vokse

Forfatter / underviser: Carsten Riis Jensen

  • Det Røde Hav (afsnit 40)

    2 Mosebog 13,17 – 15,21 Gud førte israelitterne ud af Egypten i form af noget, der lignede en søjle af ild. Om dagen blev ildsøjlen i stedet til en søjle af røg. Gud førte dem ikke direkte til Kana’an ad den mest direkte vej, men ud i ørkenen mod Det Røde Hav. Han bad Moses lade folket slå lejr på et bestemt sted ved havets bred. Han sagde: “Jeg vil gøre Farao stædig en gang til, og han vil jagte jer. Derefter skal egypterne vide, at jeg er Herren.” Farao så, at hebræerne var gået til Det Røde Hav, og at ikke kunne slippe væk derfra. Han sagde til sine tjenere: “Hvorfor lod vi vores trælle gå? De burde være her og tjene os.” Så han tog sin hær og jagtede dem. Israels folk så dette og råbte ad Moses: “Hvorfor har du bragt os hertil for at dø? Hvis vi stadig tjente egypterne, ville de lade os leve. Men nu, på grund af dig, er vi ved at dø.” Moses sagde til folket: “Vær ikke bange! Se, hvad Gud agter at gøre. Han vil kæmpe jeres kamp for jer.” Gud sagde til Moses: “Løft din hyrdestav op i luften, og peg ud over havet. Israels folk vil nu gå over på den anden side af havet, tørskoede.” Røgsøjlen, som normalt var foran folket, flyttede sig nu bag ved dem, imellem dem og egypterne. Her forblev den resten af dagen og ud på natten. Moses rakte nu hånden ud mod havet. Da han gjorde det, lod Gud en voldsom storm feje vandet tilbage, så det dannede en mur på højre og venstre side. Dernæst blæste vinden på stien mellem de to mure resten dagen og ud på natten – indtil jorden blev tør. Da det blev nat, befalede Gud, at folket skulle gå over på den anden side ved at bruge stien imellem murene af vand. Folk bevægede sig over havet hele natten. Da de var kommet over, tillod Gud ægypterne at de også kunne bevæge sig på stien. Men da de var midt i havet, fik Gud dem til at blive totalt forvirrede, og deres vognhjul begyndte at knække. Pludselig så den egyptiske hær alvoren i deres situation. De råbte: “Løb! Herren kæmper for israelitterne!” De vendte sig om og forsøgte at løbe tilbage. Gud sagde til Moses: “Ræk din hånd ud over vandet.” Så rakte Moses hånden ud mod havet, netop da solen var ved at stå op. Da væltede murene af vand sammen og dækkede den egyptiske hær. Ikke én af dem overlevede! Da tilbad folket Herren med sang. De havde set Guds kraft og troet på ham, og de troede på hans tjener Moses.
    https://vimeo.com/664946643/0e882621ba

  • Moses og tornebusken (afsnit 35)

