vokse

Forfatter / underviser: Carsten Riis Jensen

  • Frihed til at tjene – Galaterbrevet (afsnit 240)

    Galaterbrevet 1-6

    Lærere fra Jerusalem rejste til kirken i Antiokia og hævdede, at ikke-jøder var nødt til at adlyde Moselovene for at kunne blive fuldstændigt tilgivet for synd. Efter at de kristne i Antiokia havde afvist dette, tog de samme lærere til Galatien – til de kirker, Paulus og Barnabas havde oprettet under deres første missionsrejse.
    Paulus fandt ud af, at de kristne i Galatien valgte at acceptere denne lære, så han skrev et brev til dem, hvor han forklarede deres frihed i Jesus. Han skrev    :

    Jeg er chokeret over, at I vendte jer bort fra Guds nåde. Disse falske lærere fortalte jer, at I er nødt til at holde jødisk lov for at blive fuldstændig frelst – og I troede på dem! Hvordan kan I være så tåbelige at acceptere dette “andet evangelium?”
    Jeg gav jer Jesu rene evangelium. Selvom en engel fra himlen kommer og fortæller jer noget andet, så er dén engel forbandet! Enhver, der prædiker dette kætteri, er nemlig forbandet.
    Tro mig, jeg forstår godt hvad det er, de har forsøgt at lære jer. Jeg elskede også den jødiske tradition – så meget, at jeg prøvede at ødelægge Guds kirker. Men Jesus frelste mig og kaldte mig til at forkynde evangeliet for ikke-jøder. Han instruerede mig personligt i tre år i Arabien.
    De selvsamme falske lærere kom til Antiokia og forsøgte at gøre vores troende til slaver. Jeg tolererede det ikke et øjeblik – absolut ikke! Kirken sendte til sidst Barnabas og mig til Jerusalem for at diskutere dette med apostlene. De så, at Gud kaldte mig til hedningerne på samme måde, som Peter blev kaldt til jøderne.

    Men senere måtte jeg konfrontere Peter med netop dette spørgsmål. Han kom til Antiokia og spiste frit sammen med hedninger. Men så kom nogle jøder fra Jerusalem. Han adskilte sig straks fra sine ikke-jødiske brødre. Andre jøder sluttede sig til ham i dette. Selv Barnabas blev trukket ind i dette hykleri. Jeg fortalte Peter, imens alle lyttede, at det ikke var rigtigt af ham at gøre!
    Han ignorerede nemlig følgende sandhed: I Jesus er der ingen jøder eller hedninger. Der er ingen slaver eller frie. Vi døde alle sammen med Jesus, da han blev korsfæstet. Vi opstod fra de døde med ham, så nu lever Jesus i os. Frelsen kommer ved Jesu død, og det har intet at gøre med at holde loven.
    Forstår I det? Hvordan lod I jer så let bedrage? Modtog I Guds Ånd fordi I adlød loven? Gjorde Gud mirakler blandt jer, fordi I var så gode? Absolut ikke! Det var på grund af jeres tro på Jesus. Vær ikke så dumme at tro, at du ved at holde loven kan føje noget som helst til det, Gud har gjort!
    Gud gav ikke engang Abraham retfærdighed, fordi han holdt loven. Nej. Han blev født 430 år før den overhovedet blev nedskrevet. Han var retfærdig på grund af sin tro på Gud. Loven blev givet senere for at vise, at mennesker er syndere og fordømte. Loven afslører, at vi har brug for Jesus.

    Gud sagde til Abraham: “Alle folkeslagene vil blive velsignet gennem dig.” Tænk på det. Løfterne givet til Abraham er nu givet til jer på grund af Jesus. Vil I vende ryggen til det?
    Disse falske lærere ønsker at fjerne disse velsignelser, og de ønsker at fjerne den frihed, I nyder godt af i Jesus. Lad dem ikke gøre det! Denne frihed giver jer muligheden for at tjene andre.
    I stedet for at bekymre jer om Loven, skal I fokusere på at lade jer lede af Guds Ånd. Han vil holde jer fra ting som umoral, afgudsdyrkelse, egoisme og så videre.
    Guds Ånd giver jer kærlighedens gave, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvkontrol. Det kan loven ikke. Guds Ånd styrer jeres tanker og ønsker. Han giver jer kraft til

    • At tilgive
    • At hjælpe andre, når de har brug for dig
    • At udrette store ting for Gud
    • at give til dem, der investerer deres liv i dig.

