiver midjanitterne til dig nu, vil Israel blot sige: ‘Vi vandt denne sejr ved egen magt.’ Sig derfor dine krigere: ‘Hvis I er bange, så gå hjem’.”
    Gideon sagde dette til folket, og 22.000 af dem gik hjem, så der nu kun var 10.000 krigere.
    Herren sagde til Gideon: “Der er stadig for mange mænd. Før dem ned til vandet. Læg nu mærke til dem, som brugerne hænderne til at føre vandet op til munden. Adskil dem fra dem, som knæler ned og drikker som en hund.”
    Der var 300 mænd, som drak ved at bruge deres hænder. Herren sagde: “Jeg vil give dig sejr over midjanitterne ved at bruge disse 300 mænd. Send resten af dem hjem.”
    Så sendte Gideon dem hjem. De, der var tilbage, slog lejr ovenfor midjanitternes lejr.

    Den nat sagde Herren til Gideon: “Snig dig ind i midjanitternes lejr. Hvis du er bange, så tag din tjener med dig. Lyt til, hvad soldaterne siger.” Så tog Gideon sin tjener og gik ind i midjanitternes lejr.
    Han hørte en mand fortælle en ven om en drøm. Han sagde: “Jeg så et brød rulle ind i vores lejr. Det ramte et telt og ødelagde det totalt.”
    Hans ven svarede: “Jeg ved, hvad det betyder. Det brød er israelitten Gideons sværd. Gud har overgivet hele midjanitternes lejr til ham.”

    Gideon vendte tilbage til Israels lejr og sagde: “Rejs jer, for Herren har givet dig midjanitterne!” Han delte de 300 mand i tre kompagnier på 100. Han gav hver mand en trompet og en krukke med en fakkel indeni.
    Han sagde: “Når vi alle er ved kanten af deres lejr, vil min gruppe blæse i trompeterne. I skal gøre det samme, og alle skal råbe: ‘Herrens og Gideons sværd!’”
    Så placerede han dem tre steder rundt om lejren. Da de alle var på plads, blæste Gideons gruppe i deres trompeter og knuste krukkerne. Det samme gjorde de to andre grupper. De holdt deres fakler i venstre hånd, deres trompeter i højre hånd og råbte: “Herrens og Gideons sværd!”
    Dette chokerede den midjanitiske hær fuldstændigt! De gik i panik og begyndte at løbe og råbte, mens de løb. Gideons mænd blæste i deres 300 trompeter. Da det skete, trak de midjanitiske soldater deres sværd og begyndte at dræbe hinanden.
    Gideon sendte da bud efter resten af Israels mænd. Sammen løb de efter midjanitterne, da de forsøgte at forlade Israel. Gud gav den dag en stor sejr over Midjan, og de var ikke længere en trussel mod Israel.

    Efter slaget ville folket gøre Gideon til deres konge, men han nægtede. Så havde Israel fred i fyrre år.

    https://vimeo.com/169202431

  • Gideons uld (afsnit 64)

    Dommerbogen 6
    I syv år bevægede midjanitterne sig rundt i Israel som en sværm af græshopper. Overalt hvor de kom frem, tog de alle afgrøder og husdyr. De efterlod intet til israelitterne at spise. Folk blev desperate og måtte finde steder at gemme sig i bjerghuler.
    En mand ved navn Gideon gemte sig også for midjanitterne. Han måtte tærske sin hvede i et vinkar i stedet for en åben tærskeplads. Herrens engel kom og satte sig under et egetræ i nærheden. Han sagde: “Herren er med dig, mægtige kriger.”
    Gideon sagde: “Hvis Gud er med os, hvorfor lader han så alle disse dårlige ting ske os? Hvor er alle de vidunderlige mirakler, vores fædre fortalte os om? Gud kæmper ikke længere for os.”
    Englen sagde: “Jeg vil sende dig for at udfri Israel fra midjanitterne.”
    Gideon var chokeret. “Herre, hvordan kan jeg udfri Israel? Jeg er ikke noget særligt.”
    Herren sagde: “Jeg vil være med dig, og du skal sejre.”
    Gideon sagde: “Herre, jeg har brug for et tegn på, at det virkelig er dig. Bliv her, mens jeg forbereder et offer.”
    Herren sagde. “Jeg bliver her, indtil du vender tilbage.” Gideon skyndte sig af sted og forberedte et offer til Herren. Da det var parat, satte han det på en sten, og Herrens engel rørte ved offeret med spidsen af sin stav. Ild kom op fra klippen og fortærede offeret.
    Gideon råbte: “Nu skal jeg dø, for jeg har set Herrens engel ansigt til ansigt!”
    Herren sagde: “Vær ikke bange. Du skal ikke dø. Gør hvad jeg siger. Din far har et Ba’al-alter. Riv det ned og byg et alter for Gud. Bring dernæst et brændoffer til Herren.” Gideon adlød, men han gjorde det om natten. Han var bange for sin familie og de mænd, der levede i hans by.