    2 Mosebog 3 – 4,18
    Efter Moses giftede sig med Sippora, blev han hyrde for sin svigerfar, Jetro. Fyrre år senere, da Moses var 80 år gammel, ledte han sin flok nær et bestemt bjerg.
    Pludselig, i det fjerne, så han, at en busk brændte uden at blive fortæret af flammerne. Han gik tættere på, så han bedre kunne se det. Da han var nær, kaldte Gud på ham: “Moses, Moses.”
    Han svarede: “Ja, jeg er her.”
    “Kom ikke nærmere. Tag dine sko af. Du står på hellig grund.”
    Da Moses tog sine sandaler af, sagde Herren: “Jeg er dine fædres Gud – Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.” Moses dækkede sit ansigt, fordi han var bange for at se på Gud.
    “Mit folk lider i Egyptens land. Det er tid til at fri dem fra deres slaveri. Jeg har udvalgt dig til at føre dem tilbage til Kana’ans land. Tag derfor tilbage til Egypten og tal med Farao.”
    “Åh nej, Herre, ikke mig! Jeg er ikke den rigtige til at føre israelitterne ud af Egypten. Jeg er ikke i stand til at tale med Farao.”
    Gud var tålmodig med Moses: “Jeg vil være sammen med dig. Når du tænker på dette bjerg, vil du huske, at jeg sendte dig. Tag til Egypten og bring mit folk tilbage hertil for at tilbede.”
    Moses sagde: “Men hvis jeg står foran folket og siger: Jeres fædres Gud har sendt mig til jer’, så vil de sige: ‘Hvilken Gud? Hvad hedder han?’ Hvad skal jeg fortælle dem?”
    Gud svarede ham: “Jeg er den, jeg er! Fortæl dem ‘JEG ER’ sendte dig til dem. Jeg er Abrahams Gud. Jeg er Isaks Gud. Jeg er Jakobs Gud. Folket vil lytte til dig, men Farao vil ikke. Derfor vil jeg slå ham hårdt. Når jeg er færdig, vil han endelig lade mine folk gå.” Moses tøvede stadig. Så sagde Gud til ham:
    “Hvad har du i din hånd?”
    “Det er en hyrdestav.”
    “Smid den på jorden.”
    Han smed den på jorden, og den blev forvandlet til en slange! Moses sprang tilbage i frygt. Så sagde Gud: “Ræk ud og tag slangen op i halen.” Moses tog fat i halen, og med det samme blev slangen igen en hyrdestav.
    Gud sagde: “Stik din hånd ind i din skjorte.” Det gjorde Moses, og da han trak den ud, var den dækket af spedalskhed. “Stik hånden ind igen.” Det gjorde han, og da han trak den ud, var spedalskheden væk.
    Gud sagde: “Vis folket disse tegn, og de vil tro dig.”
    ”Men, Herre, jeg har aldrig været i stand til at tale godt. Jeg har et taleproblem.”
    “Moses, hvem har skabt din mund? Jeg er den, der får en person til at være døv, stum, blind eller seende! Gå og gør som jeg siger. Jeg vil hjælpe dig med at tale og lære dig, hvad du skal sige.”
    Moses bøjede hovedet. “Herre, jeg vil bare ikke gå. Send venligst en anden.”
    Da blev Herren vred. “Din bror Aron kommer for at møde dig. Han kan tale. Tag ham og tag til Egypten!”
    Så gik Moses til Jetro og bad om tilladelse til at vende tilbage til Egypten.

  • En kone til Moses (afsnit 34)

    2 Mosebog 2,11-22
    Faraos datter opdrog Moses, som om han var hendes egen søn. Da han blev voksen, gik han ud til sit folk og så, hvordan de blev misbrugt som slaver.
    Pludselig så han en egypter slå en af dem. Moses så sig omkring for at se, om der var nogen, der så på. Han slog derefter egypteren og dræbte ham. Han gemte hurtigt liget i sandet.
    Næste dag gik han ud igen, men denne gang så han to hebræere kæmpe. Han standsede dem og sagde: “I har problemer nok i forvejen. Hvorfor slås I mod hinanden?”
    De råbte til Moses: “Hvem har gjort dig til vores leder? Du er ikke vores dommer! Planlægger du at dræbe os, ligesom du dræbte egypteren i går?”
    Moses var chokeret! Han indså nu, at hans forbrydelse ikke var en hemmelighed. Snart fandt Farao ud af det og sendte mænd for at dræbe Moses. Han stak af og slap væk fra området med livet i behold.

    Han endte ude i ørkenen, på et sted, der hedder Midjan. Der satte han sig ved en brønd. Kort efter kom syv kvinder hen til brønden for at hente vand til deres får. De var døtre af Jetro, præsten i Midjan.
    Imens de stod ved brønden, dukkede nogle hyrder op og forsøgte at jage kvinderne væk. Moses trådte til og forsvarede dem. Efter kampen hjalp han kvinderne med at trække vandet til deres får.
    Da de kom hjem, var Jetro overrasket over, at hans døtre var tilbage så hurtigt. De sagde: “En egypter beskyttede os mod hyrderne, og han hjalp endda med at trække vand til flokken.”
    “Så hvor er han? Efterlod I ham ved brønden? Hent ham og inviter ham til at komme og spise hos os.”
    Moses blev hos Jetro og hans familie og giftede sig senere med en af hans døtre, en kvinde ved navn Sippora. Sammen fik de to sønner.

