vokse

Forfatter / underviser: Carsten Riis Jensen

  • Syndefaldet (afsnit 3)

    Første Mosebog 3
    Gud skabte Adam og Eva og sørgede for alt, hvad de havde brug for i Edens Have. Ligesom dyrene havde de ikke brug for tøj, men alligevel skammede de sig ikke.

    Slangen var det mest udspekulerede af alle dyrene. En dag sagde han til Eva: “Er det sandt, at Gud ikke vil lade dig spise af alle træerne i haven?”
    “Åh, vi kan spise af alle træerne. Altså bortset fra det i midten. Gud sagde, at vi ikke må spise den frugt… eller endda røre ved den. Han siger, at hvis vi gør det, dør vi.”
    “Det er ikke sandt! Du dør ikke. Gud fortalte dig det kun fordi han ved, at hvis du spiser den frugt, vil du blive som ham og kan kende både godt og ondt.”

    Kvinden så på frugten. Den så lækker ud. Hun tænkte: “Hvis jeg spiser denne frugt, vil den gøre mig klog.” Så hun tog frugten og spiste den. Hun gav også til Adam, og han spiste. Pludselig indså de, at de var nøgne. Så de syede figenblade sammen for at dække sig.

    Da aftenen nærmede sig, hørte de Gud gå i haven. De indså, at de nu var bange for Gud, så de gemte sig blandt træerne.
    “Adam, hvor er du?”
    Adam vidste, at han var nødt til at svare. Han sagde: “Herre, jeg hørte dig gå i haven, og jeg var bange, fordi jeg var nøgen. Så jeg gemte mig.”
    “Hvem fortalte dig, at du var nøgen? Har du spist af det træ, som jeg sagde, at du ikke skulle spise af?”
    “Det var kvinden, du gav mig. Hun gav mig frugten, og … ja, jeg spiste den.”

    Gud vendte sig til Eva: “Hvorfor gjorde du det?”
    “Slangen! Slangen lavede en fælde og fik mig til at spise frugten!”
    Gud vendte sig mod slangen og sagde: “Fordi du har gjort dette, er du forbandet mere end alle dyrene. Fra nu af skal du bevæge dig rundt på din mave. Der vil være fjendtlighed mellem dig og kvinden, og der vil være en kamp mellem dit afkom og hendes. Han vil knuse dit hoved, mens du kun får såret hans hæl.”

    Gud henvender sig dernæst til kvinden: “Det vil nu være forbundet med stor smerte at føde børn. Du vil ønske at kunne herske over din mand, men fra nu af skal mænd herske over dig.”

    Gud sagde til Adam: “Jeg gjorde det meget klart, at du ikke måtte spise af dette træ. Fordi du har været ulydig, er jorden forbandet. Fra nu af skal du arbejde for din mad, og jorden vil kæmpe imod dig. Der vil spire både torne og ukrudt. Dit liv skal være præget af hårdt arbejde, indtil du vender tilbage til den jord, du kom fra.”
    Gud klædte manden og hans kone i tøj lavet af dyreskind. Så sendte han dem ud af haven, hvor de bearbejdede jorden til deres mad.

    Gud sagde: “Folk kender nu både det onde og det gode. De vil prøve at komme til Livets Træ, så de kan leve for evigt.” Derfor satte Gud en himmelsk vagt uden for haven. Fra den dag af blev mennesker adskilt fra Livets Træ.

  • Kain og Abel (afsnit 4)

    Første Mosebog 4

    Adam og Eva fik en søn og kaldte ham Kain.
    Med tiden fik de endnu en søn ved navn Abel.
    Abel blev hyrde. Kain blev landmand og dyrkede jorden.

    En dag, da det var tid til at bringe et offer til Herren, besluttede Kain at bringe frugt og grøntsager i stedet for et lam. Abel bragte også et offer, men det var det bedste lam fra hans hjord. Herren var glad for Abels offer, men han var ikke tilfreds med Kains.
    Kain blev vred, da han så, at Gud ikke tog imod hans offer. Han begyndte at græde. Gud sagde: “Kain, hvorfor er du vred? Hvis du blot gør det rigtige, bliver du accepteret og glad. Men hvis du ikke gør det, venter synden på dig. Den ligger og venter på at kaste sig over dig og blive din herre. I stedet skal du tage kontrol over det!”