    Underkast jer ikke loven. Tillad i stedet Guds Ånd at styre dit liv.
    I kan ikke narre Gud. I kommer til at høste konsekvenserne af det, du gør. Ødelæggelse venter dem, der er styret af kødelige ønsker. Livet gives til dem, der lader Guds Ånd bruge dem til at hjælpe andre.

    Gud kender mit hjerte, og han ved, at jeg ikke skriver til jer, så jeg kan prale over for andre. Det er, hvad de falske lærere gør. Nej, jeg praler ikke af andet end Jesu kors. Jeg blev korsfæstet med ham, så denne verden er død for mig. Jeg bærer mærkerne af denne død på min krop.
    Jesu Kristi nåde være med jer.

  • Apostelmødet (afsnit 239)

    Apostlenes Gerninger 15,1-35
    Jødiske lærere fra Jerusalem tog til Antiokia. De prøvede at overbevise kirkens medlemmer om, at det er nødvendigt at adlyde jødisk lov for at blive frelst. Paulus og Barnabas var chokerede over denne lære og forsøgte at rette op på den. Det blev begyndelsen på et længerevarende skænderi.
    Kirkelederne i Antiokia havde brug for vejledning fra apostlene, og derfor sendte de Paulus og Barnabas til Jerusalem sammen med flere andre.
    Da de ankom til kirken i Jerusalem, aflagde de rapport om hedningernes modtagelse af evangeliet. Farisæerne blandt medlemmerne svarede ved at sige: ”Det er vidunderligt, at de tror på Jesus. Men nu skal de omskæres og læres at adlyde Moseloven.”

    Dette gav anledning til en del debat. Endelig indså kirkelederne, at man var nødt til at finde en løsning på dilemmaet, hvis Guds rige fortsat skulle blomstre. De besluttede at mødes og ikke tage af sted, før de vidste hvad Guds vilje var i denne sag.
    På et tidspunkt talte Peter med gruppen. Han sagde: »Jeg var den første, der forkyndte evangeliet for hedningerne. Gud tilgav deres synder og gav dem Helligånden. Den måde, han behandlede dem på, var ikke anderledes end hvordan han har behandlet os. Jeg tror ikke, at Gud bliver glad, hvis vi kræver, at de skal noget, som vi jøder ikke har været i stand til at gøre. Det er kun ved Herren Jesu Kristi nåde, at vi kan blive frelst fra vores synder, både jøder og ikke-jøder.”

    Paulus og Barnabas fortalte derefter, hvad Gud havde gjort blandt hedningerne. De beskrev miraklerne og de vidundere, der skete. Til sidst rejste Jakob sig (Jesu bror) og talte til de andre. Han sagde: “Vi skal huske, at for år tilbage fortalte Skriften os om dette. Det står klart, at Gud vil kalde hedninger ved sit navn. Her er mit råd. Det vil ikke være rigtigt at vi pådutter alle vores regler på hedningerne. Lad os i stedet give dem tre enkle bud:

    • Spis ikke kød, der er blevet ofret til idoler.
    • Vær ikke umoralsk.
    • Spis ikke blod eller noget, der er blevet kvalt.”

    Kirken accepterede dette forslag. De skrev det i et brev og sendte det til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De sendte også et par mænd, så der ikke skulle være tvivl om, at brevet var fra dem. En af mændene var Silas.
    Da de ankom til Antiokia, gav de brevet til kirkelederne, som læste det op for menigheden. Kirken modtog brevet med glæde. Alle blev opmuntrede, da de hørte om deres frihed i Jesus.