  • Moses bliver født (afsnit 33)

    Anden Mosebog 1 – 2,10
    Jakobs efterkommere blev kaldt hebræere eller israelitter. I årenes løb steg deres antal i Egypten markant.
    De blev behandlet godt, men kun indtil en ny Farao kom til magten. Han kendte ikke til Josefs historie og mente, at han var nødt til at gøre noget med disse hebræere, nu hvor de var blevet så mange og så magtfulde.
    Hans første plan var at gøre dem til slaver og tvinge dem til at lave mursten og bygge byer. De blev dog stadigt flere, og derfor øgede egypternes deres arbejdsbyrde og slog dem. Trods dette fortsatte den hebraiske befolkning med at vokse. Farao tænkte på en idé til, hvordan man kunne stoppe det. Han sagde til jordemødrene: “Når I hjælper en israelitisk kvinde med at føde et barn, så dræb alle de små drenge, så snart de er født. Det er kun de små piger, der må leve.”
    Jordemødrene adlød ikke Farao. I stedet frygtede de Gud og lod drengene leve lige så godt som pigerne. De fortalte Farao: “De hebraiske kvinder er meget stærkere end egyptiske kvinder. De føder deres egne børn, før vi når hen til dem.” Gud velsignede disse kvinder, fordi de nægtede at dræbe børnene.

    Den israelitiske befolkning fortsatte med at vokse i antal, så Farao udstedte en ny lov: ”Alle hebraiske drengebørn skal kastes i Nilen.”
    Det var på dette tidspunkt en dreng blev født i en hebraisk familie. Hans mor gemte ham i tre måneder, men det blev sværere for hver uge, der gik. Til sidst indså hun, at hun var nødt til at gøre noget andet. Hun flettede en vandtæt kurv, puttede barnet i og placerede det i Nilen blandt sivene ved bredden. Drengens søster hed Mirjam. Hun gemte sig i nærheden for at se, hvad der ville ske med hendes bror.
    Faraos datter gik ned til floden for at tage et bad. Hun så kurven flyde mellem sivene og sendte sine tjenere for at hente den. Da hun åbnede kurven, begyndte barnet at græde, og hun havde ondt af det. Hun sagde: “Det må være et af de hebraiske børn.”
    Mirjam kom frem fra sit gemmested og sagde: “Skal jeg finde en hebraisk mor, som kan amme babyen?”
    “Ja, tak. Find en ammende mor.” Så pigen hentede sin egen mor – babyens mor. Faraos datter sagde til hende: “Am dette barn for mig, så skal jeg betale dig.”
    Da drengen var gammel nok, blev han ført tilbage til Faraos datter, og drengen blev hendes søn. Hun kaldte ham Moses.

  • Israel i Egypten (afsnit 32)

    Første Mosebog 45,17 – 50,21
    Farao sagde til Josef: “Sig til dine brødre, at de skal vende tilbage til Kana’an og hente din far. De burde bringe ham og familien hertil. De kan tage vogne her fra Egypten, så deres koner og børn kan rejse komfortabelt. Vær ikke bekymret for deres ejendele, for jeg vil give dem det bedste af Egypten.”
    Da brødrene kom tilbage til Kana’an, blev deres far forbløffet, da de fortalte ham alt, hvad der skete! Først troede han ikke på, at Josef faktisk var i live. Men til sidst blev han glad, da han lyttede til historierne om Josef og alt, hvad han havde gjort.