    Et par dage senere talte Kain og Abel ude på en mark. Kain vendte sig om og angreb sin bror og dræbte ham.
    Senere samme dag spurgte Gud: “Kain, hvor er din bror?”
    “Det ved jeg ikke! Skal jeg holde øje med ham hele tiden?”
    “Åh Kain, hvad har du gjort? Hør! Din brors blod skrigerr til mig fra jorden. Du har elsket denne jord, men fra nu af er den forbandet, fordi den indeholder din brors blod. Du skal fortsætte med at bearbejde landjorden, men den vil ikke længere give dig sit bedste. Du vil blive en rastløs vandrer.”
    Kain faldt ned og råbte. “Åh Gud, din straf er for streng! Du tager mit land og din tilstedeværelse fra mig! Jeg ender formålsløs og adskilt fra alle andre. Til sidst vil de jage mig og dræbe mig.”

    Derfor satte Gud nu et mærke på Kain og sagde: “Enhver, der dræber Kain, vil lide syv gange for det!”
    Dermed gik Kain bort fra Herrens nærhed.

  • Noas ark (afsnit 5)

    Første Mosebog 6 – 9,17

    Efter syndefaldet og det første mord fortsatte ondskaben blandt menneskene. Det gik ned ad bakke og der var ekstrem ondskab overalt. Gud vidste, at han var nødt til at ødelægge de mennesker, han skabte.
    Men der var én mand, ved navn Noa, som troede på og adlød Gud. Gud sagde til ham: “Jeg vil ødelægge hele jorden med en oversvømmelse, fordi menneskene er onde. Derfor indgår jeg nu en aftale, en pagt, med dig om at bevare livet på jorden. Byg en ark. Jeg vil give dig de nøjagtige dimensioner. Når du er færdig, vil en oversvømmelse dræbe alle mennesker og dyr på jorden. Du og din familie vil blive reddet, inklusiv de dyr, du tager med dig.”
    Gud gav ham byggevejledninger, og Noa gjorde præcis som Gud sagde. Han og hans tre sønner byggede arken. Da det var gjort, sagde Gud: “Noa, gå ind i arken med din familie. Efter syv dage vil der falde vand på jorden, og alle mennesker og dyr vil blive ødelagt undtagen dem, der er inde i arken.”

    Noa og hans kone, hans sønner og deres hustruer flyttede nu ind i arken. Da de var indlogeret, begyndte dyr og fugle at komme i par, hanner og hunner. Da de havde alle slags dyr og fugle, lukkede Gud døren.

    På den syvende dag begyndte vandet, der var over himlen, at falde til jorden. Samtidig væltede der fontæner af vand op fra jordens undergrund. Vand væltede ned ad bakkerne og fyldte dalene. Til sidst dækkede det hele jorden. Alle mennesker og dyr blev ødelagt.

    Det samme vand løftede Noas ark op over ødelæggelsen. De mennesker, dyr og fugle, der var i arken, var i sikkerhed, mens hele jorden blev ødelagt. Denne vandflod varede fyrre dage og dækkede hele verden.

    Og så… holdt det op.
    Noas ark flød på vandet i 110 dage efter det holdt op med at regne. Der var vinde, der bevægede sig hen over jorden for at tørre den.
    Til sidst landede arken på et bjerg kaldet Ararat. Noa ventede i yderligere fire måneder og åbnede derefter vinduet for at se, hvad der var på jorden.
    Han sendte en ravn ud, men den kom aldrig tilbage. Dernæst sendte han en due ud, som fløj rundt, men ikke kunne finde et sted at bygge rede. Snart vendte den derfor tilbage til arken, og Noa tog den ind.
    Efter syv dage sendte han duen ud igen. Den kom tilbage den nat med et olivenblad i sit næb. Noah vidste da, at der igen voksede planter. Han ventede syv dage mere og sendte duen ud igen. Denne gang kom den ikke tilbage.