    Om morgenen så folket, at Ba’alalteret var revet ned. De så også, at der i stedet var bygget et alter til Herren og de så asken fra brændofferet. De fandt hurtigt ud af, at det var Gideon, der havde gjort det.
    Mændene i byen gik til hans fars hus og sagde: “Giv os din søn! Vi slår ham ihjel, fordi han rev Ba’als alter ned.”
    Gideons far sagde til dem: “Vis mig manden, der forsvarer Ba’al. Han vil være død i morgen! Hvis Baal virkelig er en gud, så lad ham forsvare sig selv.”
    Endnu en gang kom midjanitterne ind i Israel og slog lejr i en dal. Herrens Ånd fyldte Gideon, og han sendte bud til folket om, at de skulle komme og være klar til kamp.

    Gideon bad: “Herre, giv mig et tegn.” Så lagde han et uldskind på tærskepladsen og sagde: “Jeg ved, at du vil udfri os, hvis morgenduggen kun er på ulden men jorden er tør.”
    Han stod tidligt op om morgenen og konstaterede, at ulden var gennemvædet, men jorden var tør.
    Gideon sagde: “Herre, vær ikke vred på mig. Tillad mig endnu en prøve. Lad denne gang ulden forblive tørt, og duggen være over hele jorden.” Om morgenen var ulden tør, og der var dug på jorden.

  • Debora og Barak (afsnit 63)

    Dommerbogen 4-5
    Efter Ehuds død, syndede Israel igen mod Gud. Derfor solgte Herren dem til en kana’anæisk konge. Denne konge regerede over dem i tyve år. Han var hård og grusom. Hans hær havde 900 jernvogne, og hans kommandant hed Sisera.
    Den person, som dømte Israel på det tidspunkt, var en profet ved navn Debora. Da folk havde problemer indbyrdes, tog de til et sted kaldet “Deboras palmetræ”. Hun sad der og hørte deres klager og afgjorde deres stridigheder.
    En dag kaldte hun på en mand ved navn Barak og sagde til ham: “Herren har et budskab til dig. Han siger: ‘Tag 10.000 mand og gå til Tabor-bjerget. Jeg vil lade Sisera komme til dig med sine vogne og sin hær. Han kommer for at bekæmpe dig, men jeg vil overgive ham til dig.’”
    Barak sagde til Debora: “Jeg går og gør, som Herren siger, men kun hvis du går med mig. Hvis du ikke går, går jeg ikke.”
    Hun sagde: “Jeg tager med dig, men hvis jeg gør det, vil du ikke få æren for at have dræbt Sisera. Herren vil give en kvinde den ære.”
    Barak accepterede, så Deborah gik med ham.
    Barak samlede 10.000 mand og gik op på Tabor-bjerget. Sisera hørte om dette, så han tog sine 900 vogne og sin hær og satte kursen mod Tabor-bjerget. Debora sagde til Barak: “Nu er det tid! Tag dine mænd og angribe Sisera.”