    Hele Jakobs familie begyndte nu rejsen til Egypten. Undervejs stoppede han op og ofrede til Gud. Den nat viste Gud sig for ham i et syn. Han sagde: “Jeg er Herren, din fars Gud. Vær ikke bange for at tage til Egypten. Jeg vil gå med dig og gøre dig til et stort folk. Med tiden vil jeg bringe dem tilbage til dette land.”
    Til sidst ankom Jakob, hans børn og alle deres børn i Egypten. Farao sørgede for alt, hvad de havde brug for på grund af Josef. De fik den bedste jord til deres familier og besætninger.

    Jakob levede sytten år mere. Da han var ved at dø, kaldte han Josef til sig: “Dine to sønner er nu mine. Manasse og Efraim er mine sønner lige så meget som Ruben og Simeon er mine. De skal have en del af min arv og regnes som Israels sønner.”
    Josef førte sine sønner hen til sin far for at modtage velsignelsen. Han placerede Manasse ved Jakobs højre hånd, fordi han var den ældste. Men Jakob rakte ud og lagde sin højre hånd på Efraim. Josef forsøgte at rette op på dette ved at flytte sin fars hånd og sagde: “Far, Manasse er den ældste og skal modtage din højre hånds velsignelse.”
    Jakob sagde: “Søn, jeg ved, hvad jeg laver. Ja, Manasse vil blive far til en stor stamme, men Efraims efterkommere vil blive større.”
    Jakob kaldte da alle sine sønner ind og gav hver enkelt en velsignelse. Han sagde, at Juda skulle være den kongelige stamme, og løftet ville fortsætte i hans slægt.
    Da Jakob døde, førte en stor skare hans lig tilbage til Kana’an. Han blev begravet i samme hule som Abraham og Sara, Isak og Rebekka og hans kone Lea.

    Efter Jakobs død blev Josefs brødre bange. De sagde: “Josef har kun været venlig mod os på grund af vores far. Nu vil han huske, hvordan vi misbrugte ham, og så vil han sikkert hævne sig.”
    De sendte derfor en besked til Josef: “Din far bad dig om at tilgive os for den store synd, vi har begået mod dig. Tilgiv os derfor.”
    Josef brød sammen og græd, da han hørte dette. Så kom brødrene hen og sagde til ham: “Vi er dine trælle.” Josef sagde: “Vær ikke bange for mig. I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier.”
    Josef talte trøstende ord til sine brødre. Han forsikrede dem om sin kærlighed og omsorg.

  • Abrahams kald (afsnit 7)

    Første Mosebog 12
    Der var en mand ved navn Tera, som boede i området Ur. Han havde tre sønner, og en af dem var Abram. Abram var gift med sin halvsøster Saraj, men de havde ingen børn. Terah tog Abram, Saraj og hans barnebarn Lot (som var forældreløs) og flyttede nordpå til et sted, der hedder Haran. De blev der, indtil Terah døde.
    Da Abram var femoghalvfjerds år gammel, sagde Gud Herren: “Abram, jeg vil have, at du skal forlade din familie og dit land og tager til et sted, jeg har udvalgt til dig. Jeg vil gøre dig til en nation, og dit navn vil blive stort. Jeg vil velsigne dig, og jeg vil også velsigne alle andre, der velsigner dig. Og jeg vil forbande enhver, der forbander dig. Alle jordens slægter vil blive velsignet på grund af dig.”
    Så Abram tog sin kone Saraj og sin nevø Lot og forlod Haran. Da de kom til et sted, der hedder Kana’an, sagde Gud: “Jeg giver dette land til dig og dine børn.” Abram troede på Gud, selv om han ikke havde nogen børn. Han vidste, at Gud ville holde sit løfte. Så byggede han et alter og tilbad Herren.

    Nogen tid senere ramte en alvorlig hungersnød landet. Abram tog da alt, han havde, og rejste til Egypten. Han sagde til Saraj: “Ægypterne vil se, at du er en smuk kvinde. De slår mig ihjel for at få fat i dig. Så fortæl dem, at du er min søster.”
    Han havde ret. Ægypterne så, at Saraj var smuk. Da Farao fandt ud af, at hun ikke var gift, tog han hende med ind i sit hus. Han behandlede Abram godt og troede, at han var Sarajs bror.

