Kilde: Citykirken Aarhus

  • Rejs dig

    Påskens budskab er også for os.

    Igen og igen i Det Gamle Testamente er der et nødråb om ikke Gud vil rejse sig. Midt i håbløse situationer, omgivet af fjender, hjælpeløse, afmægtige anråber Guds folk den almægtige om at rejse sig – så det gjorde Han.

    Paulus opsummerer i 1 Kor 15 indholdet af det kristne budskab, at Jesus døde for vore synder og blev oprejst fra de døde. Hvis ikke den opstandelse fandt sted så er der ikke noget der betyder noget, så er der intet håb og så er det forgæves alt vi gør… Men nu OPSTOD Han!

    Og hvad betyder det så for os i dag? Det betyder at vi også skal rejse os – og leve et helt nyt liv. På i hvert fald tre områder skal vi FATTE hvad der er sket, også for os. Vi er tilgivet, vi har fået håb og vi har fået kraft. Og den virkelighed skal vi møde verden og hinanden med.

    Hør eller se prædikenen herunder

  • Køn og krop(pe) – lev med det

    Køn, krop og seksualitet er et yderst komplekse emner, men ikke desto mindre noget som vi alle har også nogle gange som nogle vilkør vi ikke kan ændre og som vi må forholde os til og håndtere.

    Vi kan ikke forstå dette område uden at forholde os til “Den store historie”: at vi er formet af Gud, men faldne, fundne igen, men endnu ikke i “himmelen” og derfor også frustrede. Frustrede over at vi både er faldne og fundne, men den mellemtilstand giver os nogle vilkår som vi skal håndtere – også i forhold til køn og seksualitet.

    Hvad betyder det for vores menneskesyn og vores syn på køn og kønsidentitet og hvad er kærlighed i virkeligheden? Kunne det være at vi har fået et perverteret/fordrejet syn på både køn og kærlighed? Og hvad gør vi så?

    Hør eller se prædikenen herunder

  • Afmagt eller magtesløshed?

    Vi lever i en tid som både er fyldt med et optimeringspres og et kontrolønske. Alt kan optimeres og gøres lidt bedre, vi har ikke længere forbud, men idealer og det skaber en mængde “burder” i vores liv. Kontrolønsket kommer bl.a. af at alt nu er blevet synlig og indenfor rækkevidde og derfor vil beherske og kontrollere det. Derudover er der en konstant vækst i samfundet som gør at vi sakker bagud hvis vi ikke bevæger os fremad.

    Alt dette skaber naturligt stress og udmattelse og medfølgende angst, depresision og ultimativt en følelse af afmagt.

    Guds løsning er i stedet magtesløshed. Jesus opfyldte alle idealer og vi skal efterfølge ham MEN samtidigt vide at han først nås når vi står ansigt til ansigt med ham. I processen lige nu kan vi godt være “fuldkomne” og “modne” i det stadie vi er i uden at være utilfreds med endnu ikke at have nået målet. Samtidigt skal vi anerkende at Han er den eneste der er i fuld kontrol. Vi skal lære at give slip og ikke tage ansvar for hele verden men kun VORES verden, og så vide at selv der hvor vi knokler så kan det være ved hans nåde.

    Hør eller se prædikenen herunder

  • Kom hjem

    Julens hemmelighed…

    Har vi mistet evnen til at se Jesus, en evne vi engang havde? Der er noget børn intuitivt tror på, nemlig at noget eller nogen er alvidende, almægtig osv. Superhelte eller min far..

    Så måske genkender vi i virkeligheden noget når vi bliver kristne eller møder Gud på et senere tidspunkt i vores liv. Vi kommer hjem.

    Hør eller se prædikenen herunder

  • Jesus styrer

    Det helt centrale tema for Jesus handler om et rige – Guds rige – som var ventet med længsel. Hvor Guds nærvær var der som Ånd eller lys, med udfrielse og frelse, med fred, helbredelse, glæde, hjemkomst fra eksil og retfærdighed. Alt dette ventede jøderne på, og alt dette kommer Jesus med. Han ord “Nu er tiden inde” (Matt 1:14) indikerer at nu kommer det I har ventet på, verdenshistorien ændrer sig fra NU. Det kom lidt anderledes end de havde ventet og det kom ikke i fuldt blus fra begyndelsen af, men det kom. Derfor skal I “ændre jeres indstilling”  og “tro på det glædelige budskab” (v. 15).  Den kommende verdens kræfter har brudt ind i denne verden. Så lad os sprede håb, gøre godt og give plads til Guds kraft.

    Hør eller se prædikenen herunder

  • Jesu stille revolution

    – menneskesyn og værdi

    Jesus bruger billeder om Guds rige der henviser til noget der er småt og ubetydeligt men som vokser til at fylde det hele (surdej, sennepsfrø), og det er præcis det Jesus sætter igang.

    Hans indtræden i denne verden markerer kæmpe ændringer, i det små til at begynde med, i synet på mennesket og specielt de svageste i samfundet, de syge, børnene, kvinderne, slaverne, de fattige og de fremmede.

    Mennesket, uanset stand og formåen, er villet, elsket og sendt, har formål, værdi og ansvar.

    Det er en revolution som er fortsat lige siden. Kristendommens indflydelse på menneskeværdi og -rettigheder kan ikke overvurderes.

