Hvordan bliver eller forbliver man egentligt en overfladisk kristen?
Hvordan undgå at få rødder og bære frugt?
Peter har ret harske ord om mennesker der lever overfladisk. Meningen er at vi skal vokse, vokse i vores forståelse AF Ham og i vores tjeneste FOR Ham. Og Peter giver nogle principper der vil gøre vores “kaldelse og udvælgelse urokkelig”.
Disse er dyd, erkendelse, selvbeherskelse, udholdenhed, Gudsfrygt, brodersind og kærlighed.
Når vi oplevet noget godt så fortæller vi det helt automatisk til andre.
Evangeliet ER gode nyheder, og vi er vidner til disse og har derfor også en form for forpligelse til at fortælle det videre. Sådan er historien altid blevet givet videre, fra menneske til menneske.
Vi skal fortælle…
– for vores egen skyld, fordi vi har godt at at minde os selv om alt vi kan være taknemmelig for
– for andres skyld, fordi troen kommer af det der høres, og det giver en sult og en længsel efter at opleve det samme
Paulus siger at det eneste der betyder noget er, den tro, der leves ud i kærlighed! (Gal 5:6)
I det kapitel hvor han siger dette taler han om en frugt som Helligånden virker, eller det vi nogle gange kaldes Åndens frugt.
Den frugt er kærlighed og kærlighed kunne måske i virkeligheden defineres som anti-egoisme, de handlinger vi gør, ofre vi foretager, som ikke er selviske, men derimod gøres for andres skyld.
Vi skal leve vores liv efter Helligåndens vejledning, altså ledes og føres af Ham, Ham som første Jesus til de svageste, til dem der ikke kunne give ham noget, dem som ikke i andres øjne var noget værd. Det er det omvendte rige!
Åndens frugt(er) er ikke et mål vi kan sætte os, men en konsekvens af Helligåndens virke i vores liv. Måske er det i virkeligheden “Åndens høst”.
Så det eneste der betyder noget… er den tillidsfulde relation til Gud der omsættes til selvopofrende kærlighed.
Når vi i bibelen opfordres til at “lade os fylde af Ånden” hvad betyder det så? Hvad betød det i Jesu liv og er Han mon ikke forbilledet for hvordan vi skal opleve det?
“Fylden” er noget kontinuerligt, alstå ikke som et glas fyldes, men måske mere som et sejl på en sejlbåd fyldes, en kontinuerlig afhængighed af Helligånden. Vinden, som jo bruges som billede på Helligånden, er jo egentlig ukontrollerbar, men alligevel så kan man i en sejlbåd lade sig “føre” af vinden. Men det kræver en konstant opmærksomhed på vindretning og -styrke. Ånden ønsker at føre/lede os kontinuerligt, men det kræver at vi “lader” os føre, at vi er årvågne og villige, overgivet/hengivet til ham og det han vil med og igennem os.
Når Helligånden flytter indenfor når man bliver kristen så sker der en hel del. Nyt liv, ny karakter skal vokse frem, men der er også nu adgang til en kraft, en kraft fra himlen. Noget fra den kommende verden flytter ind i vores verden. Det var det Jesus kom og både forkyndte og demonstrerede, men ikke nok med det, han sendte sine disciple ud for at gøre det samme. Vi har ikke fået lov til at opleve det rige og den kraft (den kraft der oprejste Jesus fra de døde!) for vores egen skyld. Vi er kaldet til at være kraftoverførere, til, på Jesu vegne, at lægge hænder på hinanden, til at formidle noget fra himlen til denne verden.
Sæt derfor alt ind på, at jeres tro bliver en tro, der vil noget – 2 Pet 1:5
Derfor… hvorfor? Min tro skal være en tro, der vil noget… anstrengende. En den nu også det? Gør jeg nok? Mange af os render nok rundt med lidt dårlig samvittighed over om vi gør nok i forhold til vores tro.
Hvorfor er det lige vi skal sætte alt ind på.. Hvad er grundlaget for det? Og skal vi handle os til forståelse af hvem Gud er eller er det forståelsen af hvem Han er der får os til at handle.
Vi kigger på det meste af kapitel 1 i 2. Peters Brev.
I kristendommen har ethvert liv værdi. Derfor har vi i dag hospitaler, skoler, bosteder, plejehjem osv. Derfor søger vi at drage omsorg for døende, ufødte, uhelbredeligt syge osv. Alt dette stammer fra vores menneskesyn som vi har fra Jesus – mesteren i at elske mennesker.
Men hvad kan vi lære af ham? Hvad var det han gjorde og hvor er kontrasten til det disciplene og omgivelserne (og måske os i dag) gjorde?
Han forstod dem, han så og hørte dem og han hjalp dem…
Kender du det at du ikke liiige har lyst til at gøre det som Gud ønsker?
Moses ved den brændende tornebusk er et fantastisk spejlbillede for hvordan vi kommer med undskyldninger og indvendinger overfor Gud selv om han lægger ud med at sige “Jeg vil være med dig”…
Du er god nok (og har nok i “din hånd”) til det han vil med dig – og han vil noget med dig!
Igen og igen i Det Gamle Testamente er der et nødråb om ikke Gud vil rejse sig. Midt i håbløse situationer, omgivet af fjender, hjælpeløse, afmægtige anråber Guds folk den almægtige om at rejse sig – så det gjorde Han.
Paulus opsummerer i 1 Kor 15 indholdet af det kristne budskab, at Jesus døde for vore synder og blev oprejst fra de døde. Hvis ikke den opstandelse fandt sted så er der ikke noget der betyder noget, så er der intet håb og så er det forgæves alt vi gør… Men nu OPSTOD Han!
Og hvad betyder det så for os i dag? Det betyder at vi også skal rejse os – og leve et helt nyt liv. På i hvert fald tre områder skal vi FATTE hvad der er sket, også for os. Vi er tilgivet, vi har fået håb og vi har fået kraft. Og den virkelighed skal vi møde verden og hinanden med.
Køn, krop og seksualitet er et yderst komplekse emner, men ikke desto mindre noget som vi alle har også nogle gange som nogle vilkør vi ikke kan ændre og som vi må forholde os til og håndtere.
Vi kan ikke forstå dette område uden at forholde os til “Den store historie”: at vi er formet af Gud, men faldne, fundne igen, men endnu ikke i “himmelen” og derfor også frustrede. Frustrede over at vi både er faldne og fundne, men den mellemtilstand giver os nogle vilkår som vi skal håndtere – også i forhold til køn og seksualitet.
Hvad betyder det for vores menneskesyn og vores syn på køn og kønsidentitet og hvad er kærlighed i virkeligheden? Kunne det være at vi har fået et perverteret/fordrejet syn på både køn og kærlighed? Og hvad gør vi så?