    Så Barak flyttede sine mænd ned ad bjerget og angreb den kana’anæiske hær. Herren var med ham og gjorde Siseras mænd forvirrede. De vendte sig og løb. Da Sisera så det, forlod han sin vogn og forsøgte at flygte til fods. Barak jagtede hæren, indtil hver mand blev dræbt.
    Sisera løb, indtil han kom til Jaels telt. Hendes mand var i alliance med den kana’anæiske konge. Hun så Sisera komme, så hun gik ud og sagde: “Kom herind, så er du i sikkerhed.”
    Han gik ind, og hun gemte ham under et tæppe. Han sagde: “Giv mig noget vand at drikke.” Hun gav ham mælk, og han satte sig op og drak den. Han sagde: “Stå ved døren til teltet. Hvis nogen spørger, om der er en mand herinde, så sig nej.”
    Hun dækkede ham så igen, og da han var udmattet, faldt han i en dyb søvn.

    Jael gik hen og tog en teltpløk og en hammer. Hun knælede stille ned ved siden af Sisera og satte teltpløkken på hans hovedtinding. Så slog hun den med solide slag gennem hans hoved og ned i jorden.
    Snart kom Barak forbi hendes telt på jagt efter Sisera. Hun gik ud og sagde: “Kom, så skal jeg vise dig den mand, du leder efter.” Barak gik ind i sit telt og så Sisera ligge død på gulvet.
    Israel fortsatte med at kæmpe mod den kana’anæiske konge, indtil de vandt. Så levede de i fred i fyrre år.

  • Otniel og Ehud (afsnit 62)

    Dommerbogen 2-3
    Efter Josvas død fortsatte folket med at tjene Gud et stykke tid, men efter nogle år kom en ny generation, som ikke kendte Gud og i stedet tilbad Ba’al.
    Herren var vred på sit folk, så han lod en fremmed konge regere over dem i otte år.
    Folket bad til sidst Gud om hjælp, og han forbarmede sig over dem. Han sendte dem Otniel for at være deres dommer. Herrens Ånd var over ham, og han gik i kamp og dræbte den fremmede konge. Gud udfriede sit folk, og de levede i fred i fyrre år.
    Efter Otniel døde, gjorde Israels folk endnu en gang Herren vred over al deres synd. Denne gang gav Gud dem til Eglon, kongen af Moab, som var ekstremt tyk. Han fik hjælp fra andre nationer, og sammen besejrede de Israel. Moab herskede over folket i atten år.
    Endnu en gang bad de Herren om at forbarme sig og hjælpe dem. Denne gang sendte Gud en dommer ved navn Ehud, som var venstrehåndet.

    Da det var tid for Israels folk at sende penge til kong Eglon, besluttede Ehud at bringe dem til ham. Han fik fremstillet et tveægget sværd, som kun var 18 centimeter langt. Han spændte det under sit tøj på sin højre side. Han tog flere mænd med sig og forærede kongen pengene.
    Efter besøget hos kongen vendte de sig for at gå. Ehud bad sine mænd gå videre uden ham, og i stedet vendte han sig om og gik hen til konge igen. Han sagde: “Kong Eglon, jeg har en hemmelig besked til dig.”
    Kongen blev glad, så han sendte sine vagter væk og gik med Ehud op ad trappen til et lukket våbenhus, hvor det var køligt.
    Ehud sagde: “Den besked, jeg kommer med til dig, er fra Gud Herren.” Kongen rejste sig, og Ehud rakte sin venstre hånd ind under tøjet og trak sværdet fra sin højre side. Han jog sværdet i Eglons mave. Kongens fedt lukkede sig om det, så Ehud ikke kunne trække det ud. Da kongen faldt til jorden, flækkede hans mave og hans indre væltede ud.
    Ehud gik ud af døren og låste den bag sig. Da tjenerne kom, så de, at døren var låst, så de gik ud fra, at kongen havde låst den.
    De ventede, indtil de endelig indså, at der var noget galt. De fandt en nøgle og åbnede døren og fandt deres herre død på gulvet.
    Denne forsinkelse gav Ehud tid til at flygte. Han krydsede Jordanfloden og slog alarm. Israelitterne kom klar til kamp.
    Han sagde: “Følg mig! Herren har givet os moabitterne.”