    Abram blev rig i Egypten. Hans rigdom omfattede får, kvæg, æsler, kameler og tjenere.
    Gud var vred på Farao, fordi han havde Saraj i sit hus. Plager ramte hans familie, og alle blev alvorligt syge. Til sidst sagde Farao til Abram: “Hvorfor gjorde du dette mod mig? Du sagde hun var din søster. Nu finder jeg ud af, at hun er din kone! Tag hende og kom væk herfra!”
    Så tog Abram Saraj og Lot og tog tilbage til Kana’an. De slog sig ned i nærheden af et sted kaldet Betel. Der tilbad han Herren.

  • Melkisedek – (afsnit 8)

    Første Mosebog 13-15

    Både Abram og Lot var velstående. Snart begyndte deres hyrder at skændes om græsningsrettigheder. Abram sagde: “Vi burde ikke slås. Vi er trods alt familie. Der er masser af jord her. Du vælger. Du går den ene vej, og jeg går den anden.”
    Lot vidste, hvilken retning han ville gå. Jordandalen havde masser af vand, og det mindede ham om Egypten. Han sagde ofte til sig selv: “Det er ligesom Herrens have.” Så han valgte hele Jordandalen. Han slog sit telt op i nærheden af Sodoma, selv om mændene der var ekstremt ugudelige.
    Så sagde Herren til Abram: “Se mod nord og mod syd. Se mod øst og vest. Jeg giver det hele til dig og dine efterkommere. Rejs dig! Gå over hele dette land. Det er dit.”
    Nogen tid senere gik en alliance af fire byriger i krig mod fem byer omkring Sodoma. Alliancen vandt slaget og tog alle deres ejendele, mad og mange af folket, inklusive Lot. Da Abram hørte om dette, tog han sine 318 trænede tjenere og jagtede alliancen. Han angreb dem i løbet af natten og besejrede dem. Så tog han Lot, hele folket og deres ejendele tilbage til Sodoma.

    Abram mødte Melkisedek, da han kom dertil. Melkisedek var kongen af Salem, men han var også en præst for den Højeste Gud. Han sagde: “Abram er velsignet af den Højeste Gud, som skabte himlen og jorden. Pris den Højeste Gud, for det er ham, der har givet dig sejren over dine fjender.”
    Abram gav Melkisedek en tiendedel af alt.

    Kongen af Sodoma sagde til Abram. “Giv mig folket, og du beholder alle ejendele.”
    Abram sagde: “Nej, jeg tager ikke noget af det. Jeg giver det hele tilbage til dig, undtagen hvad tjenerne spiste under kampen. Jeg vil aldrig have, at du siger: ‘Jeg har gjort Abram rig.’
    Dermed gik Abram og hans tjenere hjem. Kort efter kom Herren til ham i et syn og sagde: “Jeg er dit skjold og din belønning.”
    Abram svarede: “Herre, jeg har stadig ikke en søn, men jeg har en tjener, der er som en søn for mig. Lad ham arve dine løfter til mig.”
    “Nej! Du skal få en søn, og han bliver din arving. Abram, se på stjernerne på himlen. Dine efterkommere vil være lige så svære at tælle som disse stjerner.” Dette virkede umuligt for Abram, men han troede på det.