    En måned senere fjernede Noa lugen fra arken og så, at jorden var tør. Gud sagde: “Din familie og dyrene må forlade arken.” Da de var ude af arken, byggede Noa et alter, så de kunne tilbede Gud. Herren duftede til offeret og sagde: “Jeg fornyer nu den pagt, jeg oprindeligt lavede med Adam og Eva: Aldrig mere vil jeg ødelægge jorden med en oversvømmelse. Fra nu af vil dyrene frygte jer, men I er stadig ansvarlige for dem. I må nu spise både dyr og planter. Men I må ikke dræbe mennesker, fordi de er skabt i mit billede. I skal formere jer og igen fylde jorden med mennesker.”
    Gud sagde til Noa og hans familie: “Se regnbuen på himlen. Når jeg ser den, og når du ser den, vil vi huske denne pagt. En oversvømmelse vil aldrig igen ødelægge hele jorden. Dette er mit løfte til dig.”

  • Verden efter syndfloden (afsnit 6)

    Første Mosebog 9:20 – 11:26

    Efter syndfloden plantede Noa en vingård. Med tiden drak han noget af vinen fra sin høst og blev fuld. Han gik hen til sit telt og faldt nøgen i søvn på gulvet.
    Hans yngste søn så sin far ligge der og gik hen og fortalte sine brødre det. Brødrene holdt en kappe imellem sig og gik baglæns ind i teltet og lagde kappen over deres far.
    Da Noah vågnede, hørte han, hvad der var sket. Så han forbandede sin yngste søns familie og velsignede de to andres familier.

    Alle tre sønner havde store familier med mange børn og børnebørn. Blandt alle disse mennesker var der en mand ved navn Nimrod. Han blev den første diktator. Han var kendt for sine jagtevner, og hans rige hed Babylon.
    Befolkningen i Babylon indså, at deres potentiale var større, hvis de blev sammen. De mente, at det var bedst ikke at opfylde hele jorden, sådan som Gud ellers havde befalet.
    Så de byggede et tårn, som nåede højt op på himlen. Højt nok til at alle kunne se det. De mente, at det ville skabe sammenhold.
    Gud så på tårnet og sagde: “Folket adlyder ikke min befaling. Hvis de bliver sammen, vil intet være umuligt for dem. Derfor vil jeg få dem til at tale forskellige sprog.”
    Pludselig talte folk mange forskellige sprog. De var forvirrede, fordi de ikke kunne forstå hinanden. De vidste ikke, hvad der skete med dem. Straks stoppede arbejdet med tårnet. De delte sig i grupper alt efter hvilket sprog, de nu talte, og flyttede til andre dele af verden. Tårnet blev kendt som forvirringens tårn eller Babelstårnet.

    Noas ældste søn var Sem. En af hans efterkommere var en mand ved navn Peleg. Hans navn betyder splittelse, for på tidspunktet for hans fødsel delte jorden sig. Hans oldebarn var Abraham.

  • Abrahams kald (afsnit 7)

    Første Mosebog 12
    Der var en mand ved navn Tera, som boede i området Ur. Han havde tre sønner, og en af dem var Abram. Abram var gift med sin halvsøster Saraj, men de havde ingen børn. Terah tog Abram, Saraj og hans barnebarn Lot (som var forældreløs) og flyttede nordpå til et sted, der hedder Haran. De blev der, indtil Terah døde.
    Da Abram var femoghalvfjerds år gammel, sagde Gud Herren: “Abram, jeg vil have, at du skal forlade din familie og dit land og tager til et sted, jeg har udvalgt til dig. Jeg vil gøre dig til en nation, og dit navn vil blive stort. Jeg vil velsigne dig, og jeg vil også velsigne alle andre, der velsigner dig. Og jeg vil forbande enhver, der forbander dig. Alle jordens slægter vil blive velsignet på grund af dig.”
    Så Abram tog sin kone Saraj og sin nevø Lot og forlod Haran. Da de kom til et sted, der hedder Kana’an, sagde Gud: “Jeg giver dette land til dig og dine børn.” Abram troede på Gud, selv om han ikke havde nogen børn. Han vidste, at Gud ville holde sit løfte. Så byggede han et alter og tilbad Herren.

