Forfatter / underviser: Carsten Riis Jensen

  • Martyren Stefanus (afsnit 230)

    Apostlenes Gerninger 6,8 – 7,60
    Guds kraft var over Stefanus. Flere jødiske grupper forsøgte at debattere med ham, men de fandt hurtigt ud af, at de ikke kunne overgå hans visdom. De besluttede at sprede løgne om ham og sige, at han bespottede Gud. Disse rygter spredtes over hele byen, indtil vagter gik hen og førte ham til det ledende råd.
    Mænd rejste sig og løj om ham. De sagde: “Han sagde, at Jesus ville rive dette tempel ned og ændre alt, hvad Moses gav os.”
    Pludselig, midt under retssagen, begyndte Stefanus’ ansigt at lyse som en engel. Ypperstepræsten sagde: “Er du skyldig i disse ting?”
    Stefanus svarede: “Gud sagde til Abraham: “Forlad dit land og gå til et sted, jeg vil vise dig.”
    Stefanus fortsatte og holdt en tale, hvor han gengav Israels historie i korte træk. Han fortalte, hvordan Gud lovede at give Abraham landet og gøre hans efterkommere til et stort folk. Abraham troede på Gud, selvom han ikke havde nogen børn. Til sidst fik han en søn ved navn Isak, som fik en søn ved navn Jakob. Fra ham kom Israels tolv stammer. Hans efterkommere blev gjort til slaver i Egypten.
    Stefanus sagde: “Gud brugte Moses til at føre sit folk ud af Egypten. Moses fortalte folket, at der ville komme en stor profet, som ville være som ham.”
    Stefanus fortalte, hvordan kong David ønskede at bygge et tempel for Gud, men det var hans søn Salomo, der faktisk byggede det. Til sidst sagde Stefanus:
    “I er et oprørsk folk med kolde hjerter! I modstår Helligånden ligesom dine forfædre gjorde. De forfulgte alle profeterne, og nu går I i deres fodspor. I har forrådt og myrdet den Retfærdige.”

    Medlemmerne af rådet blev rasende og råbte ad Stefanus. Pludselig kiggede han op og sagde: “Himlene åbner sig, og jeg ser Jesus stå ved Guds højre hånd.”
    Rådsmedlemmerne holdt sig for ørerne og skreg så højt de kunne. De greb Stefanus, tog ham med uden for byen og kastede til på jorden. De gav deres overtøj til en ung mand ved navn Saulus. Så tog de store sten og kastede dem efter Stefanus.
    Mens stenene ramte ham, så Stefanus op og sagde: “Herre Jesus, modtag min ånd.” Så bad han: “Herre, tilgiv dem denne synd.” Derefter døde han.
    Dette blev begyndelsen på en stor forfølgelse af kirken i Jerusalem. Saulus blev leder af en gruppe, som trak mænd og kvinder ud af deres hjem og smed dem i fængsel. På grund af dette forlod mange troende Jerusalem og tog til de omkringliggende områder. Alligevel blev apostlene i Jerusalem.

  • Apostle og diakoner (afsnit 229)

    Apostlenes Gerninger 5,17 – 6,7
    Budskabet om Jesus spredte sig over hele Jerusalem, hvilket gjorde de jødiske ledere vrede. De sendte vagter, som arresterede apostlene og satte dem i fængsel.
    Den nat kom en engel og løslod dem uden at vagterne så det. Englen sagde: “Gå til templet i morgenen og forkynd for folket.”
    Ved solopgang gik apostlene til templet.
    Senere den morgen samlede ypperstepræsten det ledende råd. Han sendte derefter vagternes kaptajn for at løslade apostlene fra fængslet. Da kaptajnen kom derhen, var fængselscellen tom. Han skyndte sig tilbage og sagde: “Vagterne er på deres post, og dørene er låst, men mændene er ikke indenfor!”
    Lidt efter kom en mand løbende og sagde: “De mænd, du har sat i fængsel, underviser nu i templet!”