  • Fra gudstjeneste til stening (afsnit 238)

    Apostlenes Gerninger 14
    Paulus og Barnabas tog til en by kaldet Ikonion og prædikede evangeliet om Jesus i den jødiske synagoge. Reaktionerne var ekstreme. Et stort antal jøder og ikke-jøder kom til tro på Jesus. Andre blev fornærmede og ophidsede til sidst befolkningen imod de kristne. Snart var hele byen i oprør.
    Byens embedsmænd besluttede, at den eneste måde at løse problemet var at dræbe Paulus og Barnabas. Apostlene hørte om denne plan og flygtede.
    De tog til byen Lystra, og Paulus forkyndte der evangeliet om Jesus. Der sad en mand, som havde været invalid siden fødslen. Han lyttede nøje til alt, hvad der blev sagt. Paulus så manden og mærkede, at Gud havde givet ham tro i hjertet. Derfor sagde han til ham: “Rejs dig!” Straks rejste manden sig og begyndte at gå.
    Folk så det og blev forbløffede. De råbte: “Guderne er kommet for at besøge os!” Folk stimlede sammen for at se guderne, der lignede mænd. Snart løb en hedensk præst hen med nogle dyr. Han og folket begyndte at ofre til Paulus og Barnabas.

    Apostlene blev rædselsslagne og løb ud blandt folket: “Hvad laver I? Vi er mennesker ligesom jer. Vi er her med gode nyheder: Gud ønsker, at I skal lægge disse hedenske tåbeligheder bag jer og vende jer til ham. Han skabte alting, og han er den, der sørger for jeres daglige behov.”
    Men folket ønskede fortsat at ofre dyr til dem.
    Under tumulten ankom jøder fra de andre byer, hvor Paulus og Barnabas havde været. Det tog dem ikke lang tid at forvandle mængden til en vred pøbel. De samlede store sten op for at dræbe Paulus. De omringede ham og kastede sten på ham indtil de mente, at han måtte være død. Hans lig blev slæbt ud af byen og smidt på en skraldebunke.
    De kristne samlede sig om Paulus’ legeme for at sørge over hans død. Pludselig rejste han sig – og gik tilbage ind i byen!

    Næste dag tog han og Barnabas til en anden by, hvor mange mennesker kom til tro. På dette tidspunkt begyndte de at genbesøge de steder, de allerede havde været. De opmuntrede de troende og udpegede ældste til kirkerne. Alle disse byer lå i en region kaldet Galatien.
    Til sidst sejlede de tilbage til Antiokia for at besøge kirken, som havde udsendt dem. Da de ankom, samledes folket for at høre alt, hvad der var sket på deres rejse. Paulus og Barnabas fortalte, hvad Gud havde gjort, og hvordan han åbnede døre, så hedninger kunne komme til tro på Jesus.

  • Første missionsrejse (afsnit 237)

    Apostlenes Gerninger 13
    Helligånden sagde til menigheden i Antiokia: “Jeg har kaldt Barnabas og Saulus til et særligt arbejde.” Ledelsen sendte dem afsted, og de tog Johannes Markus med sig og sejlede til øen Cypern. De gik tværs over øen og prædikede ved alle de jødiske synagoger.
    Saulus blev også kaldt Paulus.

    Guvernøren på øen var kendt for sin sunde visdom og sin vilje til at lære. Han bad Barnabas og Paulus komme og fortælle ham om Guds rige. Mens de snakkede, blev en mand, der praktiserede hekseri, ved med at afbryde. Han prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro på Jesus.
    Paulus vendte sig mod troldmanden og sagde: “Du er en fjende af Gud. Stop med at tale imod Herren. Se! Herren vil nu gøre dig blind.”
    Med det samme blev manden blind. Andre måtte føre ham ud af lokalet. Guvernøren var chokeret, og han lyttede endnu mere opmærksomt til Paulus. Han kom derefter til tro på Jesus.
    Herefter sejlede Paulus og de andre til fastlandet, hvorfra Johannes Markus vendte hjem til Jerusalem. De andre gik i synagogen, fordi det var sabbat. Lederen sagde til dem: “Venner, tal til os, hvis I har et opmuntrende budskab.”

    Paul rejste sig og talte til dem. Han begyndte med at minde dem om Israels historier. Derefter sagde han:
    “Gud lovede at give os en frelser fra kong Davids slægt. Jesus opfyldte dette løfte. Herskerne i Jerusalem vidste det godt, men alligevel dræbte de Jesus ved at hænge ham på korset. Derefter begravede de ham, men Gud oprejste ham fra de døde! Vi er her for at fortælle jer, at Jesus er Guds søn, og han giver syndernes forladelse til dem, der tror på ham.”