    Nogen tid senere ramte en alvorlig hungersnød landet. Abram tog da alt, han havde, og rejste til Egypten. Han sagde til Saraj: “Ægypterne vil se, at du er en smuk kvinde. De slår mig ihjel for at få fat i dig. Så fortæl dem, at du er min søster.”
    Han havde ret. Ægypterne så, at Saraj var smuk. Da Farao fandt ud af, at hun ikke var gift, tog han hende med ind i sit hus. Han behandlede Abram godt og troede, at han var Sarajs bror.

    Abram blev rig i Egypten. Hans rigdom omfattede får, kvæg, æsler, kameler og tjenere.
    Gud var vred på Farao, fordi han havde Saraj i sit hus. Plager ramte hans familie, og alle blev alvorligt syge. Til sidst sagde Farao til Abram: “Hvorfor gjorde du dette mod mig? Du sagde hun var din søster. Nu finder jeg ud af, at hun er din kone! Tag hende og kom væk herfra!”
    Så tog Abram Saraj og Lot og tog tilbage til Kana’an. De slog sig ned i nærheden af et sted kaldet Betel. Der tilbad han Herren.

  • Hun er min søster (afsnit 14)

    Første Mosebog 20

    Abraham rejste til et område, hvor Abimelek var konge. Han sagde til folkene der: “Sara er min søster.” Så sendte Abimelek nogle folk for at hente Sara og bringe hende til sit hus. Da hun var der, forhindrede Herren kongen i at have sex med hende.
    Gud kom til Abimelek i en drøm og sagde: “Du skal dø, fordi den kvinde, du bragte ind i dit hus, er gift.”
    Kongen sagde: “Herre, jeg er uskyldig! Manden fortalte mig, at hun var hans søster, og hun sagde det samme. Herre, du må tro, at jeg gjorde dette med god samvittighed. Desuden har jeg ikke rørt hende.”
    Herren sagde: “Jeg ved, du taler sandt. Jeg holdt dig væk fra hende. Her er, hvad du skal gøre: Manden er en profet. Før hans kone tilbage til ham og bed ham om at gå i forbøn for dig. Hvis han gør det, lader jeg dig leve. Men vær på vagt, for hvis du ikke gør dette, vil du og hele din familie dø.”

    Tidligt om morgenen tilkaldte Abimelek alle sine tjenere. Da han fortalte dem, hvad Gud havde sagt, blev de rædselsslagne. Pludselig opdagede kvinderne i husstanden, at de var ude af stand til at føde børn.
    Abimelek sendte bud efter Abraham. Da han kom, sagde kongen til ham. “Hvorfor gjorde du det her mod os? Hvad har gjort, siden du valgte at behandle mig på denne måde? Hele mit rige er ramt af skyld. Aldrig bør nogen behandle en anden person på denne måde! Hvad tænkte du på?”
    Abraham sagde: “Min kone og jeg har den samme far. Så hun er virkelig min søster. Vi har bare ikke den samme mor. Da vi kom til dit land, vidste jeg ikke, at I er et gudfrygtigt folk. Jeg var sikker på, at du ville lade mig slå ihjel så du kunne tage min kone. Så hun gik med til at vise mig loyalitet ved at fortælle folk, at jeg er hendes bror.”

    Abimelek gav Sara tilbage til Abraham sammen med får, kvæg, slaver og tusinde sølvstykker. Han sagde: “Du kan frit gå hvor som helst i mit rige. Slå dig ned, hvor du vil. Ingen vil genere dig.”
    Abraham bad derefter for kongen. Så helbredte Herren Abimelek og lod alle kvinderne få børn igen.

  • Gud hører (afsnit 15)