    Kaptajnen for vagterne tog sine mænd og gik til templet, hvor de så, at apostlene underviste folket. Han indså så, at han ikke kunne bruge magt mod dem, fordi hans mænd var bange for folket. Alligevel gik apostlene villigt med ham.
    Ypperstepræsten sagde: “Vi sagde til jer, at I ikke skulle undervise i Jesu navn. Alligevel har I fyldt Jerusalem med jeres lære. I siger endda, at vi er skyldige i at have dræbt Jesus.”
    Peter sagde: “Vi skal adlyde Gud mere end mennesker. I dræbte Jesus ved at hænge ham på et kors, men Gud oprejste ham fra de døde. Nu sidder han ved Guds højre hånd og giver omvendelse og syndsforladelse.”
    Dette gjorde de religiøse ledere vrede. De sendte apostlene ud af lokalet, og derefter diskuterede de, hvordan de ville slå dem ihjel. Et respekteret medlem af rådet talte: “Vær forsigtig med, hvad I gør med disse mænd. Mit råd er at lade dem være. For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem; kom ikke til at stå som mennesker, der kæmper mod Gud.”
    Efter nogen diskussion var de enige i dette råd, men før apostlene fik lov at gå, fik de dog pisk og besked om ikke at tale i Jesu navn igen.

    Apostlene forlod rådet med glæde. De sagde: “Gud har fundet os værdige til at lide for Jesu navns skyld!” De fortsatte med at forkynde Jesus, og antallet af troende blev endnu større.

    Der opstod på det tidspunkt et problem, i forhold til enkerne blandt gruppen af kristne. Nogle af enkerne var fra Israel, og nogle var fra jødiske samfund i andre lande. Enkerne fra Israel fik bedre pleje end de andre.

    Apostlene sagde: “Vi må fokusere på forkyndelsen af Guds ord og på bøn, men det behov, der er opstået her, skal vi alligevel gøre noget ved.”

    De bad menigheden udvælge syv mænd, som ville føre tilsyn med opgaven. De sagde: “Dem, I vælger, skal være højt respekterede og fyldt med Helligånden. De skal kendes for deres visdom.” Alle var glade for dette forslag, så de udvalgte syv mænd.

    Apostlene bad for disse mænd og gav dem ansvaret for opgaven. Dette fik antallet af troende til at vokse hurtigere. Selv en stor gruppe jødiske præster kom til tro på Jesus.

  • Ananias og Safira (afsnit 228)

    Apostlenes Gerninger 4,32 – 5,16
    De troende delte alt med hinanden. Var der nogen, som havde et behov, solgte de andre af deres ejendele for at hjælpe.
    En gudfrygtig mand ved navn Barnabas havde noget jord og solgte det for at kunne hjælpe andre. Han tog pengene og gav dem til apostlene.

    Et ægtepar ved navn Ananias og Safira besluttede også at sælge noget jord og give pengene til apostlene. Det skulle bruges til gavn for kirken. Men Ananias ændrede mening, efter at jorden var blevet solgt. Han og hans kone besluttede at beholde nogle af pengene for sig selv. De var enige om, at de stadig ville give en del af pengene til kirken, men sige, at de gav hele beløbet.
    Ananias gik til forsamlingen af troende uden Safira. Han gav sin gave til Peter og sagde, at det var det fulde beløb, han havde fået, da han solgte jorden.
    Peter så på ham og sagde: “Satan har fyldt dit hjerte og fået dig til at lyve for Helligånden. Du behøvede ikke at sælge din jord; og når det først var solgt, behøvede du ikke give alle pengene til kirken. Hvorfor besluttede du dig for at lyve om det? Du løj ikke for os. Du løj for Gud.”
    Så snart Ananias hørte dette, faldt han om og døde. Det skabte stor frygt i hele menigheden. Han blev båret ud og begravet.
    Tre timer senere ankom Safira. Hun havde ikke hørt om, hvad der skete med hendes mand. Peter sagde til hende: “Har du og din mand solgt jorden for det beløb, I gav til kirken?”
    “Ja, det var den samlede salgspris.”
    Peter så på hende: “Hvorfor blev I to enige om at prøve Helligånden? Kan du høre fodtrinene udenfor? Det er de unge mænd, der lige har begravet din mand. Nu vil de tage din døde krop og begrave den også.
    Straks faldt hun om og døde. De unge mænd kom og fandt hende liggende død på jorden. De samlede hende op og begravede hende ved siden af hendes mand.