    Nogle af jøderne lyttede til Paulus og modtog Guds nåde. Andre ønskede, at han skulle komme tilbage den følgende sabbat, så de kunne tale mere om det.
    Jøderne vendte tilbage den næste uge og fandt ud af, at næsten hele byen, dvs. også byens hedninger, var der for at høre om Guds rige. De blev jaloux og talte imod Paulus og Barnabas.
    Paulus sagde: “Det var rigtigt af os at forkynde Guds Rige for jer. Men I accepterede det ikke. I er ikke værdige til evigt liv. Nu vil vi vende os til hedningerne, for de vil lytte.”
    Hedningerne blev glade, da de hørte det, og mange modtog budskabet. Guds ord spredte sig i hele regionen, hvilket gjorde jøderne rasende. De overbeviste til sidst byens ledere om at forfølge Paulus og Barnabas. Det endte med, at mændene måtte forlade området, men de gjorde med fyldte af Helligånden og med glæde i hjertet.

    https://vimeo.com/666682508/f665ff8b86

  • Peters fængsling (afsnit 236)

    Apostlenes Gerninger 12
    Barnabas og Saulus ankom til Jerusalem på det tidspunkt, hvor kong Herodes besluttede at forfølge de kristne. Han begyndte med at arrestere Jakob, bror til Johannes. Derefter myrdede han Jakob. Da han så, hvor meget dette glædede jøderne, arresterede han Peter og fik ham sat i fængsel. Seksten soldater bevogtede ham. Kirken begyndte at bede døgnet rundt for Peter.
    Natten før han skulle henrettes, sov Peter mellem to vagter. Hans hænder og fødder var i lænker. De andre vagter stod ved siden af forskellige døre i fængslet.
    Pludselig dukkede en engel op og fyldte fængselscellen med lys. Peter vågnede ikke, så englen prikkede til ham: “Vågn op og tag tøj på.” Peter så da englen, men han troede ikke på, at det virkelig skete. Han troede, han så et syn. Alligevel rejste han sig, og hans lænker faldt til gulvet.
    Englen sagde: “Følg mig!” Peter fulgte ham forbi flere vagtposter, indtil de kom til porten, der førte ud i byen. Peter så hvordan den åbnede sig af sig selv.
    De gik ad en bygade, da englen pludselig forsvandt. Peter stod alene i natten og indså til sidst, at han ikke drømte.

    Han gik hen, hvor de troende bad for ham, og bankede på porten. En tjenestepige gik hen til døren, og hun fik et chok, da hun hørte Peters stemme gennem døren. Hun løb tilbage ind i huset og råbte: “Peter står ved døren.”
    De troede hende ikke, men hun blev ved med at sige: ”Jeg ved, hvad jeg hørte. Peter står ved døren.”
    De sagde: “Det er umuligt! Peter er i fængsel. Du har sikkert hørt hans engel.”
    Peter fortsatte med at banke på døren, så de til sidst åbnede den. Han fortalte dem nu hvordan Herren sendte en engel for at udfri ham. De priste alle Gud for det.

    Næste morgen var vagterne forfærdede over at opdage, at Peter var væk! Da Herodes fandt ud af det, lod han alle seksten mænd henrette.
    Herodes tog derefter til et feriested ved kysten og holdt en tale for en skare mennesker. Da han var færdig, råbte de: “Dette er en guds stemme!”
    Pludselig slog en engel ham, og han blev angrebet af orme og døde.
    Guds rige voksede og blev udbredt mere og mere. Barnabas og Saulus forlod Jerusalem og drog tilbage til Antiokia og tog Johannes Markus med sig.

    https://vimeo.com/666682645/9f1e6fbfd4

  • De kristne i Antiokia (afsnit 235)

    Apostlenes Gerninger 11,19-30
    Mordet på Stefanus blev indledningen til en langvarig forfølgelse af de kristne. Derfor drog nogle af dem nordpå, til en by ved navn Antiokia. Da de ankom, prædikede de først kun for jøderne men til sidst delte de også evangeliet med de lokale hedninger.
    Mange kom til tro på Jesus.