    Med Ehud i spidsen angreb de moabitterne og dræbte over 10.000 krigere. På grund af det slag måtte moabitterne tjene Israel, og folket levede i fred i firs år.

  • Josvas afsked (afsnit 60)

    Josva 14-15 og 23-24
    Efter at Josva havde udryddet mange af folkeslagene i Kana’an, blev landet delt mellem de forskellige stammer. Kaleb gik til Josva og sagde: “Jeg var fyrre år gammel, da du og jeg spionerede i dette land. Vi kom tilbage med en ærlig rapport, hvorimod vore brødres rapport indgød frygt i folkets hjerter. Du husker, at Moses lovede, at vi ville arve det land, vi så den dag. Jeg er nu femogfirs år gammel, men jeg er lige så stærk i dag, som jeg var for femogfyrre år siden. Jeg kæmper stadig og gør mine daglige pligter. Giv mig nu disse bakker. Kana’anæerne bor der stadig, men jeg vil fordrive dem.”
    Josva gav ham da området omkring Hebron. Kaleb samlede sine mænd og drev kana’anæerne ud af hver by. Da han kom til en by, sagde han: “Den, der erobrer denne by, må gifte sig med min datter.”

    En mand tog udfordringen og overtog den. Så Kaleb sendte bud efter sin datter. Så snart hun ankom, sagde hun til sin kommende mand: “Bed min far om den mark. Det har en naturlig kilde med vand.”
    Hun steg af sit æsel og stod over for sin far. Han sagde: “Hvad vil du?”
    “Du gav os denne by, giv os nu også kilden med vand.” Så han gav hende, hvad hun ville have.

    Nogle år senere vidste Josva, at han var ved at dø, så han sammenkaldte hele folket. Da de var samlet, sagde han: “I har set alt, hvad Herren har gjort for dig. I har jord, hvor jeres familier kan bo, fordi han kæmpede for jer. Vær stærke og fortsæt med at adlyde Moseloven. Begynd ikke at tilbede de afguder, som folkeslagene i disse områder dyrker. Vær tro mod Herren jeres Gud. Er I ikke det, vil han tage landet fra jer.”
    Josva gennemgik derefter hele Israels historie. Han sluttede med at sige: “Gud sendte gedehamse foran jer og fordrev de mennesker, som boede i dette land. Han gav jer marker, I ikke har betalt for; huse, I ikke selv har bygget; vinmarker, I ikke selv har plantet. Vælg i dag, hvem I vil tilbede. I kan tjene de afguder, jeres fædre bøjede sig for. I kan tilbede de lokale afguder. Eller I kan tilbede og tjene Herren, som førte jer hertil med sin mægtige hånd. Hvad angår mig og min familie, vil vi tjene Herren.”
    Folket sagde: “Vi vil ikke tilbede dette lands guder. Vi vil forblive tro mod Herren vor Gud. Vi har set hans mægtige gerninger, så vi vil også tjene Herren.”
    Josva sagde: “Jeg tror ikke på jer. I vil vende ryggen til Herren, så han bliver nødt til at ødelægge jer. Hvordan kunne I gøre det, efter han har været så god mod jer?”
    Folket råbte: “Nej! Vi vil tilbede og tjene Herren.”
    Josva sagde: “I er vidner til, hvad I har sagt. Disse sten er også vidner til, hvad I har sagt. Smid alle jeres dumme afguder væk og stol fuldt ud på Herren jeres Gud.”
    Kort efter døde Josva 110 år gammel. Folket tilbad Herren al den tid, han var deres leder. De tjente også Herren al den tid folkets ældste levede. Men derefter kom en ny generation, som ikke kendte Herren. De havde ikke set, hvad han havde gjort.