    Nyheden herom spredte sig over hele regionen. På grund af det var folk mere forsigtige, når de overvejede at slutte sig til gruppen af troende. Alligevel steg antallet af kristne markant, både mænd og kvinder.
    Folk fra Jerusalem og de omkringliggende byer bragte syge mennesker og stillede dem ved vejen. De blev helbredt, når Peter gik forbi og hans skygge ramte dem.

  • En lam mand helbredt (afsnit 227)

    Apostlenes Gerninger 3 – 4,31
    En eftermiddag gik Peter og Johannes til templet. Der så de en mand tigge, som havde lam siden fødslen. Hver dag bar folk ham til en port, der hed Den Skønne, så han kunne tigge penge fra dem, der gik ind i templet
    Peter standsede foran manden og sagde: “Se på mig.”
    Manden så på ham og forventede at få nogle penge. Peter sagde: “Jeg har ikke penge at give dig, men jeg har noget bedre. I Jesu navn, rejs dig og gå.”
    Da Peter og Johannes hjalp manden op, blev hans fødder og ben stærke. Han sprang af glæde, mens han priste Gud!
    Folk så manden gå, og genkendte ham som den, der var lam og sad og tiggede ved porten. De samlede sig omkring de tre mænd.
    Peter sagde: “Denne mand blev helbredt i Jesu navn; ham som I bad Pilatus om at korsfæste. I dræbte Jesus, men Gud oprejste ham fra de døde. Vi har set ham og kan fortælle at han er i live. Se på denne mand. Han kan nu gå ved Jesu kraft. Vend om fra jeres synd og tro på Jesus som jeres Messias. Gud vil tilgive jeres synder.”

    De jødiske ledere fandt ud af, at Peter og Johannes prædikede for folket, så de sendte vagter, som satte de to disciple i fængsel. Alligevel kom mange til tro på Jesus. Antallet af troende steg til over 5000. Næste morgen sendte ypperstepræsten bud efter to mænd, så de kunne stille op for rådet. De religiøse ledere spurgte: “Hvem gav jer tilladelse til at prædike for folket?”
    Helligånden vejledte Peter, da han svarede. “Denne mand blev helbredt i Jesu navn – ham, som I slog ihjel på et kors. Gud oprejste ham fra de døde, og han er den eneste vej til frelse.”
    Lederne var forbløffede over Peters og Johannes’ frimodighed. Da de to mænd ikke var uddannede, vidste de, at deres frimodighed kom af at være sammen med Jesus.
    Det jødiske råd kunne ikke modsige miraklet, da den lamme mand nu stod foran dem. De kunne se, at han var helbredt.

    De besluttede at true disciplene og kræve, at de holdt op med at undervise om Jesus. Peter og Johannes tøvede ikke med at svare. “I beder os om at være ulydige mod Gud, så vi kan adlyde dig. Det er umuligt! Vi ved, hvad vi har set og hørt.”
    Lederne løslod til sidst Peter og Johannes. De to mænd gik tilbage til de troendes fællesskab og fortalte dem, hvad der var sket. Alle glædede sig sammen. Pludselig begyndte bygningen at ryste, og de blev alle fyldt med Helligånden. Hermed fik de ny frimodighed til at fortælle andre Guds budskab.

  • Pinsedagen (afsnit 226)

    Apostlenes Gerninger 2
    På pinsedagen var de troende sammen og bad. Pludselig hørte de en høj lyd. Det lød som en voldsom storm, der kom ud af himlen. Lyden fyldte lokalet og de så, hvad der lignede ild. Pludselig delte ilden sig og satte sig som ildtunger på alle de troende. Øjeblikkeligt blev de fyldt med Helligånden og begyndte at tale på fremmedsprog.
    Folk fra byen hørte om det. Blandt dem var jøder fra mange lande, som talte forskellige sprog. De gik hen for at se, hvad der skete. Da de kom dertil, hørte de apostlene tale på forskellige sprog.
    Nogle af folkene sagde: “Det er umuligt! Disse mænd kan ikke tale vores sprog. De er fra Galilæa. Alligevel hører vi dem på vores eget sprog.”
    Andre sagde: “Åh, de er bare fulde.”
    Peter talte til skaren og sagde:
    “Disse mænd er ikke fulde. Det, I oplever her, er hvad de gamle profeter talte om, da de sagde, at Gud ville udgyde sin Ånd over almindelige mennesker. I så Jesu mirakler. I korsfæstede ham. Han blev lagt i en grav. Men vi er vidner til, at Gud oprejste ham fra de døde! Han er i live. Han sidder ved Gud Faders højre hånd. Nu har han sendt os sin Helligånd. I korsfæstede Jesus, men Gud ophøjede ham højt og gjorde ham til Herre og Messias!”
    Folkene sagde: “Det du siger er sandt, men hvad kan vi gøre?”