    Kirken i Jerusalem hørte om, hvad der skete og mente, at de havde brug for at undersøge det, så de sendte Barnabas. Da han kom dertil, så han, hvad kirken lavede – og fandt ud af, at Guds nåde var over dem!
    Barnabas var begejstret, så han opmuntrede de troende. Han formanede dem til altid at følge Jesus og forblive tro mod det, Herren lærte. Folket reagerede på Barnabas lære, fordi de vidste, at han var en god mand, fuld af Helligånden og tro.
    Dette resulterede i, at endnu flere mennesker kom til tro. Barnabas indså hurtigt, at han havde brug for hjælp. Derfor rejste han til Tarsus og fandt Saulus. De to vendte tilbage til Antiokia, og i et helt år arbejdede de sammen med de troende. De underviste store skare af mennesker.

    Det var i Antiokia, at disciplene først blev kaldt for ”kristne.”

    Herren åbenbarede for menigheden i Antiokia, at der ville komme en stor hungersnød. Da den kom, var det især slemt i Judæa.
    De kristne i Antiokia var bekymrede for deres trosfæller i Jerusalem. De lavede en indsamling, og hver familie gav efter evne. Så bad de Barnabas og Saulus om at bringe deres offer til menigheden i Jerusalem.

    https://vimeo.com/666681931/a9a0ced994

  • Cornelius (afsnit 234)

    Apostlenes Gerninger 10 – 11,18
    Cornelius var officer i den romerske hær. Han var en god mand, som tilbad Gud.
    En engel viste sig for ham og sagde: “Cornelius, Gud har hørt dine bønner. Send mænd til Joppe, hjem til garveren Simon, som bor ved havet. Der vil de finde en mand, som hedder Peter, og han vil fortælle dig, hvad du skal gøre.”
    Dermed forsvandt englen, og straks sendte Cornelius mænd til Joppe. Før de nåede dertil, gik Peter op på det åbne tag for at bede. Imens han bad, blev han sulten og ville have noget at spise. Imens maden blev tilberedt, faldt han i trance. Han så himlen åbne og en stor dug dale ned. I dugen var alle slags dyr, som jøder ikke måtte spise. En stemme sagde: “Peter, rejs dig. Slagt og spis! ”
    “Herre, du ved, at jeg aldrig har spist noget vanhelligt urent.”
    Stemmen sagde: “Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde vanhelligt.”
    Dette skete tre gange, og straks efter blev det hele taget op til himlen.

    Peter vågnede, men forstod ikke det syn, han lige havde set. I samme øjeblik var mændene fra Cornelius nået frem til huset. Helligånden sagde til Peter: “Jeg har sendt disse mænd til dig. Tøv ikke med at tage med dem.”
    Peter gik ned og hilste på mændene. De fortalte ham om Cornelius, og han sagde ja til at tage med dem. Om morgenen inviterede han flere troende med, og de begyndte på deres rejse.

    De ankom dagen efter, og Cornelius løb dem i møde. Han faldt ned foran Peter og begyndte at tilbede ham. Peter sagde: “Rejs dig! Jeg er blot et menneske.”
    Han gik ind i Cornelius’ hjem og så, at han havde inviteret andre til at være der, så de kunne høre evangeliet. Peter sagde:
    ”Gud åbenbarede for mig, at han har åbnet døren og nu kalder folk fra andre nationer til sig. Derfor vil jeg fortælle jer det budskab, som blev givet til Israel. Det er, at Jesus Kristus er alles Herre.”
    Så fortalte han dem om Jesus og hans mirakler. Han beskrev, hvordan de jødiske ledere dræbte ham, men Gud oprejste ham fra de døde. Peter sagde: “Enhver, som tror på Jesus, vil få syndernes forladelse.”
    Så snart han sagde disse ord, fyldte Helligånden hver person i huset. Det chokerede de jødiske troende, da de så, at Helligåndens gave blev givet til ikke-jøder.