  • Gud som ser mig (afsnit 9)

    Første Mosebog 16
    Efter at Abram havde boet i Kana’an i ti år, blev Saraj bekymret over, at hun endnu ikke havde fået det barn, som Herren lovede. Hun sagde til sin mand: “Jeg har en løsning på dette problem. Gå i seng med min slave Hagar. Når hun føder et barn, vil det være det samme, som hvis jeg fik barnet.
    Abram var enig og gjorde, som hun sagde. Men så snart Hagar blev gravid, begyndte hun at opføre sig, som om hun var bedre end Saraj.
    Det gjorde Saraj vred. Hun sagde til Abram: “Det er dig, der har skabt disse problemer! Du gjorde min slave gravid, og nu tror hun, hun er bedre end mig.”
    Abram sagde: “Hun er din slave. Gør hvad du vil med hende.”
    Så Saraj begyndte at slå Hagar og ydmyge hende. Til sidst løb slaven væk. Hun kom til en kilde med vand og faldt sammen ved siden af den.

    Herrens engel sagde til hende: “Hagar, hvor skal du hen?”
    “Jeg flygter fra Saraj, min herskerinde.”
    ”Gud har hørt dit skrig. Gå tilbage og underkast dig Saraj, selvom hun slår dig. Du får en søn, og du skal kalde ham Ismael. Han vil blive en stor kriger som hele tiden er på kant med alle. Jeg vil give dig så mange efterkommere at du ikke kan tælle dem.”
    Hagar blev forbløffet og sagde: “Jeg har set den Gud, som ser mig. Så hun gav kilden navnet “Den levende Guds brønd, som ser mig.”
    Hun gik så tilbage og underkastede sig Saraj. Abram var seksogfirs år gammel, da Hagar fødte sin søn. Han kaldte barnet Ismael, hvilket betyder “Gud hører”.

  • Løftet om Isak (afsnit 10)

    Første Mosebog 17 – 18,15

    Da Abram var nioghalvfems år gammel, sagde Herren til ham: “Du skal blive far til mange nationer, og nogle af dine efterkommere skal blive konger! Derfor ændrer jeg dit navn til Abraham, som betyder ‘mange nationers fader’. Jeg vil være med dig, og jeg vil give dette land til dig og dine efterkommere. Som et tegn på disse løfter skal du omskære alle af hankøn blandt jer.”

    Så sagde Herren til ham: “Fra nu af skal din hustru hedde Sara. Jeg vil velsigne hende, og hun vil føde dig en søn.”
    Abraham lo og sagde: “Hvordan er det muligt for en mand på hundrede år og en kvinde på halvfems år at få et barn? Måske kunne Ismael arve alle dine løfter til mig.”
    Gud sagde: “Nej, Sara vil få en søn, og du skal give ham navnet Isak. Jeg vil give mine løfter til ham og hans efterkommere, og jeg vil være deres Gud. Og hele jorden vil blive velsignet på grund af dem. Men jeg vil også velsigne Ismael. Jeg vil også gøre ham til en stor nation. Tolv stammer vil nedstamme fra ham.”
    Nogen tid senere sad Abraham ved døren til sit telt. Pludselig lagde han mærke til tre mænd, der stod i nærheden, og indså, at en af dem var Herren. Han skyndte sig hen til dem og sagde: “Herrer, kom og sæt dig under dette træ. Jeg giver dig vand, så du kan vaske dine fødder. Så kan du hvile, mens jeg forbereder et måltid. Når du har spist, kan du fortsætte din vandring.”
    De sagde: “Godt, vi bliver et stykke tid.” Abraham skyndte sig ind i teltet og bad Sara bage brød til gæsterne. Så gik han ud på marken og udvalgte en kalv og gav den til sine tjenere, så de kunne tilberede et måltid. Så snart maden var klar, serverede Abraham den for sine gæster og stod derefter og så dem spise.

    Mens de spiste, sagde Herren til Abraham: “Hvor er din kone Sara?”
    “Hun er i teltet.”
    Herren sagde: »Jeg kommer tilbage om cirka et år. På det tidspunkt har Sara født en søn.”
    Sarah lyttede til dem inde fra teltet. Hun var halvfems år gammel, så hun grinede inde i sig selv, da hun hørte, at hun skulle føde en søn. Hun sagde: “Det er umuligt. Jeg er for gammel til at føde et barn.”
    Herren spurgte Abraham: “Hvorfor lo Sara? Er noget for svært for Herren? Jeg VIL komme tilbage, og hun VIL have født et barn!”
    Da Sara hørte det, løb hun ud og sagde: “Herre, jeg lo ikke!”
    “Jo, du gjorde!”
    Snart fandt Sara ud af, at hun ventede et barn.