    Peter sagde: “Omvend jer, så vil vi døbe jer i Jesu navn. Når I har modtaget tilgivelse for jeres synder, vil Gud fylde jer med Helligånden.”
    Den dag døbte apostlene dem, der modtog budskabet. Antallet af troende voksede til over 3000 mennesker. De mødtes ofte, så de kunne lære af hinanden og af apostlene.
    Apostlene gjorde mange mirakler og undere, og antallet af troende voksede dag for dag. Disse troende dedikerede sig til bøn, delte måltider sammen og tilbragte tid med hinanden.

  • Missionsbefaling og himmelfart (afsnit 225)

    Matthæus 28,16-20 og Lukas 24,47-53 og Apostlenes Gerninger 1

    Disciplene tog til Galilæa, til bjerget, hvor Jesus først havde udvalgt dem til at være hans disciple. Han dukkede pludselig op, og de tilbad ham. Han sagde: “Jeg giver jer myndighed til at prædike. Gå til alle folkeslagene og gør dem til mine disciple. Døb dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Lær dem, hvad jeg har lært jer. Husk, jeg er altid med dig.”

    I 40 dage efter at han var opstået fra de døde, brugte Jesus tid sammen med sine disciple på at lære dem ting om Guds rige. Han viste sig også for mange andre, blandt andet for en skare på over 500 mennesker.

    Han førte derefter sine disciple til Oliebjerget. Han sagde: “Forlad ikke Jerusalem, før I har modtaget løftet fra Gud Fader. Johannes døbte med vand, men nu skal I døbes med Helligånden.”

    De sagde: “Herre, er det nu, du skal gøre Israel til et rige igen?”

    Jesus sagde: “Kun Faderen ved, hvornår det vil ske. I mellemtiden skal I sprede den gode nyhed om, at mennesker kan modtage syndernes forladelse. Vent i Jerusalem, indtil Helligånden kommer over jer. Han vil give jer kraft til at sprede denne gode nyhed. Begynd i Jerusalem og derefter til hele landet, inklusiv Samaria. Dernæst skal I rejse rundt i hele verden.”

    Jesus velsignede dem derefter. Da han havde gjort det, blev han løftet op og forsvandt i en sky. Disciplene stod og kiggede op. To mænd, klædt i hvidt, dukkede op ved siden af dem. De sagde: “Hvorfor står I der og ser ind i himlen? I så Jesus stige op. Han kommer tilbage på samme måde.”

    Så tog disciplene tilbage til Jerusalem. De mødtes i et lokale med andre troende, både mænd og kvinder. Maria, Jesu mor, var der, såvel som hans brødre. Alle de troende var af samme sind og brugte denne tid i bøn.

    På et tidspunkt stod Peter og talte med gruppen. Han sagde: “Judas opfyldte Skriften, da han førte vagterne ind i haven og forrådte Jesus. Judas var en af os, og havde alle privilegierne ved denne tjeneste. Alligevel solgte han det hele for en pris. For de penge købte han en mark, og i dag hedder den ‘Blodmark’. Vi har brug for, at en anden overtager hans plads blandt apostlene. Lad os vælge en mand, men sørg for at det er en, som har været sammen med os lige siden Jesus blev døbt af Johannes. Den person, vi vælger, skal have set alle de mirakler Herren udførte, indtil han blev taget fra os til himlen. Sammen med os skal han vidne om Jesu opstandelse.”

    To mænd blev udvalgt til endelig behandling. Folket bad og kastede derefter lod for at træffe den endelige beslutning. Matthias blev valgt.