    Peter vendte sig mod dem og sagde: “Er der nogen grund til, at vi ikke skulle døbe disse mennesker?” De var alle enige, så de nye troende blev døbt i Jesu Kristi navn.
    Nyheden om dette spredte sig hurtigt til troende i hele landet. Ledelsen i Jerusalem spurgte Peter: “Du blev i hedningernes hjem og spiste endda måltider med dem?”
    Han forklarede præcis, hvad der skete. Han fortalte dem om synet på husets tag, folkene i Cornelius’ hus, og hvordan Helligånden fyldte dem. Han afsluttede med at sige: »Gud gav dem den samme gave, som han gav os, da vi troede på Herren Jesus Kristus. Hvordan kunne jeg kæmpe mod Gud?”

    De troende i Jerusalem sagde: “Gud har givet syndernes forladelse og evigt liv til hedningerne.”

  • Helbredelsen af Tabitha (afsnit 233)

    Apostlenes Gerninger 9,32-43
    Peter rejste fra sted til sted, forkyndte Guds Rige og opmuntrede troens folk. Et sted mødte han en lam mand, som havde været sengeliggende i otte år.
    Peter sagde til ham: “Herren Jesus har helbredt dig, så stå op!” Straks blev manden helbredt og rejste sig. Folket i området så manden og hørte, hvad der skete, og mange af dem kom til tro på Jesus.

    Der var en kvinde ved navn Tabitha, som boede i nærheden i byen Joppe. Som Jesu discipel elskede hun mennesker og gjorde gode gerninger for dem. Hun blev syg og døde.
    Hendes venner forberedte hendes lig til begravelse og placerede det i et værelse. Disciplene i Joppe hørte, at Peter var i området, så de sendte to mænd til ham.
    De sagde: “Kom med os!” Peter gik med dem.
    Da de ankom, førte de ham til huset, hvor de havde lagt Tabithas lig. Han gik ovenpå og mødte de kvinder, som sad og græd over Tabitha. Da de så ham, viste de ham de forskellige kjortler og kapper, som Tabitha havde lavet, mens hun levede.

    Peter sendte dem ud af værelset, knælede ned og bad. Han sagde derefter: “Tabitha, stå op!”
    Hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op. Han hjalp hende ud af sengen og kaldte så på de andre kvinder.
    Nyheden om dette mirakel spredte sig over hele Joppe, og mange kom til tro på Jesus.

  • Saulus omvendelse (afsnit 232)

    Apostlenes Gerninger 9,1-31
    Saulus havde til opgave at forfølge og dræbe alle, som fulgte Jesus. Han fik autoritet fra ypperstepræsten til at tage til Damaskus og tvinge de troende tilbage til Jerusalem.
    Da han og hans mænd nærmede sig Damaskus, blev de overvældede af et kraftigt lys, og Saulus faldt til jorden. Han hørte en stemme sige: “Saulus! Saulus! Hvorfor forfølger mig?”
    “Hvem er du, Herre?”
    “Jeg er Jesus, som du forfølger!”
    Gruppen, som rejste sammen med Saulus, vidste ikke, hvad der foregik. De kunne høre lyden af en stemme, men de kunne ikke se nogen.
    Saulus rystede. “Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?”
    “Gå ind til byen, og der vil du blive fortalt, hvad du skal gøre.”
    Da Saulus rejste sig, var han blevet blind.

    De andre i gruppen førte ham ind i byen. Han ventede i tre dage og nægtede at spise eller drikke noget.
    Herren talte til en af de kristne i Damaskus: “Ananias, gå hen til et hus på den gade, der kaldes Den Lige, og spørg efter Saulus fra Tarsus. Læg dine hænder på ham, og han vil få sit syn igen.”
    Ananias var bekymret. “Herre, alle kender til denne voldelige mand. Han er her for at fængsle enhver, der påkalder dit navn.”
    Herren sagde: “Han er en udvalgt tjener for mig. Han skal sprede evangeliet til jøder, hedninger og konger. Han skal lide meget for mig.”
    Ananias fandt ham og sagde: “Broder Saulus, Jesus viste sig for dig på vejen, og så bad han mig komme til dig.” Ananias lagde sine hænder på Saulus’ hoved, og straks fik Saulus synet igen og blev fyldt af Helligånden.
    Derefter blev han døbt og begyndte igen at spise mad.