    Første Mosebog 21
    Da Abraham var hundrede år gammel, fødte Sara en søn. De kaldte ham Isak, hvilket betyder “latter”, fordi Sara sagde; “Gud har lagt latter i mit hjerte. Og alle, der hører om, at jeg har født et barn, vil le med mig. Hvem havde troet, at jeg kunne passe et barn i min alder?”
    Da Ismael var en ung mand, så Sara, at han mobbede Isak. Hun blev rasende og sagde til Abraham: »Send både kvinden og hendes søn bort! Jeg ønsker ikke, at de skal arve noget, der tilhører Isak.”
    Abraham ønskede ikke at gøre det, fordi han elskede Ismael. Men Gud sagde til ham: “Gør, hvad Sara vil. Mine løfter til dig vil blive videregivet gennem Isak. Og vær ikke bekymret for Ismael og hans mor. Fordi han er din søn, vil jeg også gøre ham til et folkeslag.”
    Tidligt den næste morgen gav Abraham Hagar brød og vand og sendte hende og hendes søn væk. De vandrede ud i ørkenen, hvor de blev, indtil de ikke havde mere vand. Snart mistede Hagar alt håb om at leve. Hun kunne ikke holde ud at se sin søn dø, så hun efterlod ham under en busk og gik et stykke væk. Så faldt hun til jorden og hulkede.
    Ismael råbte, og Gud hørte hans røst. Herrens engel sagde til Hagar: “Vær ikke bange. Gud har hørt din søns stemme. Rejs dig op og gå til ham. Han har brug for din hjælp. Tage dig af ham, fordi han vil blive far til et stort folkeslag.” Med det åbnede Gud hendes øjne, og hun så en brønd med vand i nærheden. Hun skyndte sig hen og fyldte sin beholder med vand og tog den med til sin søn.
    Ismael voksede op, og Gud var med ham. Han blev en dygtig bueskytte og slog sig ned i ørkenen. Med tiden tog Hagar til Egypten og fandt en kone til ham.

    Kong Abimelek kom til Abraham og sagde: “Vi kan tydeligt se, at Gud er med dig i alt, hvad du gør. Så lad os lave en pagt om, at der bliver fred mellem dit folk og mit folk.”
    Abraham sagde: “Jeg er enig, men der er et problem, vi skal tale om. Dit folk har taget en af mine brønde.”
    Kongen sagde: »Det vidste jeg ikke noget om. Hvorfor fortalte du mig det ikke før nu? Jeg tager mig af det.”
    Så de lavede en pagt, og Abraham beseglede den ved at give Abimelek kvæg og får. Men han satte syv lam til side.
    Abimelek spurgte ind til dette. Abraham sagde: “Du skal acceptere disse syv lam som din måde at sige, at jeg ejer denne brønd.”
    Kongen tog imod de syv lam, og Abraham kaldte stedet Beer-Sheba, hvilket betyder “Pagtens brønd”. Han plantede et træ der og tilbad Herren, den evige Gud.

  • Abraham ofrer Isak (afsnit 16)

    Første Mosebog 22

    Da Isak var en ung mand, kom Gud til Abraham og sagde: “Abraham, tag Isak, den søn, du elsker så højt, og gå hen til et sted, jeg vil vise dig. Der skal du ofre ham som et brændoffer.”
    Næste morgen stod Abraham tidligt op og huggede træ til ofringen. Han sadlede et æsel, tog to tjenere og begyndte rejsen.
    Tre dage senere så Abraham det sted, Gud havde udvalgt. Han sagde til sine tjenere: “Bliv her med æslet. Isak og jeg vil gå hen og tilbede Herren. Vi kommer tilbage efter ofringen.”
    Han bad Isak om at bære træet. Abraham tog de varme kul og kniven. Isak så sig omkring og spurgte: “Far, vi har brændet og ilden, men hvor er lammet vi skal ofre?” Abraham så på sin søn og sagde: “Gud vil selv give os et lam til ofringen.”
    Da de kom til det sted, Gud havde udvalgt, byggede Abraham et alter og anbragte træet ovenpå. Dernæst bandt han sin søn og læg ham på alteret. Han rakte derefter ud efter kniven for at dræbe sin søn.
    Men da råbte Herrens engel til ham fra himlen: “Abraham, Abraham! Dræb ikke din søn! Gør ham ikke noget! For nu ved jeg, at du frygter Gud, eftersom du var villig til at give mig din søn!”

    Abraham så nu, at en vædder var fanget ved hornene i en busk. Han tog vædderen og brugte den som offer i stedet for sin søn. Abraham kaldte stedet “Herren ser”.
    Bagefter sagde Gud til Abraham: “Fordi du adlød mig, vil jeg velsigne dig og dine efterkommere. Jeg vil give dig flere efterkommere end stjernerne på himlen og sandet på stranden. Og hele jorden vil blive velsignet på grund af dem.”