  • Solen står stille (afsnit 59)

    Josva 9 – 10
    Nyheden om ødelæggelsen af Jeriko og Aj spredte sig over hele Kana’an. De fleste af byerne dannede alliancer for at beskytte sig mod Israel. Men én af byerne besluttede at gøre noget andet.
    En gruppe mænd fra byen Gibeon klædte sig i gammelt tøj og slidte sandaler. De lagde gamle sække på deres æsler, pakkede gammelt tørt brød og bar gamle vinskind.
    De gik til Josva og sagde: “Vi bor langt væk, men vi har hørt, hvad Herren jeres Gud har gjort for jer. Vores ældste sendte os på denne lange rejse. De sagde: ‘Gå hen og lav en pagt med dem.’ Se, vi tog brød direkte fra ovnen, men det er nu tørt og gammel, fordi rejsen var så lang. Vores tøj og sandaler er også blevet slidt ned.”
    Israels mænd så de ting, folkene fra Gibeon viste dem, men de søgte ikke råd hos Herren. Derfor lavede Josva en pagt med dem. Israels ældste svor, at de to folkeslag nu skulle være allierede.
    Tre dage efter indgåelsen af pagten opdagede Israels folk, at gibeonitterne faktisk boede i Kana’an tæt på. Josva sendte bud efter dem og sagde: “Hvorfor har I bedraget os?”
    De sagde: “Vi hørte, at Gud har givet jer hele dette land. Vi hørte også, at Gud bad Moses om at dræbe alle, som bor her. Vi frygtede for vores liv, så vi snød dig. Men nu må I gøre med os, hvad I mener er bedst. Vi accepterer det.”
    Josva sagde: “I skal få lov at leve, på grund af vores pagt med jer. Vi kan ikke røre jer, men fra nu af er I vores slaver. I skal hugge brænde og bære vand til os, og I skal tjene Herrens hus.”

    De andre konger i landet hørte, at folket i Gibeon havde sluttet fred med Israel. De sluttede sig sammen og marcherede mod deres by. Mændene i Gibeon sendte bud til Josva og sagde: “Vi er dine trælle. Kom hurtigt og hjælp os!”
    Så Josva marcherede med sin hær og overraskede dem, der kæmpede mod Gibeon. De forsøgte at slå tilbage, men den israelitiske hær var for stærk til dem. Herren sendte også store hagl over dem, og flere mennesker blev dræbt af hagl end af sværd.
    Josva havde brug for mere tid, så han så op mod himlen og sagde: “Sol, stå stille over Gibeon!” Herren hørte hans befaling og ærede den. Solen holdt op med at bevæge sig hen over himlen. Aldrig før eller siden har der været sådan en dag.

    Fem konger løb og gemte sig i en hule, men nogen fortalte Josva det. Han sagde: “Rul en sten over indgangen til hulen.” Han udstationerede derefter mænd for at bevogte indgangen. Da Israel havde beseglet deres sejr, førte Josva kongerne ud af hulen. Han sagde til sine befalingsmænd, at de skulle trykke deres fødder mod kongernes nakker. Han sagde: “Vær stærke og modige. Herren vil gøre dette mod alle vore fjender.” Han henrettede derefter de fem konger.
    Josua førte sin hær fra by til by, og Herren gav ham sejr, hvor end han gik.

  • Akan (afsnit 58)

    Josva 7-8
    Før Josva erobrede Jeriko, havde han givet folket en klar befaling: ” Tag ikke selv noget af det, der skal overgives til Herren, for da skal du lide døden.”
    En af de soldater, der gik ind i Jeriko den dag, var en mand ved navn Akan. Han så en pose sølvmønter, en guldbarre og en smuk kappe fra Babylon. Han tog disse ting og gemte dem inde i sit telt. Dette gjorde Herren vred.
    Efter sejren ved Jeriko sendte Josva spejdere for at udspionere en by kaldet Aj. De kom tilbage og sagde: “Der er kun få mennesker i Aj. Vi behøver ikke sende vores fulde styrke dertil, muligvis kun to eller tre tusinde mand.”
    Så Josua sendte 3.000 mand for at erobre Aj, men til deres store overraskelse vand byen over dem. De dræbte seksogtredive israelitter og jagede resten af dem væk.
    Folk var forfærdede over dette nederlag. Josva rev sit tøj i stykker. Han og de ældste bøjede sig foran Pagtens Ark med deres ansigter mod jorden.