    Saulus tilbragte flere dage med de troende i Damaskus, og begyndte derefter at prædike, at Jesus er Guds søn. Folk var forbløffede, fordi de vidste, at han var kommet der for at dræbe Jesu tilhængere.
    Men nu lyttede de til ham og fandt ud af, at han var meget overbevisende, når han talte om Jesus. Ingen kunne argumentere med ham. Så de besluttede at dræbe ham.
    Deres plan var at fange ham, da han forsøgte at forlade byen. De troende fandt ud af det og tog ham med til bymuren. De placerede ham i en stor kurv og sænkede den ned. Derfra vendte han tilbage til Jerusalem.
    De troende i Jerusalem var bange for ham. De mente, at han ville prøve at fange dem. Barnabas førte derfor Saulus til apostlene og fortalte dem, hvad der var sket med ham. “Herren viste sig for Saulus på vejen til Damaskus. Siden da har han talt i Jesu navn med stort mod.”

    De troende accepterede endelig Saulus, og han bevægede sig frit blandt dem. Han gik ind i Jerusalem og fortalte alle om Herren. Nogle begyndte at skændes med ham, men igen kunne de ikke konkurrere med hans kommunikationsevner. Derfor planlagde de at dræbe ham.
    De kristne hørte om denne plan, og derfor sendte de ham til Tarsus.

  • Apostlen Filip (afsnit 231)

    Apostlenes Gerninger 8,4-40
    Da forfølgelsen begyndte i Jerusalem, var de troende spredt over hele regionen. Hvor end de gik, fortalte de folk om Jesus og Guds Rige.
    Filip tog til byen Samaria og prædikede. Helligånden tillod ham at udføre mirakler blandt indbyggerne. De var forbløffede og lyttede nøje til hans forkyndelse. De var fyldt af glæde over, hvad de hørte.
    I byen var der folk, som fulgte en magiker ved navn Simon. Men da de hørte om Jesus, modtog de budskabet med glæde, og også Simon kom til tro og blev døbt med de andre.
    Apostlene hørte, at Samarias befolkning tog imod evangeliet, så de sendte Peter og Johannes for at mødes med dem. Efter de var ankommet, bad de for de troende og bad Gud om at give dem Helligånden. De to mænd lagde så hænderne på folket, og folket modtog straks Helligånden.
    Simon var forbløffet over det, han så. Han tilbød Peter og Johannes penge og sagde: “Giv mig denne kraft, så jeg kan lægge hænderne på folk og give dem Helligånden.”
    Peter sagde: “Du vil gå til grunde, sammen med dine penge. Du holder stadig fast i hedenskabet. Det onde bor inde i dig. Bønfald Gud om at slippe af med det.”
    Simon råbte: “Gå i forbøn for mig, så de ting ikke sker!”

    Efter at Peter og Johannes var vendt tilbage til Jerusalem, sendte Gud en engel til Filip. “Gå hen til vejen, der fører sydpå fra Jerusalem.”
    Da Filip kom derhen, så han en etiopisk hofmand. Han var kasserer for den etiopiske dronning. Han var kommet til Jerusalem for at tilbede.
    Guds Ånd sagde til Filip, at han skulle gå hen til hofmandens vogn. Da han gik derhen, opdagede han, at hofmanden sad og læste en tekst skrevet af en af de profeter, som flere hundrede år tidligere havde forudsagt Jesu komme. En tekst, der blandt andet fortæller, at Jesus er Guds lam, som skal dø.
    Filip spurgte: “Forstår du, hvad du læser?”
    Hofmanden sagde: “Nej, jeg har brug for nogen til at forklare mig det. Taler profeten om sig selv eller en anden?” Filip steg op i vognen og fortalte ham om Jesus og syndernes forladelse.
    Da sagde hofmanden: “Se, dér er vand. Vil du døbe mig?”
    Filip sagde: “Ja, hvis du tror, at Jesus er Messias og tager imod ham som din Herre.”
    Etiopieren sagde: “Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.”
    De standsede vognen, gik i vandet, og Filip døbte ham. Så snart manden kom op af vandet, så han, at Filip var væk. Ånden havde ført ham bort.