  • Thomas og Peter vindes tilbage (afsnit 224)

    Johannes 20,24 – 21,19

    Thomas var ikke sammen med disciplene, da Jesus viste sig for dem. De fandt ham og sagde: “Thomas, vi har set Herren! Han er i live!”Thomas sagde: “Det er umuligt! For at tro det, skal jeg mærke arrene i hans hænder og røre ved hans side, hvor han blev stukket.”Otte dage senere viste Jesus sig igen for disciplene, og Thomas var sammen med dem. Jesus sagde: “Fred være med dig!”Han vendte sig mod Thomas og sagde: “Kom og rør ved arrene på mine hænder og i min side. Tvivl ikke på, at jeg virkelig er i live.Thomas faldt på knæ. “Min Herre og min Gud!”Jesus sagde: “Thomas, du tror, fordi du ser mig. Salige er de, som ikke ser mig, men alligevel tror.”

    Nogen tid senere var nogle få af disciplene ved Genesaret Sø. Peter sagde til de andre: “Jeg skal ud og fiske.” De sagde: “Vi tager også med.”De sejlede ud i en båd og fiskede hele natten, men fangede ikke noget. Om morgenen stod en mand på stranden og spurgte: “Har I fanget nogen fisk?”“Nej, ingen fisk.”“Kast dit net ud på højre side af båden.” Det gjorde de, og pludselig var nettet fyldt med fisk.Johannes sagde til Peter: “Det er Herren.”Da Peter hørte det, sprang han i vandet og svømmede mod land. De andre sejlede båden ind og slæbte nettet fyldt med fisk.Da så de, at Jesus ad ved et bål og havde sørget for brød og fisk. Han sagde: “Bring mig nogle flere fisk.” Peter hjalp de andre med at hive nettet ind, som indeholdt 153 store fisk.Da alt var klar, sagde Jesus: “Kom og spis.” De samlede sig omkring ham, og han gav dem brød og fisk.

    Da de var færdige med at spise, sagde Jesus: “Simon, elsker du mig mere end de andre?”Peter blev overrasket over spørgsmålet: “Ja, Herre. Jeg elsker dig.”“Så vogt mine lam.”Han spurgte endnu en gang: “Simon, elsker du mig?”“Ja Herre, du ved, at jeg elsker dig.”“Så vogt mine får.”En tredje gang stillede Jesus spørgsmålet.“Simon, elsker du mig?”Peter var bedrøvet over dette spørgsmål. Han sagde: “Herre du ved alt. Du ved, jeg elsker dig.” ”Så skal du vogte mine får. Da du var ung, gik du hvorhen du ville. Men når du bliver gammel, vil en anden føre dig hen, hvor du ikke ønsker.” Dette refererede til, hvordan Peters død ville give Gud ære.Så sagde Jesus: “Følg mig!”

  • Vejen til Emmaus (afsnit 223)

    Lukas 24,13-45

    Om eftermiddagen den dag, hvor Jesus stod op fra de døde, forlod to disciple Jerusalem og begyndte at gå til Emmaus. De diskuterede begivenhederne i de foregående dage. Pludselig lagde de mærke til, at nogen gik i nærheden af dem. De var ikke klar over, at det var Jesus.Han sagde: “Hvad taler I om?” De vendte sig om og så på ham. “Er du en fremmed her? Har du ikke hørt om de ting, der er sket i de sidste par dage?”“Hvilke ting?”“Vi taler om Jesus fra Nazareth, ham der talte Guds ord. Vores ledere fik ham korsfæstet for tre dage siden. I morges gik nogle kvinder til graven. De kom og fortalte os, at liget var væk. Nogle af mændene gik derhen, og det var virkelig væk. Nu siger kvinderne, at de så engle og faktisk har set Herren i live.”

    Jesus sagde: “Hvorfor er I så sløve til at forstå? Profeterne sagde tydeligt, at Messias måtte lide disse ting.” Så gennemgik han Skriften for dem, helt fra begyndelsen, og forklarede dem de dele, der handlede om ham.

    Da de nærmede sig Emmaus, sagde de til ham. “Det er for mørkt til at fortsætte. Bliv hos os.” Så han gik ind i huset med dem. Ved aftensmåltidet tog Jesus brød og velsignede det. Så brød han den og gav den til dem. Straks vidste de, hvem han var. Og så… forsvandt han!De så forbløffet på hinanden. En af dem sagde: “Vores hjerter brændte i os, da han forklarede Skriftens ord og profetier for os!”