    Josva sagde: “Herre, hvorfor førte du os over floden? Kana’anæerne kommer jo til at høre om dette nederlag. De vil omringe os og udslette os fra jorden. Hvad vil der så ske med dit store navn?”
    Herren sagde: “Rejs dig op! Israel tabte i dag, fordi der er synd i lejren. De adlød ikke min befaling og tog det, der skulle gives mig. Så længe I har de ting, vil I tabe hver kamp, fordi jeg ikke længere er sammen med dig.”

    Næste morgen samlede Josva hele folket. Hver stamme gik én for én hen til ham. Herren udvalgte Judas stamme. Alle Judas slægter gik derefter hen til ham. Herren valgte én af slægterne. Alle familierne i den slægt gik hen foran Josva. Herren udvalgte en af dem. Fra den familie blev Akan udvalgt.
    Josva sagde til ham: “Hvad har du gjort? Skjul ikke noget for mig.”
    Akan brød sammen og sagde: ”Det er sandt. Jeg syndede mod Herren. Jeg så en pose sølvmønter, en guldbarre og en smuk kappe fra Babylon. Jeg tog tingene og gemte dem i mit telt.”
    Josva sendte mænd til Akans telt for at hente de ting, han tog. Så bredte han dem ud for Herren og hele Israel. Folket samlede da alt, hvad Akan ejede: Hans sønner og døtre, hans kvæg, hans telt og de ting, han tog fra Jeriko. De kastede sten på dem indtil de døde, og brændte derefter deres lig. De lagde en bunke sten oven på deres aske.
    Herren var ikke længere vred på sit folk. Så sagde han til Josva: “Tag hele din hær og angribe Aj. Jeg har givet dem til dig. Når først I har erobret dem, kan folk beholde, hvad de finder der.”

    Josva sendte en gruppe mænd ud om natten. Han sagde: “Gå bag om byen og skjul jer.” Han gav dem nøjagtige instrukser om, hvad de skulle gøre.
    Næste morgen sendte han en trop for at bekæmpe Aj. Mændene i byen så dem komme og gik ud for at kæmpe mod dem. I kampens hede begyndte Israel at løbe væk, som de havde gjort før. Mændene fra Aj jagtede dem og forlod byen ubeskyttede.
    Da mændene var væk fra byen, kom de israelitiske soldater ud af deres skjul og gik ind i Aj og satte ild til den. Mændene fra Aj vendte sig om og så deres by i brand. De indså, at de nu befandt sig mellem to dele af den israelitiske hær. De forsøgte at flygte, men kunne ikke. Alle blev dræbt i slaget.
    Folket fik lov til at beholde alt, hvad de fandt i byen, inklusive husdyrene. Så ødelagde de byen.
    Efter alt dette ofrede folket til Herren. Derefter læste Josva hele loven op for hele folket, inklusive mændene, kvinderne og børnene.

    https://vimeo.com/168777174

  • Jeriko erobres (afsnit 57)

    Josva 5,13-6,27
    Mens folket stadig var i Gilgal, så Josva en mand stå i nærheden med et sværd i hånden. Josva gik hen til ham og spurgte: “Er du for os eller for vores fjender?”
    Manden sagde: “Jeg er kaptajn for Herrens hær. Jeg er lige ankommet.”
    Josva bøjede sig og tilbad ham. Kaptajnen sagde: “Tag dine sko af, fordi du er på hellig grund.”
    Herren sagde til Josva: “Jeg har givet dig Jeriko, dets konge og dets hær.” Han gav derefter nøjagtige ordrer om, hvordan Jeriko skulle erobres.

    Da dagen kom, arrangerede Josva folket. Hæren gik forrest, og bag dem kom syv præster, som skulle blæse i vædderhorn. Pagtens Ark blev båret bag dem. Resten af hæren fulgte efter bag Arken. Josva sagde til folket: “Sig ikke et ord, mens I marcherer rundt om byen.”
    Mens de marcherede rundt, blæste præsterne i hornene, men folket tav. Da de havde været rundt om byen, vendte de tilbage til deres lejr og overnattede. De gjorde det samme den anden dag og den tredje. De gentog denne march rundt om byen i seks dage.