  • Skabelsen (afsnit 1)

    1 Mosebog 1

    I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var livløs, tom og mørk. Så bevægede Guds Ånd sig hen over tomheden. Han sagde: “Lad der blive lys.” Pludselig skinnede lys rundt om hele jordens sfære! Gud så på lyset og så, at det var godt.
    Så skilte han lyset fra mørket. Han kaldte lyset “dag”, og mørket kaldte han “nat”. Så med dagen og natten var det den første dag.

    På den anden dag så Gud på vandet og sagde: “Bliv delt!”
    Straks begyndte vandet at skilles. Nogle blev oppe og resten blev nede. Gud så på vandet der var oppe, og han så på vandet der var nede. Så kiggede han på mellemrummet imellem de to og sagde: “Jeg kalder dig himmel.”

    På den tredje dag fokuserede Gud på vandet, der var under himlen. Han sagde: “Bliv samlet i have, floder og søer. Lad tørt land dukke op.” Pludselig dukkede landjord op af vandet. Floder af vand flød afsted og adskilte bjergene og skabte dale. Der var nu søer og have overalt. Gud så på landjorden og på havene og så, at det var godt.
    Så sagde han til landet: “Frembring vegetation! Græsarter, grøntsager, urter og træer. De skal alle have frø, så livet kan fortsætte.” Straks begyndte planter at vokse over hele jorden. Der var græs, blomster og grøntsager. Der var træer af mange forskellige slags. Nogle ville blive høje, mens andre ville forblive tæt på jorden. Nogle af træerne ville producere forskellige slags frugter. Al denne vegetation voksede fra denne dag og de havde alle frø, så livet kunne fortsætte. Gud så, at det var godt.

    På den fjerde dag så Gud ind i himlen og sagde: “Lad der være lys – et større lys til at herske over dagen og et mindre lys til at herske over natten. De skal dele dagen og natten og være til tegn og årstider, dage og år.”
    Straks begyndte solen at bevæge sig hen over himlen og gav lys og varme til jorden. Månen og stjernerne fyldte natten med pragt og glans. Gud så på solen, månen og stjernerne og så, at det var godt.

    På den femte dag så Gud på himlen og vandet under den. Han sagde: “Frembring liv! Lad der være fugle på himlen og fisk og havdyr i vandet.”
    Straks begyndte havdyr at bevæge sig i havene, søerne og floderne. Nogle var store og andre var meget små. Der var fisk i alle forskellige størrelser, former og farver. Fugle dukkede op på himlen. Nogle fløj højt i luften, mens andre holdt sig tæt på jorden. De havde forskellige former, farver og lyde.
    Gud så på havdyrene, fiskene og fuglene og så, at det var godt. Han velsignede dem og bad dem om at formere sig og fylde havene og himlen.

    På den sjette dag sagde Gud til jorden: “Frembring levende væsener. Lad der være vilde dyr og andre, der kan tæmmes.” Straks rejste dyr sig op fra jorden og begyndte at bevæge sig. Nogle var enorme, og andre var meget små. Gud så på dem og så, at det var godt.
    Så sagde Gud: “Lad os skabe mennesker. De skal være ligesom os, for at de kan herske over dyrene.”
    Så Gud skabte en mand og en kvinde, og han velsignede dem og bad dem om at formere sig og fylde jorden med mennesker. Han bad dem om at herske over det skabte. Han gav dem derefter frugt, korn, grøntsager og grønne planter at spise.
    Dernæst så Gud på alt, hvad han havde lavet, og han så, at det hele var meget godt!

    Gud hvilede på den syvende dag. Derfor velsignede han den og gjorde den særlig.
    Sådan skabte Gud himlen og jorden.