    De vendte hurtigt tilbage til Jerusalem for at fortælle disciplene, hvad der var sket. De befandt sig i et aflåst lokale, fordi de frygtede de jødiske ledere.Da de to mænd ankom, sagde de: ”Det er sandt! Herren er opstået. Han gik med os og forklarede Skriften. Vi genkendte ham ikke, før han brød brødet med os.” Disciplene kunne ikke tro det.Pludselig stod Jesus nu iblandt dem og sagde: “Fred være med jer!” Alligevel kunne disciplene ikke tro, at det, de så, virkelig var Jesus. De troede, det var et spøgelse.Derfor sagde Jesus: “Se på arrene på mine hænder og fødder. Her, rør ved dem! Et spøgelse har ikke kød og ben som disse.”Han sagde: “Har I noget at spise?” De gav ham noget fisk og honningkage, og han spiste det.Så åbnede Jesus deres sind, så de kunne forstå Skrifterne.

  • Opstandelsen (afsnit 222)

    Matthæus 27,62 – 28,15 og Mark 16,1-8 og Luk 24,1-12 og Joh 20,1-18

    Alt var stille ved Jesu grav indtil tidlig søndag morgen, mens det stadig var mørkt. Pludselig kom der et jordskælv, og en engel dukkede op ved gravstedet. Han rullede den enorme sten væk og satte sig på den! Vagterne var rædselsslagne og besvimede. Og så … var alt stille igen.

    Da solen stod op, gik Maria Magdalene og nogle andre kvinder ind i haven, så de kunne salve Jesu legeme. De spekulerede på, hvordan de skulle få nogen til at rulle stenen tilbage fra graven.

    Da de kom til graven, så de, at soldaterne var væk, og at stenen var rullet tilbage. De så også, at graven var tom!

    Maria vendte rundt og løb for at fortælle disciplene om den tomme grav. De andre kvinder blev i haven. Til sidst gik de ind i graven. De så to engle. En af englene sagde: “Vær ikke bange! I leder efter Jesus, som blev korsfæstet. Han er her ikke, for han er opstået fra døden. Gå nu og fortæl det til hans disciple og særligt til Peter.”

    I mellemtiden fandt Maria disciplene og sagde: “De har taget Jesu legeme, og vi ved ikke, hvor det er!”

    Da Peter og Johannes hørte det, løb de hen til graven. Johannes kom der først, men gik ikke ind. Peter skyndte sig ind, og Johannes fulgte efter. De så de klæder, der var blevet viklet rundt om Jesu krop, men liget manglede. De forlod graven og gik hjem, forvirrede over, hvad der var sket.

    Efter at de var væk, kom Maria Magdalene tilbage til haven. Hun græd. Da hun kom til graven, så hun englene. En af dem sagde: “Hvorfor græder du?”

    “Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor han er.”

    Hun vendte sig om og så en mand stå i nærheden. Hun vidste ikke, at det var Jesus. Hun troede, det var gartneren. “Herre, hvis du har taget ham bort, så fortæl mig, hvor han er, så jeg kan hente ham.”

    Jesus sagde: “Maria!”

    Øjeblikkeligt vidste hun, hvem det var! Hun faldt ned og tog fat i hans fødder: “Min Mester!”

    Han sagde: “Hold mig ikke fast, men gå hen og sig til mine disciple, at I har set mig.” Straks rejste hun sig og løb for at finde disciplene.

    Jesus viste sig derefter for de andre kvinder, da de gik tilbage til byen. De faldt ned og tilbad ham. Han sagde: “Gå og find mine brødre og sig dem, at jeg vil møde dem i Galilæa.”

    Alle kvinderne fandt disciplene og sagde: “Jesus lever! Vi har set ham og talt med ham. Han er i live!” Mændene kunne ikke tro, at det virkelig var sandt.

    Vagterne, der var ved graven, var rædselsslagne over begivenhederne den morgen. De gik hen og fortalte de religiøse ledere præcis, hvad der skete. Efter nogen diskussion gav ypperstepræsten vagterne en stor sum penge og sagde: “Fortæl folk, at Jesu disciple kom og stjal hans lig, mens I sov. Vi vil sørge for, at I ikke får problemer med Pilatus.” Vagterne tog pengene og gjorde, som de fik besked på.

  • Korsfæstelse og begravelse (afsnit 221)

    Matthæus 27,27-61 og Markus 15,16-47 og Lukas 23,26-54 og Johannes 19,16-42

    Jesus blev dømt til at dø ved korsfæstelse. Pilatus overgav ham til romerske soldater, som satte en tornekrone på hans hoved. De lo af ham og sagde: “Se, jødernes konge.” De slog ham og spyttede på ham.De førte ham så bort for at blive korsfæstet. Undervejs greb de en mand og lod ham bære korset. En stor skare, som sørgede og græd, fulgte efter.De tog Jesus og to forbrydere uden for bymurene til et sted kaldet Golgatha. Alle tre blev naglet til kors, med Jesus i midten.Pilatus satte et skilt på Jesu kors, hvor der stod: JØDERNES KONGE. Ypperstepræsten sagde: “Skriv ikke Jødernes Konge!” Men Pilatus sagde: “Hvad jeg skrev, det skrev jeg.”

    Efter at korsene var sat på plads, bad Jesus: “Far, tilgiv dem! De ved ikke, hvad de gør.” Klokken var ni om morgenen.Nogle af folkene råbte: “Hvis du er Guds søn, så kom ned fra det kors.”De religiøse ledere lo: “Andre har han frelst, men sig selv kan han ikke frelse! Han sagde, at han var Guds søn. Hvorfor hjælper Gud ham ikke?”

    En af de kriminelle, der hang ved siden af Jesus, råbte: “Hvis du er Messias, så frels dig selv og os.”Den anden forbryder råbte tilbage: “Frygter du ikke Gud? Vi fortjener at blive korsfæstet, men denne mand er uskyldig!” Så sagde han: “Herre, husk mig, når du kommer ind i dit rige.”Jesus sagde: “I dag skal du være med mig i Paradis.”

    Soldaterne tog og delte Jesu tøj mellem sig.

    Jesus så sin mor stå ved korset, og disciplen Johannes stod i nærheden. Han sagde: “Mor, se på Johannes som din søn. Johannes, pas på min mor.”

    Omkring middag dækkede mørke hele området og det varede i tre timer.Ved tretiden om eftermiddagen råbte Jesus: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”Kort efter vidste han, at alt var gennemført. Han sagde: “Jeg er tørstig.” Soldaterne havde en krukke med sur vin stående i nærheden. En af mændene tog noget op ved hjælp af en svamp. Han fyldte svampen med den sure vin og satte den på en isopstilk.Efter at have smagt vinen løftede Jesus sig op, tog en dyb indånding og råbte: “Det er fuldbragt!” Derefter bøjede han hovedet og døde.

    I samme øjeblik kom der et jordskælv. Kæmpe klippestykker blev. Forhænget i templet, ind til det allerhelligste rum, revnede fra top til bund. Soldaterne, der stod nær korset, blev bange, da de så alt dette. De så op på Jesus og sagde: ”Det er sandt! Han var Guds søn!”Senere på eftermiddagen kom andre soldater for at brække benene på de korsfæstede. De gjorde dette for at fremskynde deres død. Først brækkede de benene på de to forbrydere. Da de kom til Jesus, så de, at han allerede var død. For at være sikker, stak en soldat et spyd ind i hans side.

    En rig mand ved navn Josef gik til Pilatus og fik tilladelse til at begrave Jesu lig. De religiøse ledere mødtes også med Pilatus og sagde: “Denne bedrager fortalte sine disciple, at han efter sin død vil opstå på den tredje dag. Vi er bange for, at de kommer og stjæler liget, sådan at de kan påstå, at han er opstået.” Pilatus gik med til at sætte et romersk segl på stenen, og han udpegede vagter til at holde øje med graven.

    Josef og hans ven Nikodemus hjalp med at tage liget ned fra korset. De svøbte det i linned, med en blanding af forskellige salver. Josef lagde derefter liget i sin egen grav og rullede en stor sten hen over indgangen. Et romersk segl blev sat på stenen. Soldater stillede sig foran graven for at vogte Jesu legeme.