    Tidligt den syvende dag bad Josva folket følge den samme procedure, bortset fra at de på denne dag skulle gå rundt om byen syv gange. Han sagde: “Efter at vi har marcheret rundt syv gange, skal I råbe alt, hvad I kan. Herren vil derefter overgive byen til jer. Alle mennesker og dyr i byen skal dø, undtagen Rahab og hendes familie. I skal brænde alt, undtagen guld, sølv og ting lavet af bronze og jern. Disse skal overgives til Herren. Tag ikke selv noget af det, der skal overgives til Herren, for da skal du lide døden.”

    Folket marcherede nu rundt om byen syv gange, mens præsterne blæste i hornene. Efter den syvende gang standsede hele optoget.
    Præsterne blæstee i hornene endnu en gang, og Josva råbte: “Skrig alt I kan!” Folket skreg, og byens mure faldt sammen. Israels hær marcherede lige ind i byen og ødelagde den. De to spioner, som Rahab havde beskyttet, gik straks til hendes hus. De førte hende og hendes familie ud af byen i live. Alle andre i byen blev dræbt, og alt blev brændt, undtagen guld, sølv og ting lavet af bronze og jern.
    Josva udråbte derefter en forbandelse over byen Jeriko. Han sagde: “Enhver, der genopbygger denne by, vil miste både sin førstefødte søn og sin yngste søn.”

    Herren var med Josva, og hans ry spredte sig over hele landet.

    Rahab og hendes familie blev anbragt et sikkert sted uden for Israels lejr. Til sidst giftede hun sig med en israelit fra Judas stamme. Med tiden fik de en søn ved navn Boaz.

  • Over Jordanfloden (afsnit 56)

    Josva 3 – 5,12
    Om morgenen sagde Gud til Josva: “I dag vil jeg ophøje dig i folkets øjne – så de ser, at jeg er med dig, ligesom jeg var med Moses.”
    Josva sagde til præsterne: “Tag Pagtens Ark og gå til Jordanfloden.” Præsterne tog nu Arken og bar den til floden. Da de kom til vandkanten, blev de ved, indtil vandet dækkede deres fødder.
    Pludselig standsede vandet! En mur af vand løfte sig højt op. Da præsterne så dette, gik de til midten af flodlejet og stod på tør grund. Så begyndte folk at bevæge sig over floden.

    Da sagde Josva til de tolv mænd, som Israel havde udvalgt: “Hver af jer skal tage en stor sten fra det sted, hvor præsterne nu står. Læg stenene på jeres skuldre og bær den over til den anden flodbred.”
    Josva tog derefter yderligere tolv sten og byggede et alter midt i floden, ved siden af hvor præsterne stod.
    Folket så på Josva, og han var ophøjet i deres øjne. De vidste, at Gud var med ham, ligesom han havde været med Moses.
    Da de alle var gået over floden, sagde Josva til præsterne: “Kom nu herover også!” Så snart præsterne var ved flodbredden, styrtede muren af vand sammen.

    Josva førte folket til et sted, der hedder Gilgal, hvor de slog lejr. Så bad han dem bruge de tolv sten til at bygge et mindesmærke. Han sagde: “Fremover vil børn se dette mindesmærke og spørge deres forældre om hvad det betyder. Så kan forældrene fortælle om denne dag, hvor Gud stoppede Jordanfloden, så hans folk kunne komme tørskoede over. Alle jordens folkeslag skal vide, at Guds hånd, hele jordens Herre, er mægtig.”
    Befolkningen i Kana’an hørte, hvordan Gud stoppede Jordanfloden, så Israels folk kunne komme over, og rædslen spredte sig blandt indbyggerne i alle landets byer.
    Josua fortalte nu til alle Israels mænd, at de skulle omskæres. Det var ikke blevet gjort i alle de 40 år, folk havde været i ørkenen.
    Kort efter dette fejrede folket påske. Allerede næste dag holdt mannaen op med at dukke op, og den kom aldrig tilbage. Fra den dag af skulle folket spise maden fra Kana’ans land.