    Hør eller se prædikenen herunder

  • Mennesker Jesus mødte

    Ét menneske – Ét øjeblik – Ét aftryk

    De menneskeliv Jesus forandrede blev mødt ansigt til ansigt, én af gangen. Af Jesu over 40 møder med enkeltpersoner som vi har nedskrevet kan vi lære en del af hvordan Jesus møder den enkelte og måske er det også nogen gode råd til os?

    Først og fremmest MØDTE han dem, altså der hvor de var, ikke der hvor han var, midt i dagligdagen, og han havde tid og margin til det. Han tog gerne initiativet og ellers greb han initiativet, greb øjeblikket. Og så var han ikke til at komme udenom, man måtte vide mere, måtte stille spørgsmål til det han sagde og gjorde.

    Og så SÅ han det enkelte menneske, også dem andre overså, han lyttede til dem og anerkendte dem, opmuntrede det gode i dem og rørte ved dem, med kærlighed, med helbredelse, udfrielse og betingelsesløst.

    Måske er det jo i virkeligheden nøglen til at nå denne verden – én af gangen, på Jesu måde. Guds rige har eksplosiv, ekspansiv kraft når det sås i det enkelte menneske.

    Hør eller se hele prædikenen her:

  • Dine blev mine (Joh 17:1-11)

     – nu skal de fortsætte med at være mig

    Jeg elsker at høre andre bede, i hvert fald når bønnerne ikke er på autopilot, for der er ikke noget som bøn der åbenbarer det inderste menneske og Gudsforhold.

    Denne tekst i Joh 17 er derudover jo en slags afskedsbøn, som jøderne havde tradition for (se f.eks. Moses – 5 Mos 32-33), en opsamling på alt det vigtigste Jesus ville at hans disciple tog med sig, og en afrunding på Johannesevangeliet, med samme skønhed som indledningen i kapitel 1.

    Det er storladent og intimt. Det er en bøn til “abba”, far, men det er også et budskab til hans disciple, dengang og til alle tider og dermed også til os.

    Og hovedbudskabet er at alt det som Faderen have givet og gjort igennem Sønnen, det har vi fået og vil han gøre gennem os.

    Jesus kom og blev Faderens tolk (Joh 1:18) og åbenbarede/afslørede hvem Faderen var, og den afsløring skal vi forsætte med. Det er nu vores opgave at “oversætte” Gud, at bringe de gode nyheder om hvem han er og hvad han vil.
    Jesus kom for at skabe kontakt så vi kan “kende” Gud, intimt og dybt. Kristendommen er ikke menneskers forsøg på at nå Gud, men Guds forsøg på at nå mennesker, tydeligst udtrykt i hans egen søn.

    Jesus kom og talte og handlede på Guds vegne og den opgave ligger nu hos os.

    Det kristne liv, det evige liv, handler om at vi er koblet på den evige Gud, “kender” ham og åbenbarer ham for verden. Så enkelt siges det og så enkelt er det, men vi er så gode til at komplicere tingene.

    “De var dine og du gav dem til mig” (v. 6) – Vi har selv oplevet at vi var Guds (hans skabninger) men så blev vi Jesus’ (hans disciple) og nu kaldes vi til at være ét på samme måde som Faderen og Sønnen er ét!

    Det er et alvorligt kald, som vi må tage seriøst. Paulus taler om at fastholde Åndens enhed (Ef 4:3), altså vi har allerede enheden, nu skal vi blot ikke ødelægge den. Vi har samme Fader jo og samme frelser og “sammen med alle de hellige” (Ef 3:18) skal vi kende, fatte og åbenbare Ham, og være hans stedfortrædere, hans krop i denne verden.

    Må vores verden omkring os opleve at Gud bliver herliggjort igennem os, igennem det vi er sammen og gør sammen, på hans vegne, i hans navn.

     Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig,  ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.  Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.  Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.  Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

     Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord.  Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig.  For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

     Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine;  alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem.  Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det, du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi

  • Du begrænser ikke Gud

    – lektier fra Paulus’ liv

    En glødende terrorist, der fængler og dødsdømmer en religiøs gruppe, får pludselig et møde med den Jesus han forfulgte og resten er historie, hele Vestens historie…

    Intet menneske har som Paulus påvirket historiens gang, og det med det mest usansynlige udgangspunkt, en rettroende farisæer med romersk statsborgerskab.

    Men Gud brugte ham på trods af hans baggrund, fremtræden, fortid, modstandere, nederlag og mangelfulde teologi.

    Så kan han også bruge os.

    Paulus havde en unik balance mellem radikalitet og pragmatisme og mellem magtesløshed og beslutsomhed. Hvad kan vi lære af ham?

  • Det omvendte rige – palmesøndag

    Palmesøndag og indtoget er en paradoksal historie…

    En konges indtog og så alligevel ikke. Jubel og fejring, men intet (umiddelbart) resultat?

    Men på mange måder typisk Guds rige, det omvendte rige, hvor tjeneren er den største, hvor de sidste bliver de første og hvor “Guden” ikke skal tjenes og tilfredsstilles, men bliver den “byrdebærende” Gud.

    Hvor står vi selv når Gud ikke lige reagerer og handler som vi synes Han skulle? Når svaret trækker ud og det ikke sker på “vores” måde”?

    Hør eller se hele prædikenen her: