Store skarer fulgtes MED Jesus, men så vender han sig mod dem og udfordrer dem til at EFTERFØLGE Ham – det er åbenbart ikke det samme.
Luk 14:25-35 er en svær tekst, du skal hade? din familie og dig selv! Du skal dø! Du skal beregne omkostningerne og give afkald på alt dit eget! Ellers er du som værdiløst salt der blot kastes ud og trampes ned!
Hvad er det mon Jesus mener og hvordan i al verden kan vi i dag leve efter dette og hvad kan og skal motivere os til det?
Der er jo nogle mennesker der faktisk ikke så gerne vil tæt på andre. Mennesker er jo besværlige, det er meget lettere kun at tage hensyn til sig selv og ikke indrette sig efter andre. At være centrum i sit eget univers.
Så her kommer 5 gode råde til at det forbliver sådan – eller evt. at slippe af med nogle som er kommet for tæt på.
Måske det vigtigste brev i Det Nye Testamente? Romerbrevet er grandiøst, dybt og samtidigt helt nede på jorden i forhold til at få omsat det Kristus har gjort for os til håndgribeligt hverdagsliv i et fællesskab.
Men hvorfor skriver Paulus det egentligt, hvilke formål har han og hvilken relation har han til Romermenigheden? Hvordan mon kirken er opstået og hvilke både unikke og generelle udfordringer havde de, der gjorde at Paulus skriver som han skriver?
Hør eller se hele prædiken her og få både overblik og måske også læselyst…
Penge og økonomi… noget af det der fylder vores hverdag og tanker allermest. Løn, opsparing, forbrug, pension, investeringer – bekymringer, stress og jag. Ikke underligt at evangelierne vrimler med advarsler, at ca. hvert fjerde vers handler om det og halvdelen af Jesu lignelser.
Men ikke desto mindre taler vi ikke så meget om det i kirken, men det bør vi.
Det altafgørende vi har brug for at forstå er at Gud ejer alt… Når det er på plads så løser meget andet sig.
Det hele er Hans, og vi er sat som forvaltere af det. Derfor skal vi så og investere og derfor skal stå til regnskab for det hele engang.
I Det Gamle Testamente resulterer det i ofre, som respons, af taknemlighed og erkendelse af den dybe afhængighed af Ham. Da loven blev indført blev noget af det sat i system med førstegrødeofre og frivillige ofre, og så var der afgifter og forrådsindsamling til den fælles tempeltjeneste og tre slags tiender, til de “ansatte” der ikke selv havde indkomst, til de fatttige og til at holde fest for!
I Det Nye Testamente støder vi på de samme elementer og deraf kan vi også lære meget af hvordan vi kan indrette os i dag. For penge og økonomi betyder noget. Vi er blevet velsignet FOR AT kunne velsigne andre.
Hyrderne må marken loves “fred i mennesker”, men det vi ser rundt om os i verden omkring os, er nok mere konflikt, uro, ængstelse, bekymring, stress og panik. Men ikke desto mindre er det verden blev skabt til, en tilstand af [shalom], ahhh, velvære, samhørighed og harmoni. Men den blev jo brudt og derfor blev Jesus født for at genoprette den fred, den harmoni, for at binde det sammen som var forrevet, adskilt og splittet.
Han EFTERLADER os SIN fred, ikke en normal fred, altså fravær af konflikt, men en tilstedeværelse af ham selv, i vores hjerter. En fred der er “i” mennesker, altså en indre fred, der eksisterer uanset om der er ydre fred, der gør at vi kan sove midt i stormen. Den fred skal “råde” siger Paulus, altså være med at til at afgøre vores beslutninger, Kristi fred skal være vores mål, vores gevinst, den er et kald og den er vores udgangspunkt. Vi har fået den. Så hvad frarøver os den?
Lad os vende tilbage til den fred og lade den bestemme vores færd så vi, midt i ufred, kan hvile i velværen og harmonien som er i Ham.
Ord har magt! Ord der er sagt for mange år siden gør stadig indtryk på os. Sårende, dømmende, begrænsende ord eller opmuntrende, frisættende, håbefulde ord.
Det ny-testamentlige ord [parakaleo] indeholder betydningen at istandsætte til at møde en vanskelig situation med tilid og mod, at opfordre kraftigt, at heppe. Altså at stimulere noget der allerede er der noget vi godt ved, men har brug for andres opmuntring til at gøre.
Den påvirkning vores ord har afhænger af flere faktorer:
Oprigtigheden – mener vi det? Elsker vi virkeligt det menneske vi opmuntrer?
Præcisionen – rammer vi noget rigtigt, bedst noget som Gud har ilagt hos den vi opmuntrer?
Timingen – er der lydhørhed, er det det rigtige forum og tidspunkt?
Relationen – visse relationer dobler eller tripler en opmuntring
Der er mange hindringer for at vi opmuntrer, men tænk hvis vi kunne få en kultur hvor vi selv var opmuntret og trøstet af Gud, så vi kunne heppe på hinanden, præcist og profetisk. Måske skal vi bare i gang, og sige mere af det vi faktisk tænker om andre?
Vi har, som mennesker, jo en tendens til at fokusere på livets højdepunkter og highlights (se bare sociale medier) og desværre kan det også nogen gange smitte af i kirken og vores trosliv.
Hvad tror du egentligt et “normalt” kristenliv er? Tænker du at alle andre nok hører mere fra Gud en dig? Beder mere, læser mere i deres bibel, gør mere for Gud?
Måske har vi i virkeligheden her med en “flertalsmisforståelse” at gøre? Og hvordan var det egentligt for personerne i bibelen?
Mon vi i virkeligheden lever det “normale” kristenliv og derfor ikke skal være hverken mismodige, have mindreværd eller ikke tro at vi er “gode nok kristne”…. Samtidigt med at vi ved at der er meget mere hos Gud end det vi har set og oplevet indtil nu.
Vil vi egentligt gerne tage imod det Helligånden ønsker at gøre IGENNEM os?
Helligånden som er Gud på indersiden vil også gerne være Gud på ydersiden, Han vil gerne vise sig selv igennem os. Han har kraft som gør en forskel som åbenbarer noget af Ham selv.
De “evner” eller “muligheder” som Ånden har, har vi alle adgang til, når vi har modtaget Helligånden.
Er det noget vi har lyst til, plads til og er nødt til?