    Så gik Abraham tilbage til hvor tjenerne ventede, og sammen gik de hjem.

  • Esau og Jakob (afsnit 19)

    Første Mosebog 25
    Efter Saras død giftede Abraham sig med en kvinde ved navn Ketura. Sammen fik de seks sønner. Flere år senere, da Abraham vidste, at han skulle dø, gav han gaver til Ketura og hendes sønner og sendte dem til Østens land. Så gav han alt, hvad han ejede, til Isak.
    Abraham døde, da han var 175 år gammel. Isak og Ismael begravede ham i den samme hule, hvor Sara lå begravet.

    Efter tyve års ægteskab bad Isak for sin kone, fordi hun ikke var i stand til at få børn. Gud besvarede hans bøn, og Rebekka blev gravid med tvillingedrenge.
    Nær slutningen af graviditeten følte hun det som om der blev kæmpet en kamp i hendes livmor. Hun havde så mange smerter, at hun bad: “Kære Gud, hvad sker der med mig?”
    Herren sagde: “Du har to folkeslag inden i dig. To folk udgår af din livmor. Den ene vil være stærkere end den anden, og den ældre vil tjene den yngre.”
    På tidspunktet for fødslen var den ældste baby rødmosset og dækket af hår. De kaldte ham Esau, hvilket betyder “dækket af år”.
    Da tvillingebroren kom ud, holdt han fast i Esaus hæl. De kaldte ham Jakob, som betyder ”hæl.” Isak var tres år gammel, da drengene blev født.
    Som mand blev Esau dygtig som friluftsmand, hvilket inkluderede jagt. Jakob var stille og foretrak at blive hjemme. Rebekka elskede Jakob, men Isak elskede smagen af vildt, så han favoriserede Esau.
    En dag kom Esau udmattet hjem fra en rejse. Han så, at Jakob var ved at lave en gryderet. Han sagde: “Jeg er træt og sulten. Giv mig noget af den røde gryderet.”
    Jakob sagde: “Lad os handle: Du får maden hvis jeg får din førstefødselsret.”
    “Det er en aftale! Min førstefødselsret vil ikke gavne mig, hvis jeg dør af sult. Giv mig nu maden!”
    Jakob sagde: “Nej. Du skal først sværge en ed på, at du giver mig din førstefødselsret.”
    “Jeg sværger, at førstefødselsretten er din.”
    Fra da af blev der sagt om Esau: “Han foragtede sin førstefødselsret.” Også folk omtalte ham som “Edom”, hvilket betyder “rød”. Det var på grund af den værdi han gav den røde gryderet.

  • Hun er min søster II (afsnit 20)

    Første Mosebog 26,1-11
    En stor hungersnød ramte det sted, hvor Isak boede, så han indså, at han var nødt til at flytte til et andet område. Herren viste sig for ham og sagde: “Rejs ikke til Egypten. Bliv i dette land, selvom du er en fremmed her. Jeg vil velsigne dig og give dig alle de løfter, jeg gav din far Abraham. Dine efterkommere vil være lige så svære at tælle som stjernerne. Jeg vil give dem hele dette land, og gennem dem vil alle folkeslag på jorden blive velsignet.”
    Derfor fravalgte Isak at tage til Egypten, men bosatte sig i stedet i det land, som blev regeret af Abimelek, filistrenes konge. Da mændene der så, at Rebekka var en smuk kvinde, spurgte de Isak om hende. Han blev straks bekymret for hendes liv, og troede, at de ville dræbe ham på grund af hende. Så han sagde: “Hun er min søster.”

    Da Isak havde været der et stykke tid, kiggede kongen ud ad sit vindue og så Isak kramme og kysse Rebekka. Kongen sendte bud efter ham og sagde: “Denne kvinde er din kone! Hvorfor fortalte du alle, at hun var din søster?”
    Isak forklarede, hvordan han var bange for, at han kunne blive dræbt på grund af hende. Kongen sagde: “Du har udsat os alle for fare. En af vores mænd kunne sagtens have haft sex med hende. Så ville vi alle have lidt på grund af det.”
    Så sendte Abimelek en advarsel ud til hele sit folk. “Hvis nogen skader Isak eller hans kone, skal vedkommende dø!”